|
Bognyt:
Sjælrealisering
Anmeldelse af Jes Bertelsen: "Hjertebøn og ikonmystik. Kristen praksis fra korsfæstelse til forklarelse." 119 sider, stort format, ill. 450 kr. Borgen.
Af Niels Bramsen, Dansk
Jes Bertelsen som efterhånden har skabt sig et navn i new age branchen, har skrevet en ny bog om gråzonen mellem kristent bønsliv og buddhistiske sjælelærer. Han har flere målsætninger, som sympatisk nok både sigter mod den enkelte læsers ve og vel og det samlede vesteuropæiske og nordiske åndsliv. Bertelsen har nemlig brugt hele sit liv på at botanisere løsgængeragtigt i hele den kultur som i dag kaldes new age, men som nærmere defineret konstitueres af følgende traditioner: Jungiansk psykologi; østlig inspireret meditations- og sjælefilosofi; reinkarnation og andre asiatiske religionsrudimenter; øst-/vestkirkelig teologi, mystik og bøn; terapi etc. Netop ved ikke at lægge sig fast og være fordomsfuld forsøger Bertelsen at sige noget nyt til spirituelt søgende. Og det lykkes i denne overdådigt udstyret udgivelse. Hjertebøn og ikonvisualisering
Hjertebøn er en traditionel kristen bønsform, som kort sagt går ud på at få hjertet forvandlet til den bedendes mantras indhold. Først sproglig, derpå ordløs bøn. Ikonvisualisering er en årelang meditativ bøn over en udvalgt (ortodoks) ikon - indtil den bedende ser sit motiv overalt hvor hans blik hviler. Begge bønsformer har som mål at transformere den bedende dybere og dybere ned i bevidsthedsplanerne. Af de ialt 7 planer er de tre yderste fysiske, emotionelle og personlige. Det fjerde er overgangen mod den jegopløsende åndelighed. 5., 6. og 7. plan er så svære at nå, at kun ganske få personer oplever det i få sekunder. Endnu færre kan rent bevidst bringe sig selv i 7. plan - heriblandt Kristus og Buddha. Dette bønsarbejde kan tage 5-10 år per plan at nå, og er kun muligt i en basal forsagelse af diverse verdslige ting. Så vidt teknikken.
En dansk guru
Det viser sig, at hensigten med bogen er kristen. Bertelsen mener at man må søge sin spiritualitet i den tradition man er vokset op med. Ellers er det halsløs gerning. Fornuftigt nok. Men når adskillige fundamentalt ikke-kristne elementer tilføjes i et indtrængende uvidenskabeligt sprog, kan han let gøre kristendommen en bjørnetjeneste. For det er umuligt at adskille traditioner, dogmer og lommefilosofi i hans bog - hvorfor man nødvendigvis må kende disse rimeligt for at komme videre. Det er guru-tricket. Er man en grøn spirituelt søgende, havner man uværgeligt i den situation at Bertelsen bliver guru/mester, som jonglerer termerne for vores undrende blikke. Hvor skal man så gå hen bagefter andre steder end netop til guruen selv? Det er desværre en omsluttende mere end dør-åbnende teknik. Øst, vest - hvem er bedst
Men herefter har Bertelsen en række superspændende synspunkter. Han mener at østkirken (altså de ortodokse kristne med udspring i sin tids Byzanz) er en glædesbetonet kristendom med vægt på Jesu forklarelse på bjerget. Vestkirken (dvs. den romersk-katolske samt de reformerte/lutherske kirker) er mest fokuseret på korsfæstelsesmotivet og lidelsestraumaet generelt, hvorfor kristent åndsliv deraf bliver smerteligt og lidende. Det samme med mystik og bøn.
Østkirkens glædesvision stiller den på et højere niveau end vesten. Den har nemlig en prøvet arbejdsform og et træningssystem. Dette skal ses i sammenhæng med, at de seks personer som Jesus konkret trækker med sig ind i 6./7. plan næsten alle drog til østkirken, mens de mere perifere (uindviede) disciple tager mod vest. Vores kirke er altså mere tom for ressourcer. Reinkarnationen betyder at de udviklede personligheder fortsætter med at genfødes i deres respektive kirker, hvorfor situationen med tiden radikaliseres. Det er allerede blevet kritiseret i pressen, at vestkirken så sandelig ikke er så sortsynet som Bertelsen påpeger. Det indvendes at det lidende mørke (i ex. Påskepassionen) er en nødvendig baggrund for glædeslyset i opstandelse/forklarelse. Men netop herved forudsættes altså det dystre for det lyses eksistens. Og så er vestkirken lidelsesfokuseret. Lad dog kristendommen være en jublende glæde, i stedet for den nordeuropæiske tungsindige mental-anger.
Hvor ska' vi hen du?
Bertelsen har noget vigtigt på hjertet - han bekymrer sig om sjælenes frelse. Men det er som om man skal forlade sin overblikshungrende forstand for at blive helt tændt. Det bliver aldrig klart om forfatteren er rykket fra et psykoterapeutisk buddhistisk univers hen imod en kristen tankegang, eller om han netop forsøger at fjerne sig fra det konventionelt kristne. Hvor ska' vi hen, du? Det er jo et faktum at de fleste mennesker har brug for et ideologisk kompas for at kunne give sig hen i en så konsekvent sjælsdedikation som ambitiøst bønsliv er. Og igen er problemet: Er dette Bertelsens eget projekt, eller arbejder han for en dogmatisk tradition som kendes. Den klarhed savnes. For meget forfatter, for lidt objekt.
Der er så mange livsnødvendige stikord for søgende sjæle i denne bog, at den klart må anbefales. Der er røvfuld til enhver form for synder, og skulderklap til alle gode helte. Tager du dit sjæleliv alvorligt og er du bekymret for din frelse, så brug denne bog. Smerten er rensende.
Hvad syntes du om denne artikel?
Toppen af siden
Forrige | Indhold | Næste
RUCNYT
Roskilde Universitetscenter
|
