Mødet blev holdt med borgmesterens substitut, da borgmesteren selv var til møde i Guatemala by.
Det viser sig, at det kommunale parti er Allianca Nueva Accion[1], og ikke det nationale parti. Der er derfor en del politiske problemer, som får praktiske konsekvenser f.eks. mht. økonomisk støtte. Borgmesterkontoret selv mangler f.eks. borde og stole, men der er i det hele taget store problemer med de økonomiske midler, og de kan derfor kun tage sig af 1/3 af lokalsamfundene i området. Et andet eksempel er, at der sidste år skulle være kommet 3 millioner Quetzales til området, men kun nogle af pengene kom. Resten af pengene gik i stedet til et område, som var pro- regeringen. På grund af deres opposition til regeringen når kun få ressourcer området, og de er derfor meget afhængige af nationale og internationale organisationer. Generelt lægger den ny regering ikke særligt stor vægt på fredsaftalen, og kommunen må derfor vende sig mod bl.a. det internationale samfund – de værdsætter derfor, at vi er dukket op.
Området består af 153 lokalsamfund. Der er ca. 42.000 indbyggere, men det er svært at vide helt præcist. 95 % af dem er Quiché -mayaer, 2,5 % er ladinos, og 2,5 % tillhører andre mayagrupper.
Der er kun elektrisk lys i selve byen og fem andre steder i området.
35 % af husstandene har vand, 40 % latriner og 33 % har umiddelbar adgang til læge, men der arbejdes i øjeblikket på at skabe et socialt netværk, som skal føre til, at 90 % har tilgang til lægehjælp. P.t. er der kun én læge til 40.000 indbyggere.
Arealet er 900 km2 stort og med 153 lokalsamfund tager det 6-8 timer at komme ud til de fjerneste egne, samarbejdet i området er derfor meget vigtigt.
Borgerkrigen ramte hårdt i området, og der var stor lokal støtte til URNG.
Vi spurgte, hvordan lokalbefolkningen reagerede på den moms-stigning, som just var blevet besluttet, og som på tidspunktet for vores besøg vakte en del furore. Vi fik at vide, at der naturligvis havde været stor utilfredshed, fordi folk mente, at momsstigningen ville ramme de fattige hårdest. Man havde dog valgt ikke at demonstrere (som det f.eks. skete i Cobán), da man alligevel ikke regnede med, at der var nogen, som ville lægge mærke til det – ifølge borgmesterkontoret ligger Cabón meget langt væk fra alting.
Kommunens opbygning.
Førhen traf borgmesteren alle beslutningerne, men der er sket en stor decentralisering med bl.a. samarbejde med lokale organiseringer. En del af regionaliseringen er f.eks., at hvor man før tog til møde i selve Cabón, kan der nu også holdes møder i lokalsamfundene, som opfordres til at være med i beslutningsprocessen ang. økonomi, og hvilke projekter der skal implementeres. F.eks. er det kun i de områder, som ligger langs hovedvejen, at der er kommet serviceydelser, men de forsøger at udvide. Dog vil de gerne, at ønskerne kommer nedefra, så projekterne ikke er så afhængige af de skiftende regeringer. Som led i dette, udsendes to gange om måneden et informationsblad.
[1] Allianca Nueva Accion har 9 ud af 112 pladser i parlamentet, og 14 af borgmestrene i området er fra partiet.