www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW


Debatforum WWW

28. juni 2002

Sendt til DRTV, Nyhederne og RITZAU

Biblioteksafgift 2002 er blevet fordelt. Jeg formoder jeg kan se frem til et indslag i nyhederne med og om de kendte personer som får mange penge.
For os der bliver bestjålet for vores bagatel af penge under kr. 5000,- er der næppe nogen der gider at gå ud og grave op.
Men tænk jer: Først efter års sej kamp lykkes det danske forfattere at få biblioteksafgift som en rettighed som afgift for udlån af værker. Det kører i lang tid. Så kræver tilpasningen til EU at det kaldes noget andet end rettighed, og for at undgå at udenlandske forfattere kan gøre krav på tilsvarende behandling, kaldes den ellers velerhvervede rettighed nu noget andet. Og når den nu ikke mere hedder rettighed, VIPS! så kan man skalte og valte med hvem der skal have og ikke have.
I den lokale ugeavis kan man i døgnrapporten læse om hvordan det går de stakkels syndere fra Sandholmlejren som stjæler i supermarkederne for 75 kr.
Soya skrev engang en bog som hedder "Jeg kunne nemt ta' 100 kroner". Den har regeringen læst "Hele metoden er så enkel og ligetil, at han undrer sig over, at den aldrig før er faldet ham ind...". Hvad kunne dog ikke Soya have fået ud af denne nye situationskomedie. Man tager fra dem der kun får ganske lidt og giver til dem der får mere, det er jo simpelthen en genial løsning.

Ikke nok med at man stjæler 100 kroner - for at være helt nøjagtig er det kr. 202,12 - jeg ved det - for man sender mig en stor kuvert om tyveriet. Man beregner med stor nøjagtighed hvor mange penge det er jeg ikke skal have!
Værre endnu, man sparker sgu osse til en der allerede er lagt ned. Op foran min næse hænger man en stor fed gulerod. Jeg kan få andel i "2. mill. kr. puljen 2002" i forbindelse med den indførte undergrænse i biblioteksafgiften. Fed erkendelse af, at dette er et lotterisamfund eller hvad? Nix, det er nemlig kun de 400 ansøgere som ligger nærmest på 5000 kr.-grænsen som kan få andel i pengene. Ikke noget med lotteri her.
Først den lovende ansøgningsblanket med plads til udfyldelse af mange rubrikker. Om på næste side og så falder bomben i 4. sidste linje: "De ansøgere, der kommer tættest på 5000,- kr. grænsen og opfylder ovenstående kriterier får legat." Færdigt arbejde.

Hvor jeg savner en god revysang om dette galimatias, som den borgerlige antibureaukratiske regering her har sat i værk.

Per-Olof Johansson

 


www.per-olof.dk | email til Per-Olof Johansson | Debatforum WWW

1