Knudsens bog er en så pragtfuld svada mod det kønsbestemte hykleri, at den bør give anledning til minutlange stående og hujende ovationer. For almindelige, velfungerende hvide, heteroseksuelle mænd er denne bog en oase af frihed og lettelse, fra den byrde af mørke og mistænkelighed, som maskulinitet forbindes med i dagens Danmark.

Fingrene væk

Pas på! For typer, der indimellem kører sur og træt i det lilleputagtige Danmark: Hold pølserne fra denne bog! Her gives luft for dybtliggende aggressioner mod velfærds- og behandlersamfundet Danmark. Tanken om raseriet der ville udlades, hvis bogen blev udskreget fra tagene, er næsten skræmmende. Men det gør den formentlig ikke, den vil nok blive affejet som underlødig og ukonstruktiv. Den indeholder nemlig den forbudne frugt: kritik af kvinder og "deres værdier". Det er en af de discipliner, som er mest ugleset og sjælden idag. Når den tilmed leveres af en succesfuld karierrekvinde, ja så er der lagt i kakkelovnen.

Anne Knudsen leverer den ene velformulerede og humoristiske brosten efter den anden mod det pussenusse-pyntede feminine udstillingsvindue, som socialkulturen har bygget op omkring sig selv. En løgnagtig fortrængningskloak, som sætter sig dybe spor i form af ensomhed, hyppighed af skizofreni, polarisering, arrogance mellem grupper og køn og almindelig ulykkelighed. Og pudsigt nok - mange af de våben som 60'er-generationen affyrede mod sin tids magthavere kunne de selv let blive mål for idag. Det borgerlige, det selvtilstrækkelige og værst af alt: det inkritisable.

Lad det være sagt med det samme. Anne Knudsens metode er pseudovidenskab. Hun giver nogle enkelte eksempler, som foregøgles at være generaliserbare - uden at være det. Hun leverer statistisk materiale, som man ikke får chance for at vurdere sammen med hende. Men det er ikke et svagt punkt i bogen, som vel er en essaysamling. Man skal blot scanne sin egen erfaringspose for møder med det offentlige og omsorgsgivende instansvæsen, for at finde hendes iagtagelser (taget fra hvor de taget vil) realistiske og dagligdags. I sidste ende kan sociale påstande jo ratificeres med statistik i så mange forskellige retninger, at alt kan dokumenteres, hvis man lægger sin trosbekendelse i statistikken. Anne Knudsens ærinde ligger i retning af synspunktet snarere end bevisførelse. Og hendes holdninger er vidunderligt nytænkende - ikke gammel vin.

Henvendt til hunkøn

Bogen henvender sig måske i første omgang til Anne Knudsens medskyldige: 68'ere af hunkøn. Af den grund er de magtpålæggende sigtelser affyret i den retning. Vi andre kan så være med på en lytter. Kvinderne i førnævnte aldersklasse er i rutine med at klare deres sager indbyrdes, og det er bogens svaghed. Vi andre - mænd og den slags - inddrages ikke, og ender med en fornemmelse af, at vi bare skal holde vores kæft og vente på, at disse piger er parate med nyt rollestof til samfundsserien.

Jeg mener, der må være grænser for hvor længe den generation skal blive ved med at tale hen over hovedet på alt og alle, for at få redigeret i deres egen virkelighedsopfattelse. Det handler om konkrete mennesker nu og her, og ikke mindst den byld af betændte vrangforestillinger som påfyldes modstandsløse mennesker; børn, syge og mindretal. Og blandt mindretal hører mændene! Af to grunde. For det første, som Anne Knudsen viser, fordi kvinderne sidder på de fleste omsorgs- og opdragelsesydende samfundsposter, hvorfor mændene simpelthen ikke kan give deres version af sagen. For det andet fordi kvinderne sætter dagsordenen og diskussionsformen, når der skal tales social omgangsform og psykologi. Kvinder "sætter sig ned og taler om tingene" på en personlig måde. Det udmønter sig i, at man konsekvent sammenblander sagen og personen. "Det siger du bare fordi du ikke kan lide mig ..." Og det viser Knudsen, at mænd flygter fra, fordi deres mentalitet er indstillet på en anden måde.

Kvinder er eksperter i sociale relationer på en magtusynlig måde. Og der kommer manden til kort. Han har andre måder at løse den slags på. Vi får sporadiske eksempler på mandefærd (fisketure), men rigtig kvalificeret bliver det ikke. Mandens sociale adfærd skildres primært ved drenges leg - hvad skal vi synes om det? Hvor piger først vælger hvem de vil lege med og derpå, hvad de skal lege, finder drengene først ud af hvad de skal lege og dernæst, hvem der har lyst til at være med. Herpå leger vha. en række regler, som bla. definerer hvor længe og hvordan man er med. "Drengenes form for socialitet bliver i reglen bedømt som individualistisk og destruktiv. Men ret beset udgør både de typiske, vilde drenge-lege og konkurrencerne sociale arrangementer. De er bare opbygget på en anden måde." Og det betegner kvindelige socialpædagoger som ikke-social, hvorfor drengene afkræves "normal menneskeopførsel" når de kommer ind fra gården. Det er et af de punkter, hvor Anne Knudsen rammer hårdt og præcist i sine medsøstres svage dømmekraft.

Anne Knudsens anden væsentlige hjørnesten er de fremmede. I Danmark er det sådan "at kommunikationen foregår bedst mellem folk, der er så ens som muligt. "Ubehag ved tvetydige identiteter er meget udbredt i Danmark". Gruppe- og foreningsbehovet er så stort, at det besværliggør virkeligt møde med nyt og fremmed. Alle skal deltage. "Det væsentlige er ikke, hvad de siger, men at de deltager i samtalen". Danskerne, og her får kvinderne for en gangs skyld tilsyneladende ikke hele skylden, har en hyggekultur, som nærer sig ved enshed, hvorfor fremmede ikke kan integreres før de er integreret. Men den kritik er Knudsen ikke den første til at fremføre.

Det maskuline modspil

En god udfordring for Anne Knudsen kunne være, at følge sine iagttagelser mere til dørs. Hun holder sig snævert indenfor sine kendte græsgange, danske politiske og offentlige tilstande. Men skal der ikke navne på bordet nu? Luther, Brandes og Grundtvig er eksempler på nordeuropæiske kulturpersonligheder, som systematisk har har ført en humanistisk ordensregel ned over os, som offentliggør individet og opkaster ensartetheden eller fællesskabet til dogme. Hvorved samfundsborgere omklamres og gøres til klienter/patienter.

Desuden har Freud og marxisistiske progressive taget brodden af maskulinitet, altså kastreret drengene. Den bløde mand er en ting, men sand mistænkeliggørelse af maskuline kvaliteter er en forbrydelse. Bemærk at steder hvor noget sådant ikke praktiseres er Irland, Spanien, tildels Frankrig og Italien. Mao. katolske områder, hvor de tunge fader- og modergrundtyper finder sine udladninger i Gud, Jesus, Maria, helgener og ikke mindst helgeninder. Disse skikkelser har forbilledlig funktion og deres eksistens omgår behovet for den daglige personifikation i udøvelsen af embedsposter. I sydeuropa falder arketyperne på plads i opdragelsen. Henholdsvis kvinde og mand er noget man bliver i løbet af livet, ikke noget medfødt. I sidste ende er kvinder selv bedst tjent med det ægte maskuline modspil, som de vedvarende bekæmper. Make love not war.

Hvad syntes du om denne artikel?

Toppen af siden

Forrige | Indhold | Næste

RUCNYT

Roskilde Universitetscenter

Denne side senest ajourført 23/03/98; 19:54:58

Skriv til RUCNYT