|
|
|
|
21. oktober 1541 blev valget af Tausen til superintendent i Ribe stadfæstet af Christian den 3. Det blev ikke gjort uden videre, idet kongen først indhentede sagkundskabens indstilling. I april 1542 rejste Bugenhagen til Ribe og indviede Hans Tausen til den nye kirkelige leder i dette store stift. Tausen påbegyndte nu den meget store opgave, det var, at få ledt alle stiftets præster ind på den rigtige vej. Det blev gjort gennem hans egne prædikener, ved at ansætte en "læser"/lærer og ved skrivelser ud til præsterne. Disse skrivelser kunne omhandle stort set alt; f.eks. hvor mange faddere der skulle være ved barnedåb, og her slog Tausen fast, at der skulle være tre og ikke fire. Nu var Ribe stift ikke det letteste at håndtere, fordi der var kommet en række i Tørning Len ind under det, som tidligere havde hørt ind under Slesvig. Disse sogne var ikke meget for at anerkende Ribe bispens visitatsret, og situationen blev så vanskelig, at kong Christian måtte gå ind i sagen og fastslå, at Tausen var biskop også over disse sogne. Titlen superintendent havde utroligt svært ved at trænge igennem og forsvandt da også relativt kort tid efter reformationen. Man gik tilbage til at bruge det gode gamle ord biskop. Allerede Hans Tausen anvendte ved flere lejligheder titlen superintendent og biskop i Ribe. Det gjorde han bl.a. i kampen for at få Tørning Len ind under sit stift.
En af de nye superintendenters, eller om man vil biskoppers, opgaver var at bekæmpe overtroen blandt folk. Det var også derfor, at Tausen relativ kort tid efter, at han var blevet indsat i Ribe Stift, sendte et hyrdebrev til alle provster og præster i stiftet om faren ved overtroen. I skriftet pointerer han klart, at præster og provster skal forkynde det rene evangelium og gå hårdt imod overtroen. "Vi skal søge hjælp hos Gud og ikke i trolddomskunstner ved sygdom". Ligeledes skriver han, at spådomskunst osv. er i modstrid med den rette lære. Også Peder Palladius raser i sin visitatsbog mod hekse og onde gerninger. Han skriver lige ud, at der er brænde nok i Sjællands skove til at brænde disse hekse. En af de ting, der gang på gang blev taget op af Tausen, var de gamle "hellige" billeder. I mange kirker havde man - i fuld overensstemmelse med Luthers lære - ladet dem stå, hvis de bare ikke var omfattet af en kult. Det, som Tausen bekymrede sig over ved disse billeder, var den overtro, som visse mennesker omfattede billederne med.
Tausen havde oversat Mosebøgerne, og i fortalen til disse havde han understreget, at det var begyndelsen til en ny bibeloversættelse. I et brev fra Christian den 3. i 1543 fremgår det, at Tausen havde sluttet dette arbejde og lavet en bibeloversættelse, men den blev aldrig trykt, og desværre er hans manuskript heller ikke bevaret. Udgivelsen af en bibel på dansk var også en sag, der optog kong Christian den 3. Kredsen omkring den landflygtige kong Christian den 2. havde jo lavet et stort arbejde med en bibeloversættelse, og det gjorde det ikke mindre presserende for Christian den 3. at få begyndt et oversættelsesarbejde. Det kom i gang, og der kom en bibel ud af det. Denne bibel byggede i meget høj grad på Luthers bibeloversættelse til tysk, men Hans Tausen var ikke med i dette vigtige arbejde.
Selv om Hans Tausen var blevet bisp, bevarede han sit iltre temperament, og ved flere lejligheder kom han i direkte klammeri. Ved en enkelt lejlighed måtte han sværge sig fri for en anklage for overfald. Ved en anden lejlighed var han raget uklar med en lokal adelsmand, der forfulgte Tausen med en kårde op ad kirkegulvet. Det kunne naturligvis ikke undgås, at disse meget graverende sager rygtedes til hoffet i København. Men kongen skred ikke ind og fjernede Tausen. Det var Tausen trods alt en for stor personlighed til.
Indførelsen af salmesangen kom til at betyde meget for den danske reformation. Allerede i sin Viborg-tid havde Hans Tausen arbejdet med dette meget vigtige område. Her var en måde, hvorpå man meget nemt kunne "indpode" den lutheranske tankegang i den brede befolkning. Tausen fortsatte dette arbejde, efter han var blevet bisp i Ribe, og i 1553 udgav han sin berømte salmebog, som formodentlig var en udvidet udgave af hans salmebog fra 1544. 1553-udgaven omfattede ialt 161 salmer, bl.a. den i dag så kendte "Et barn er født i Betlehem", som er en gammel katolsk salme. Ellers var de fleste salmer oversættelser af de tyske reformatores salmer. Salmernes betydning for udbredelsen af evangeliets rene ord kan næppe overdrives. Med salmerne nåede man helt ud til befolkningen. Det var en enkel måde at flytte folks synspunkter på, og det gav resultater, ikke mindst fordi det var nyt, at det var acceptabelt, at alle i befolkningen sang salmer.
I sine sidste år var Tausen stærkt plaget af sygdom. Han led bl.a. af podragra og stensmerter, og det gjorde naturligvis ikke hans temperament blidere. Det gjorde til gengæld hans to ægteskaber og hans børn. I sit første ægteskab fik han fire børn, hvoraf de to overlevede faderen. I sit andet ægteskab - hans hustru Ane Andersdatter overlevede ham - fik han 9 børn, og de tre overlevede ham. Datteren Dorothea blev gift med Hans Laugesen, der blev biskop i Ribe, da Hans Tausen døde i 1561. Kilde: Torben Svendrup: Hans Tausen Den Danske Luther (side 145 ff)
Toppen af siden |