Henrik Nordbrandt har med en “Dagbog” lavet en afværgemanøvre over for hvad han åbenbart oplever som et produktionspres. Det er ikke svært at sætte navn på, hvor produktionspresset kommer fra - medier og forlag og publikum. I Thomas Bredsdorffs anmeldelse i Politiken 21.10 vises der ingen forståelse herfor, tvært i mod ser vi produktionspresset fremstillet live :”Jeg glæder mig til næste digtsamling og anbefaler i ventetiden etc. etc. “ Undertitlen på anmeldelsen er “Henrik Nordbrandts perspektivløse dagbogsnotater.” Hvis man kan tillade sig at tage de afsnit som er gengivet i ugens Weekendavis for repræsentative virker det dog umiddelbart som om der er utroligt mange perspektiver i dagbogen, hvad enten den nu er fiktion eller faktisk dagbog. Der er i den avisside allerede utallige afsæt for læseren til gode overvejelser over det liv vi lever. Overvejelser hvis muligheder for at sætte forandringer i værk i virkeligheden - rækker en del ud over hvad en eller anden politologisk analyse af situationen i Tyrkiet kunne afstedkomme.
Anmeldelsen er een ting - noget andet er selve “avisen”. Avisens mekanik er den, at når en bog af en forfatter med Nordbrandts status anmeldes, skal det ske med brask og bram. Også når bogen ifølge anmeldelsen ikke er værd at samle på. Anmeldelsen er en af avisens hovedhistorier den dag - forannonceret på forsiden. Billedet af forfatteren over anmeldelsen fylder lige så meget som anmeldelsen. Altsammen noget som er uden for anmelderens kontrol - sådan fungerer avisen. Der er med andre ord ikke sammenhæng mellem de værdier som anmeldelsen hylder og den fremtræden som anmeldelsen får i avisen.
Desværre er dette en model for forholdet mellem facon og indhold som kendetegner avisen, i hvert fald når det gælder digtekunsten. Retter vi blikket mod vort nye tillæg Kulturliv er det helt tydeligt. Det er oplagt at romaner og noveller i sig selv er for omfattende til at bringes som sådan - man må nøjes med omtale og anmeldelser. Men hvad digte angår er et kulturtillæg et ypperligt medium til punktvise viderebringelser. Her afslører Politiken at den i grunden lider af digtforskrækkelse, skønt man i leder, i omtaler, interviews og anmeldelser ikke tøver med at hæve digtekunsten til skyerne: ”Jeg glæder mig til næste digtsamling og anbefaler i ventetiden etc. etc. “ Hvis der bringes digte er det de helt skudsikre - gerne indlejret i noget omtale. Hvad mon er problemet? Mon ikke svaret er, at vi her har et område hvor det kræver personligt mod at stå ved sit udvalg - og gøre sine fejl.
Man søger manisk at sikre sig, også i sit udvalg af anmeldelser. Først har forlagene jo udvalgt, og så skal aviserne udvælge og så skal anmelderen udvælge for der er ikke plads til at tage alt op , og hvad man ellers kan finde på af undskyldninger for at fravælge at anmelde et helt forlags produktion - nemlig de digitale udgivelser i Net- Bog-Klubben. Da de udgivne manuskripter angiveligt repræsenterer det, som forlagene ikke har ønsket at udgive, tager aviserne ikke et eneste eksempel op til overvejelse. Har en anmeldelse undgået min opmærksomhed ? Det skulle dog være mærkeligt, om der ikke var et eneste fejlskud fra forlagene? Der er jo ikke grund til at spilde pladsen på det, som ikke er værd at læse, hvad enten det er skrevet af kendte eller ukendte men tænk, mellem 70 manuskripter udgivet i Net-Bog-Klubben af medlemmer af de to forfatterforeninger er der ikke et som fortjener en anmeldelse. Net-Bog-Klubben kan besøges på web-adressen
http://www.dbc.bib.dk/net-bog-klubben/
Selvfølgelig skriver jeg dette som part i sagen. Selvfølgelig har jeg lagt mærke til, at Politiken har omtalt eksistensen af Net-Bog-Klubben. Helt uanset om mit eget bidrag må forkastes som anmeldelsesværdigt, så tror jeg ikke et lod på, at ingen af de andre skulle fortjene en bedre skæbne. Og en anmeldelse som Thomas Bredsdorffs afslører for mig, hvad der er problemet: medierne er præcis så navne-fikseret, succes & trend-orienteret som Jens Nielsen redegjorde for i kronikken om symfoniorkestrene. Man hylder kunsten men forlanger mirakler hver dag og betakker sig for at kende noget til kunstnerens hverdag og faktiske vilkår. Sådan kunne man blive ved med at citere fra Politiken selv: “Hver lørdag har jeg 20 minutter på russisk fjernsyn om vores nationale digtskat. Har I noget tilsvarende i Danmark?” siger Jevgenij Jevtusjenko. Godt sagt - og godt viderebragt. Hvorfor ikke bruge ressourcerne efter sine egne anvisninger? - siger jeg bare.
Per-Olofs egne hjemmesiderPer-Olof JohanssonHjemmeside for Per-Olof Johansson med links til Digte, Kommunalpolitik, Folkekultur, chief Seattle, adresser fra Politiken COMPUTER sektionen fra uge 7- uge 41, adresser på søgemaskiner.
Search and Find with Per-Olof
Høvding Seattle på Nettet
Journal of Scandinavian Poetry on the Web/Tidsskrift med nordisk poesi på Nettet
Politiken COMPUTER sektions www-adresser
Ask, Tidsskrift for Dansk Folkekultur
Kronikker
A Personal History of Splint Basketry in Denmark and Sweden.
|