Anders Sørensen Vedel
Anders Sørensen Vedel levnedsbeskrivelse
1542: |
Den 9. november blev han født i Vejle. (deraf
tilnavnet). Hans forældre var købmand og rådmand Søren Sørensen
og Sidsel Andersdatter. (datter af borgmester Anders Bertelsen i
Vejle). |
|
1556: |
Faderen havde håbet Anders ville fortsætte hans
købmandsforretning, men rektoren i Vejle fik ham overtalt til at
sende Anders Til Ribe, da han ikke kunne lære mere i Vejle. Han kom
til at bo hos sin slægtning Jens Grundet, der tidligere havde været
rektor i byen, men som nu var præst ved domkirken. Opholdet i Ribe
fik stor betydning for Anders. Ribe var på den tid et åndeligt
centrum i Danmark. Udover skolegangen, læste Anders, sammen med Jens
Grundet, de latinske historikere. I denne tid vågnede hans historiske
interesse. |
|
1561: |
Blev han student, og rejste til København,
hvor han også kom i forbindelse med indflydelsesrige kredse. |
1562: |
Blev han sendt til Leipzig, som hovmester
for den 15. årige Tycho Brahe. De blev 3 år i Leipzig, hver
beskæftiget med sit. Anders får tilbud om at træde i kurfyrstens
tjeneste, men afslår, han vil hellere hjem. |
1565: |
Rejser han til Wittenberg, for at afslutte
sine studier. Her bliver han i 2 år. |
1567: |
Kom han tilbage til Danmark. Han havde
forgæves søgt stilling som rektor, da Frederik den 2. udnævner ham
til hofpræst. Han kommer nu sammen med de ledende mænd i Danmark.
F.eks. Peder Oxe, Niels Kaas, Walkendorf og Huitfelt. Ved
sammenkomster med dem, nedskrev han hvad de fortalte om deres andel i
de historiske begivenheder. |
1570: |
Johan Friis opfordrer ham til at oversætte
Saxo fra latin til dansk. Anders undslår sig, men bliver senere
overtalt til det af Peder Oxe, som samtidig giver ham økonomiske
muligheder for at kunne arbejde med det, ved at give ham et kannike
embede i Ribe. |
1575: |
I juni blev han færdig med oversættelsen
af Saxos Danmarks Krønike. Den blev tilegnet Frederik den 2. Sidst
på året bliver Anders meget syg, og rygtet går at han er død. |
1578: |
Anders gifter sig med Hans Svanings
15-årige datter, Marine. Til Anders' store sorg, dør hun i
barselssengen samme år. Anders lader en tavle med deres portrætter
opsætte i Ribe domkirke. |
1580: |
Efter pres går Anders med til at ville
skrive en Danmarks historie. Den skulle begynde hvor Saxo ender. Han
bliver udnævnt til Hans Svanings efterfølger som Kgl. historiograf.
Svaning fik besked på at aflevere hvad han havde samlet af stof. |
1581: |
Gifter Anders sig med Mette Hansdatter,
biskop Hans Laugesens datter. Svigerfaderen overlader ham en gård i
Skolegade i Ribe, som han giver navnet Liljebjerget. Han udarbejder en
plan for sit historieværk. Det skulle bestå af 22 bind. |
1586: |
Tager han på en rejse Danmark rundt, for at
lære landet at kende, inden han gik i gang med at skrive dets
historie. Under turen besøgte han Tycho Brahe på Hven. Medens han
var der, kom Frederik den 2. og hans dronning på besøg. Dronningen
var meget interesseret i de gamle folkeviser, og Anders lover at sende
en afskrift af de viser han havde samlet. |
1588: |
Dør Frederik den 2. og Anders holder sin
berømte ligprædiken, hvor han siger at kongen kunne have levet mange
år endnu, hvis han ikke havde drukket så meget. |
1589: |
Anders løfte til dronningen er blevet til
et enestående værk med 100 udvalgte danske viser, trykt på hans
eget bogtrykkeri på Liljebjerget, og tilegnet dronningen. |
1594: |
Mange var ved at være utålmodige med
Anders. De ville snart gerne se den historiebog. Den 23. juni blev der
sendt et kongebrev til adelen i Danmark og Norge, om at sende hvad den
havde af dokumenter til professor Niels Krag, som også havde påtaget
sig at skrive en Danmarks historie. |
1594: |
Vedel anede katastrofen og ilede til
København for at tale sin sag. Han fik et år til at gøre sit værk
færdigt. |
1595: |
Han blev ikke færdig, og han fik nu samme
ordre som Svaning før ham. Han skulle aflevere alt hvad han havde
samlet. han afleverede endog sin egen bogsamling i håb om, at
formilde regeringen. Han prøvede forgæves at få den ledige
bispestilling i Ribe. Hans embede som prælat blev ham frataget. Han
levede nu stille i Ribe, optaget af studier og dristige planer til nye
store værker. |
1616: |
Den 13. februar døde han efter kort tids
sygdom. Hans gravsten i Ribe domkirke er forsvundet, men Ribe
historikeren Terpager har i det 18. århundrede nedskrevet teksten.: |
M. Andreæ Velleii, historieographi
Regii
"Salig M. Anders Sørenssøn Vedel, fordum prædickant på
Kiøbenhaffns slot, siden Kong. Mayst. og disse Rigers historicus, så og
Decanus, Canicke og Senior her udi Riber domkirke, døde den 13. februari
år 1616, udi hans alders 74. år. Hans anden hustru Mette M. Hans
Laugissøns fordom biscop her udi Ribe hans daatter. Med hvilcken hand lefde
i en gudelig egteskaf 35 år. Og imidlertid aflede med hende sex sønner og
tre døtre. Hun hensof udi herren i hendis alders 72. år den 27. dag
december år 1633."
Severinus Velleius fuis & cohæredum
sumtibus fecit.
A. Fabricius skriver: Den mand der
fremtræder som den mest tiltalende repræsentant for Renæssancens ånd
herhjemme, på en gang fædrelandssindet, folkelig og djærv, var ganske
vist ikke selv adelsmand, men hans udvikling kan kun forstås når man
husker på, at han opvoksede i deres kreds. Magister Anders Sørensen
Vedel var født 1542 i Vejle, hvor hans fader var borger og han fik sit
tilnavn af sin fødeby. Han rejste udenlands som hovmester for den unge
Tyge Brahe, studerede i Wittenberg og blev derpå Frederik II's
slotspræst. Her blev han nøje knyttet til de stormænd som efter
hverandre fulgte i spidsen for Danmarks styrelse. Johan Fris fortalte ham
mærkelige personlige oplevelser. Peder Okse ansporede ham ivrigt til at
begynde på et historisk forfatterskab, og efter dennes død fortsatte
Valkendorf og Nils Kaas med at støtte ham og holde ham til ilden. Anders
Vedel begyndte med sin mærkelige Oversættelse af Saxe, der med
rette er blevet kaldet e 'folkelig omskrivning', thi så frit og fyndigt
er sangene gengivne i Modersmålet og bogen har desuden betydning som
sprogmindesmærke. Anders Vedel blev nu kongelig historieskriver, og der
blev givet ham et Kannike-Embede i Ribe til hans underhold. Fra nu af
boede han i denne by på Liljebjerget, hvorfra hans bedste skrifter udgik.
Men stadig var han på rejser rundt omkring i landet for at samle stof til
den fortsættelse af Sakse, som han havde påtaget sig. Det var på en
sådan rejse, at han i 1586 på Uranienborg hos sin gode ven og tidligere
myndling traf sammen med dronning Sofie, der ved bordet bad ham om at
skænke hende en samling folkeviser. Fem år efter udgav Anders Vedel de
bekendte "100 udvalgte danske viser", den første samling
af gamle folkesange fra middelalderen. I de følgende år var Vedel stadig
beskæftiget med at indsamle historisk stof, og han nåede til at udgive
arbejdsplanen for sin Danmarks Historie under titlen "Om den
danske Krønike at beskrive", men da han ikke forstod at
begrænse sig, og da desuden de mange ligprækener, som han holdt, optog
hans tid, kom der aldrig noget af selve historien. Efter de
brudstykker af den, som endnu er til, må man beklage, at et vigtigt
nationalværk er blevet ufuldført. Til sidst tog formynderregeringen,
efter at han havde arbejdet på den i mange år, hans samlinger fra ham,
og gav dem til en anden. Fra dette øjeblik var Vedel naturligvis lammet,
og han døde i Ribe den 13. februar 1616.
|
Kilder:
Hal Koch: Af Fortids Veje (Blomberg: Anders Sørensen Vedel).
Wegener: Historiske efterretninger om Anders Sørensen Vedel (1847)
Terpager: Inscriptiones Ripenses.
A. Fabricius: Illustreret Danmarkshistorie s. 197 ff
|
Toppen af siden
Opdateret 20-07-2003
|
|
|
|