|
|
Når man som lægmand vil søge
oplysninger om et emne er der flere steder man vil søge, et af de
første er sikkert i et leksikon. l Lademann's står følgende om Hans
Tausen:
(1494 - 1561) Dansk teolog. Munk l
Antvorskov; 1523 indskrevet ved universitetet l Wittemberg, hvor han
blev lutheraner. Prædikede fra 1525 lutheranismen l Viborg og 1529
præst ved Nikolaj Kirke l København. Kom 1533 l strid med biskop
Rønnow, der imidlertid måtte opgive en planlagt kætterproces mod ham.
1537 professor ved Københavns Universitet og 1542 - 61 biskop l Ribe.
Oversatte 1535 Mosebøgerne og skrev en kirkepostil (prædikesamling).
Anses for Danmarks betydeligste reformatorskikkelse.
Når man tænker på at der her
skulle være tale om betydeligste reformatorskikkelse l landet, var det
ikke meget som kom for dagen her. Altså måtte der søges andre steder,
herigennem kom jeg bl.a. frem til følgende:
Hans Tausen blev 1494 født
l landsbyen Birkende mellem Nyborg og Odense, som søn af Markor
(Markus, Markvard) og hustru Karen (Catarina Tausen) Opfattelsen af at
faderen skulle have heddet Tave, som det antydes l B.S. Ingemanns digt
"på Tave bondens ager" holder sikkert ikke stik, idet navnet
Tavsen er et slægtsnavn og ikke et familienavn, dannet efter faderens
navn (et såkaldt patronymikon}. Til underbyggelse af dette ligger også
at han selv ikke kaldte sig Tagonis (Tages søn} i sine latinske
tekster, men Tuasanus, samt det at hans efterslægt bar navnet Tausen.
Desuden kaldte rigsråd Knud Bille ham mester Hans Markorsen.
Faderen tilhørte
formentligt de lavadelige slægter som dengang hovedsageligt levede som
bønder og var derudover sikkert også smed. Lavadelen var en
samfundsklasse som var beliggende mellem den højere middelstand og
højadelen (havde sæde i rigsrådet}
I denne forbindelse findes
der et par sagn om faderen, der som nævnt både var bonde og smed, var
tillige en klog mand som blev dræbt af sognemændene, fordi han forstod
at udvinde jern af myremalm (myremalm er en uren form for brunjernsten,
ofte indeholdende indtil20% manganoxid) Dette kan godt have sin
rigtighed idet man l lang tid havde kendt til udvinding af jern heraf
Det andet sagn fortæller at Hans Tausen engang under pløjning blev
slået af faderen og at han derefter løb hjemmefra. Dette er
formentligt ikke sandt, så her er nok nærmere tale om et såkaldt
vandresagn, f eks fortælles det samme om andre bl.a. forfatteren Morten
Brørup.
Hans Tausen må have været
omkring 12 år gammel da han kom til at gå i skole i Odense, dette
skete antageligt på den af Johanniterne i 1447 oprettede latinskole og
herfra videre til Antvorskov Kloster, hvor han blev munk og modtog
videre belæring. Det bør nok nævnes, at Johanniterne var en katolsk
ridderorden og at Hans Tausen selvfølgeligt blev oplært i den katolske
lære. Det at Hans Tausen blev optaget på det rige og fornemme
Antvorskov Kloster støtter formodningen om hans lavadelige herkomst.
Klosterets prior magister Eskil Thomesen, havde øje for hans evner og
sendte ham l november 1516, til videre uddannelse på universitetet i
Rostock, hvilket skete på Antvorskov Kloster's bekostning.
Universitetet i Rostock var
selv for den tid et gammeldags universitet, her var de skolastiske
metoder stadig herskende, (starten på den skolastiske metode blev lagt
i den tidlige middelalder og klart udformet i det 12.årh. Til grund for
skolastikken lå et par teser hvoraf den ene var fra "Anseælm af
Canterbury: "Jeg tror for at jeg kan erkende" og en anden af
Abélard: "Sådan og ikke ") Universitetet var i
samtiden meget søgt af danske studerende og her blev Hans Tausen så l
1517 baccalaur, dette var en akademisk titel for en person som havde
bestået enten studentereksamen eller en lavere universitetseksamen og
senere i 1519 magister dette var en grad ved de filosofiske fakulteter
Han har dog næppe udmærket sig synderligt på disse filosofiske
kurser, l alt fald står han langt nede l rækken af promoverede
baccalaurer og som den sidste blandt de promoverede magistre.
(Promoverede = ophøjet til en akademisk værdighed.} Samme år, 1519,
hvor han blev magister havde han op nået den kanoniske (anerkendte)
alder for at kunne blive ordineret som præst.
Som præst måtte han føre
titlen dominus (herre), og som sådan begyndte han i 1520 at holde
forelæsninger i Aristoteles' filosofi på universitetet l Rostock. Kort
efter i forbindelse med et ophold l Danmark, blev han ordineret af
biskop Lave Urne.
I oktober 1521, blev han
indskrevet (immatrikuleret}, på listen over studerende ved Københavns
Universitet, for at studere teologi, men allerede 12. september 1522,
immatrikuleredes han ved universitetet i Louvain (Löwen) der dengang
havde ry for at være Europas bedste universitet for sprog- studier her
studerede han især hebraisk. Da den da afsatte Kong Christian II
opholdt sig i nærheden af Louvain, blev Hans Tausen af Antvorskovs
prior beordret til at forlægge sine studier til universitetet l Köln.
Det er muligt han har studeret her, dog er der ikke fundet bevis for at
han var immatrikuleret her. Derimod vides det at han den 16. maj 1523
blev immatrikuleret ved universitetet l Wittenberg, hvor han fortsætter
sine studier l græsk og hebraisk, samtidig studerer han "med
utrolig læselyst" Luthers skrifter.
Efter sin hjemkomst til
Antvorskov kloster holdt han skærtorsdag 1525 i klosterkirken en
prædiken med klar tilslutning til Luthers lære om retfærdiggørelse -
ved troen alene. Prior Eskil Thomsen blev herved så betænkelig at han
sender Hans Tausen til Johanniterklosteret l Viborg, prioren her den
lærde og højt ansete magister Peder Jensen, skulle forsøge at bringe
Hans Tausen på bedre tanker. Efter nogen tids forløb fik Hans Tausen
tilladelse til at prædike offentligt l Viborg ved aftensangen (Vesper}
og gennem flere måneder prædikede han under stor tilslutning fra
borgerne. Imidlertid gav hans lutherske opfattelse sig efterhånden så
utvetydige udtryk, at prioren i Viborg måtte skride ind, dette også
fordi flere ordensbrødre l Viborg var blevet påvirket af Hans Tausen
opfattelse.
Da Hans Tausen ikke ville
fravige sin reformatoriske opfattelse, skulle han efter Johanniterens da
gældende regler have været hensat i fængsel i klosteret på livstid,
for som det hedder i Juan de Cardunas brev af 29. juni 1464 til den
daværende prior af Antvorskov, om medlemmer som forbrød sig mod
ordenens love: "på livstid på smertens vand og brød beklage og
sørge over sine synder". At man ikke anvendte den strenge
fængselsstraf skyldtes formentlig, at prioren var klar over, at en
sådan afstraffelse ville vække så stor harme blandt byens borgere, at
det ville true klosterets eksistens. Senere, vist nok i 1526, blev han
udstødt af Johanniterordenen. Hans Tausen har selv senere stærkt
understreget, at han ikke var "en forløben munk", som
katolikkerne havde kaldt ham, "men meget mere forviist og
fordreven"
Den 23.oktober 1526 blev
Hans Tausen udnævnt til Kong Frederik den l's kapellan med tilladelse
til foreløbig at forblive og prædike i Viborg, og det blev samtidigt
pålagt byens borgere at værne ham imod alle gejstlige såvel som
verdslige, der ville overfalde ham med.
Nogle år senere, l 1529 blev Hans
Tausen af kongen kaldt til København, her prædikede han i Nikolaj
kirke, disse prædikener vakte et sådant røre, at København i løbet
af et år blev overvejende luthersk. på herredagen (?) i København i
juli 1533 anklagede samtlige biskopper ham for rigsrådet for kætteri
og injurier og han blev dømt 14. juli 1533. Det originale domsbrev
kendes desværre ikke mere og dommen kendes kun gennem indbyrdes
afvigende afskrifter. Hans Tausen er dog sikkert blevet kendt skyldig i
alle anklagepunkterne, hvilket efter gældende lovgivning betød, at han
havde forbrudt sit liv og gods. Af hensyn til de københavnske borgeres
truende holdning, nøjedes man med "for GUDs skyld og dannemænds
forbøns skyld" at forvise ham fra Sjællands og Skånes stifter.
Da dommen rygtedes, vendte borgernes vrede sig mod den udvalgte Roskilde
biskop, Joachim Rønnow (død 1544} og kun ved Hans Tausens mellemkomst
slap Rønnow helskindet tilbage til Bispegården l København. Den tyske
historiker Reimar Kock (død 1569), som overværede optrinnet
fortæller, at såfremt der var blevet krummet et hår på Hans Tausens
hoved, var Joachim Rønnow ikke kommet levende derfra. Kort efter den
16. august 1533 fik rigshofmester Mogens Gøye (død 1541}, der
tidligere var lutheraner, et forlig i stand og Hans Tausen fik
tilladelse til at vende tilbage til hovedstaden mod at forpligte sig til
at prædike "uden al skældsord".
l de følgende år under
Grevens Fejde (1534 - 36), hvorunder København blev belejret l et helt
år (fra 24. juli 1535 til28. juli 1536), udførte Hans Tausen sin
præstegerning ved Nikolaj kirke og påbegyndte her sin oversættelse af
Det Gamle Testamente, hvoraf de 5 Mosebøger udkom 1535 i Magdeburg. Han
blev medlem af den kommission (generale consilium), der udarbejdede den
latinske kirkeordinans af 2. september 1537 og blev den 9. I samme
måned tillige udnævnt til lektor l hebraisk ved Københavns
universitet, som den første der herhjemme underviste l dette sprog.
l januar 1538 blev han efter
begæring af magistraten l Roskilde beskikket til lektor og prædikant
ved Roskilde Domkirke og her holdt han daglige forelæsninger for
stiftets gejstlighed. Universitetet tildelte ham herfor i juli 1538
baccalaurgraden i den hellige skrift. Den 12. oktober 1541 stadfæstede
kongen hans valg til biskop over Ribe stift og 30. april blev han
ordineret af dr.Johannes Bugenhagen (død 1558), Luthers ven og
skriftefader.
Foruden er række
småskrifter, tildels af polemisk art og den ovenfor nævnte
oversættelse af de 5 Mosebøger, der "vidner om hans udmærkede
Sprogkundskaber" har Hans Tausen udgivet en salmebog, dog er denne
er gået tabt, men en del af salmerne findes optaget i den såkaldte
Malmø salmebog fra 1633. Desuden har han skrevet en postil til alle
søndagenes evangelier og epistler (1539). Danmarks første evangeliske
prædikensamling karakteriseret som "den største og originaleste
af Reformationstidens Litteratur", en håndbog for sognepræster
(1527, udarbejdet sammen med andre københavnske præster) en forbedret
salmebog 1544, den danske kirkes første fælles salmebog, som heller
ikke er bevaret, samt flere andre skrifter, af hvilke nogle kun titlerne
kendes.
Den 9. marts 1533 fik han
privilegium på udgivelse af en bibeloversættelse, men dette arbejde
udkom ikke og håndskrifterne synes at være gået tabt. At denne
oversættelse ikke udkom, skyldes antageligt at regeringen på
daværende tidspunkt forberedte udgivelsen af en bibeloversættelse ved
Christian Pedersen, den såkaldte Christian den III's Bibel, der blev
fuldført i 1543, men først udkom 1550 efter at have været gennemset
af en kommission af teologer.
Hans Tausen døde den 11.
november 1561, 67 år gammel og blev begravet i Ribe Domkirke. Han var
gift to gange. Første gang i 1537 med Dorothea, der var en slægtning
af hans ven og kampfælle Jørgen Sadolin og som døde kort efter
Københavns belejring, anden gang i 1538 med en københavnsk
borgerdatter Anne Andersdatter, denne døde i 1570. Der findes statuer
og andre mindesmærker af Hans Tausen rundt om l landet, bl.a. statuer
ved Marmorkirken i København og i 1891 rejstes ved Antvorskov en
mindesten for ham.
Opdateret 20-07-03
|
