Som sommertiden veksler med løvfaldsefterår                    Således hele livet for mennesket det går, for vi har alle levet i sommersolens glans,                                        Og vi skal alle  drages mod løvfalds hvirveldans. 

Om An’ end ikke smeded, hun brugte nål og tråd,                       Hun passed svin og høveder, og vidste altid råd,                            For hun var snar i vending og flittig som en bi,                                  Som den partout skal være, der fostrer hele ti.

Men korter det på dagen og svinder ungdomskraft,               Det skønneste er mindet om somren vi har haft,                     Og ofte, når vi sidder ved ovnens blanke fyr,                                Det hele næsten former sig som et eventyr

Langt over Djurslands grænser fik Holst’s Hø-le Nap,                         Men han var heller ikke med stålet særlig knap,                                Kun var der det i plader, som særlig hærdet blev,                                  Så Niels til sidst slet ikke om flere plader skrev.

Og som i eventyret således her i dag,                                       Hvor Bønnerup er smykket og klædt til fest med flag,            Fordi at nu vi hædrer Niels Holst og An’ som dem,                     Der her i alle dage med flid har stridt sig frem.

Men alting bør jo prøves – og Niels han sa’e:                                Monstro af ankerkætting smedes de bedste hestesko?                               Ja, spørg ham kun, den Gamle, for han véd god besked                          Om strandingsjernets styrke og pladers smidighed.

En del af os kan huske et vakkert brudepar,                                Som nu et halvt århundred på lykken smedet har.                     Ja, det var såmænd An’ og Niels Holst som svejset blev               Og smedien i Bønnerup troligt drev.

Mens Sognefog’d Per Daugaard han leved, var engang                            På fireskillingerne i Bønnerup lidt trang,                                           For Per og Niels de prøved’ at smede den slags mønt,                   Men Per trak sig tilbage, da sølvet blev for tyndt

Vi ved at i en landsby er smeden altid klog,                                  Og Niels var den, som aldrig i luften slaget slog,                       Han slog kun på sin ambolt mens skorstenspiben røg,                   Og store røde gnister omkring i Smedjen fløj.

Nu synger vi ej mere om gammel tid fordi                                             Med denne bryllupsvise det aldrig blev forbi.                                      Vi vil kun ønske An’ og Niels Holst til lykke med                                  Det mål, som de har nået trods gammeldags fortræd.

Men så kom der et afbræk for Niels han blev soldat,                 Og på Fregatten ’Jylland’ han måtte stå parat                          Og skuldre med kanonen og byde fjenden trods,                 Mens An’ i hjemmet ene med smedjen skulle slås.

Vi minder kun om slægten, som fostrer led for led,                         Og om de raske drenge, som en for en bli’r smed                                    Vi ved at hvor de drenge i verden kommer hen,                                   Får navnet Holst en genklang, som skabes kun af mænd.

Og vi vil til i gamle fordi I tog en tørn,                                                En særlig tak jer bringe fra børn og børnebørn –De første 10 i tallet, de sidste 30 som                                   Med undren lytter efter, når Jer vi taler om.

I som har sammen levet halvtredsindstyve år,                      Af frænder og af venner de bedste lovord får,                                    Og når vi ser så mange forsamlet om jert bord,                                          De gode ønsker rummer langt mer end tomme ord.

De er langt fra hjertet båret og går til hjertet ind                                     For her i dag vi ønsker Jer smil om mund og kind.                                Vi ønsker I må leve på mindets rige kvæld                                        Med lys fra sommersolen i eftersommerens kvæld.

Så hæver vi vort bæger og slutter om Jer kreds                                           I håbet, at vi ofte må samles eller ses,                                              Og til hurra så kraftigt som mægtigt vingebrus                                       Et leve An’ og Niels og et Leve dette Hus!