Dalban.
Dalban gik ned til vandet, han ville være alene, efter at han var begyndt at bekæmpe orkerne
med de andre, havde han ikke været alene i meget langt tid, men det kunne han godt forstå, der
var en mening med at de var så meget sammen, for det hjalp dem, når de var i kamp, så skulle
den ene ikke tænke på om den anden gjorde hvad han skulle, for det vidste man.
Vinden tog fat i hans kappe, den havde skjult hans højde og bredde for alle som havde kigget
på ham, mens han gik ned til vandet, han var iført en ring brynje, som også havde arm og ben
beskyttere, ved hans side havde han et sværd, det var et godt sværd det havde reddet ham mange
gange, den gang han kæmpede alene, man kunne også se på hans krop at den var veltrænet, muskuløs
og adræt, han havde fra barns ben trænet til at kæmpe mod orkerne, han havde hørt mange historier
om alt det som var galt med verden, så i en meget ung alder havde han besluttet at det ville han
gøre noget ved, den første gang han var oppe mod nogen af orkerne, var da han slog sin første
røde ridder ihjel.
Kampen havde været meget hård, han tænkte på den med et lille smil,
samtidig med at han fraværene gned det ar han havde fået i den kamp,
men ridderen havde til sidst ikke kunnet følge med, han var stoppet et lille øjeblik,
og det var der han slog til, han havde stødt sværdet ind mellem hjelmen og bryst pladen,
ridderen døde ved at han druknede i sit eget blod.
Der efter havde han trænet lidt mere, for han ville ikke lide samme skæbne.
" Dalban kommer du."
Råbet rev ham ud af hans tanker, han løftede hovedet og råbte til svar "kommer om lidt."
Nu kunne man også se hans ansigt, det var en meget almindelig ansigt,
men han havde et ar på kæben, det var det ar han havde fåret mod den røde ridder,
det var ikke særligt stor men når han tænkte gned han det altid.
Dalban vendte sig om og gik op mod de andre, de var 4, en kriger mere, en præst , trold mand
og en tyv.
Tyven havde han ikke meget tilovers for, han syntes ikke, at man kunne bruge en tyv mod orkerne,
men han havde vist sig nyttig, men Dalban stolede ikke helt på ham, når de havde sovet og tyven
havde haft en vagt, kikkede Dalban altid i sin pung, man kunne aldrig vide, en gang tyv altid tyv.
Dalban jog de dystre tanker bort, han kunne godt lide præsten, hun var næsten altid glad,
og det smittede af på Dalban.
Glimio så Dalban komme op fra stranden, han gik som om at han kunne klare hale verden,
det kunne han måske også, tænkte hun med et smil.
Dalban så smilet," hvad griner du af Glimio, vel ikke af mig."
Glimio blev meget forskrækket, sådan havde han aldrig talt til nogen før,
han var altid meget høflig ,nogen gange syntes hun at han var for høflig,
men det sagde hun ikke til ham, og nu var hun meget glad for at hun ikke havde gjort det.
"Rolig nu, Dalban, Du vil ikke bide hovedet af hende vel, glem nu din surhed,
vi skal snart snakke med Fyrsten af Gimlital, så kan vi komme til at tilføre orkerne en
ordentlig slag, hvor det gør mest ondt, nemlig lige midt i hjertet."
Dalban så på Elisan, han var den anden kriger, måske den eneste Dalban stolte fuldt på.
Det han havde sagt til Glimio var bare fløjet ud af munden på ham,
det var ikke meningen at han ville skræmme hende, for det havde han gjort det kunne han se.
Han vendte sig om mod hende," jeg vil gerne undskylde for min opførelse, den er utilgivelig,
men jeg håber at de måske kan finde der i deres hjerte at tilgive mig."
Glimio smilte igen, "jeg har et stort hjerte så jeg kan godt tilgive dig,
men det vil koste dig en tjeneste en anden gang."
"Meget vel, frue." Dalban vendte sig om, mens han bukkede for hende.
Kuntu kikkede på dem med meget lidt interesse,
hun sad lidt væk fra de andre og kikkede på nogle magiske ting og pergament,
dem havde fundet nede hos trolden, hun var meget "glad", da de fandt dem.
Kuntu var altid lidt mut, hun havde et ar i venstre tinding,
hvor hun havde det fra ville hun ikke ud med,
Dalban havde sine egne ideer om hvor arret stammede fra,
men han havde ikke spurt hende om noget,
for det ville være for åbenlyst at han ikke helt stolede på hende,
og han ville ikke skabe splid mellem dem.
Dalban vidste godt at det godt at havde en god og pålidelig troldman med sig,
for fjenden har dem, og den bedste måde at bekæmpe magi på var med magi.
Dalban havde sin egen syn på hvordan man bekæmpede fjenderne, den var simpel,
"Ram dem hårdt første gang, dræb dem anden gang og vær klar til at svinge tredje gang."
Enkel men meget god, der var også dem der så ned på Dalban,
for han sikrede sig altid at hans fjender var helt døde før han forlod slagmarken,
nogle mente at det ikke var ære fuldt, men som Dalban så på det,
heller ofre lidt ære og leve end dø.
Klansum sagde stille, for han ville ikke gøre Dalban sur,
for han vidste hvad han tænkte om tyve, "kan i to ikke lade være med at råbe sådan,
nu ved alle hvor vi er, man skulle tro at i var gift sådan i taler til hinanden,
men det er jo umuligt."
"Nej det er det ikke, "svarede Gilmio og så på Dalban,
han stod med et udtryk som om at han stod foran alle orkernes tropper.
Nu kunne ingen af de andre lade være med at grine.
"Nå skal det være sådan, så kan vi mødes inde i byen."
Dalban vendte sig om tog sin rygsæk og gik. Han kunne ikke gøre for det,
men han smilte over hele hovedet, for Gilmio havde rystet ham, på en sjov måde.
Det var alligevel på tide at komme af sted, og hvis de andre troede at de skyldte ham noget,
fordi at han var blevet støt over at de havde grinet af ham så meget bedre,
han kunne høre de andre komme lidt efter ham.
Da de havde gået en time kunne de se byen, det var en mellem stor by,
men den havde en fyrste som kunne formidle en kontakt til kongerne her i de sydlige riger.
Men Gimlital var også en god by at hvile sig i.
Gimlital var en by i fart, efter det store ork angreb i 519, hvor byen ikke blev angrebet,
kunne den prale af at være den stor by på syd siden, den største by på halvøen er Krondor,
som både er Kong Dalfgans hovedstad og navnet på hans land. Dalban kunne ikke lide Krondor,
der var to grunde, nummer et er at Dalfgan er en tyv, eller det var der nogle der siger,
Kongen selv siger at han er købmand, en god en måske, men kun købmand.
Men er en købmand ikke også en tyv, den anden grund er at der er ikke mange krigere,
et skyldes at der er så meget handel, og hvor der er penge kommer der mange tyve.
Der var ingen problemer med at komme forbi byvagten, for Klansum var i familie med en af dem,
det var hans fætter.
"Så kunne tyven da bruges til noget" tænkte Dalban.
Men Klansum havde ikke noget familie ved hoffet så de måtte vente på en audiens.
Mens tiden gik borde de på en kro der hed Hjemstavnen,
Dalban kunne godt lide kroen for dan havde ikke et eller andet skørt navn som Den gylden drage,
for alle vidste at alle drager havde matte farver,
men der var en grund til og det var at de havde lejet hele 1.sal,
de havde deres egen indgang, koen havde desuden et godt køkken,
der duftede altid af et eller andet lækkert,
Dalban kunne godt lide at side i køkkenet, der var en ro der selv om der var travlt,
men det var der ikke nu, for de var de eneste der borede der, de havde jo alle værelserne.
Klansum og Elisan gik hver dag op til borgen for at søge om en tid,
men de fik at vide hver dag at de skulle komme igen dagen efter.
De ville gerne have været ude af byen igen inden den store fest for sejren over orkerne i 519,
de var kommet sent ind i krigen, for byen havde ikke været truet,
de var kun gået med på en anmodning fra de andre af sydens konger,
nemlig Dalfgan, Dastarl og Elentaris,
ud over dem havde den største af alle kriger også været med nemlig Deran Halv orger.
Derfor havde fyrsten gået ind i krigen, han vidste, hvad de havde gjort mod Enkvipal.
Da de kom første gang, havde han modtaget dem godt,
for de kunne måske lave mere handel og holde orkerne væk fra byen,
de havde også fundet Kløver det store ork dræber sværd,
men fyrsten af Enkvipal havde behandlet den som skidt,
da der havde gået et år havde de laver nogle fyrste dømmer rundt om på halv øen,
efter 5 år havde de erklæret sig konger, efter 7 havde de indtaget Enkvipal.
Derfor ville Fyrsten stå på god fod med dem. Det var grunden til at han gik ind i krigen,
han havde godt nok efterladt en stor styrke hjemme,
men hans tropper havde taget trykket af for kongernes styrker,
så de kunne afskære det meste af orkhæren, udslette den og jagede ork kongen på flugt,
det havde vist sig senere at det ikke var orkerne selv der havde planlagt dette togt,
det var en ridder som havde den Sorte Krone,
den var modstykke til den Hargoth af Bakke Borg har.
Det var efter krigen, at de røde riddere var kommet,
nogle sagde at manden med den sorte krone ikke var død men var
sluppet bort, da ork hæren havde tabt stort til ståls loge havde han lavet sin egen.
Men lige nu havde byen en grund til at feste,
men når der er fest er der altid larm og ballade,
det var det de helst vil undgå, for når man sov steder,
hvor der kunne komme alle mulige uhyre,
så får men en kort lunde over for folk der tror,
at de kan noget når de ikke kan en skid, selv Dalban som syntes, at han var ret overbæerne,
kunne komme op at slås, det var ikke noget han var stolt af ,
og Gilmio kunne ikke lide når de sloges for "sjov", hun blev altid ked af det.
Så da den store dag kom, havde de planlagt at blive på kroen og ikke gå ud.
Det går aldrig som man selv tror, kroen blev selvfølgelig fyldt til bristepunktet,
og Elisan kom op at skændes med en byvagt,
det er meget dumt at skændes med en byvagt, for han kan få dig smidt ud af byen.
Byvagten var dummere end de fleste, han troede,
at han kunne tage Elisan med uden for og give ham et lag tæsk,
Elisan var en mand på 45 år og vagten var kun 20, en ung knøs som ikke havde nogen ide,
om hvad en erfaren mand kunne gøre mod ham, Elisan holdt sig i skindet så længe han kunne.
Men når man kalder hans mor for en havne luder i Abbadon kommer man i en helt anden verden,
en af smerte.
De andre opdagede det for sent, da de fandt ud af det, lå vagten og blødte ude bag ved kroen,
han havde inden han gik i gulvet kaldet på nogle flere vagter,
de kom ind i gården samtidig med Dalban og de andre.
"Smid dit våben fra dig og gå væk fra manden" det var løjtnanten der råbte til Elisan,
han vendte sig om mod dem og sagde med en is kold stemme,
" jeg har ikke brug for et våben for at lære en lømmel som ham lidt gode manere."
Løjtnanten var helt overraskede over at blive tiltalt på den måde,
men han bjæffede hurtig igen," jeg sagde at de skulle gå væk fra manden."
"Meget vel," Elisan var med vilje sarkastisk, han tog et skridt tilbage,
holdt armene ud til siden, på en ligegyldig måde.
Nu var løjtnanten ved at blive sur, han sendte to mænd hen for at se til den bevidstløse vagt,
da de fik ham vendt om så han at det var en af hans egen vagter,
"hvorledes er denne mand blevet slået ned" han så meget vredt på Elisan.
Elisan trak på skulderen og sagde" når en mand ikke dukker sig, når der kommer en næve flyvene,
kan han blive slået ud, og denne lømmel kunne ikke tørre sig selv efter et besøg på dasset,
så han dukkede sig ikke."
Nu sprang Løjtnanten i luften,
" denne mand er en byvagt, trænet til at forsvare byen mod alt slags udskud,
han har stået foran Fyrsten for sit mod i en gade kamp, han er en god vagt,
meget kan man sige om ham, men ikke at han er en lømmel."
"Hvis de mener det er de dummere end jeg troede," svarede Elisan,
Dalban krummede tær, vendte sig om for at gå ind efter deres ting,
så de kunne blive smidt ud af byen, for det var den vej det her gik,
Dalban havde set denne diskussion før, og den kunne kun havde et udfald, at de skulle sove ude.
Løjtnanten troede at han ville stikke af, så han sagde en hånd på Dalbans skulder,
Dalban vendte sig ikke om men slog med sin albue løjtnanten midt i ansigtet,
hvorefter han vendte sig om i en flydende bevægelse og gav manden en uppercut helt nede fra knæet.
Løjtnanten fløj baglands hvorved han væltede 2 af sine vagter,
næst kommandøren råbte" i er alle anholdte, smid alle jeres våben og overgive jer."
Dalban så på Elisan og Klansum hvis der skulle være kamp ville han vide om de var med,
det var de ikke. Så de overgav sig.
Dette kunne Klansums Fætter nok ikke klare.
Arresten var ikke så slem, der værste var at hans sværd blev taget fra ham,
han følte sig forsvars løs uden et våden.
Klansum så ikke ud til at havde de problemer, han sad over i et hjørne og små blundede.
Tyve tænkte Dalban, det her var en alvorlig ting, han havde slået en byvagt ned,
ja brækket hans næse, den mindste straf var 10 piske slag.
Det var ikke noget som han glæde sig til,
men når man havde været uden og slås med trolde,
så lagde man ikke hånden på en mands skulder uden at det gjorde ondt.
Gilmio kom over til ham, "rolig det skal nok gå,
Fyrsten vil se det fra vores side, hvorfor skulle han ikke det."
Hun smilede.
Hvorfor ikke, ja det skulle han sige hende,
for hvis at fyrsten holdt med eventyre når de havde lavet ballade,
så ville hans by blive over svømmet med ballademagere, så han vil nok give dem en hård straf.
Elisan sad for selv han gav sig selv skylden for at de nu sad her,
Dalban så på han, han kunne ikke give nogen hjælp.
Kuntu sad og mediterede så hun var heller ikke den store hjælp,
det var kun Gilmio han kunne vende sig til,
men han ville ikke bekende til hende at han hellere ville dø end blive pisket,
han havde jo ikke gjort noget rigtig galt, han kunne godt forstå en fængsel straf,
men pisk det var jo umenneskelig.
Han havde godt nok hørt om, da Baronen af Stadorik havde i dømt Elentaris 80 piske slag,
det havde taget 5 dage at udføre straffen for at han ikke skulle dø.
Det ville Dalban ikke opleve.
Dalban begyndte at slappe af, Gilmio trak sig lidt væk,
hun havde også noget at tænke på, hun havde lagt mærke til,
at det var Elisan der havde startet slagsmålet, men det var Dalban som havde sluttet det,
hun vidste ikke om de skulle tale med ham om det,
for han var blevet i et dårligere humør over flere uger,
hun kunne ikke helt forstå hvad der var galt med ham, han havde ikke været sig selv,
siden at han fik et brev fra Griffondale,
hun viste af han havde familie i byen men ikke hvor mange eller hvem det var.
Det var endelig forbavsende lidt de vidste om hinanden,
hun stolede fult og fast på dem alle, hun havde et lidt bedre forehold til Kuntu,
de kom begge fra Abbadon, deres forældre var flyttet ned til Elantari´s land,
Kuntu havde været meget glad for at hun nu kunne lære magi uden fare,
Gilmio var ikke så glad for hun havde altid villet til Kastagir og læse til præst,
hun havde set hvordan kirken havde forandret sig under Alexander Sankov,
kirken var med et slag mere politisk interesseret,
den havde blandet sig i kampen om Kopa´s ligklæder.
Den havde slået hånden af Dastarl, Elentaris og Hargoth af Bakkeborg,
på en eller anden måde var det lykkes Dalfgan at holde sig ude af striden.
Men det var almenlig kendt at han og Alexander ikke kunne sammen.
Men hendes trang til at blive en af Guds tjenere var så stor,
at hun og Kuntu tog tilbage til de 7 byer, hun rejste til Kastagir,
hvor hun blev optaget som præst, hvor Kuntu blev af ved hun ikke,
men da hun kom tilbage havde hun fået det ar hun havde i tindingen,
hun havde aldrig sagt hvordan hun havde fået det, Gilmio var lidt såret over det,
men Kuntu havde sagt at hun havde svoret en ed,
Gilmio ville ikke have hende til at bryde sin ed.
Gilmio havde også fundet ud af at,
ingen i Kastagir interesseret sig for en novice fra et af sydens riger,
når hun ikke var af adels slægt, hun var heller ikke så glad for politik,
så der var ikke nogle der så hende som en fare,
hun aflagde præsten eden før alle andre, der efter rejste hun og Kuntu hjem.
De andre var kommet senere, Dalban var den sidste som var kommet med,
men Gilmio var meget glad for at han var kommet med.
Hun kikkede over på Elisan, nu kunne det være nok, han måtte surmule alt det han ville,
men ikke når det gik ud over dem alle, hun rejste sig op,
"hvad har du enlig gang i, du har været sur i ca. 2 uger nu,
sig så hvad det er eller du må rejse for dig selv."
Elisan så op på hende, hvis en anden end Gilmio havde sagt det,
havde det været den der var alene,
men Gilmio var ikke en der kom med tomme trusler,
og når hun sagde noget var næsten alle enige.
"Det brev jeg fik for noget tid siden var fra min datter."
Hvad var det havde Elisan en datter?- Dalban kunne ikke få det til at passe.
"Hun skrev at hun var blevet gift, og jeg ikke skulle komme,
for det var en fin mand hun skulle giftes med."
Elisan så på dem. " Kan jeg ikke klæd mig fint nok eller er jeg bare uduelig som far."
"Stop lige en gang har du en datter?" Klansum kom før Dalban med spørgsmålet.
Havde de ikke set på Elisan før så gjorde de det nu, og de ville alle sammen havde det at vide.
"jeg har ikke et uægte barn, jeg var gift med en skøn kvinde, hun hed Heiom,
hun var opvarterske på en kro i Treehold.
Vi blev gift, fik Bele, flyttede til Serin, og alt gik godt indtil at orkerne angreb,
med hjælp fra Demogorkerns kult, Seth selv førte angrebet, på sin drage Rankor.
Serin blev indtaget, og der døde en masse mennesker, min Heiom var i mellem dem."
Elisan sukkede dybt, "Bele sagde ikke noget til mig mere efter den dag,
hun gav mig skylden for at Heiom var død."
"Det var ikke din skyld", sagde Gilmio, historien havde ramt hende hårdt,
hun vidste ikke at Elisan bar på sådan en sorg, hun ville ikke havde talt så hårdt til ham,
hvis hun havde vidst det.
Hun tænkte på sin egen far og mor, de var begge blevet slået ihjel under ork krigen 519.
Så hun forstod også Elisans datters recitation på at hendes mor var død,
men det var helt urimeligt at give Elisan skylden,
men når folk er såret gør de nogle meget mærkelige ting,
så som at give andre skyld for noget de ikke kan gøre for.
Gilmio rystede på hovedet, for at få tankerne på plads,
det hjalp jo ikke Elisan at hun sad og blev sentimental.
"Hvad gør vi, vi sidder jo i fængsel"
Klansum så på dem, "at vi sidder her er ikke noget problem,
det vi skal tænke på er om vi vil her tilbage,
for at komme ud er ikke noget som er svært, jeg har siddet her før, nogle misforståelser,
små ting, men der var en gammel tyv med mig,
han sagde at det bedste sted at lave et røveri fra var fængselet,
han havde en hemmelig tunnel her, så blev han ikke jagtet for de store ting han lavede,
han var den største tyv i byen, men han sad ikke inde mere end 3 dage af gangen.
Så hvis I vil ud så er vi gået, det tager mig kun 10 min at hente vores ting, så skal vi?"
Dalban var lidt overrasket over at hans liv lå i hænderne på en tyv,
han sagde til sin egen overraskelse,
"det er dig der har familie her i byen vi andre har ikke noget at komme her tilbage til,
det har du så det er din afgørelse"
"For min skyld ingen alarm,
det er ikke første gang at jeg skal tage mig et andet navn har i byen,
spørg bare til Kamsom, han har lavet en masse ballade her i byen,
han ligner mig en del men det ved vagten ikke ,så jeg får lov til at være i fred,
så jeg smutter lige for de par minutter vi snakkede om."
Han rejste sig op tog en dirk frem fra sit ærme, låsen til cellen var åbnet på få sekunder,
da Dalban ville gå med ud stoppede Klansum ham og sagde," jeg er ked af at sige det,
men du går bare i vejen for mig vent her, så kommer jeg så hurtig jeg kan."
Dalban var ikke meget for at lade ham gå alene, for hvordan vidste de at han kom tilbage,
var han her ikke når vagten gik sin runde,
var det dem der kom til at betale for at han var stukket af,
og det havde Dalban ikke lyst til, men han havde set på Gilmio og hun gjorde ingen ting,
mens hun sad og var fuld af skyldfølelse, over at hun havde været sådan efter Elisan,
så Dalban lod være med at gøre noget, selv om at det pinte ham.
Der gik kun 5 minutter så var Klansum tilbage med deres ting,
Dalban kom også i et bedre humør da han fik sin ringbrynje på og sit sværd ved sin side,
det samme kunne man se på de andre alle fik det bedre.
"Kan vi ikke komme ud her fra, inden at andre får børn,"
det var Kuntu der var i gang med at sprede lidt dårlig humor.
Men selv Elisan kunne le af det, men Dalban stoppede da han så på Gilmio,
hun stod og så på ham med et lille smil på læberne,
det løb Dalban koldt ned af ryggen.
Gilmio lo af han, for han så meget skræmt ud, der efter gik hun forbi han ind i tunnelen.
Han håbede ikke at der var nogen af de andre der så det.
Dalban fyldte sine lunger med frisk luft,
det var lige ved at være for meget at gå inde i tunnelen,
men nu var de ude, han så sig om, de var stadig inde i byen,
hvordan kom de nu ud her fra, man kunne ikke stole på tyve, de laver kun ballade.
Dalban vendte sig mod Klansum.
"Rolig, nu venter vi til det bliver lyst og så går vi ud af porten som om at ingen var efter os,
jeg lover at der ikke vil være nogen der vil stoppe os,
om ikke andet så er der ingen der får pisk nu, hvis de fanger os, bliver vi henrette."
Dalban syntes ikke at den form for morbide humor var sjov.
Men det gik som Klansum havde sagt, de gik lige ud af hoved porten,
de blev ikke antastet en eneste gang mens de gik på gaden,
det havde Klansum også en forklaring på,
"det er fordi at byvagten antager at alle som går frit omkring ikke er eftersøgte,
derfor kikker de ikke på dem."
Klansum kikkede på Elisan som stadig ikke forstod det helet i nu, men det kom jo nok.
Dalban syntes at det var godt at komme på lande vejen igen, de rejste over mod Enkvipal.
Da de slog lejer den anden dag kom der en rytter ned af vejen,
man skulle tro at de altid var på flugt fra loven, for det tog dem kun et minut at være kamp klare,
Klansum trådte ind i et buskads, Dalban trak sit sværd og gjorde sig klar ved at spænde sit skjold på,
Elisan stillede sit skjold ved sin side løsnede sit sværd i skede og lade sin armbryst,
Gilmio knælede og bad sin gud om at det måtte gå dem godt,
straks mærkede de at guden var med dem, det gik kun et sekund efter at Gilmio´s velsignelse,
kom Kuntu´s fart.
Kuntu´s magi var meget stærk, hun kunne gøre sådan at de kunne gøre alt ting dobbelt så hurtig,
flere hug, løb hurtigere.
De var en enhed, parat til at slås, det var her de havde trænet i så langt tid,
en mand kunne være farlig, men når der er to om ham så er han næsten sikker på at tabe,
men når man var en gruppe så kunne man tage kampen op med mange flere for alle forbedre de andre,
en troldman alene vil næsten altid tabe til en kriger i nær kamp,
men en kriger og en troldmand mod to krigere vil næsten alttid vinde,
fordi at troldmanden får tid til at kaste sin magi.
De var en sådan gruppe alle fremhævede de andres stærke side og under trykte de svage.
Havde det været byvagten, der var kommet efter dem, havde de fået valget overgivelse eller dø.
Havde de ikke overgivet sig, havde der lagt lig på jorden når kampen stoppede,
sikkert fordi at dem af byvagten der stadig stod havde overgivet sig.
Men alle deres forberedelser var forgæves, denne gang, men næste gang kunne det redde deres liv.
Det var en ung dreng på en hurtig hest der kom ridende ind på deres lejer plads, han så frygtsomt på dem,
som de stod der med deres våden og alt for parate til at kæmpe,
Elisan havde næsten sendt bolten af sted,
var det ikke for at drengen havde sunget med en spæd stemme,
næsten for sig selv men højt nok til at de havde hørt det,
folk som kommer ridene syngende ind i ens lejer vil ikke slås.
Elisan rev drengen ned fra hesten," Er du helt fra den? "
råbte han den stakkels forvirret dreng ind i ansigtet," Er du ude på at dø?"
Drengen ville til at svare men Elisan foresatte,
" Du har ikke noget sværd med, ingen skjold ,ingen hat og du har vel ikke noget mad med,
og du er mil fra beboelse?
Drengen ville til at svare men det så ud til at Elisan ville afbryde ham igen,
da Kuntu greb ind," lad dog drengen tale ud, det kan være at han har noget vigtig at sige,
har du det?" Hun kikkede over på drengen.
"Det var Grunta der sagde at jeg skulle ride efter jer, hun havde fåret et brev fra Stadorik,
hun så noget forskrækket ud da hun fik det, hun sagde at jeg skulle sige,
at den lille pige var i problemer, her er brevet, hun sagde også at i ville tage jer af mig,
mine forældre blev dræbt i 519."
Dalban kunne se at Gilmio og Kuntu var med på den ide om at tage sig af drengen,
men det ville kun give problemer for hvem vidste hvad de ville blive udsat for,
mens han stod i sine tanket vendte drengen sig om og tog en ting frem fra ærmet,
kastede den mod Klansum´s buskads, tingen ramte Klansum lige midt i hovedet.
Han kom noget sur ud, Dalban så at det han havde kastet var en pose med blå maling,
"hvis man kan ses kan man rammes, det sagde Grunta altid."
"Nå så det sagde hun så kan du sige til min søster at hun kan rende og hoppe,
hvordan så du mig?" spurte Klansum surt
"Jeg så heller ikke dig men dine venner viste mig hvor jeg skulle kast,
for da jeg red ind kiggede de over mod dig, for de vidste ikke om du ville angribe."
"Det skulle jeg have gjort da jeg så at det var dig nevø."
Elisan var meget forbavset, " er det der din nevø, jeg vidste ikke at du havde søskende,
og nu har du en nevø."
"ja og du har en datter som du ikke har fortalt om så vi har vel alle små hemmeligheder,
som vi ikke vil ud med, men må jeg nu presenter min nevø."
Klansum kikkede på nevøen vendte sig om mod dem alle, han kunne se at de var spændte,
Kuntu havde nogle spørgsmål, men de måtte vente, "Dorin, mød mine venner, venner mød Dorin,
han er en lille tyv, løgnhals og han har vidst begået sit første mord."
Gilmio så noget chokeret ud, "har du begået et mord?"
"Ja, det var min mor som fik en kontrakt til mig, jeg syntes at det var for let,
et lille stik med en nål og så væk , jeg gjorde det midt på gaden,
for så er det nemt at komme væk, man myldre bare sammen med alle andre."
"Har du fået synds forladelse?" Gilmio så ud til at hele hendes verden stod og faldt med svaret.
"Det har jeg da ikke brug for, mor siger at man kun skal have en kontrakt,
så er det i orden at slå ihjel, men hvis man ikke har det så er det meget forkert at gøre det."
Gilmio kunne ikke forstå denne moral, at det var i orden at slå ihjel, der var jo imod guds ord.
Dalban kunne se at de ville få nogle mærkelige stunde ud af de to syn på morale,
han vidste godt at Klansum havde en anden moral en han havde,
men han vidste ikke at den var så meget anderledes end hans egen.
Dorin gik hen til bålet, han varmede hænderne,
der efter gik han over til en busk i den modsatte ende af lejeren og tog en rygsæk frem,
han vendte sig mod Elisan, "du tror vel ikke,
at jeg ville ride ind i en lejer som jeg ikke havde besøgt først, du kan jo prøve din armbryst,
hvis du vil?"
Elisan vendte sig om mod et træ, han løftede armbrøsten, og ville skyde, men ingen ting skete,
"du har nok brug for fjederen." Elisan vendte den om og fjernende aftrækkeren,
og så at fjederen manglede, han rev den ud af Dorins hånd.
Dalban sagde "tag det nu rolig, hvad var det for et brev du skulle give til os,
eller var det til en bestemt?"
Dorin tog et brev frem, det var til Elisan, det var fra hans datter, det lød,
"Kære far, jeg er ked af at du ikke kunne komme til brylluppet,
Fresan sagde at han havde haft kontakt med dig da du sidst var i Abbadon,
men nu har jeg problemer og har brug for din hjælp, jeg håber,
at du vil komme og snakke med mig her i Stadorik, jeg elsker dig virkelig far.
Kærlig hilsen Bele."
Elisan så helt mærkelig ud, " Han har ikke haft kontakt med mig i Abbadon,
hvorfor lyver han? hvad har han ud af det?
kan han ikke lide mig ?, hvorfor kan han ikke det?, vi har aldrig set hinanden."
Elisan blev ved med at stille sig spørgsmål,
Dalban vendte sig om mod de andre," nu har vi en god grund til at tage til Stadorik,
skal vi så ikke bruge alt dagslyset til at rejse i?"
"God ide, pak sammen inden der er flere der får familier," Kuntu´s humor slog til igen,
og den havde et offer for hun stod og så på Gilmio og Dalban da hun sagde det.
Dalban banede over at hans kinder blev varme, han kikkede på Gilmio,
men der var der ingen trøst at hente,
hun stod og så på ham med hovedet lidt på skrå,
og smilede et smil som gjorde Dalban mere bange end en hel hær af drager ville.
Turen til Enkvipal gik hurtig, i dette område havde orkerne ikke været,
de var kun nået 12 mil fra Gimlital.
Men byen var næsten blevet en spøgelse by alligevel ,
der var kommet et meteornedslag, det havde ramt ude mellem de marker hvor fra byen fik mad,
der efter var der kommet hungersnød, og sammen med den var der også kommet pest.
Den havde næsten slået alle indbyggere ihjel, byen havde ikke kommet sig over det endnu,
så de undgik Enkvipal, det havde været en god by at være i før pesten.
De rejste uden om byen, der var stadig en fare for at blive smittet hvis man gik der ind.
De rejste ud mod hvad der i folke munde blev kaldt Dalfgans bid,
det var det stykke land han havde taget, da de havde indtaget Enkvipal,
det var det sted de nemmest kunne finde et skib der skulle nord på.
Der havde været nogle små episoder mellem Gilmio og Dorin,
den Dalban syntes var mest sjov var, da Dorin havde sagt nej tak til noget mad,
som Gilmio havde tilbudt ham, hvor efter han havde stjålet det,
Gilmio havde fundet ud af hvorefter hun havde spurt ham
"hvorfor stjal de det når jeg havde sagt at du måtte få det?"
Dorins svar var et af de bedre, "jeg vil ikke ligne en tigger så heller en tyv."
Og derefter var det over for Dorin, men Gilmio kunne lade det ligge.
"Men du er da ikke en tigger du bad jo ikke om det, jeg tilbød dig det ud af mit hjertes godhed,
det gør ikke dig til en tigger, men det gør mig til et bedre menneske,
og er der noget galt i det?"
Dorin så på hende, som om at hun skulle forsætte, men da hun ikke gjorde det så svarede han:
"Jeg modtog noget som jeg ikke havde købt, stjålet eller kæmpet for så er det tiggeri,
sådan er det for det siger min mor."
Smart knægt tænkte Dalban, han havde meget tidlig fundet ud af at,
hvis han sagde at det var hans mor som havde sagt det, så ville Gilmio ikke sige det imod,
hun ville ikke stille en mor i et dårlig lys over for hendes barn.
Det morede Dalban, at se hvor dygtig Dorin manipulerede med Gilmio,
Dorin vidste, at hvis han sagde til hende a han ikke gad at høre på hende,
ville alle sige til ham, at han skulle tale pænt til sine ældre,
måske ville Klansum give ham en røv fuld, så han fandt sig i det,
men han vidste jo også hvordan han skulle stoppe hende så de andre ikke blev sure på ham.
Det var disse små "kampe" der gjorde at de ikke helt var på vagt,
det var den eneste grund Dalban kunne finde.
De red lige ind i et baghold, ikke et almindelig baghold, dette var lavet af Bakke giganter.
Bakke giganter er ca. 3½ meter høje, de var klædt i skind og så lugtede de meget,
for de tog aldrig bad.
Men selv om at de var dumme så kunne de slås og de kunne lide at slås,
så Dalban troede, at de nok fik problemer.
De startede med at slå Elisan ud af saddelen, han røg 3 meter bagud,
han stoppede kun ved, at han ramte et træ.
Der var meget forvirring i starten af i kampen, Dalban så hurtigt at der var 4 giganter,
da Elisan var ude måtte Dalban lave et skjold om Gilmio og Kuntu,
så de kunne lave deres magi i fred, men det var lettere sagt end gjort.
Men det så ikke ud til at de havde brug for hjælp,
for pluslig lød der et tordenskrald over fra Kuntu,
Dalban så lige at der kom lyn fra hendes hænder, de fløj over og ramte den nærmeste gigant,
som tog sig til et stort sår i marven, den så ikke ud til at ville kæmpe videre,
den havde mere travlt med at holde sine tarme inde.
Dalban huggede selv på en gigant, hugget var et hårdt fladt hug, men det ramte giganten i maven,
men skindene tog af for sværdet så det kun var slaget der ramte den, men det var også nok,
for giganten stod og gispede efter luft, så Dalban havde tid til at kigge efter,
om de andre havde brug for hjælp, men det så ud til at de klarede sig,
Gilmio var gået over til Elisan for at hjælpe ham, Kuntu var på vej med en formular mere.
Klansum kæmpede mere som en kriger end en tyv,
han havde fået slået sit skjold skævt efter et slag fra giganten,
men han kæmpede videre og det så ud til at han var ved at vinde.
Det så også godt ud for Dorin, han havde en masse kaste knive på sig,
så han sprang rundt om den noget langsommere gigant og kastede sine knive med stor præcision.
Da de ikke havde brug for hjælp løftede Dalban sit sværd og huggede videre på "sin" gigant.
Det tog kun Dalban 2 hug mere også var giganten død, han gik over for at hjælpe Dorin,
men på vejen der over lavede Kuntu et lyn mere også skiftede Dalban retning,
efter den som Klansum kæmpede mod.
Klansum havde lidt problemer for giganten havde ramt ham en gang, som rystede ham,
også da han var rystet var han nem at ramme så den rystede ham mere,
og det var giganten som var ved at få over taget,
men så var det jo godt at man var flere, så man kunne hjælpe hinanden.
Dalban gik over for at hugge Klansum´s gigant i siden, for der var der ikke så mange skind,
men Klansum var kommet sig efter de slag som han havde fået af giganten,
så han leverede selv der dødbringende hug.
Dalban sikrede sig at alle giganterne var døde, før han gik over til Elisan,
for at se hvor meget han var kommet tilskade.
Gilmio så op på ham da han kom hen til hende,
de andre var ved at se efter hvad giganterne havde haft i deres sække.
"Hvor slemt er det?" Dalban så bekymret på Elisan.
"Det er ikke så galt, han har slået sit hoved, men det går over,
nu lader vi han ligge her til han vågner, så får vi at se."
Gilmio så op på Dalban, "henter du ikke hans tæppe så han ikke fryser når han vågner."
Dalban tænkte på hvordan de var blevet overrasket, det måtte ikke ske igen,
havde der været to giganter mere havde det ikke set lyst ud.
Havde det kun været nogle ude for at fange noget mad og finde nogle skatte,
eller havde det været et angreb på dem? Dalban gik og vendte de tanker i hoved.
Klansum kom over til ham med løsningen, " Dalban, de har for meget guld til at gå på rov,
havde de været sultende vil de ikke havde overfaldet os, men taget et nemmere mål."
Klansum så på han," hvem kan det være som er ude efter os denne gang? Dit gæt er så godt som mit."
Denne gang havde Dalban ikke et svar, for det kunne være hvem som helst,
de skulle kun bruge en smule magi, så havde de kunnet tale med giganterne,
og overbevise dem om at de var et godt bytte, det må havde været nemt,
for hvis man var 3,5 meter høj ville man ikke være bange for et lille menneske på under 2 meter.
Dalban tænkte også på hvem det kunne være, den sidste som de havde irriteret,
var Baron Bruno Brundwall.
Det var kun 2 måneder siden at de havde ødelagt en af hans planer ved at slå de trolde ihjel,
som han havde planer om at sende ind i Elantari´s land, for når han så var optaget af dem,
ville han angribe med hele sin hær, han havde også 2 enheder stående,
til at holde Dalfgan og Dastarl væk når de angreb ham, for det ville de gøre.
det var der ingen tvivl om, de 3 konger var så meget i alliance sammen,
at de ikke kunne lade være.
Det kunne være ham for det linede ham at gøre det på denne måde,
og så kan han magi eller hans præst Bratnur Britlever kan, så det kunne være ham.
Dalban så på Klansum og sagde, "er det ikke lige meget hvem det er?
Nu ved vi at vi skal passe godt på, mere end vi gør normalt."
De slog lejer lidt væk, Gilmio havde givet lov til at flytte Elisan,
men han var ikke vågnet endnu.
Mens de sad ved bålet og ventede på at maden blev færdig, Dalban håbede den var spiselig,
de skiftedes til at lave mad det var noget som Kuntu havde besluttet,
for hun ville ikke bare lave mad fordi at hun var kvinde,
så hun havde sagt," hvis I vil havde mad så kan i selv lave den undtagen tirsdag,
for der laver jeg den."
Og sådan var det blevet, Dalban glædede sig til det blev tirsdag,
for Kuntu var meget god til at lave mad, der imod var Klansum ikke god til det,
og det var hans tur, Dalban tænkte på sin stakkels mave, den ville få det hårdt,
Dalban vidste ikke meget om mad men han vidste at når man blandede bønner og kål sammen,
kan man kun være glad for at man skulle sove i det fri.
Klansum´s mad var spiselig, da de havde spist kom Elisan til sig selv,
han havde en frygtelig hovedpine, men Gilmio sagde at den gik over.
Resten af rejsen over til Dalfgans sydlige havne by gik der efter uden problemer.
Anterror var ikke en stor by, den havde omkring 1000 indbyggere,
men der var kommet mere handel efter at den var kommet under Dalfgans styre.
Den havde sin egen Baron, han sørgede godt for byen.
De gik hen til en kro som de havde været på før, grunden til at de havde været her i byen før,
var at det var den havn som var sikrest at sejle fra her nede syd på,
for vandene var meget plagede af sørøvere, Dalban kunne forstå,
hvorfor at Dalfgan ikke havde fjernet denne trussel, han havde ikke en stor nok flåde,
men han var ved at udbygge den.
Kroen lå i den finere ende af byen, det var ikke normalt en kro som eventyre bor på,
men da den lige var startet var krofatter ligeglad med hvem der borede der,
derfor var det blevet "deres" kro.
Kroen var et 2 etagers hus lidt skævt med bindingsværk, det havde små ruder i stuen,
lidt støre på første sal, det var et af de få huse som ikke var stråtækt,
det havde nogle fine røde teglsten, det gjorde den nem at finde mellem alle de andre huse,
kroens navn var også kommet fra taget, Den Røde Stue, Navnet sås på et skilt,
som hang på et flot smedet stativ ved hoved døren.
Krofatter hed Frunt, han havde haft en kone, men hun var død i barselssengen,
men hun havde givet ham 2 smukke piger, de hjalp ham nu i kroen, den yngste serverede,
hun var bedre til at få en mand væk fra sig end sin søster, søsteren klarede madlavningen,
det var noget som kroen var kendt for, sin gode mad.
De kom ind og hilste på Frunt som gamle venner,
hans piger var begyndt at kalde Elisan for onkel,
det så ikke ud til at han havde noget i mod det,
men denne gang skete der noget, som ingen havde troet, den yngste Redenna så på Dorin,
de var samme alder, hendes øjne blev store, hun fik et forvirret udtryk i ansigtet,
Dorin stod bare og måbede.
Dalban syntes at det vart sjovt at Dorin var blevet forelsket ved første øjekast,
det var også en sød pige som han havde fundet, Redenna var en pige med ben i næsen,
hun var intelligent, havde en vindene personlighed og så var hun smuk,
hun havde langt rødbrunt hår, brune øjne, som altid havde mindet Dalban om en skræmt hjort,
en smuk krop, det var en sådan krop som konger havde mistet deres riger over,
paver ville opgive gerningen for bare en nat med en sådan krop,
men det kunne man ikke mærke på Redenna, hun spillede ikke på at hun havde en krop,
som kunne for guder til at dø.
Dorin gik ikke fra hende hele aftenen, de måtte næsten trække ham med i seng,
han ville hellere havde siddet og set på Redenna rydde op.
Den næste morgen kunne man se på Dorin at han ikke vidste hvordan han skulde klare situationen.
Han var væk det meste af morgenen, da han sluttede sig til dem igen havde han løst problemet,
for han smilede over hele hovedet.
Det skib de skulle sejle med var lidt tvivlsom, sejlene så ikke ud til,
at de kunne holde til andet end let vind, masten var begyndt at rådne,
og selv om det lå i havnen måtte der pumpes, så skibet var ikke i så god stand.
Dalban så på Kuntu da de nåde havnen, hun stod ved kajen og så ud over vandet,
hun kikker nok på skibene, det var det han troede ind til at han så hun tog en dyb indånding,
så forstod han, at hun stod og mindes sin barndom i Abbadon.
Dalban var ikke så meget for sø rejser, men han måtte indrømme,
at det gik meget hurtigere end at rejse over land.
Dalban ville ønske at de skulle rejse over land da han så besætningen,
det var en luvede flok, nok den luvede flok han nogen sinde havde set, de var klædt i pjalter,
flere af dem havde store sår, som var fulde af betændelse,
der var så meget betændelse at det fra flere af deres sår dryppede ned på dækket,
ingen af dem havde været i bar i flere måneder, de manglede de fleste af deres tænde,
og så stod der en dunst af sprit ud fra dem.
Dalbans første tanke var: hvem er kokken?
De gik ombord, deres kahytter var lidt bedre end resten af skibet, de var da rene,
Glimio gik straks i gang med at bede til Gud om at han ville helbrede sømændene,
Klansum satte sig til at gå sine ting igennem, Elisan tog brevet fra og læste det en gang mere,
Kuntu tog de magiske ting som troldene havde haft, hun havde sagt noget om,
at der var en ting som hun ikke helt kunne finde ud af hvad kunne,
så hun ville prøve igen.
Den eneste som ikke lavede noget husligt var Dorin,
han sad og så på hvordan Dalban ordnede sin brynje for rust,
det var en ting som ikke måtte ruste, for det første blev brynjen svagere,
også kunne man jo gå hen at dø, for det andet så kunne man ikke gemme sig for nogle,
når man kunne lugtes langt væk.
Dorin kiggede ud af koøjet, da han så at de ikke kunne se land mere,
rejste han sig op og sagde til de andre," nu skal i se hvad jeg har stjålet."
Han vendte sig om mod den kiste han havde siddet på og åbnede den, Dalban blev stum,
Kuntu begyndte på at lave et lyn, Elisan tog sit sværd, Klansum forbandet sin søster,
at hun havde sat børn i verden og Glimio kastede sig hen til kisten.
For i kisten lå Redenna, hun så ud som hun var død, men hun sov kun.
Dorin stod ved siden af kisten og så stolt ud," er der noget galt," spurgte han.
"ER DER NOGET GALT", der var Elisan som svarede han, Dorin burde være meget bange,
for man kunne ikke fjerne en fjeder fra et sværd, og det så ud til at Elisan ville bruge sit.
"Hvad er I sure over, jeg har bare taget noget jeg ville have, det er hvad min mor har sagt,
jeg skulle gøre, når jeg vil have noget, er det ikke sandt onkel,"
Dorin så på Klansum der stadig fandt på nye måder at forbande sin søster.
"Nej, nej, nej, nej, dette skal du ikke blande mig ind i nevø, det her har din mor ikke sagt,
at du skulle stjæle, for hun og jeg har altid fået at vide, at man kun skulle stjæle fra nogle,
så skulle de havde råd til at miste det man tog, og jeg er ret sikker på,
at din mor ikke har lært dig at det er i orden at stjæle et menneske,
så du må slev klare dig for jeg slår hånden af dig, du er ikke mere min nevø, dåre."
Dorin så helt mærkelig ud efter at Klansum havde skældt ham ud,
han begyndte spædt at forsvare sig, men han nåde ikke langt,
for så havde Glimio begyndt at skælde ham ud, "tænker du over hovedet ikke?
hvad nu hvis hun ikke ville med dig? ville du så slå hende ihjel?
hvordan regnede du med at vi ville tage det?
lagde du ikke mærke til at de kaldte Elisan for onkel?
tror du ikke at han ville gøre noget? Gud hvor er du dum."
Dorin så ud til at han ville begynde at græde, han var jo kun en dreng på 17 år,
og alt hvad han troede på blev ødelagt, selv han onkel som han så op til havde slået hånden af ham,
alle var sur, og han troede at han havde gjort noget godt,
og efter hvordan Elisan så på ham ville fiskende snart spise ham.
Dalban så på Dorin, og på hvor svært han havde det, der efter så han på Glimio,
nikkede over mod Kuntu som var ved at være færdig med sit lyn, Glimio gik over til hende,
lagde hånden på hendes arm, Kuntu så på hende,
derefter slappede hun langsomt af og slap magien lige så stille ud,
men hun havde stadig mord i øjnene.
Dalban tog Elisans sværd fra ham, "Rolig nu, han er en dreng, en dum dreng måske,
jeg syntes at vi skal få Redenna op af den kiste og få hende vækket."
Elisan tog forsigtig Redenna op af kisten, han så over på Dorin,
"hvordan han du fået hende til at være så stille, hvis du har slået hende.
Ja, så er du død, slev ikke du Dalban får lov til at stoppe mig."
Dalban så på Dorin, "hvis han har slået hende, Elisan, får du ikke lov til at slå han ihjel,"
Dorin så lidt lettet ud," for så skal jeg nok skære ham 1000 gange før han dør."
Nu begyndte Dorin at hulke," jeg har ikke slået hende, jeg gav hende lidt bedøvelse,
jeg ville jo bare havde hende med, undskyld, undskyld."
Han satte sig ned og brød sammen i gråd mens han undskylde.
Gilmio gik over til han lagde armen om ham, men han rystede den af sig, Gilmio så på Dalban,
næsten som hun spurte" skal jeg presse han lidt?"
Dalban lavede et næsten umærkelig kast med hovedet over mod Redenna.
Gilmio rejste sig og gik over til Elisan for at se til Redenna.
Gilmio hentede lidt vand og kastede det i hovedet på Redenna.
Redenna var meget forvirret da hun vågnede, hun var også lidt gal.
Det fik Dorin det ikke bedre af, han satte sig over i et hjørne,
og ville ikke tale med nogle af dem, men efter at Redenna var vågnet,
var han holdt op med at hulke, nu surmulede han, det var ikke meget bedre med Klansum,
han ville ikke se på hverken Redenna eller Dorin.
Dalban og Gilmio var nok de eneste som stadig tænkte logiks,
for Elisan ville stadig gerne give Dorin en røvfuld, Kuntu ville bare slå ham ihjel,
så de tog Redenna med op på dækket, for at hun kunne få lidt frisk luft efter at være bedøvet.
Det skulle de ikke havde gjort, for da sømændene så hende lyste deres øjne af liderlighed,
det skræmte Redenna, de måtte kalde på Elisan for at berolige hende.
Dalban kunne se at de ikke kunne rejse hele vejen til Abbadon med dette skib,
det betød at de måtte finde et nyt skib, og det eneste sted de kunne gøre det var i Krondor.
Det var ikke noget som behagede Dalban, han ville godt havde skåret Dorin i meget små stykker,
og havde foderet ham til fiskende, han kunne sikret få hjælp af både Elisan og Kuntu.
Der var en ting som Dalban også havde lagt mærke til og det var Kuntus rektion på,
at Dorin havde kidnappet Redenna.
Kunne det havde noget at gøre med hendes ar, det gjorde kun Dalban mere nysgerrige efter,
at finde ud at hvordan det var kommer.
De nåde til Krondor, der havde været flere forsøg på at komme væk med Redenna,
men her havde både Elisan og Dorin lagt en jernring om hende,
det var gået ud over et par af sømændene, det var kun fordi at de ikke kunne klare dem alle,
at de ikke gik direkte til angreb.
Efter at Redenna havde accepteret at hun havde været kidnappet, havde hun tilgivet Dorin,
ja det så ud til at hun stadig var lidt forelsket i ham.
Elisan var langsom også blevet sit eget jeg igen,
men det gik ikke så godt med Klansum og Kuntu, de ville begge ikke snakke til Dorin,
men de var begge meget beskyttende over for Redenna.
Det var vist ikke så nødvendig, for hun vidste at hun havde taget vare på sig selv,
i sin fars kro.
For da de fandt en kro der var stor nok, det var en af de to kroer,
der lå ved det lille fisker samfund der var her før Dalfgan tog det som sit land.
Den var solidt bygget af kampesten, for den gang var der ikke en stor og solid bymur,
som byen havde nu, men den var rumlig og så havde den næsten altid et værelse ledig.
Da de kom ind i krostuen var der en købmand, som troede at han var noget,
så han klappede Redenna på bagen, hvor efter hun vendte sig om,
købmanden smilte set slesk smil til hende, "du kan da ikke dadle den mand,
for ikke at kunne modstå fristelsen."
Hun så lige på ham og sagde" det tror jeg faktisk, at jeg vil gøre."
Hvor på hun sendte en lige højre, som slog en af hans tænder ud,
da han var kommet op fra gulvet, begyndte han at råbe op om overfald.
Men det stoppede hurtig da både Elisan og Klansum vendte sig om mod ham,
med trukket sværd og mord i deres øjne, derefter var han som et lille lam,
han skyndte sig, at undskylde over for Redenna og forlade kroen.
Derefter var de ikke så overbeskyttende over for hende, hun begyndte også at træne,
sammen med Krigerne.
Men der var stadig det store spørgsmål om de skulle sende hende hjem med det næste skib,
der skulle syd på? eller de skulle tage hende med sig?
Det løste Redenna selv, hun kom den anden morgen de var i Krondor over til Elisan med et brev,
"vil du være sød at sende dette til min far, jeg vil ikke havde at han er urolig for mig,
jeg har skrevet, at I spurgte om jeg ville med og jeg sagde ja,
men sneg mig ud, fordi at han aldrig ville give mig lov,
og det er den historie vi holder os til."
Hun så over på Dorin med et smil som linede et af dem som Gilmio havde sendt Dalban,
det gjorde ikke Dalban mere rolig.
Da alt dette var over blev alle gode igen, Klansum havde gået hen til Dorin og sagt:
"hvis du nogen sinde gør det en gang til slår jeg ikke hånden af dig, for så er du død,
kan du forstå det. Hvis jeg høre, at der er sket hende noget, så er du død,
men jeg må sige at du er bedre til at forstå kvinder end jeg er,
så opfør dig ordentlig og stop med at stjæle alting."
Det gjorde Dorin selvfølgelig ikke, han stjal lige så meget som han plejede,
men nu gjorde han, så han ikke kunne opdages, og det var mest ting til Redenna,
det ironiske var, at hun altid gav ham tingene tilbage, for hun ville ikke havde noget,
der var stjålet, men hun var stadig glad for gaverne.
Den eneste der ikke havde tilgivet Dorin, var Kuntu, Dalban havde ikke kunnet finde ud af,
hvorfor at hun stadig var sur på ham, men nu havde han en ide,
hun havde måske været kidnappet en gang, og det var hun ikke kommet sig helt over.
Da de fandt ud af at, Dorin havde taget Redenna, var det lige som om,
at det var hende selv det var sket for igen, det var nok der for at hun ikke havde tilgivet ham.
Dalban tænkte på, om hvis det var rigtig om så hun ville gøre det.
Der var en ting som overrasket han, det var at det var Klansum der talte,
Dorins sag over for Kuntu.
De tilbragte megen tid sammen. Det var da om Dorin de snakkede,
det måtte det være der var ikke nogle fare der skulle snakkes om.
Det at vente i Krondor var meget farlig når man rejste sammen med to tyve,
men det måtte man sige at de havde fod på det, den smarte var,
at det var Dorin der stjal fra en som ikke var så hurtig til bens,
der efter tilbød Klansum at fange ham, når de så var kommet rundt om et hjørne,
var de begge på jagt efter tyven, Dalban havde set dem gøre det lige foran vagten,
men det var som om at vagten godt vidste at det var dem,
det fik Dalban også bevis for en aften de sad på kroen og snakkede efter aftens maden,
Redenna sagde: at hun savnede sin søsters mad, hvor efter at Gilmio havde sagt,
at hun skulle vente til hun havde smagt Klansums mad før hun savnede noget.
Da der kom en mand og satte sig ved deres bord, Dalban var ved at rejse sig op,
for at smide ham væk, da Klansum lagde en hånd på hans arm," det her skal jeg nok klare."
Han så på manden," vær hilset, jeg har ventet dig i en dag eller to, her er Skyggens andel,
jeg regnede ikke med, at jeg skulle lede efter dig, I kom jo nok, men det er sent I kommer,
havde der været et skib nord på så havde i ikke fået jeres del."
Manden så lidt undskyldende ud, "det er fordi at der er så mange der rejser igennem kanalen,
jeg har spurt efter om jeg ikke må få to mand mere til dette arbejde,
men Skyggen siger at det er fordi at jeg ikke laver nok, men jeg arbejder 16 timer hver dag,
men jeg har ikke noget at klage over."
Manden rejste sig op, "jeg vil sige jer tak, får i flere indtægter,
så lad vores del ligge hos krofatter, vi snakker vel det samme sprog.
Farvel og jeg håber at I finder et skib."
Dalban så på Klansum," hvem var det?" Klansum så på ham "det ved jeg ikke,
men han var indsamler for Skyggen, og hvis du vil lave noget kriminelt i Krondor,
så betaler du til skyggen ellers dør du."
Dalban kunne se på Gilmio, at det var en af de ting som hun ikke for stod, ære mellem tyve.
Men hvis alle vil slå alle ihjel, så skal der være ære for at leve.
Det en god tid, næsten alle slappede af, den eneste der ikke gjorde det var Kuntu,
nu sad og grublede over den magiske ting som hun havde fundet,
og når hun ikke gjorde det, så hun sur på Dorin, det var ved at tage overhånd,
derfor snakkede Dalban med Gilmio, "det er din barndoms ven,
jeg syntes at du skal tage en snak med hende, for hvis vi skal rejse sammen,
så må vi hjælpe alle, og det går ikke at hun for eksempel lade Dorin dø,
fordi at han har gjort noget dumt, som er gået i orden."
Gilmio så på han, "det ved jeg godt, men der er et år hvor vi ikke havde kontakt med hinanden, og jeg tror at det er i det tids rum at hun har fået de dårlige følelser over for kidnappere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? men jeg skal nok tale med hende."
Dagene gik men der skete ikke noget med Kuntu, hun var stadig sur og gnaven.
De fandt et skib der skulle nord på, det ville koste dem en formue at komme med men de betalte gerne, for der var gået over en måned, siden at Elisan havde fået brevet.
Dalban gik og lurede på Kuntu og Gilmio om de fik snakket, det gjorde de, men han vidste ikke om det var om Dorin.
Redenna gjorde store fremskridt med sin våben kunnen, men det er ikke svært at lære noget når man ikke vidste noget, men hun gik til undervisning med stor iver, hun ville ikke være til byrde for de andre, især efter at de var kommet med skibet havde alle øvet sig, for alle vidste at der snart ville være brug for deres evner.
Redenna havde fået en ringbrynje af Klansum, og Elisan havde købt et sværd til hende, smeden havde sagt at det var et sværd som selveste Kong Dalfgan havde smedet, men det troede Elisan ikke på, han viste godt at Dalfgan havde smedet sit eget mitril sværd men han troede ikke på at han smede sværd til at sælge, han smede måske et til en højt skattet adelsmand.
Gilmio havde givet hende en god rygsæk, af læder god robust lige en sæk til at bære guld hjem i.
Af Dalban havde hun fået et skjold, det var malet helt rødt og der var en tegning af et krus og et sværd på det.
Redenna var meget glad for sine gaver, men hun kikkede meget på skjoldet, hvorefter hun sagde" jeg ved godt at min fars kro hedder: Den røde stue, men vi skal slås mod de røde riddere så jeg vil gerne have at vi farver skjoldet om jeg vil gerne have det i blå og grønt, blåt for havet ved Anterror og grønt for markerne omkring byen. Jeg håber ikke at du bliver ked af det Dalban?"
"Ked af det, nej jeg syntes at det er godt at du ikke vil bære vore fjenders farve på dit skjold, men din far vil nok finde det mærkelig at du ikke har valt den farve, men jeg vil med glæde finde en farver til dig i Abbadon."
Rejsen nord på gik uden problemer, de var kommet med et af Kong Dastarls skibe, han havde en stor handels flåde de næsten hele hans rige lå på øer.
Der var kun en episode om bord, men den løste Dorin hurtig.
Der var en af sømændene som havde set sig glad på Kuntu , og en nat hvor alle havde sovet havde han slået hende ud, mens hun sov, båret hende ned i lasten hvor han bandt og kniplede hende, han var begynde at skære hendes tøj af hende.
Han var næsten færdig, da Kuntu så at han sank sammen, hun så Dorin komme frem bag ham, han stod med en af sine knive, den var fuld af blod fra manden, han skar Kuntu ned, da han havde gjort det udbrød han" han er den første jeg har slået ihjel uden at have en kontrakt på." Kuntu så på ham" det er jeg meget glad for, men jeg har ikke helt tilgivet dig for det du gjorde mod Redenna, men nu er jeg måske klar til at gøre det, men hvis det kan lette din samvittighed så mind mig lige på at jeg skylder dig 10 guld stykker."
" Jeg vil godt slå ihjel for dig igen til den pris, der hjemme fik jeg kun 5 stykker for det." Dorin fik næsten julelys i sine øjne, Kuntu så på ham" hent lige Dalban og Elisan så vi kan få det her klaret."
Der blev en stor opstandelse på skibet, kaptajnen var bange, for at når en folk eventyre blev dårlig behandlet, at de ville hævne sig på ham, eller overtage hans skib, det var sket før og det ville nok ske igen.
Men den virkelige trussel kom fra søfolkene, for de var mange nok til at inden de kunne forsvare sig ville de være fanget, så Klansum, Elisan og Dalban havde taget plads oppe i stævnen, for den kunne de bedre forsvare.
Men det viste sig ikke at være nødvendig, for den matros som havde "leget" med Kuntu var en ny mand og de andre ville ikke dø for a hævne en de ikke kende, kunne lide og som havde fortjent det.
Så det gik i sig selv, sømændene lod dem være i fred og de lod dem være, der var nogle meget spændte dage.
Det var lige ved at blusse op igen, da kaptajnen sagde at de skulle betale mere fordi at de havde dræbt en af hans mænd, så nu blev han nød til at betale de andre mere. Da havde Elisan rejst sig op fra sin køje, gået stille og roligt over til manden, havde taget fat i hans krave, stiret koldt på han, hvorefter han havde sagt:" havde "din" mand sluppet af sted med det han ville, så havde du ikke haft noget at skulle havde sagt," kaptajnen havde set på Elisan og havde gjort mine til at forsvare sin stilling på skibet, men Elisan foresatte:" for så havde du gjort ham selvskab nede hos fiskende, for jeg kan ikke lide en mand som ikke tager sin stilling alvorlig, jeg ville ikke havde hyret en mand som ham, den der har gjort det måtte være blind, så det kan ikke være tale om at vi skal betale dig noget, der er dig som skylder os 15 guld stykker." "15 guld stykker, det har jeg ikke, men det var jo ikke mig der har slået en ihjel." Kaptajnen så meget forurettet ud. Elisan så på han:" nej du har ikke dræbt nogen, men du skylder Dorin de 10 for det, Kuntu resten for ikke at sende et lyn igennem dig. Så du betaler inden vi går fra border, ellers har du ikke noget skib at være kaptajnen på, selv om du ikke kan klare dit job, hvis jeg var dig så ville jeg sælge min del af skibet, ellers får jeg dig til det."
Kaptajnen skyndte sig op på dækket hvor han prøvede at få sømændene til at angribe dem, men de ville ikke, de havde ikke en så stor loyalitet over for deres kaptajn, for han kunne ikke sit job, og hyren var ikke så stor, derfor lød det hele ud i sandet. Da de gik fra borde var det en ny kaptegn der sagde farvel til dem.
Der gik nogle få dage får de lagde til i Abbadon, det var en by som Dalban heller ikke kunde lide for der var næsten lige så meget handel her som i Krondor, og det betød at der var en masse korruption, og der var jo også alle de tyv.
Dalban skuttede sig det ville gøre godt at komme ud på vejen igen, han kunne ikke vente, og det kunne ses.
"skal du skynde dig" det var Gilmio som spurte, "nej, men det bliver godt at komme væk fra denne rede af fjolser"
"Du er ikke en gang kommet i land og du vil rejse med det samme, den går ikke Kuntu og jeg mangler noget nyt tøj, de har de bedste syersker her, så du må være tålmodig." Der var han så hele ugen hvor de to købte tøj, for hvem kunne stoppe dem og hvem ture.
Abbadon var en stor by, den havde nemlig alt handel til de sydlige kongerige, det gjorde at der var blevet bygget meget her i de sidste år, der var kommet et nyt kvarter, havnen var nu også et sted hvor folk bor, det var ikke de rige som bor der, det er de fattige, det var nogle meget dårlige huse, der havde været et uheld hvor et hus var sunket i havnen og alle der boede der var druknet. Borgmesteren havde ikke gjort noget til at forbedre de forehold. Han så gerne at hele havne kvarteret ville forsvinde for det var en stor røver rede.
Dalban og de andre havde heldigvis guld nok til at kunne komme til at bo på en god kro, den de valgte var en de havde boet på før og de vidste at de kunne være i fred der.
Abbadon var en anden by end de der var nede syd på, de sydlige var magere ikke hadet, men her i de nordlige var de jaget vildt, der gik ikke et år uden at en svag mager ikke blev brændt på bålet, der var nogle magere som ikke blev jaget.
Elentaris og Dastarl var to af dem, de var blevet så stærke i deres kunst at hvis blev de jaget, så gik der ikke mange minutter før det var jægerne der var byttet, og når du først havde fået en sur mager med den magt så sluttede dit liv meget hurtig.
Enden blev enten at dit blod begyndte at koge eller du blev flået midt over af et lyn, du ville ikke finde nogen som ville hjælpe dig, for de kan læse folks tanker, og de er ligeglade med at de kun har givet dig noget brød til over pris, de er færdige. Derfor kunne de gå i fred, men svage magere ville blive opdaget og brændt, der or var der mange som søger
beskyttelse hos de store magere.
Men de problemer havde Kuntu ikke, for hun var kommet over det punkt, hvor hun ikke kunne klare sig.
Der var andre problemer, efter den store ork krig i 520 havde folk set skævt til kirken, fordi at den ikke havde gået ind i krigen noget før, folk kunne ikke forstå det politiske spil der også var omkring den krig, så derfor var baronen af Stadorik mere vellidt end kirken. De for havde Gilmio et lille problem, hun kunne ikke holde til at se på folk som led, derfor ville hun altid hjælpe, hun kunne ikke klare, at hun ikke måtte hjælpe dem, bare fordi at pastinakken ikke ville gå ind i en krig mod orkerne, det var næsten kommet til voldsomheder en enkel gang, hun var gået hen for at hjælpe en lille pige som havde brækket sin arm, men faderen havde vist hende bort lidt for hårdt, det inkasserede han også en brækket næse for, Dalban havde sagt undskyld bagefter, Gilmio havde hjulpet dem begge og fået faderens tro på gud tilbage, resten af den dag svævede Gilmio på en lille sky. Men det varede kun en dag, for dagen efter havde hun igen problemer, det var fordi at templet i byen var blevet brændt ned. Derefter var hun helt knust, men hendes gud kunne ikke lide at se hende lide, derfor sendte han 4 mand til byen, de begyndte at genopbygge templet uden nogle havde bedt dem om det, alt mens de byggede sad Gilmio og bad midt i templet, og efter 4 dage stod templet færdig og mændene var forsvundet, Gilmio gik stille og rolig væk fra templet. Der var begyndt at løbe et rygte i Abbadon om en stor præst som ville tage alle problemer op og løse dem med guds hjælp.
Elisan og Dalban besluttede at rejse videre med det samme, de var lidt bange at Gilmio skulle blive overfaldet af nogle fanatiker, de havde planlagt at tage med en af de stor handels vogn tog der kørte mellem de syv byer, de blev sjældent overfaldet, for der var så mange vagter med, men nu rejste de alene.
Det tog ca. en uges tid at komme frem mellem byerne, hvis man holde en god fart kunne man komme frem til befæstede kroer på hele turen. Der skete ikke så meget på turen, der var kun en lille episode.
Det var ved Sundown, den by hvor Sydens konger havde kæmpet mod en ond dæmon, de havde selvfølgelig sejret.
Det var ikke en ond dæmon som havde angrebet dem, det var en lille forsamling af nogle uduelige røvere.
De var kommet ridene, Dorin havde snakket med Redenna, Gilmio og Dalban havde snakket sammen om kirkens forfatning, Klansum havde været ved at slide sit sværd og det redede hans liv. For der var en af røverne som havde et heldig skud, heldig kan man næsten ikke kalde det men hans pil fandt da det mål han skød efter, der var bare en skam at han ramte sværdet, Klansum var nede af sin hest før der kom en til, igen var det en fryd at se hvordan de kendte hinanden. Dalban og Elisan var sekunder efter at pilen havde ramt Klansum inde i krattet hvor fra pilen kom, et minut efter havde Dalban dræbt skytten og givet sig i kast med den næste. Kampen var meget kort, Dalban så hvordan Redenna klarede sig, hun gik frisk til opgaven, men selv en dårlig røver var bedre end hende, så da hun fik problemer, var Dorin der med det samme, han var som en le, hurtig og effektiv, det tog ham kun 2 hug at klare røveren og så var han tilbage ved den røver han havde kæmpet med før.
Kampen sluttede sige så hurtig som den var begyndt, nemlig med et lyn, der var kommet en mand for tæt på Kuntu, men det var han ikke længe for lyns kraft fik ham til at lande 3 meter væk.
Da de der efter sporede røverne tilbage til deres hule, fandt de en ung mand som var blevet taget til fange, han præsenteret sig som Eliteois, og han sagde at de skulle passe på," jeg startede med at rejse fra Griffondale for 3 måneder siden, jeg skulle til Serin, der for valgte jeg den lange vej, man ved ikke havde der bor der over nu, ikke efter 519. Men jeg nåede kun her til jeg havde hørt at Kong Elentaris var i Abbadon, ja nu får jeg ifald ikke set ham eller snakket med ham, jeg vil gerne være mager ser i, jeg kan se på den dame at i ikke er helt ubekendt med magi, men det er deder for at jeg rejste over til Baron Dervish, han er ikke så hård mod magere, jeg har hørt rygter om at han egen datter studere magi, men røverne overfaldet mig og jeg blev taget til fange, de ville holde mig i live ind til at en af dem blev taget til fange, for så ville de overgive mig for at få deres ven fri, bønderne er blev meget mere hadsk mod magere, hvor for ved jeg ikke, men det er over hele landet. Det eneste sted der er gået fri er bakkeborg, men jeg kan ikke så godt med riddere.
Dalban smilte for sig selv over den kommentar, for Eliteois linede en ridder af bygning, han smilte mere ved at han kom til at tænke på han havde fået lettere til latter siden de havde klaret troldene, og de var blevet en rigtig gruppe.
Den unge mand så på Kuntu og spurte:" hvor har du fået din træning i magi?"
Kuntu så på ham:" hvis jeg siger det! må jeg slå jer alle ihjel bagefter, jeg har svoret at jeg ikke vil sige det, men jeg vil sige til dig at du skal rejse til Dastisland, Dastarl er en god lære, eller så er der mange andre som vil tage dig i lære."
Eliteois gjorde sig klar til at rejse, han fandt sine ting mellem alt byttet, spændte sin rygsæk på og spurte så hvor de var på vej hen, da han fik at vide at de var på vej til Stadorik, blev han bleg, "vil I til Stadorik, den har ikke været den samme siden at stor købmanden Fresan forsvandt, der sker mærkelige ting i den by, pluslig kan man købe mitril for en slik for at finde ud af at sælgeren kommer for at slå dig ihjel dagen efter, jo den by er blevet farligere."
Elisan så på ham "ved du hvordan at Fresan forsvandt? Og hvor langt tid er det siden?"
"Han forsvandt for Ca. 4 måneder siden han kone Bele har lovet en stor dusør til den der enten finder hendes mand eller fader, kan I tænke jer at han ikke kom til hendes bryllup, men hun siger at han er en eventyr, så hvis han kommer vil han finde hendes mand og finde ud af hvad der går for sig i byen."
Elisan fik et mærkeligt udtryk i ansigtet, han rejste sig op og gik mod vejen, Dorin og Klansum tog byttet og delte det hurtig mellem alle også Eliteois. Dalban lagde mærke til at hele stoppet kun havde varet lidt over 30 Min.
De oplevede ikke mere på vejen, men Elisan blev mere og mere urolig jo nærmere de kom til Stadorik, og når han var bekymret blev han gnaven, til sidst var han så gnaven at selv Gilmio ikke ville ride sammen med han og når hun først sagde det så var der en grund til det.
Da Stadoriks mur endelig kom frem over bakketoppen blev det ikke bedre, for nu kørte alle tankerne rundt i hovedet på ham, vil hun stadig elske ham? vil hun ikke være sur over at han ikke kom til brylluppet? vil hun stadig have hans hjælp? og ville hun havde tilgivet ham for hendes mors død?
Da de kom ind i byen kunne de se at der var noget galt, for selv for Stadorik var der mange tiggere, det var lige før at gaderne var fylde med dem. De rejste han til deres ynglings kro, Den Glade Kriger den var en stor kro lige ved byens torv, den skilte sig også ud på en anden måde, den havde nemlig nogle store vindure, så der var næsten aldrig en skummel stemning ind i den.
De blev installeret, der efter havde de et lille råd nede i krostuen, det var et helt nyt emne som skulle snakkes om, det som var på alles tanker, hvordan kunne man hjælpe Bele.
Dalban sagde:" det er ikke et problem at hjælpe men hvor skal vi starte, Eliteois sagde at der gik noget for sig her i byen, måske har det noget med Fresans forsvinden at gøre, men på hvilken måde, og hvorfor er der så mange tiggere her, der er altid nogle men så mange det er uhørt."
Dorin så over på han," det er ikke problemet, men hvem skal vi snakke med, jeg vil godt opsøge nogle tyve, jeg er tros alt Gruntas søn, så mig sker der ikke noget, men hvad jeg kan komme op med ved jeg ikke og det kan også være at det er noget som vi ikke kan lide, men hvis der ikke er nogle som har noget at sige vil jeg smutte en tur."
Redenna så på han, greb fat i han og kyssede han, der efter var der en lille pause, "lov mig at du kommer hel tilbage" Redenna så ud til at hvis han ikke gjorde det så ville hun ødelægge hele verden.
Der gik en halv dag så kom Dorin tilbage, han så ikke så godt ud som da han gik, Redenna gik over til han og kikkede på han s sår mens hun skældte ham huden fuld for ikke at have passet bedre på sig selv, Dorin prøvede at forklare at for at komme til at tale med tyvemesteren måtte han udføre nogle prøver før de troede på at han var hvem han sagde han var, men Redenna fik det udlagt sådan at det hele var noget han havde gjort for at sår hende. Gilmio fik til sidst medlidenhed med Dorin og satte sig over til han og bad til sig gud og lidt efter var Dorin så god som ny.
Dorin så på Elisan," jeg fik snakket med tyvemesteren her i byen, og han sagde at din svigersøn Fresan havde nogle lyssky ting kørende med Baronen, og jeg behøver vel ikke sige hvor meget man kan stole på Baronen her i byen, men de forretninger gik galt, og det endte med at Baronen ville piske Fresan, men han stak af, men et par dage efter hørte man et rygte om at Esnaril Tooth Razor var efter din svigersøn, om han har fundet ham endnu vides ikke, men der går et rygte om at Esnal er tilbage i Utika. Og det er et sted jeg helst ikke kommer."
Dalban så på Dorin" er der steder du ikke kommer?"
Dorin så såret ud "der er steder jeg ikke kommer Utika er et af dem, jeg er ikke god nok til at komme der, men hvis vi skal tale med Esnarl så er jeg med men skal Elisan ikke snakke med sin datter før vi gør noget."
Alle så over på Elisan, han rejste sig langsom fra sin stol. "jo jeg skal havde en lille snak med min datter, jeg håber at hun bliver glad for at se mig."
Elisan forlod rummet, Dalban så over på Gilmio, lavede et lille nik med hovedet, Gilmio forstod hvad han mente, Elisan skulle ikke gå alene eller komme med dem alle i fult udstyr, det ville virke mærkelig at han kom alene, og det ville måske skræmme hende hvis de alle var med, der for var Gilmio det bedste vald til at gå med ham.
De andre sad tilbage og tænkte på hvad der ville ske hvis at Elisan og Bele ikke kunne snakke sammen, hvisken indflydelse ville det ikke havde på Elisan og hvordan ville han kæmpe i fremtiden og vil han blive ved med at følges med dem, det var nok det sidste de var mest bange for, Dalban kunne ikke se hvordan gruppen ville bestå hvis Elisan ikke var der til at "spille" far for dem alle, så ville de begynde at mistro hverandre, og så ville Klansum og Dorin samt Redenna forlade gruppen, der efter ville Gilmio og Kuntu rejse videre sammen, og Dalban ville stå som for 4 år siden alene.
Der for hårbede han af hele sit hjerte at Bele kunne snakke med sin far, og måske bede ham om hjælp, for Elisan havde brug for at vide at han kunne hjælpe sin datter.
Dalban åndede lettet op, da han så Elisan komme ned af gaden med en ung dame ved han side, det var gået godt, de kunne snakke sammen, nu skulle de bare finde hendes mand.
Elisan kom ind og præsenterede Bele, han var så stolt, men der var også grund til at være stolt, Bele var ca. 175 cm høj hun havde et langt nøddebrun hår, som ind rammede hendes ansigt på en måde hvor ved alle hendes fejl næsten forsvandt, hun havde en meget almindelig ansigt, men det gjorde ikke noget for hendes hår gjorde hende næsten smuk,Dalban havde kun set to kvinde der var smukkere og det var Redenna og Gilmio, han sad helt stille og nød synet, da Gilmio puffede let til han," kan du ikke svare på et simpel spørgsmål?" Dalban så forvirret på hende " hvad? Hvilket?"
"Bele spurte om dit navn, eller er du for dum til at svare?" Gilmio lød meget sur tænkte Dalban, gad vide om hun er jaloux, han så på Bele," undskyld ædle dame, mit navn er Dalban, jeg håber at De kan tilgive at jeg ikke hørte deres spørgsmål" Bele så lidt forlegen ud," jeg er ikke nogen ædel dame, men det er helt i orden at du ikke hørte mig"
"jo De er en ædel dame, for de er datter af Heiom og Elisan, så for mig er De af den ædleste slægt i verden."
Elisan så stolt ud over at de kunne lide hans datter, men hav så også meget lettet ud, Dalban syntes at han så 5 år yngre ud, men hvis han havde gået og tænkt på hende og troet at hun ikke kunne lide ham og ikke ville havde noget med ham at gøre så ville man nok ældes noget hurtigere.
Elisan tog ordet," jeg vil sige at det jeg har fået at vide af Bele så går vi en fare fuld tid i møde, jeg vil bede om jeres hjælp, men hvis i ikke vil være med så forstår jeg det, jeg kan ikke love at der er penge i det eller at vi kommer ud af det med livet i behold."
Elisan så rundt på de andre, en efter en, de sagde ikke noget mødte hans blik, da han havde gjort det ånde han lettet mere op." Jeg håbede at det ville være jeres beslutning, jeg takker på mine egne og Beles vejende, det tyve mesteren har fortalt er ikke helt ved siden af, men han er ikke død, for Esnaril Tooth Razor er ikke efter ham, Fresan er flygtet ud i ørkenen, Bele har snakket med en af førerne, de blev overfaldet af nogle øglemænd, de tog Fresan til fange sammen med en masse andre, der går rygter om at øglemændene bruger dem de fanger til slaver i deres miner, for de kan ikke lide at være ude af solen for længe af gangen, så jeg håber at i kan klare solen, for vi skal ud i ørkenen."
Ørkenen, Dalban hadede ørkenen, han svedte altid alt for meget i sin ringbrynje,
og så blev han sur af varmen , og det hjalp ikke at se på Dorin,
han og Redenna havde gud vide hvorfra fået nogle lette klæder,
og Dorin som altid gik i sort havde skiftet det ud med noget sandfarvet tøj,
Dalban troede, at det var for at bedre at kunne skjule sig hvis de fik problemer,
hans sorte tøj var bedre inde i byen, men når man er i en ørken så går det ikke med sort tøj,
for det gælder om at kunne falde i med omgivelserne.
Dalban så på mod solen og tørrede noget sved af panden, han kunne høre Redenna le,
hvor hun og Dorin fik deres kræfter fra måtte være usagt,
men når selv Kuntu ikke havde det godt med heden så var der varmt.
Gilmio kom over til ham med en vandsæk, "du skal huske at få noget væske, her drik lidt."
Dalban syntes at hun fik sagt det på en meget morlig facon,
men han tog i mod vandsækken og drak også lidt, det hjalp lidt selv om at vandet var lungen,
efter at havde været så meget ude i solen.
"tak skal du have, jeg skulle havde vist at det var dig som ville havde det bedst,
hvordan kan det være."
"Det må være fordi at jeg hver morgen beder en bøn om at jeg ikke må blive utilpas,
så jeg kan kun sige at min gud stadig elsker mig." Gilmio så ud til at det glæde hende meget,
at hendes gud stadig besvarede hendes bønner.
"Alle elsker dig, du ved det bare ikke." Dalban vidste at han havde sagt noget forkert,
lige da det var kommet ud af hans mund, for Gilmio så ud som at hendes gud stod foran hende,
hvorefter hun sprang op og råbte" Dalban elsker mig, livet er bare så skønt."
Alle så over på dem og Dalban kunne mærke at han blev rød i hovedet,
og det var ikke på grund af solen.
Dalban så surt på Gilmio," det var ikke lige på den måde jeg mente det,
men hvis du vil tro det på den anden måde så er der i orden med mig,
men vil du ikke godt lade være med at råbe det ud over det hele,
jeg har ikke lyst til at Klansum og Dorin er efter mig,
ja Elisan vil nok også sige en ting eller 10 ved aften tide."
Gilmio så på han og sagde med et ømt blik," sole har hvis brændt alt din humor væk,
ikke at du havde meget før, nu har du ingen, men det skal jeg nok klare."
Dalban syntes ikke om hendes ansigts udtryk, for det var en blanding af beslutsomhed,
humor og kærlighed, Dalban vidste ikke af de tre han ikke kunne lide.
Dorin og Klansum rejste side om side, Redenna red lidt foran dem,
de red og snakkede om hvad de skulle når de var færdige med at hjælpe Elisan.
"Mor vil nok gerne se mig igen, men jeg ved ikke om Redenna vil med hjem,
for når jeg er hjemme er der en fare for,
at jeg falder tilbage til mine gamle vaner med at stjæle og tage kontakter,
jeg vil ikke gøre Redenna ked af det og jeg tror ikke at hun kan lide at man tager en kontakt."
Klansum så på sin nevø, med lige dele forbavse som stolthed, han så frem på Redenna,
hvorefter han så på Dorin, "jeg ved nu hvorfor din mor sagde,
at du skulle rejse lidt sammen med mig, hun har en by at styre,
jeg stjæler kun når jeg er nød til det, hun ville vise dig hvordan man også kunne leve,
man behøver ikke at myrde for at leve, da jeg var ung levede jeg på den måde i mange år,
jeg er ikke så god som mange af mine venner tror, jeg var meget være end din mor,
det er derfor, at hun har en by hun kan kalde sin,
da tyvende skulle vælge, hvem der skulle vær din bedstefars efterfølger,
var det normalt at den ældste tyv i familien overtog hans plads,
men da jeg skulle indsættes, var der ingen af dem der ville havde mig, jeg var nok for,
ja hvordan skal jeg sige det, ond er nok det ord jeg ledte efter,
der var ikke det mord jeg ikke ville på tage mig, ikke det menneske jeg ikke ville myrde,
derfor sagde de, at hvis jeg blev indsat ville de slå mig ihjel,
byen ville så gå over til en anden familie, men en af fars støtter sagde, at der var en udvej,
de ville tage min søster i stedet mod at jeg forlod byen, jeg var ikke glad for det,
men der var ikke nogen udvej, derfor er det din mor der styrer byen og ikke mig,
hun sendte dig væk, fordi at du var begyndt at tage alle de kontakter du kunne få fat på,
for de giver sku nogle gode penge, men det ville være gået dig, som det gik mig,
så derfor glæder det mig, at du har mødt Redenna, hun har meget hurtig fået dig på andre tanker,
så du kan roligt vende hjem, for du vil ikke falde tilbage, som du tror, men gud nåde trøste dig,
hvis jeg finder ud af at du er gået i gang igen, for så kommer vi alle efter dig."
Dorin så på sin onkel" tak, ikke fordi at jeg behøver en sådan trussel,
men den er god at have, jeg vil gøre alt for, at du kan komme hjem uden at du skal slå mig ihjel."
Redenna kom ned til dem," hvad snakker i så om, vel ikke lille mig."
Der var noget i hendes øjnene der sagde,
at det skulle de ikke og hvis de havde så gik de en meget dårlig tid i møde.
"Nej, vi snakkede ikke om dig, vi snakkede om mor og bedstefar,
om hvordan ens liv kan blive ændret meget hurtig."
Dorin så på hende med et blik fyldt med kærlighed, Redenna så på ham med det samme blik,
Klansum vendte sin hest og red over til Elisan.
Elisan og Kuntu var midt i en samtale om hvordan man bedst kunne undgå at få sand i støvlerne, de var nået så langt i deres samtale at de havde nået det punkt hvor de var blevet videnskabelige ude de vidste det, en sådan samtale er ikke særlig sjov at komme ind i, derfor red Klansum over til Dalban, klagede sig over varmen, det kunne de da snakke om uden at skændes, selv om Dalban ikke stolede på en tyv.
Det pinte Klansum lidt at Dalban ikke stolede 100% på ham, han ville selv ligge sit liv i Dalbans hænder, og det var sket, og det ville nok ske igen. Dalban så på Klansum, der var noget over de to tyve Dalban havde ikke helt fundet ud af hvad det var med de var ikke så dumme og man kunne nok stole på dem, men han kunne helt få sig selv til at stole på dem 100%.
Dalban red videre sammen med Klansum og begge forbandede varmen, mens de var godt i gang med at komme med nogle meget gode eder om vejret, skete der noget meget dårligt, Dalbans hest faldt da den trådte ned i et hul, samtidig rejste der sig 4 støvdjævele, en støvdjævel ligner lidt en tornado, men det er et væsen med lidt intelligens, de er ikke nogle væsner som er kommet naturligt til verden men de er blevet skabt af en mægtig troldmand, hvor han boede vides ikke, men historien siger at han havde det meget støvet og han havde ikke tid til at gøre rent, så der for skabte han nogle tjenere til at samle støv op, de tjenere han skabte var også godt til at samle støv op, men de ville ikke smide støvet væk for så ville det sprede sig igen, der for blev de ved med at samle det op og bære rundt med det, indtil en dag en af dem tabte alt sit støv, han begyndte at samle det op samtidig med at han begyndte at dreje omkring sig selv, og han havde så meget støv at det gik hurtigere og hurtigere, til sidst blev han til en lille tornado, og fordi at han ikke kunne få samlet sit støv op, blev han gal, han besluttede at slå troldmanden ihjel, men han kunne ikke gøre det alene, så der for skubbede han til de andre, det samme skete for dem, der efter gik de op til troldmanden for at slå han ihjel, men troldmanden var undsluppet, derefter var de gået ud i verden for at finde han, men der er en lille hage ved det, de tror at, alle mennesker er troldmænd ,og derfor begyndte de at slå alle ihjel, de blev stoppet, men der var nogle som slap væk ,de er blevet spredt ud over hele verden, de kan findes på meget støvede steder.
Men alt det havde ingen tid til at tænke på, Dorin var den første der regeret, han tog en af sine mange knive og kastede den mod den største af dem, men kniven gik lige igennem den, djævlene angreb, det første slag som Dalban modtog ramte han hjelm og slog den af, den næste der blev ramt var Klansum, slaget var så hårdt at han faldt af sin hest, alt luften blev slået ud af ham, så han lå på jorden og gispede efter luft.
Kuntu lavede en formular, sekunder efter kom der en stor stråle af vand ud fra hendes finger, vandet ramte en djævel,
Vandet havde samme virkning som svovlsyre ville have på et menneske, djævlen begyndte at skrige, det var et frygtelig skrig, Redenna så ud til at ville holde sig for øerne, men en hurtig kommentar fra Gilmio fik hende til at lade være, i stedet tog hun fat om sit sværd og gik hen for at hugge den ned, Elisan så en gang på hende, da han så at hun nok kunne klare den vendte han alt sin opmærksomhed mod de 3 der ikke var så ufarlige, Dorin havde også valt at gå i nærkamp, men det var ikke med hans gode vilje, han kæmpede med sin dagger, den var en som han havde fået af Klansum, Klansum havde fundet den hos en af demogorgons tilhængere, den havde vist tilhørt en Paladin en gang, så det var en "god" dagger på mere end en måde.
Elisan gjorde kort proces med en af djævlene med to hurtige hug havde han lavet den om til en bunke støv.
Men han blev ramt i af en af de andre, han mistede balancen og faldt, heldigvis var Gilmio til stede, hun svang sin krigs kølle mod djævlen, samtidig med hun bad til gud, gud kunne jo lide Gilmio besvarede hendes bønner, køllen blev til fast vand, men hver gang hun slog så var det som om at vandet spredtes ud over den stakkels djævel, så på samme tid som Redennas døde, var Gilmios også helt væk, og der sænkede sig en mærkelig stilhed over ørkenen.
Dalban kom op, så over på Klansum, han var ved at få luften igen, Dorin så på sin Dagger, han havde hjulpet Redenna
Og daggeren havde på en måde været bedre end hendes sværd, som hun havde svunget med stor evne, Dalban havde set på hende mens hun havde kæmpet, og set at hendes talent var så stort at hun nok kunne blive en af de bedste med et sværd, hvis hun levede så længe.
Klansum´s sår var ikke så slemt, men det var være med Dalbans hest, det så ud til at den havde brækket benet, Dalban var lidt ked af det for han kunne godt lide den hest, den havde været med han siden han startede som eventyre, men nu måtte den dø, det ville være ond at den skulle ligge og lide, derfor tog han sit sværd, gik hen til hesten, satte sig på hug og strøg den over hovedet, "rolig nu Sloviso, det kommer ikke til at gøre ondt." Dalban rejste sig op hævede sværdet og skulle lige til at hugge, da Gilmio spurte vredt, "hvis jeg brækkede benet ville du også slå mig ihjel?"
"Men den skal ikke ligge og lide, jeg har før set en hest der havde fået sæt et ben sammen, den blev aldrig til hest igen, der gik 3 måneder der efter blev den slået ned. Så jeg gør den en tjeneste," Dalban så på Gilmio, hun stod og så på ham, hun trådte over til ham, tog hans hånd," kan du lide din hest?" " Kan jeg lide min hest, jeg har givet den et navn, den spiser bedre end mig når vi er ude, den er aldrig i fare fordi at den hest er mit liv, selv nu har jeg brug for den, nu bliver jeg nød til at tage tilbage til Stadorik, for at få en ny hest, det betyder" "Det betyder ikke noget, din hest er frisk samme tid som Klansum er det." Gilmio satte sig hen til det brækkede ben, tog benet i sine hænder og begyndte at bede.
De andre slog lejer, de lavede et læ sejl til Klansum og Dalbans hest, Gilmio veg ikke fra deres sider hele natten.
Men da den var omme kunne Klansum gå og kæmpe som sædvanlig, det så være ud med Hesten.
Der var en lille diskussion, de andre ville rejse videre, men de kunne kikke få Gilmio til at tage med, defor måtte de blive i lejeren en nat til. Om morgenen var hesten oppe på fuld damp igen, Gilmio var lidt træt, men hun var glad for at alle havde klaret det, de andre var glade for at de kunne komme videre.
De startede tidlig om morgenen, for at und gå den værste hede, men Dalban og Elisan led igen, for deres ringbrynje blev varmet meget hurtig op af solen, Dalban tænkte på at tage den af, men så kom han i tanke om alle de fare som var i en ørken. Den eneste som ikke havde problemer med varmen var Kuntu, hun havde lavet en lille magisk vind som blæste frisk luft på hende, hun var klar i hovedet, men som mager måtte man aldrig tabe fokus, det kunne betyde at man ikke kunne huske de besværlige ting man blev nød til at messe for at få noget magi til at virke.
De andre flokkes om Kuntu for at få del i hendes vind, midt på dagen fik hun medlidenhed med dem, hun lavede en vind som dækkede hele gruppen, det var den første dag hvor Klansum og Dalban ikke havde noget at tale om.
Det fik de senere, klokken var omkring 3 om eftermiddagen, da Redenna så en støv sky i det fjerne,.
De havde alle det sidste baghold i tankerne, så selv om de ikke kunne se hvem det var eller om de var venligsindede, gjorde de sig klar til kamp.
Det de gjorde var at kaste de formularer som ville vare længst, alle havde deres våben parat, det var rat at se at Redenna og Dorin hjalp hinanden, de stor klar sammen, skulder ved skulder, næsten med ryggen mod hinanden.
Dalban gik over til Gilmio og Kuntu, de to så ikke ud til at de behøvede hjælp, men for en sikkerheds skyld, Elisan og Klansum rykkede over mellem de andre så de dannede en front med de stærkest mod midten, de svage kunne hurtig gå om bag en af de andre så de kunne komme ud af de problemer de måtte komme i.
Men heldigvis for alle var det ikke nogle man skulle kæmpe med, det var nogle nomader som levede i ørkenen, de fortalte at de havde været på jagt efter nogle øglemænd i ca. 2 uger, hvis de så dem så skulle de slå dem ihjel, for de havde dræbt og spist nogle af deres kvinder og børn. De takke nej til at dele bål om natten, de ville videre for de måtte finde dem og tage hævn.
De rejste videre i varmen og støvet, de linede alle en flok røvere for alle havde et klæde foran ansigtet, ellers fik de for meget støv ind når de trak vejret. Dalban længtes efter en god regn byge, selv om hans ringbrynje ikke havde godt af vand, Dalbans humør var ved at være helt ned, han var nået der til hvor han var ved at være ligeglad for hvem han sloges med bare det ikke var varmt, eller støvet. Alle andre var også ved at nå det punkt. Derfor var det en stor befrielse at se oasen ved det ensomme tempel. Det ensomme tempel var et tempel som var bygget ude i ørkenen samtidig med at Bakkeborg blev forladt, hvorfor man byggede det helt her ude ved ingen, men der går en teori om at det er for at teste pilgrimmene, det heder sig at man skal gå fra Stadorik og til templet uden vand eller mad.
Der havde været for mange pilgrimme som var døde på turen, derfor havde man indført en eskorte, det var blevet forbudt at rejes der ud uden følge, som ikke var på turen, døds tallet var faldet meget, men der var stadig nogle som ikke gik der ud med eskorten, Gilmio havde været en af dem, hun havde været så stærk i sin tro at hun havde gået i skygge da hun kom til templet, en lille sky havde fuldt hende, den havde givet regen når hun var tørstig, og skygge når hun var blevet varm, og en let brise havde kølet hende, nyheden om hendes ankomst havde sendt chok bølger i gennem kirken, alle andre som ikke havde eskorte, var næsten døde når de kom frem til templet, men en præst der var så stærk i troen kunne blive en fare for alle de præster som kun var politiske, men Gilmio havde gjort en ting, som de andre var meget glade for, hun havde fundet sin veninde og var begyndt at bekæmpe ondskaben rundt omkring i verden, derfor troede de at hun ville dø, kirken har ikke tænkt på hende i ca. 3 år, for der har hun været nede ved de sydlige konger og kæmpe, kirken her ikke hørt fra hende, derfor tror de at hun er død, men det hun lavede i Abbadon ville nok få kirken til at tænke på hende igen.
Men Dalban kunne ikke huske sidst han havde glædet sig til at tage sin brynje af, han følte sig ikke godt tilpas uden den, men her var det en ren fryd, på mere end en måde for gud hvor han trængte til et bad, de andre havde det på samme måde, selv Gilmio som ikke synligt led under varmen så kunne man se at hun blev glad for badet.
Templet så ikke ud af så meget, men inden i var der et rum som tog vejret fra selv den mest hård hjertere kriger, Rummet var rundt med et alter af sort alabast midt i rummet, gulvet var en stor mosaik, men den var lavet så man kun kunne se hvad det var hvis man var oppe under taget, der var fire store søjler som bar taget, de var beklædte med guld, alter havde udsmykninger af sølv og mitril, men det var selve følelsen af at stå på det sted hvor selveste Kopa havde fået sine præst klæder, efter som den første at komme til dette sted, Kopa blev senere slået ihjel af en Black Rever som blev sendt mod ham af The Veryr under den stor udøde krig i år 1500 BD. hans død resulterede i at Bakkeborg vandt krigen, selv om den faldt senere til interne problemer.
Kirken kunne i dens nuværende stand ikke klare en præst som var ren, næsten alle præster var på en eller anden måde blandet ind i noget politisk, det sig værende internt eller med de andre byer, samt kirken havde lige mistet meget troværdighed ved at Hargoth af Bakkeborg ikke ville give Kopas ligklæder fra sig, det vat lige før at kirken havde lavet hellig krig mod ham, men de kunne ikke samle støtte fra de andre byer, så nu hersker der en form for kold krig mellem de to.
Gilmio vidst at de ting var sket, hun havde været inde på bakkeborg for at bede ved Kopas klæder, Hargoth lod alle dem som ville se klæderne, se dem, han ville ikke skjule noget så helliget for omverden, det ville kirken måske.
Gilmio var om det var muligt blevet stærkere i troen efter sin lille rejse til bakkeborg, hun vidste også at der var folk som ville hende til livs, for kirkens skyld naturligvis, men hun stolede på sine rejsefælder, mere end Dalban gjorde, for hun lagde sit liv i deres hænder hver dag de rejste sammen, men hun havde også lidt dårlig samvittighed, for ved at rejse med dem udsatte hun dem alle for fare. Men hun vidste også at de aldrig vil lade hende gå når de vidste at hun var i fare altid, så hun havde valt ikke at sige det til dem, Kuntu vidste det godt for i deres unge år hvor de var begyndt at gå på eventyr havde de måtte stole på hinanden så meget at der ikke kunne være nogle hemmeligheder, Gilmio var også den Første der fik at vide at Kuntu var mager. Sammen havde de levet som to søstre, de støttede hinanden i alt, Kuntu kunne mange gang se på Gilmio hvad hun tænkte og om vendt, det var derfor at Kuntu vidste at Gilmio var lidt forelsket i Dalban, hun ville selvfølgelig ikke indrømme, det men det var hun. Kuntu vidste det men hun sagde det ikke til nogen selv ikke Gilmio for det var en fældes hemmelighed, som ingen ville snakke om, men Kuntu kunne grine af den en gang imellem.
De blev modtaget af tempellederen, han genkendte straks Gilmio, og begyndte at stable en fest på benene indtil Elisan lagde sin hånd på hans arm og med venlig stemme sagde: " vi er ikke her for at feste, men vi leder efter min Svigersøn og jeg har ikke tid til at feste en time så hvis de vil være så venlig at besvare vores spørgsmål, så vil vi rejse videre ind i ørken her til aften og byde dem en meget god dag." Det kan godt være at hans stemme var venlig, men hans blik talte et helt andet sprog, tempellederen fik pluslig travle med at besvar deres spørgsmål ikke lave en fest, havde Fresan været der? Hvor var han tager hen? Hvem var ham sammen med?, og mange ligende spørgsmål kom der flyvende, knapt havde han svaret på et hvorefter der kom 3 nye, den stakkels mand prøvede så godt han kunne at besvare alle deres spørgsmål, men han kunne ikke følge med, de holdt først op med at plage ham, da Gilmio sagde:" nu er det nok, kan i ikke se at den stakkels mand ikke kan svare på alle de ting på en gang, Elisan, still de spørgsmål du gerne vil havde svar på, og så lader vi ham være i fred." Så sagt så gjort, når Gilmio sagde at det skulle være sådan blev det sådan, ikke at hun altid bestemte, men når hun sagde noget så var der ikke nogle som gik op i mod hende, det kunne være fordi at hun havde reddet deres liv mere end en gang.
Der blev stillet 4 spørgsmål, hvorefter Elisan sagde at det var nok.
De stod sammen i selve tempelrummet, Elisan sagde," præsten sagde at Fresan havde været her, han havde været sammen med sin liv vagt Gron, de havde overnattet her, de drog videre før dagry, jeg tror, at de er på vej ud i den dybe ørken, jeg håber at de har nok vand med. Gilmio er du sikker på at du kan lave vand nok til os ude i den dybe ørken? jeg ved ikke hvor der er oaser der ude, hvis der er nogle over hovedet."
Gilmio så på Elisan, hvorefter hun svarede ham," jeg tror at du og jeg skal havde en lang snak om gud og din egen tro på ham, jeg tror, derfor er ingen af os i fare for at dø af tørst."
Dalban smilte, han var glad for at han ikke skulle til at havde en snak med Gilmio om hvor meget han troede eller ikke gjorde, men Elisan havde kaldt det ned over sit eget hoved, han havde ikke troet på at Gilmio kunne skaffe vand ude i ørkenen, men Dalban troede så meget at gud ikke ville svigte Gilmio om hun så var i selvskab med en ork, men Dalbans tro var måske ikke bedre end Elisans, for han troede ikke på gud direkte, for han troede mere på at Gilmio havde guds bevågenhed. Dalban kunne ikke lade være med at tænke på om Demogorgon også så efter sine præster på samme måde, men han troede det ikke.
Elisan havde været så letsindig at begynde at forsvare sig selv mod Gilmio, Dalban smilte lidt mere, det var første gang han havde set Elisan blive slået i en kamp, dog kun på ord, men Gilmio havde sabelet ham ned, Elisan havde slukøret lusket bort mod templet, samtidig med at han havde mumlet noget om en offergave til præsten og gud for deres hjælp.
Dalban opdagede at Gilmio så på han, han mødte hendes blik samtidig med at han smilte over Elisans nederlag, det skulle han ikke havde gjort, "havde griner du af? Jeg håber at din tro har det bedre end Elisans, ellers kan du gå ned i templet sammen med ham." Dalban så på hende," jeg var på vej, for jeg tror at gud skal have tak for at den vrede gik ud over Elisan og ikke mig."
Gilmio Fnyste," nå så du tror at min vrede er forsvundet, så du kan gå rundt med den faldene tro og lade som ingen ting, nej min fine ven så let slipper du ikke, jeg skal personlig sørgefor at inden vi rejser herfra så er du til bage i folden"
Dalban havde en meget svær nat, han fik ikke noget søvn, men han fik fortalt hele den hellige skrift, samt ting som Gilmio syntes, at det var godt for ham at høre og det var ikke så få. Da morgenen kom var han klar til at tage sit præst løfte bare for at slippe for at høre mere, sjovt nok så gik Elisan rundt med et smørret grin , men ikke når Gilmio så det.
Dalbans pinsler var ikke ovre da de rejste ud i ørknen, Gilmio ville kun bede om vand når Dalban bad sammen med hende, Dalban var ved at blive lidt træt af alt den bedene, men han ture ikke sige hende i mod, for han huskede stadig natten, samt det meste af den hellige skrift.
Deres rejse forløb uden problemer, de havde vand nok til både dem selv samt hestene, og Gilmio havde Fået Dalban til at bede om skygge, så de blev fuldt af en lille sky. Dalban var sikker på at Gud morede sig kostelig over ham, han bøn om skygge havde været helt til grin, Gilmio var ikke blevet gladere over det, så den aften havde han været i skole, hun havde lært ham alt om at bede en bøn, han skulle starte med at sige hvor ydmyg han selv var overfor gud, der efter skulle han prise gud, så kunne han stille sin bøn, men kun en bøn, hvis der var flere ting at bede for så skulle man gøre det hele om igen, til sidst skulle han takke gud på 3 forskellige måder, Gilmio havde også sagt at han ikke bare kunne lave en bøn han brugte hele tiden, det skulle være en ny hver gang.
Dalban var ikke sur på Gilmio over at hun passede sit kald, men hvor han var sur på Elisan over det grin han gik rundt med, og over den lille kommentar han havde kommet med en morgen hvor Gilmio var ved at vaske sig, "heller tabe lidt ansigt og ikke blive plaget." Hvorefter han havde gået væk fra Dalban mens han fløjtede for sig selv med et smil som sagde: livet er skønt, men ikke for Dalban.
