Mødested og dato: CALDHs kontor i Gutemala By
Kontaktperson: Frank La Rue – Chief officer
CALDH er en gruppe, som ad lovmæssig vej forfølger sager indenfor menneskerettigheder - nationalt såvel som internationalt. Dette gøres gennem den inter-amerikanske menneskerettighedskommission (IACHR). Derudover samarbejder CALDH med Minugua og UNDP.
La Rue nævnte to sager, som CALDH kører mod to ekspræsidenter. D. 3. maj 2000 indledte de sag mod Lucas García og den 6 juni 2001 mod Rios Montt. Begge er de sigtede for folkedrab (genocide), nemlig forsøg på at udrydde en social gruppe (maya-indianerne). CALDH er langtfra sikre på, at de vil have succes med sagerne, men mener at sagerme under alle omstændigheder er vigtige nationale signaler at sende.
CALDH arbejder indenfor følgende områder: 1) lovgivning, 2) oprindelige folks rettigheder, 3) børn og unges rettigheder, 4) økonomiske- og arbejderes rettigheder, 5) kvinders rettigheder, 6) fordrevnes rettigheder og 7) kommunal udvikling.
Frank La Rue var meget kritisk i forhold til både den tidligere og den nuværende regering.
På grund af det nyligt afholdte valg, hvor FRG blev det nye regeringsparti, og hvor Ríos Montt[1] (stik imod al umiddelbar fornuft) er head/president of Congress, diskuterede vi denne problematik en del. Hvorfor valgte guatemalanerne dette parti frem for andre alternativer med knap så blakket en fortid?
For at forstå dette, er det vigtigt også at se på det tidligere regeringsparti PAN (Partido de Avanzada Nacional), ledet af Arzú. PAN-regeringen underskrev godt nok fredsaftalen, men de glemte samtidig, at de var politikere og gik ind i forretningsverden. F.eks. valgte de at købe det guatemalanske telecom company meget billigt, mens de var regeringsparti. Det førte til en mytedannelse ang. PAN, nemlig at de er korrupte. En anden myte er PAN-partiets håndtering af Geraldi-sagen. Her blev lederen af ærkebiskoppens kontor myrdet, og PAN-regeringens håndtering af sagen (hvor bl.a. en hushjælp og en hund blev anklaget) viste med al tydelighed, at regeringen ikke ønskede sagen opklaret, og sagen bidrog derfor til rygterne om regeringens uigennemsigtige regeringsførelse.
Overfor disse uheldige sager står FRG partiet (Frente Republicano Guatemalteco). Det er et yderst konservativt parti, men samtidig er det et meget populistisk parti, idet det er kendt for at være opstået ud af den fattige befolkning. F.eks. kommer præsidenten Alfonso Portillo ud af meget fattig familie og er derfor en ’ægte’ Guatemalaner.
Samtidig er det kendetegnene for partiet, at det fører en meget hård politisk linie (de går f.eks. ind for dødsstraf) og tilbyder derfor at rydde op efter PAN og genoprette ro og orden i landet (her kan det tilføjes at selvtægt er blevet et stadigt stigende problem i landets landområder, eftersom der ikke længere er et fungerende politi [red.]).
Frank La Rue er dybt bekymret over valgets resultat og understreger vigtigheden af, at guatemalanerne forstår, hvor stor en fejl valgresultatet var og reflekterer over vigtigheden af deres stemme og stemmeafgivelse.
Ifølge Frank La Rue er den nuværende regering ’a government with three faces’; 1) det kønne, 2) det grimme og 3) det virkeligt beskidte:
1) For at understrege deres menneskeretslige intentioner, har regeringen bragt en kvindelig økonom med sig, som samarbejder med ærkebiskoppen, og som er medlem af sandhedskommissionen,
2) Dette ansigt repræsenteres af den tidl. Præsident Ríos Montt, som nu er President of Congress. I kongressen har FRG flertal, og den nyligt besluttede momsstigning er således besluttet af FRG alene.
3) Korruption er også et kæmpe problem i den nuværende regering. Portillo træffer absurde beslutninger som f.eks. moms-stigningen. Denne stigning i sig selv er muligvis nødvendig, men problemet er dels manglende gennemsigtighed men også, at stigningen primært rammer de fattige i landet, eftersom den udelukkende er lagt på fødevarer og ikke på indkomst. Momsstigningen skulle således have været del af en samlet pakke med det formål at forfølge skattely og med et tilsagn fra regeringen om at udrydde al korruption, så den forøgede regeringsindtægt ikke blot ryger i lommerne på korrupte embedsmænd m.m.
Et tilbagevendene problem er, at man ikke har et politisk system som det skandinaviske, men at landet er nødt til at trækkes med den valgte præsident og regeringspartiet i fem år.
Det positive er dog, at krisen er så dyb, at Frank La Rue mener, at der er mulighed for, at den bringer folk sammen og dermed kan være med til at styrke civilsamfundet og skabe bevidste samfundsborgere.
[1] Ríos Montt er f.eks. kendt for at have givet ordre til massakre på og ødelæggelse af 440 landsbyer.