|
Bognyt:
Postmodernismens løgnere
Axel Bolvig: Reformationens rindalister. Om kunst og arkitektur i 1500-tallets Danmark. 208 sider. Gyldendal.
Af Niels Bramsen, dansk og kunsthistorie
De første lutherske årtier efter reformatio-nen var kunstnerisk set magre år. Der er næsten kun bevaret gravsten. Hvordan kan det være? Det er et interessant spørgsmål man får lyst til at stille bogen. Og det besvarer den.
Lover mere end den holder
Men bagefter får man lyst til at vide, hvilken slags kunst perioden forinden kunne diske op med, og kvalitativt hvad lutheranerne ønskede at få fjernet. Hvad ønskede man at få i stedet? Det kunne blive et frugtbart møde mellem interessante fag som kunsthistorie, teologi, historie og filosofi. Hvordan ytrer de nye paradigmer sig visuelt i kulturen? Men det Bolvig grundlæggende vil besvare er, hvad der magtpolitisk og økonomisk skete i netop denne årrække. (Eller også er han ikke kompetent til at undersøge sagen selvstændigt.) Han hælder til marxistisk teori, hvor kunsten hvis den skal undersøges er sekundær i forhold til politik og økonomi. Kun overfladisk vises katolsk billedindhold versus protestantisk billedangst. Det er opremsning: den voksende naturalisme som verdsliggørelse. Lutheranernes modstand mod det hellige i billederne, og deres egne ordbilleder og skrift på væggen. Der kunne undersøges meget om det katolske kristendomssyn overfor det nordeuropæiske. Men ak.
Hans bog er fyldt med kaskader af citater og henvisninger fra historiske kilder og videnskabelig litteratur i et omfang som forvirrer vildt. Hvem udgav hvad, hvornår og hvordan er irrelevant, når man vil til sagen. Hermed er Bolvigs historiesyn altfortærende - alt hvad der er sket skal granskes nøje. Derfor bliver det lige så vigtigt hvordan kilderne tager sig ud, som hvad de siger.
Bundkarakter
Bolvig nævner at middelalderen og renæssancen sandsynligvis ikke havde bevidsthed om stilarter. Detaljernes fremmedartethed fornemmede de danske mæcener, men ord som romansk, humanisme, renæssance er først opfundet senere. Det er interessant hvis man vil ind i deres forestillingsverden og vurderingsevne. Men vi får ikke mere. Tilsvarende nævner han at bøndernes indflydelse på kirkekunsten betød en meget folkelig og vital billedrigdom. Men han går ikke videre ind på hvordan det udmønter sig kvalitativt i en række tilfælde. Som om det er nok at nævne det.
Det hænger sammen med hans trang til at skøjte henover emnerne i et tempo der umuliggør fordybelse endsige reel ræsonnement. Man må lægge alt væk og blot lappe i sig, uden selv at deltage i det intellektuelle arbejde. Det er kun sjovt hvis man er på bølgelængde med forfatteren. Og her kommer et velkendt problem ind. Bolvigs målgruppe er de veluddannede i generationen fra 40`erne og tilbage. De kulturforbrugere hvis basale næring kommer fra P1, Politiken, DR2s debatprogrammer, Louisianas arbejdsfelt, ARTE, etablerede foredragsholdere etc. Det er en gruppe mennesker med et velfungerende internt kommunikationsniveau, men deres formidling ikke er særlig imødekommende overfor andre. Den snobber og har en indforstået humor og vulgaritet.
Boganmeldelse til politiet
Bolvig skelner pinligt skarpt mellem principiel begrebsdiskussion og kunst-'cases'. Men han skelner ikke i bogens logiske konstruktion. Alting blandes sammen, så man ikke føler sig bragt fra ét stade til et højere og så fremdeles. I forlængelse heraf er kapiteloverskrifterne intetsigende. Layouten ved tekst og billede er forvirrende og grimt.
For få billedeksempler
Hans sprog er inciterende med uforståelige sætninger, hvor pronomer og erstatningsled er uklare. Endelig har han en forkærlighed for staccatosætninger, som enten mangler substantiv eller verbum.
Hvad syntes du om denne artikel?
Toppen af siden
Forrige | Indhold | Næste
RUCNYT
Roskilde Universitetscenter
|
