|
|
Frankerne
Clodewich 'den Store' den 1. af Franken født 465, død 511, som
var kommet over Rhinen fra Tyskland og havde indtaget Nord-Gallien, var
først delt i mange små stammer; men år 500 samlede kong Clodewich
(Ludvig, fransk Louis) alle frankerne til ét stort rige. Også Syd
Gallien undertvang han, og til hovedstad i riget tog han Paris.
Han var først hedning, men hans dronning (Bassina f. ca. 460, d?) var
kristen og talte ofte til ham om Kristus, uden at han dog brød sig videre
derom. Så skete det imidlertid engang i et slag, at han som sædvanlig
bad til Odin og Thor, men han syntes ikke det hjalp, for frankerne
begyndte at vige. Da faldt det ham ind at bede til sin hustrus gud, idet
han råbte: "Hvis du giver mig sejr, Kristus, vil jeg tro på
dig!". Han sejrede virkelig og lod sig nu døbe i kirken i Reims
sammen med mange tusinde af sit folk. Den pragt, som kirken ved den
lejlighed udfoldede, med processioner, vokslys og røgelse, gjorde et
mægtigt indtryk på hedningerne. I dagene før fortalte biskoppen ham
meget om Kristus lidelse og død, og det greb han så stærkt at han
udbrød: "Der skulle jeg blot have været med mine franker!". Da
han stod ved døbefonten sagde biskoppen til ham: "Bøj dit hoved
ydmygt franker; tilbed det, du før har brændt, og brænd det du før har
tilbedt."
Merovingerne. Clodewichs efterkommere, der kaldtes merovingerne,
herskede videre efter hans død i 511, men da de fleste af dem var
dårlige konger, blev stormændene i riget så mægtige, at kongerne ikke
længere kunne styre dem, for det var rå og krigerriske høvdinger, som
ejede store godser og holdt skarer af væbnede mænd på deres gårde. Den
fornemste og rigeste af stormændene var rigshovmesteren, der på engang
var ledende minister og øverste hærfører.
Karl Martél og Pipin den lille. En af rigshovmestrene var den
dygtige Karl med tilnavnet Martél dvs. hammeren, der som fortalt sejrede
over araberne i 732. Hans søn Pipin den Lille gjorde sig med pavens
hjælp til konge i Frankrig. Efter gammel skik blev han derefter løftet
på skjold, men en ny skik var det, at en biskop salvede kongens pande,
kinder og bryst med indviet olie, hvorved man troede, at han ligesom fik
en højere værdighed. Den sidste merovingerkonge blev sat i et kloster,
hvor han døde. Nogle år senere hjalp Pipin paven mod langobarderne og
skænkede ham en del af deres land. Det blev begyndelsen til den senere
kirkestat.
Kilde: Ludvig Schmidt: Historie for Mellemskolen 1 v.
Oluf Johnsen (Gyldendal) side 125-126
Toppen af siden
Opdateret 14-07-2003
|
|
