DEN TYSKE BESÆTTELSE

Den tyske besættelse (1940-45)

Det danske folk bar præg af en stærk anti-tysk stemming, og disse blev ikke bedre af historierne om de tyske overgreb på dansksindede i Slesvig. På trods af dette meddelte den danske regering i alt hemmelighed at, Danmark IKKE ville gå sammen med Tyske fjender i en eventuel krigssituation. Denne "pagt" blev senere udnyttet af tyskerne under 1. verdenskrig, da de anmodede Danmark om at minere de danske farvande. Dette blev dog ikke betragtet som en krigshandling set fra Englands side.

Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland

Efter med succes at have holdt sig neutral under 1. verdenskrig, besluttede et bredt flertal at fortsætte denne stil. Dette betød også at man kunne skære i budgettet til forsvaret og, derved spare penge. I 1933 efter nazisternes overtagelse af den tyske ledelse, oprustede tyskerne stærk, og var snart den stærkeste militære magt i Europa. Endnu en gang kunne Danmark se en risiko for at blive løbet over ende af tyskerne. For at undgå dette besluttede den socialdemokratisk-radikale regering at holde lave profil i forhold til tyskerne. I 1939 blev der på tysk opfordring skrevet en ikke angrebspagt mellem Danmark og Tyskland, selv om at dette tydeligt var et propaganda nummer fra tysk side.

Den 9. april

Den 9. april blev ikke angrebspagten brudt da den tyske hær besatte Danmark, under dette angreb kom det til spredte kampe, og da dagen var omme var der 16 dræbte. Baggrunden for dette angreb var ikke en tysk trang til at styre/kontrollere Danmark, men Danmark skulle bruges som mellemstation på vej til Norge, fordi fra den norske vestkyst ville tyskerne have nem adgang til søkrig mod englænderne. Den danske regering ind gik igen en aftale med tyskerne, da Danmark på den måde ville kunne beholde kontrollen over lovgivning, politi og retsvæsen. For tyskerne var en sådan aftale også at foretrække da det ville betyder at man skulle ofre færre midler på soldater. I 1941 efter tyske angreb på Sovjetunionen, underskrev den danske regering på tysk opfordring den såkaldte anti-komintern-pagt en alliance mellem Tyskland, Italien og Japan rettet mod Sovjetunionen. Desuden gik de danske myndigheder, skønt det var klart i mod grundloven, med til at internere danske kommunister.

Samarbejdspolitikkens sammenbrud

Tyskernes vilje til at samarbejde med Danmark blev stadig mere og mere svækket i løbet af 1943. Dette skyldtes på den ene side, at Tyskland ikke længere stod så stærkt i Europa, faktisk var de ved at tabe krigen. På den anden side var den danske modstandsbevægelse blevet til stadig større og større gene for den tyske værnemagt.

Den 29. august 1943

Flere og flere steder blev der udført sabotage som sprænging af jernbaner osv. Urolighederne var dog ikke kun rettet mod tyskerne den var i sandhed også rettet mod de officielle danske myndigheder. Efter mislykkede forsøg fra flere sider på at stoppe sabotagen, krævede den tyske værnemagt dødsstraf for sabotage. Efter dette krav, mente de danske myndigheder ikke at samarbejdet med værnemagten kunne fortsætte, og fra denne dag ophørte samarbejdet. Det betød at de politikere det tidligere havde fordømt modstandfolkene, nu pludselig kun havde få dage til at søge kontakt, til disse undergrundsbevægelser. Det var ikke kun politikkerne der måtte søge tilflugt, også de danske politibetjente, der tidligere havde udført service for tyskerne var nu dem der blev jaget. Flere danske politifolk havnede i tyske koncentrationslejre. Også udenrigspolitisk fik bruddet med Tyskland betydning, Danmark blev nu anset for et besat land, og mange danskere kunne nu gå ind i efterkrigstiden med samvittgheden og selvrespekten bevaret, nu da de havde kæmpet mod tyskerne.

Samarbejdspolitikkens tabere

Efter krigen begyndte klapjagten på de såkaldte værnemagere, folk der på en eller anden måde havde samarbejdet med tyskerne. Dette galdt folk fra alle samfundslag, lige fra den velstående forretningsmand der gennem krigen havde fundet sig en lukrativ forretning, til den feltmadrasserne som var de små piger der havde været sammen med tyske soldater. Alle disse mennesker der i starten af krigen var blevet opfordret til at samarbejde tyskerne, blev nu enten dømt til døden eller fængslet. Straffene var hårdest i starten og blev senere mildere efter at folks ophidelse dæmpedes.