Journalister er for at sige det pænt et selvstændigt folkefærd. Uden min viden blev titlen på kronikken ændret fra Styr på svineriet ? til Øf, hvor det stinker, hvilket peger mod det sædvanlige byboer brok over lugt, hvor min intention med kronikken var at få gang i en diskussion om, hvad vi vil med det åbne land .

Styr på svineriet ?

Kronik af Jens Peter Hansen bragt i

Politiken d. 27. maj 1997 under titlen “Øf, hvor det stinker”

Jeg går og hakker ukrudt i min have. Det plejer egentlig at være et dejligt stykke ukompliceret arbejde, der giver mig mulighed for at fundere over stort og småt. Men sådan er det ikke dette forår. Jeg går og er bekymret, mens hakken uanfægtet bearbejder ukrudtet, som der er så rigeligt af, eftersom min have og mit hus ligger ude på landet. Som bosiddende på landet burde min bekymring  måske gælde øgede afgifter på benzin , krav om rensning af vort spildevand eller de voksende afgifter på den strøm, som vort hus desværre opvarmes ved. Men disse ting kan jeg gøre noget ved - en benzinøkonomisk bil, eget nedsivningsanlæg og vindmølleproduceret strøm. Derimod er jeg magtesløs, når det drejer sig om også fremover at kunne opholde sig i haven uden konstant via mine næsebor at blive mindet om, at svinekød er Danmarks vigtigste eksportartikel.

På den anden side af skellet er der ingen grund til bekymringer. For 12 år siden, da vi flyttede hertil, var der et lille landbrug med 15 køer og en smule grise. Ved energisk arbejde er produktionen siden blevet forøget, og med en sikker fornemmelse for, hvor pengene er, blev køerne ligesom på ca. 700  andre bedrifter sat ud her pr.1. april.  Nu skal der produceres svin - ca. 2000 stk. - og med svineprisernes himmelflugt vil mange landmænd naturligvis gøre tilsvarende. Til gavn for egen pengepung men også betalingsbalance og beskæftigelse ej at forglemme.

Der produceres pt. godt 22 mill. svin pr år i Danmark. Dette antal forventes at stige i løbet af en kort årrække til ca. 30 mill og kan nå op på 40 mill. ved de nuværende arealkrav vedr. husdyrgødning. Udviklingen er allerede godt i gang - stimuleret af de særdeles gunstige prisforhold bygges der svinestalde som aldrig før.

Denne udvikling kan sker uden reel hensyntagen til eventuelle påførte gener - især lugt - for øvrige beboere i det åbne land. Og disse bliver der stadig flere af i takt med landbrugets strukturudvikling, der betyder et voksende antal nedlagte ejendomme. Jeg skal ikke beklage mig over, at der nogle gange lugter voldsomt af møg eller gylle. Det er en del af det at bo på landet, og hører efterhånden til blandt de sanseindtryk, der bebuder forårets komme. Derimod vil lugten fra svinestalde være af permanent karakter og det er årsagen til min bekymring. Det er helt fint at driftige landmænd vil producere grise - men når denne produktion bliver placeres 15 meter fra mit haveskel og 35 meter fra mit sovekammervindue må jeg erkende, at det snart er slut med at nyde de skiftende årstiders mangfoldige dufte. For slet ikke at tænke på, hvad der sker, hvis vi en lun sommernat  vil sove med vinduet på klem. 

Min situation er ikke enestående, og med den kraftige ekspansion i svineproduktionen får jeg desværre endnu flere lidelsesfæller. Kan det nu have sin rigtighed ? - vi lever trods alt ikke i det vilde vesten, men i et miljøreguleret velfærdssamfund. Og naturligvis foreligger der da også diverse reguleringer på dette område:

• Overordnet er der Lov om Miljøbeskyttelse, hvis formål bl.a. er, at  Loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet og videre hedder det, at  Den, der vil påbegynde virksomhed, der kan give anledning til forurening, skal vælge et sådant sted for udøvelsen, at faren for forurening begrænses mest muligt.
• Disse gode hensigter er udmøntet i Bekendtgørelse 1159 vedr. erhvervsmæssigt husdyrhold m.m.. I  bekendtgørelsen er der stillet krav om mindst  50 meter til nærmeste nabobeboelse og 15 meter til skel. Hvis naboer derimod er sommerhuse eller byzone er afstandskravet ved mindre bedrifter 100 meter og 300 meter ved bedrifter på mere end 120 dyreenheder. Kommunalbestyrelsen kan dog godkende inden for disse afstandskrav, under forudsætning af sådanne vilkår, at risikoen for forurening eller ikke-uvæsentlige gener for omgivelserne begrænses. Og når kommunalbestyrelsen giver disse godkendelser - hvilket ofte sker - er vilkåret til modvirkning af lugtgener at “produktionen ikke må give anledning til væsentlige lugtgener uden for ejendommens areal”.
• Endelig er der Planloven, hvis væsentlige formål er at sikre en spredning af bebyggelser i det åbne land. Den ses sjældent brugt i forbindelse med miljømæssige hensyn til nærtboende.

Så er der Godt Landmandskab år 2000,  som er dansk landbrugs oplæg til en integreret produktion, hvilket er en helhedsorienteret produktionsform, hvor man integrerer, det vil sige sammensmelter hensynene til produktionsøkonomi, landmandens og de ansattes trivsel, ejendommens naboer, det omgivende miljø og husdyrenes velfærd.  I denne hedder det under de overordnede retningslinier fælles for alle produktionsgrene, at man vil Placere og udforme støjende og støvende anlæg så generne begrænses - hvad med lugtende anlæg !. Under afsnittet vedrørende svineproduktion er lugtgener overhovedet ikke nævnt - derimod fremgår det bl.a. , at svineproducenterne vil

• Undersøge mulighederne for at foretage en opdeling af produktionen, således at forskellige aldersgrupper af  svin fordeles på flere ejendomme (multi-site),
• Tage hensyn til andre besætninger, når vi planlægger større produktionsanlæg.

I modsætning til svineproducenterne forholder fjerkræproducenterne sig konkret til lokalisering af produktionsanlæg. I deres bud på godt landmandskab siges det, at der allerede ved planlægningen af bygninger og anlæg i videst mulig omfang tages hensyn til det omgivende miljø og arbejdsmiljø samt brugerinteresser i øvrigt. Ca. 2000 landmænd har medvirket ved udarbejdelsen af Godt Landmandskab !.

Landbrugs- og Fiskeriministeriet har for nyligt udgivet rapporten Landbruget i planlægningen -planlægningens og arealreguleringens betydning for landbruget. Rapporten belyser en lang række forhold af betydning for landbrugets fortsatte udvikling, men undlader stort set at omtale forholdet til øvrige beboere i det åbne land.

Så kort fortalt består reguleringen eller  “beskyttelsen” af en 50 meters grænse, som visse kommuner gladelig dispenserer fra , og svinebrugets egne retningslinier tager ikke stilling til problemet.

Og der er et problem. Der findes faktisk ingen forskningsmæssige undersøgelser af lugtgener på afstande under 50 meter - hverken danske eller internationale - enhver ved jo, at der er lugtgener så tæt ved svinestalde.  Generelt glimrer dansk forskning ved stort set ikke at have interesseret sig  for lugtgener. I 1987 lavede  Statens Jordbrugstekniske Forsøg en undersøgelse omfattende 12 bedrifter for Miljøstyrelsen. Undersøgelsen blev foretaget i okt.- dec. hvor  lugtgener p.g.a. lave temperaturer ikke er så voldsomme som i sommerperioden, men alligevel blev der konstateret lugtgener i op til 250 meters afstand.

Kaj Boye Frandsen, Miljø- og Levnedsmiddelkontrollen Fyn, har udarbejdet en Vejledning i Vurdering af lugt og begrænsning af gener fra stalde.  I denne har han ud fra internationale undersøgelser defineret lugtproduktionen fra de forskellige dyrearter, samt opstillet forskellige genekriterier, der f.eks for boliger i landområder defineres som værende 10 gange større end hvad boligområder i byzone samt sommerhusområder må acceptere. Ud fra dette er der så opstillet nogle kurvelogaritmiske sammenhænge, hvor nødvendige mindsteafstande for overholdelse af genekriterier kan aflæses. Anvendes denne metode på en 250 DE stor slagtesvinebesætning nås frem til, at den burde placeres ca. 130 meter fra nærmeste bolig i landzone. Som reglerne er nu, kan en sådan produktion reelt etableres i en afstand af blot 15 meter fra nærmeste nabo og 50 meter fra dennes beboelse uden nogen former for ansøgning - der skal blot indgives en anmeldelse til kommunen, og såfremt disse  ikke har nogen indsigelser, kan byggeriet startes 14 dage efter anmeldelsen. Naboen har ikke krav på at blive orienteret.

I det tilfælde, hvor kommunen godkender en afstand mindre end 50 meter, kan en sådan godkendelse i det mindste påklages til Miljøstyrelsen. Det skulle vel sikre en faglig kompetent vurdering. Jeg har gjort mine erfaringer. I mit tilfælde blev kommunens godkendelse givet af en medarbejder, der indledningsvis end ikke kendte kravet om de 50 m . I Miljøstyrelsen blev kommunens afgørelse stadfæstet af en langtidsledig i jobtræning. Rutinemæssig blev der tilføjet et standard vilkår om, at “Produktionen må ikke give anledning til væsentlige gener uden for ejendommens areal”. Eftersom Miljøstyrelsen ikke er i stand til at definere “væsentlige gener” indbragte jeg afgørelsen for domstolene for at få belyst, hvorvidt det nævnte vilkår opfylder bekendtgørelsens krav om, at “En godkendelse skal være ledsaget af sådanne vilkår, at risikoen for forurening eller ikke-uvæsentlige gener for omgivelserne begrænses”. P.g.a. Kammeradvokatens talrige udsættelser, var lokaliseringsgodkendelsen udløbet, da retssagen endelig kom for i sept. 96. Derfor blev sagen afvist p.g.a. min - efter Østre Landsret’s opfattelse - manglende retslige interesse. Og inden der var gået en måned, havde kommunen givet en ny tilladelse til selvsamme projekt - inklusiv “bonus” i form af en gyllebeholder placeret netop 51 meter fra vor bolig.

Igen en tur omkring Miljøstyrelsen. I min skrivelse  redegør jeg for en snes danske og internationale undersøgelser, der alle indikerer, at den påtænkte placering vil give betydelige lugtgener, såfremt der ikke træffes særlige foranstaltninger. Men det er som at smide vand på en gås. Miljøstyrelsen har øjensynlig foretaget en politisk stillingtagen gående ud på, at i landzone råder landbruget ubetinget. Eneste reaktion på stakken af undersøgelser er deres standardmæssige svar ang. lugtgener:

Miljøstyrelsen skal bemærke, at landzoneområder som udgangspunkt betragtes som landbrugets erhvervsområde. Naboer i landzone må derfor acceptere gener i højere grad, end tilfældet er i rene boligområder.

Selvfølgelig skal vi bosiddende i landzone acceptere gener i højere grad - og det er der jo netop taget stilling til i lovgivningen ved kun at kræve 50 meter mod 100 el. 300 meter i.f.t. byzone. Også i denne afgørelse anvender Miljøstyrelsen deres standard vilkår - Produktionen ikke må give anledning til væsentlige lugtgener uden for ejendommens areal. Ganske tankevækkende, at myndighederne kan opstille et vilkår,  uden at kunne redegøre for, hvordan et sådan vilkår kontrolleres. Specielt når der om disse godkendelse gælder, at de er endelige givet at de stillede vilkår overholdes.

Inden jeg greb hakkejernet nåede jeg at se i dagens avis,  at Indenrigsministeren er kommet med en redegørelse om Landdistrikternes udviklingsmuligheder. Hun vil gerne sætte yderligere skub i den positive udvikling på landet. Naturen, roen og den friske luft lokker folk på landet. Svinebruget vil gerne producere 30 mill. svin om året, hvilket er godt for samfundet. Multisite produktionen vinder frem - det er godt for grisenes sundhed - men betyder, at der vil blive opført svinestalde på mange små ejendomme. Der er da vist noget, som vi ikke har styr på. Mens jeg hakker videre dukker  en række spørgsmål op:

Hvilken intentioner har samfundet m.h.t. udviklingen i det åbne land. Har landbruget alle rettigheder og må andre bosætte sig der på egen risiko - eller ønsker vi at udnytte og vedligeholde den eksisterende ikke-landbrugstilknyttede boligmasse i det åbne land for derved at holde liv i landdistrikter?.

Hvorfor har landbruget ikke selv taget konkrete skridt mod en bedre regulering - er man ikke klar over, at grise altså også lugter af andet en penge ?

Hvordan forholder landkommunerne sig - vurderer de landbrugets frie udfoldelse for værende så vigtig, at de vil acceptere forringede levevilkår  lavere boligpriser  lavere skatteindtægter fra øvrige beboere i det åbne land ?.

Landbrugsorganisationer varetager landbrugets interesser og diverse organisationer de overordnede natur- og miljømæssige interesser. Hvem varetager egentlig interesser for de enkeltliggende boliger i landområder, når der udformes/ændres love og cirkulærer ?..

Der er pt. ved at blive udarbejdet en vejledning om godkendelse af større husdyrbrug (over 250 DE). Er det for lettere at få godkendt sådanne eller er det for at sikre naboer en bedre beskyttelse - og i så fald hvad med naboen til 100 eller 200 DE ?.

Hvad skal der til, inden Miljøstyrelsen mener, at naboer i landzoner bliver udsat for ikke-væsentlige gener - eller  må vi blot vænne os til at  acceptere gener i højere grad, end tilfældet er i rene boligområder ?.

Hvorfor kan det gå til, at planlægning af  vindmøllers placeringer  kan tiltrække så megen opmærksomhed, mens svineproduktionen stille udbygges med endog meget store enheder ?

Landbrugsrådets præsident, Peter Gæmelke, mener, at  “Vi skal bort fra, at nedslidte og nedlagte landbrug alene er attraktive for bistandsklienter. De skal være attraktive for liberale erhverv og for folk med gode lønindtægter, der ønsker et aktivt fritidsliv for dem selv og deres børn”. Er der politisk vilje til at bakke op omkring dette synspunkt og hvad har landbruget konkret tænkt sig at gøre ?.

Der kan sikkert gives mange svar. Mit eget svar er at citere fra en doktorafhandling om lugtproblemer: Lad os sige det ligeud. Hverken fra myndighedernes eller erhvervets side må nogen mulighed for at begrænse emmissioner forpasses, idet levevilkår med lugtgener er under menneskelig værdighed. Lugtmæssige stimuli har stor betydning for mennesket.

Din mening tæller - skriv til mig her eller i gæstebogen

Se i gæstebogen

This page is hosted by 

Get your own free homepage