Det skabtes vaklen er en stilsikker og ly-risk selvbevidst vandring ud af de modernistiske gader af nihilisme, egoisme og grimhed. Søren Ulrik Thomsen ved han skal derud og gør det gerne, selvom bevægelsen fortærer ham. Det er sørgeligt hvad vores kultur gør ved sproglige begavelser og poetiske talenter. Langsomt er det sammenhængende verdensbillede løbet ud i sandet for Thomsen. Idealerne og det gode, det sande og det skønne fra hans tidligere digte er smuldret parallelt med hans ungdom. Nu stadfæster han den protestantiske kulturs værdiløshed ved sin selvtilfredse og snart gammelmandsvulgære opremsning af tilværelsens dekadence: gamle mænd, fisse, forladt, forpint, onani, anonyme affaldsstoffer, ,,tyraniserer ånden og snylter på sjælen".

80`ernes store lyrik

I gamle dage forsøgte Thomsen at skabe et nyromantisk billede af det moderne storby-invironment. Han kæmpede med at blæse ånd, helhed og skønhed ind i 80'ernes teknologiørken. Lyt til denne passage fra City Slang, 1981:

Aftenens guld træernes fingre indover gadernes dampende asfalt vajer de sorte kroppe

Her er Thomsen klar i sine lån fra Ingemann, Emil Aarestrup og såmænd Oehlenschlæger, og han tvinger deres 1800tals skønhed ind i det 20. århundredes erfaring. Det var et meget fascinerende eksperiment.

Alderens deroute

Men det mislykkedes åbenbart. Idag er Thomsen tilfreds med Rifbjergske, Claes Castholmske og Carsten Jensenske evighedspubertære resignationsudtryk som var han en nedbrudt olding:

Først illusionen, så desillusionen som jo blot er det samme hus, men set efter mørkets frembrud med pestflaget hejst over blændede ruder

Til gengæld magter han stadig at fremmane billeder som ofte får kultisk fascination. En stadig pseudoreligiøs brasen ind i et felt han dog hverken elsker eller respekterer:

- fejlcitater, oblater og sprit, smitte og penge og fængende omkvæd

Søren Ulrik Thomsen, du er en synder og du dyrker det!

En ny gylden drøm

Hvorfor skal moderne danske digtere altid være negative? Er det virkelig så prestigetomt at være lykkelig eller bare optimistisk? Kun Lars H.U.G. kan endnu brænde en lykkelig sang af. Det er tragisk når idolerne ét for ét bukker under for den nordeuropæiske værdinihilisme - hvorfra de aldrig vender tilbage. De burde omvende sig og sige som Bono på U2s seneste album "Im not coming down!" Eller som Bill Clinton på Nytorv i juli: "This can be the greatest time in all human history!" Men nej, æggehovederne fra det sækulariserede Norden har en kødelig trang til at råbe deres livslede ud af lungerne. For sandheden er jo at Thomsen var en lovende digter vi blev glade af at læse - men idag forpester han luften. Ikke en bog der kan anbefales.

Thomsens teknik i 90`erne

Der kan siges meget om Thomsens teknik, stil og sprog. Han har senest fremelsket en metode til først at etablere og kort efter nedbryde sine sprogbilleder, der alle peger frem imod noget helt tredje, som man ikke umiddelbart kan opfatte. Hans metaforer er bevidst totalt misledende og stikker i alt for mange retninger, således at man reelt får en sprogoverflade der er vanskelig at få nogen mening ud af. Men som lyder flot hvis man tænder på kulsort socialrealisme eller sadomasochisme. Hans grammatik er kompleks i modsætning til hans første digtsamlinger hvor staccato var tema. Derfor er han idag uforståelig. Søren Ulrik Thomsen, har du opnået hvad du ville, når du idag hverken er karismatisk eller tilgængelig?.

Hvad syntes du om denne artikel?

Toppen af siden

Forrige | Indhold | Næste

RUCNYT

Roskilde Universitetscenter

Denne side senest ajourført 23/03/98; 21:36:37

Skriv til RUCNYT