|
Bognyt:
Litteratur som terapi - evig unge Jung
Anmeldelse af: "Tekster og Arketyper. Jung og Litteraturlæsning", Vibeke Blaksteen (red.), 1996, Dansklærerforeningen, 168 sider, 162.50 kr.
Af Niels Bramsen, specialestuderende på Dansk.
Dansklærerforeningens emnemæssigt enestående udgivelse fylder lidt substans i det gabende hul, som samme forening og stands udgivelser har gravet. Der er nemlig tale om jungiansk psykologi til støtte for læsning af litteratur. Det har vi vist aldrig set før fra den kant.
Det er derfor en meget forsigtig og uforpligtende prøveballon som foreningen har udsendt. For bogen, som er antologi mere end læsning hvad omslaget udgiver sig for, er delt skarpt op i en henholdsvis psyko- og tekstafdeling. Altså først en indgang til Jungs psykologiske teorier af Preben Grønkjær (som tidligere har udgivet lette Jung-introduktioner) og derefter en række tekster og billeder, som spænder bredt tids- og genremæssigt. Men denne skodtætte opdeling bliver præcist bogens svaghed. Målgruppen taget in mente kunne der fint være et kapitel med eksempler på mere grundig og velargumenteret analyse á la Jung. Som det er for vane blandt etablerede læseheste i Danmark skal der henvises til de evige (og derfor til døde kedsommelige) H.C.Andersen og Kierkegaard. Bevares, det er dygtige herrer og deres værker lægger smukt op til Jung-arbejde. Det kan der ikke sættes en finger på. Men tendensen antydes tydeligere når der i samme minut nævnes Peter Høeg - den salonfæhige opkomling som hele den litterære nation venter sig meget af. Grønkjær bliver behagesyg, som man får det for vane når man holdningsmæssigt er i klar minoritet. I mindretal er netop jungianere, her i landet, hvor der hidtil har stået Freud på alt, hvad der har med psykoanalyse at gøre. Grønkjær gør derfor alt for at undskylde og være med på noderne - så dem i flertal ikke kaster sig over ham. Det er synd.
Og netop derfor risikerer forfatterne at skyde sig selv i foden. For de indædte Jung-kritikere (og de findes så sandelig) kan dermed indvende: Jamen, hvis Jung ikke har mere på hjerte end disse løse påstande, så er det jo fup og fiduser. Ud til højre! Falder på et tørt sted
Jungs brugbarhed i skønlitteraturen er præcist så klart indlysende, at bogen burde anlede til festivitas.
Det personligt ubevidste, det kollektivt ditto. Den ind- og den udadvendte personlighedstype. De fire mennesketyper: den sansende, den intuitive, den tænkende og den følende. Persona, Skygge, Anima & Animus og Selvet. Og først og fremmest menneskets overordnede projekt: Individuationen. Alle disse psykologiske fænomener, som Jung genialt opdagede, er så funktionelle i enorme mængder af litteratur, at det burde have været opdaget i Danmark for længst.
Dansklærerforeningens bog er rettet til HF og gymnasiet, hvorfor man naturligvis ikke må henregne den under videnskabelig litteratur. Og Grønkjær, som er bogens teoretiske bagmand, sørger behændigt for ikke at gøre nogle nye iagttagelser, som ligger udover Jungs egne ord. Der skal altså blot åbnes døre for den danske ungdom. Og det er jo godt nok.
Men som Jung-kender savner man netop nogle konkretiserende eksempler på, præcis hvad der gør Jung nødvendig i forbindelse med litteratur. Ordene skal jo skrives og trykkes, før man tør tro det. Men bogen nøjes med at antyde og pege. Stadigvæk - lad os ikke kritisere udgivelsen for noget den ikke har sagt den ville gøre. Den falder nemlig på et udtørret og eroderet sted, som trænger. En af de få lærde danske, som arbejder på disse sager er den vidunderlige Lars Bo Bojesen. Han har i sine bøger "Den Tredje Tilstand" og "Fænomenet Ånd" i årevis har kæftet op om vigtigheden af et metafysisk menneskesyn i kunstfortolkning og et udvidende (modsat indskrænkende) tekstbegreb. "Tekster og Arketyper" synes i Danmark Bo Bojesens projekt - lad ham få applausen.
Hvad syntes du om denne artikel?
Toppen af siden
Forrige | Indhold | Næste
RUCNYT
Roskilde Universitetscenter
|
