Af Per-Olof Johansson |
e-mail********* johansso@post3.tele.dk |
Det er svært at gå på arbejde idag. Jeg har haft
en drøm. En drøm som - mens den varede -helt havde udvisket,
at den anden i drømmen har været død i flere år.
Da jeg er helt vågen og erkender dette skel mellem drøm og virkelighed, ved jeg ikke om jeg skal le eller græde. Le - fordi jeg har føjet en ny dejlig erindring til de øvrige. Eller græde - over savnet. Hvis jeg af tvingende grunde havde været oppe hele natten, ville jeg ringe afbud til arbejdet. Men de kræfter, som denne drøm har anvendt, må jeg efter gængs opfattelse lade som om er ubrugte. Et stort felt af min bevidsthed er travlt optaget af oplevelsen i nat, men "the show must go on". Den virkelige virkelighed får en hård dag. I min ungdom læste jeg Aage og Else af Harald Kidde om drengen Tue, der helt forkvakler sit liv ved at leve mere med de døde end med de levende. Jeg kan huske, at jeg læste om andres oplevelse af den bog. De havde opfattet den som farlig, som om den missionerede for Tues valg. Jeg tror de læste den sådan, fordi de følte sig draget af det valg. For mig var den beskrivelsen af en tilstand, jeg kendte fra mig selv, og befrielsen var pigen Lull, som nægtede at følge Tues eksempel. I indvielsernes højere grader kan det godt være, at mennesker kan få styr på drømmene. Om os andre gælder vel, at vi må tage dem, som de kommer. Vi kan være så behændige at glemme dem. Men i høj grad delagtige i drømmen føler vi os dog ikke ansvarlige for, at de er der. Så hvor jeg i vågen tilstand efterstræber et liv med de levende, svarer min drøm igen med samtaler med de døde. Tanker og drømme er toldfrie, så jeg har aldrig ret forstået at drømmene skulle behøve at skjule deres indhold. Men det gør de jo, og hvorfor så? Er det fordi vi ikke kan tåle de sandheder, de formidler - eller vil de os simpelthen noget fundamentalt andet end det orgie af løsslupne billeder som psykologer afdækker bag den absurde drøm? Og hvor går grænsen mellem det vi forestiller os bevidst, eller som invaderer vores bevidsthed i vågen tilstand - og så drømme. Det forekommer vigtigere end nogensinde at rede de tråde ud, i den grad som andre forestillinger væltes ned over os, og ofte påstås at gøre os medskyldige i alverdens elendighed. Vi ved den findes, vi ser den sammen på skærmen, i aviserne, på filmen. Hvor begynder jeg i alt dette? Når det er vigtigt at vide det, skyldes det blandt andet noget
med udstrækningen af mit ansvar for verdens gang Da er det jo genialt
at have nogle regler at følge.
På den anden side - moralsk set, forekommer det mig, at der er
noget om det. Så er det bedøvende ligegyldigt, at hor idag
i vort samfund ikke strider mod de flestes samvittighed. Handlingen hor
kan jo udskiftes med noget andet, som vi idag på ganske anden vis
finder kriminelt. At lader det bero på at eksemplet er hor, er typisk
flugt fra det problem, der er til behandling.
Det må jvf. Jesus være urgammelt at have behov for denne debat. Men nutidens billedbrug har gjort behovet åbenbart. Kan vi se på hvadsomhelst, i hovedet, i avisen, på skærmen, på filmlærredet og alligevel forblive de uskyldige lam, vi indbilder os, vi er, fem minutter efter at have købt billetten. I filmen The Piano ser man nogle indfødte på NEW ZEALAND misforstå en teaterscene og derfor aktivt gribe ind for at forsvare ridder Blåskægs næste offer. Meget morsomt, men egentlig også mere sympatisk end ens egen tro på at være udenfor. Når jeg har svært ved abstrakt at sætte det skel,
jeg trods alt fornemmer, kan jeg jo prøve at se på, hvad jeg
gør og ikke gør. Jeg gik f.eks. ikke hen og så Holocaust
i biografen, jeg undgik at se den i fjernsynet. På samme vis går
jeg ikke hen og ser Schindlers Liste, eller ser den i fjernsynet.
Vi - vi i vor tid - vi i vesten - vi som er opdraget på den og
den måde - er så overbeviste om et skel mellem religion og
videnskab. Vi kalder det tro og viden. Men ser man nærmere efter
er det ikke så let at placere det skel.
Rent ekspermintelt kunne vi tale om videnskaben som en tro blandt andre.
Den har sine fundamentalister, som overhovedet ikke er indstillet på
eksperimenter med sandheden. Når de angiver nogle principper for
vejen til sandheden henviser de til deres trossætninger, men i følge
deres egen opfattelse til hvordan verden ER.
I vort eget livs eksperiment kan vi ikke udelukkende holde os til andre, vi ved vi er ganske unikke. Jeg skal finde ud af hvad jeg skal gøre, og jeg griber tit fejl, men jeg måtte sætte foden på isen for at prøve om den kunne bære. Selv når vi følger flokken er det sådan. Vort liv er handling. En af videnskabstroens store fejltagelser er måske, at den har prøvet at bilde os ind, at vi kunne tænke frigjort fra handlingen. At tanke var een ting og virkelighed noget andet. Lignelsen om kvinden som var grebet i hor virker jo noget uskyldig idag.
Ifølge Jesus har den, som har set på kvinden og begæret
hende allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte. Hvad kan han mene?
I moderne version lyder historien måske derfor lidt anderledes.
På torvet er det denne gang ikke kvinden, som er grebet i hor, der
føres frem, men nogle Hells Angels i TV.
I al opøvelse er der et spring mellem øvelse og handling.
Prøv først sådan og sådan. Og så nærmere
vi os mere og mere til den virkelige situation.
En passant vil jeg lige pege på, at du også i den verden vil kunne bedrages. Du tror måske det var et spil. Men faktisk viser det sig, at du har sendt bombefly afsted, du har udraderet millioner, du har ført en ubåd frem til sikker havn. Hvis vi tror, vi påfører andre smerte , vil vi føle skyld, det har eksperimenter jo vist, men hvad den anden vej, er det ikke også sandt, at demagoger har løftet skylden af nogles skuldre, i hvert fald for en tid. Men videre med hovedsagen. For hovedsagen er spørgsmålet,
om forestillingen er ansvarsfri.
Forfattere har i tidens løb været mange forestillinger
igennem, uden vi vil kalde dem skyldige, i alt de fremlægger. Men
i tidens løb er de tit blevet fordømt og dømt i samtiden,
belagt med censur, deres bøger brændt osv. Enten tager vi
bare deres forestillinger for strafværdige eller også, hvilket
også er en yderlighed, som nul og nix. Brændpunktet selv går
vi uden om. Dømmer vi dem - dømmer vi os selv.
Hvad jeg her prøver på, er ikke at se på samfundsaspektet
af spørgsmålet, men den side af sagen som vedrører
lige netop mig. Ikke abstrakt enhver for han findes ikke, men mig selv
som målestok: Hvordan har du det med Jesus?
Fordi vi stræber mod, at mennesker skal optræde godt overfor hinanden, er det vel ikke ensbetydende med, at vi er blinde idioter, der også tror at mennesker er gode? Såvidt jeg kan se, forudsætter kristendommen, at alle mennesker er syndere, så det er svært at forstå, hvis det er kristendommen der er skyld i, at vold blomstrer som modbillede. Hvad er det at gøre noget i sit hjerte? Idag ville vi vel egentlig sige: i hovedet. Virtual Reality har jo været den skinbarlige realitet i mange herrens år for mange af os. Vi kan høre ting, som kun vi hører, føle kroppe, som kun vi føler, smage hvad kun vi selv smager osv. Det er noget vi kæmper for at komme væk fra ikke ind i. Vi behøver ikke betale for at komme i nærheden af det. Problemet er snarere, at hovedet eller hjertet vil det og det og finder det og det rigtigt osv, mens kroppen ikke vil eller kulturen ikke vil. Prognoser betyder i dag nærmest sandsynlighed, men en gang var
det forudsigelse. Oveni virtual reality kommer forudsigeligheden, ja for
hvis du selv kan vælge kan du også bestemme. Måske er
det der ligger bag megen livsangst, at vi er bestemt af en række
valg, vi har foretaget, eller som er foretaget i verden, og derfor er verden
forudsigelig, for hver den som kan se det.
Og der er det, jeg er af den mening, at Jesushistorien ikke er så langt væk. Der foregår ting på den indre front, og vi er ikke ansvarsfri der heller, selvom vi bilder os det ind. Det vil sige, at selv om vi ikke rigtig kan gøre noget ved de store problemer i Afrika, LosAngeles og Moskva, så er der stadig noget, der skal ryddes op i og tages ansvar for. Som der stod i den gamle læsebog: Det er dig, fablen handler om.
|
Hjemmeside for Per-Olof Johansson |