Praktisk lærlingeuddannelse på Lerchenborg Avlsgård 1920


Lerchenborg Avlsgård, under grevskabet Lerchenborg, der ligger særdeles smukt på halvøen Asnæs, ca. 5 km fra Kalundborg, blev 1. april 1917 overtaget i 11-årig forpagtning af direktør H. JUNKER Odense.

Gårdens areal udgør 1000 tdr. land, der hovedsagelig er god, lermuldet jord. Driften er fri intensiv og uden brak; den veksler under hensyn til konjukturene med korn, rør, lucerne, frøafgrøder og græs. Gårdens besætning består af ca. 400 kreaturer, 70 heste og under normale forhold 2-300 svin.

Til gårdens drift er knyttet en planmæssig uddannelse af unge landmænd, som gennem deltagelse i de forefaldende arbejder indøves i praktisk landbrugsgerning. Udenfor den egentlige arbejdstid meddeles landbrugsfaglig undervisning, ved hvilken der navnlig tages sigte på at meddele eleverne forståelse af gårdens driftsledelse og de forskellige i årets løb forefaldne arbejder. I forbindelse dermed vil det blive krævet, at eleverne hver for sig fører arbejdsbog, ligesom der navnlig gennem opgaver i driftsberegning og driftsoverslag samt kvæg- og hestebedømmelse vil blive givet eleverne lejlighed til ved selvarbejde at vinde overblik over de vigtigste landøkonomiske spørgsmål. Desuden vil der i sommerhalvåret lejlighedsvis blive meddelt undervisning om landbrugets kulturplanter og deres dyrkningsvilkår samt plantesygdomme og skadedyr, i så stor udstrækning, som tiden tillader.

Det daglige arbejde og undervisningen ledes af direktør Junker samt en landbrugskandidat, en overforvalter, to underforvaltere og to fodermestre. Lejlighedsvis holdes foredrag af fremmede talere.

Der er for nylig opført en nu forpagterbolig, og der er indrettet en tidssvarende elevbygning med to-mands værelser, centralvarme, elektrisk lys og wc.

Eleverne medbringer selv sengetøj, lagner, pudevår og håndklæder. (Undtagelser heraf kan dog eventuelt ske ved nærmere aftale.) Jagtredskaber må ikke medbringes.

Eleverne har fælles dagligstue, der også benyttes som undervisningslokale, og hvori der findes et landbrugsfagligt håndbibliotek.

Som løn for elevernes arbejde ydes der dem i forhold til deres dygtighed og alder 550-650 kr. årligt, foruden ophold og undervisning. Elever, der ønsker særlig uddannelse i fodring og pleje af kvæg og svin, kan som regel få staldtjeneste i 1-2 md. Elever der antages for stalden, lønnes efter særlige regler. Flinke elever, der ønsker at fortsætte efter 1 års tjeneste, lønnes det andet år efter nærmere aftale. Der indrømmes ikke mod afkortning i løn eller lignende nogen undtagelsesstilling for enkelte elever, udover hvad helbredshensyn kræver.

Eleverne skal ved tiltrædelsen være optaget i en sygekasse.
Til elever, der har opholdt sig på Lerchenborg mindst 1 år, udstedes ved deres bortrejse et vidnesbyrd vedrørende deres forhold under uddannelsen, i hvilken der gives en bedømmelse af deres: 1) Færdighed og omtanke ved udførelsen af praktisk arbejde, 2) Bogføring og skriftlig orden, 3) Flid og interesse, samt 4) Opførsel.

Det er en selvfølge, at eleverne under abnorme tilstande må finde sig i de indskrænkninger, som forholdene gør nødvendige.

Lerchenborg Avlsgård 1920


Tilbage til Index

Ansættelseskontrakt S.P. Jensen & Co.

Regnskab 1924.

Om Alfred Holst-Jensen


Thursday, May 28, 1998


1