Da den danske kirkes reformation
var gennemført i 1536 var der sket mange begivenheder forud, som var
med til at fremme udviklingen fra pavevældet til den evangelisk
lutherske kirke, som vi i dag kender og er lykkelige for i Den danske
Folkekirke trods alle dens problemer. Mange mænd har medvirket og
mindst lige Så mange, bl.a. samtlige biskopper, måtte sættes fra
bestillingen. Men en af dem, der ubestridt blev en af de ledende l
arbejdet med at opbygge kirken efter reformationen, var bondesønnen
Hans Tausen, hvis navn digteren B.S. Ingemann har udødeliggjort l
sangen:
På Tave bondes ager ved Birkende by
der gik en lille plovdreng og sang under sky;
han messed som klerken og drev på treven hest:
»Gud give, Hans plovkøring kunne blive præst«
Den dag de stolte bisper i fængsel blev bragt,
Guds ord var på Guds alter af bondehånd lagt,.
da folket var frelst, og udslukt det bitre had,
Hans Tausen i Ribe på bispestolen sad.
Men inden det var
kommet så vidt, beretter historien om et menneskeliv og en periode l
vort lands omtumlede skæbnetid, som nok l dag er et tilbageblik værd.
Hans Tausen er som nævnt født i
Birkende, en fynsk landsby mellem Odense og Nyborg, i 1494
af forældre om hvem vi så godt som intet ved. End ikke drengens
fødselsdag kender vi. Men så meget er sikkert, at han blev discipel i
Domskolen i Odense, og herfra blev han optaget i det fornemme Antvorskov
Kloster ved Slagelse. Herfra kunne han blive johanittermunk, og efter
forlydende havde han en velynder i adelsmanden Knud Rud på Vedbygård,
to mil nord for Antvorskov.
Som andre klostre plejede
Antvorskov at sende unge, velbegavede munke til udlandet for at studere.
I årene 1516-21 fik Hans Tausen lov til på klosterets regning at
studere l Rostok, hvis universitet besøgtes af mange danskere. Han
nåede at blive magister og fik lov til at undervise unge studerende
der. Efter hjemkomsten i 1521 blev han indskrevet ved Københavns
universitet. Allerede to år efter er han igen udenlands. Han var blevet
grebet af Martin Luthers optræden mod afladshandelen og lod sig derfor
indskrive på universitetet i Wittenberg. Der var flere danske
samme sted, og da det rygtedes hjem hvilken lære han påvirkedes af,
blev han kaldt tilbage til klosteret i Antvorskov. Og da han i
klosterkirken der holdt en prædiken om, at mennesker retfærdiggøres
ved tro på Jesus Kristus uden lovens gerninger, blev han indsat i
klosterets fængsel, hvorfra han slap ud muligvis ved Knud Ruds
mellemkomst.
Prioren fandt under disse
omstændigheder rigtigt at sende Hans Tausen til Sct. Hans Kloster i
Viborg, hvor magister Peder Jensen, der var meget lærd, sandsynligvis
kunne få ham bort fra kætteriet. Det kom til at gå anderledes. Hans
Tausen fik lov til at prædike i klosterkirken, og der
kom mange tilhørere fra byen.
Prioren fortrød, at han havde
tilladt Hans Tausen dette, og der blev tale om fængsling af den farlige
prædikant. Da han en dag underrettede menigheden derom tilbød
borgmesteren at modtage ham i sit hus. I den følgende tid gik bølgerne
højt. Hans Tausen fik lov til at prædike på
kirkegården fra tårntrappen, da kirken blev for trang. Men menigheden
skaffede ham derefter adgang til den noget større Gråbrødrekirke ved
ganske simpelt at bryde dørene op.
Biskop Jørgen Friis kunne ikke
roligt se på dette, at Viborg således kom i kætternes vold. Fra sin
gård i Hald sendte han, en dag Hans Tausen prædikede l
Gråbrødrekirke, sine folk ind for at pågribe Hans Tausen, De afbrød
gudstjenesten og forlangte, at han skulle følge med. Men han svarede
fra prædikestolen: »Jeg står her i en højere herres tjeneste. og
når gudstjenesten er forbi, skal jeg følge med til biskoppen«. Da de
alligevel truede med magt, sluttede menigheden kreds om ham, mens
kvinderne gik hjem for at hente våben, så biskoppens folk måtte
forlade kirken med
uforrettet sag.
Kong Frederik I havde sympati for
Hans Tausen, og han udstedte et værnebrev, så han derefter var under
kongelig beskyttelse. Eftersom flokken blev større og større omkring
Hans Tausen, og for at støtte reformationens sag, tillod kongen
nedbrydning af 12 kirker i Viborg. Hans Tausen blev udnævnt til kongens
kapellan og forflyttet til København . Da han i 1529 forlod Viborg var
domkirken den eneste kirke l byen. hvori der endnu læstes katolsk
messe. Da Hans Tausen kom til
København fik han overdraget Sct. Nikolaj kirke, dengang en af
hovedstadens fire sognekirker.
Virkningen af hans prædiken
mærkedes hurtigt. Klostre måtte nedlægges, da borgerne ikke længere
ville skænke dem gaver. En evangelisk gudstjeneste med prædiken på
dansk, salmesang, dåb og nadver, virkede her som i Viborg som en
vækkelse, der drog mange til sig og skabte røre l menighedslivet.
En af den katolske kirkes
forsvarere Povl Helgesen udtrykker sin mening sådan: »Ondskaben
voksede i den grad, at den by, der frem for nogen anden havde holdt fast
ved fromhed og gudelighed, blev den værste hule for ugudelighed og
vederstyggelighed. Den rå og uvidende
befolkning gribes af et utroligt raseri og vanvid, der overgår de
troløse malmøboere og de afsindige viborgensere«.
I 1530 indkaldte kongen til
såkaldt Herredag i København for at få ordnet de kirkelige forhold.
Resultatet blev, at evangeliet
frit måtte forkyndes i alle kirker, men i Vor Frue skulle tillige
holdes den sædvanlige messe på katolsk vis. Da dette blev kendt blandt
borgerne, blev de så ophidsede, at de stormede domkirken og slog alle
billeder, tavler og sidealtre i stykker. Først da Hans Tausen kom til
stede standsede »billedstormen«. I 1533 samledes l København en
Rigsdag for at vælge en ny konge. Ved denne lejlighed lykkedes det med
Povl Helgesen i spidsen at rejse hårde anklager mod Hans Tausen. Da det
rygtedes blandt borgerne, at han skulle fradømmes kjole og krave og
være ude af stiftet inden en måned, blev mængden så forbitrede, at
de samledes på
Gammel Torv og råbte, at Hans Tausen skulle frigives.
Det så truende ud for de katolske
biskopper, og da især for biskop Joachim Rønnow, men Hans Tausen tog
ham under beskyttelse og ledsagede ham gennem folkeskaren til
bispegården. I nogen tid måtte Hans Tausen forlade København, men det
blev kun af kort varighed. Han blev sognepræst ved Sct. Nikolaj kirke
og lektor ved Universitetet. Senere kom der bud fra Roskilde, hvor han l
fire år var præst ved domkirken.
I 1541 blev Hans Tausen biskop l
Ribe, hvor han tilbragte de sidste tyve år af sit liv. Han oversatte
Bibelen til dansk. skrev en prædikesamling og nogle salmer, hvoraf tre
findes i vores salmebog. En dansk Morten Luther skrev Ingemann om ham i
sangen.
Det er nok meget sagt, men uden
tvivl er han den, vi skylder mest for reformationens indførelse l vort
land.
Opdateret 14-07-03
|
