Hans Tausens Postil

I 1539 udkom Hans Tausens Postil [i] , det største og mest originale af Reformationstidens litterære arbejder og det eneste fyldige udtryk vi har for den lutherske forkyndelse i gennembruds årene. Den er hovedværket i hans forfatterskab, og her frem for noget andet sted må man da søge oplysning om, hvordan den mands tale var, der både i Viborg og København ildnede sindene og fremkaldte så brat et omslag, at selv hans fjender aflægger vidnesbyrd derom.

Selv om der også i middelalderen var blevet prædiket, førte den evangeliske bevægelse ordets forkyndelse frem på en hidtil ukendt måde, væsensforskellig  fra den tidligere prædiken både hvad målet, indeholdt og formen angik. Idelig var det retten til at prædike og hvad der skulle prædikes om, striden gjaldt i kampårene. I svaret til Jens Andersen fremhæver Hans Tausen, at Kristus og Apostlene så deres vigtigste opgave i den mundtlige forkyndelse. Men i stedet for at følge i deres fodspor havde præsteskabet gjort sig til herrer over skriften og iblandet egne menneskelige påstande. Derfor var det nu et af de mest påtrængende krav, at evangelisk oplyste mænd måtte ved ordet hjælpe den stakkels forblindede almue at finde deres salighedsvej.

Det var ingenlunde nogen let sag – efter reformationens sejr 1536 – at få tilstrækkelig mange præster der var i stand til at hjælpe menigheden på denne måde. Ordførerne fra kampårene kunne jo ikke være alle vegne. Prædikanterne havde haft vanskeligheden for øje i deres endelige Pupplikats 1530, hvor de udtalte ønsket om, at de landsbypræster, der boede i fire miles afstand fra en købstad, måtte få befaling til ´en gang om ugen at søge ind til denne og hos en læsemester gå gennemgået teksterne, de siden skulle prædike over, og desuden om, at nye præster skulle prøves af en sådan læsemester inden de kom ud i gerningen. [ii]

Et værdifuldt hjælpemiddel for præsterne i denne tid kunne en Postil være. Luther havde med dette formål for øje udsendt sin Kirkepostil og i Sverige var Olacus Petri gået frem i samme retning. I Viborg fik  bogtrykkeren Hans Vingaard 1529 privilegium på at lade trykke ’nogne danske postiller’. Det tyder på, at Hans Tausen har haft plan der om at udgive en sådan Postil allerede da. Der kom dog ingen dengang, og i de følgende stormfulde år var der heller ingen ro til udarbejdelsen. Først under Grevefejden blev der mulighed derfor, og ved siden af Mosebogs oversættelsen har dette arbejde sikkert været ham en kær tilflugt under den ydre trængsel og hans egen vanskelige stilling til den politiske strid.

Værket består af tre dele, Vinterdelen, Sommerdelen og Passionshistorien. Tilegnelsen til Kongen i første del er underskrevet ”Kiøbenhaffn M.D: XXXVI”. Efter indhold og form at dømme synes den at stamme fra tiden efter 6. august, da kongen holdt sit indtog i København, og før 30. oktober, da Rigsdagsrecessen gav det lovmæssige grundlag for reformationens gennemførelse. På dette tidspunkt har sikkert de to hovedparter af værket ”Vinterdelen” og ”Sommerdelen” været fuldført. I tredje del Passionshistorien er fortalen dateret ”Roschilde den Søndag Iudica…. M.D. XXXVIII” dvs.  7. april 1538. først i 1539 blev værket dog trykt hos Hans Walther i Magdeburg, fra hvis trykkeri mange skrifter i reformationstiden udgik, også af danske forfattere. Som Mosebogs oversættelsen er Postillen udstyret med talrige træsnit for største delen af kunstnerisk rang. De fleste er genfundet i forskellige tyske postiller.

I fortalen til Chr. III i første del mindes Hans Tausen Frederik I’s ønske om at lade evangeliet få frit løb,  ”mod mange store Herrers velje både inden- og udenlands, med sit eget kongelig navns store foragtelse og fortabelse”, og han opfordrer kongen til at føre igennem det, der nu står tilbage, i bevidstheden om, at ”skiller kongen sig ved ugudelighed, da styrkes hans trone med retfærdighed”. (Ordspr. 25)

Hovedsagen i den nyordning, der forestår er, at Guds ord holdes i ære og forkyndes flittigt for menigheden. ”Da haver jeg af Prædikernes Råd og tilskynd taget mig for at fordanske og med eders kgl. Majestæts vilje og samtykke ladet al prenteri udgå de epistler og evangelier, som trakteres for folket alle søndage og hellige dage på året, med en mådelig udlæggelse”. Det er altså sket efter de andre evangeliske forkynderes overvejelse og opfordring.

Efter henvendelsen til kongen er der en fortale til læserne, hvori der om hensigten med Postillen siges, at den er en dobbelt: at hjælpe de præster, der nok har en god vilje, men står tilbage i oplysning – som han i de 12-13- år, han har prædiket, har erfaring om, at mange gør, og derfor nøjes de med at opfordre deres menigheder til at ”tro som deres forfædre” – og at hjælpe menigheden til en hårdt tiltrængt skrifts forklaring. Det er ikke de boglærde han har for øje, men dem, som ”ikke have såre studeret”.

Gennem oplæsning af Perikoperne, de tekststykker, der var henlagt til den kirkelige gudstjeneste, fik almindelige mennesker især deres kendskab til skriften. Derfor har den oversættelse, Hans Tausen i Postillen gav af evangelie og episteltekster haft stor betydning i en række år. Først i 1550 fik man en oversættelse af hele bibelen og på grundlag af den en ny alterbog i 1556. indtil da var det – foruden ”Håndbogen” fra 1536 eller 37 – især Hans Tausens Perikop oversættelse [iii] der var til hjælp ved gudstjenesterne.

Den blev snart trykt i små håndbøger, man ment kunne føre med. Det er disse små håndbøger, Alterbogen 1556 sigter til, hvor den taler om, at ældre præster har vanskeligt ved at læse op ”udaff de små bøger som nu almindelige selgis for stilens skyld, at den er icke stor nock for gamle mend” [iv]

I Passionshistorien bygger Hans Tausen på den sammenfatning af de fire evangelisters beretning, Bugenhagen havde udsendt 1524, dog på fri og selvstændig måde. Kirkeordinansen bestemte i 1537, at på Langfredag skulle Kristi lidelseshistorie oplæses efter Dr. Hans Pommers fremstilling, og der må derved være tænkt på Hans Tausens gengivelse, der snart skulle udkomme. Også den blev afløst i 1556 af Palladius oversættelse, men endnu 1556 og 1568 kom der dog optryk af den, så man har tydeligt nok sat pris på den.

I Postillen får vi at vide, hvad det efter Hans Tausens opfattelse kommer an på i den kristne forkyndelse. Den skal være for al folket, lige så tilgængelig som solens skin. Og den skal først og sidst dreje sig om Kristus og hans gerning. De, der prædiker, skal ikke tale noget af sig selv, men hvad den Helligånd lægger dem på hjerte om Kristus, at han er vor forløser og frelser. Prædikenens værdi afhænger ikke af forkynderens større eller mindre evner eller af den mere eller mindre fuldkomne form den har, men når Guds ånd er med, da bliver det Guds ord, der lyder, ”og det fører med sig alt det, det lyder om” (II,24). Det betyder dog ikke at præsterne så kan lade være selv at anstrenge sig med nogen forberedelse. Hans Tausen har ikke noget tilovers for dem, der ”ville meget prædike og intet studere” (I,75). Folkelig var hans forkyndelse, men han havde grundige kundskaber og fremhæver værdien af det indtrængende studium. Han advarer mod at ”djærve sig til fast at prædike og intet studere og holde det for en synderlig hellighed at have intet lært og intet heller ville lære” (II,163)

Johannes Døberen er det store forbillede. Tro i kaldet og frygtløs. Det er godt at leve åndeligt med ham i ørkenen og lære ikke at ænse personer, men frimodigt ”sige sin sandhed for alle”. Og selv om det er menighedens sag at underholde præsterne, må det ligge dem selv fjernt at tragte efter nytte og fordel som de falske hyrder, der tænker på at flå hjorden ”at de må få ulden og mælken og end kødet med”.

Grundpræget i Postillen er bibelforklaring, saglig og ukunstlet. Guds ord skal man lade ”blive udi deres enfoldighed, ligesom de selv enfoldelig lyde” og intet klikke deri af vort eget”.

Kunstig allegorisering, der i middelalderen var så almindelig, bruger han ikke, men ud fra den bogstavlige mening af ordene skildrer han sammenhængen på en forunderlig levende måde. Han er selv dybt indlevet i skriften og i stand til at drage andre med ind i den samtidighed, hvori det skrevne kommer os ved. Hans sætninger er ikke afblegede talemåder, men udtryk for levende virkelighed, som han selv har erfaret. Ofte udmaler han den menneskelige situation i anskuelige konkrete træk, som hvor han skildrer den rige mand ”den rige skalk”, ”med hus og bygge, med klæder og prydelse, med kostelige kræsne retter –” og ”den ynkelige, arme mand”, Lasarus, der ”gerne led Guds vældige hånd over sig, med et godt tål”. Den rige fik ”en hæderlig jordefærd”, men hans sjæl blev ”herberget udi helvede”.

Hans Tausen har mange strenge på sit instrument. Han, der i kampårene var manden med de stærke vækkende toner, er også kendt med den enkeltes stille sorg og finder talende udtryk derfor. Enken i Nain, der havde mistet sin eneste søn, var ”et forladt bedrøvet kvindfolk, hvilket er dog et skrøbeligt redskab i sig selv, når hun er end på sit bedste”

Med nænsomhed og omhu fortæller han om Jomfru Maria Julenat som man egentlig ikke ville vente det af en reformations prædikant. Måske er der i skildringen ubevidste eftervirkninger af katolsk mariadyrkelse, men her ført ind på en ny vej, en stærk fremhævelse af, at Gud udvælger det, som er overset i denne verden. Han følger med på rejsen til Betlehem, lader enkelthederne træde frem ved fantasiens hjælp og udbryder: ”Ja, der de havde nu endt rejsen og var kommet til herberg i Betlehem, se, hvor såre agter man dem: gode kammere stode alt lukte, indtil de kom, der syntes at have pungen fuld. Men Josefs klæder udviste vel, hvor han skulle blive med sin hustru. Stalden var dem god nok, der måtte de ligge udi stank og skidne strå, udi kulden med de uskellige kreaturer, der hine store Hans’er, de største Guds fjender, sidder øverst til bords udi ypperlig mag, æde, drikke og svire og have alt det, deres syndige legeme begærer. ---. Der ligger hun alene, gode mø, som troligt er i mørke, midt om nattetider, haver hverken ild eller lys, den medynk, man haver naturligen og plejer almindelig at bevise sådanne, i hvor fattige eller fremmede de kunne være, fornam Maria intet af. Den gode hustru i huset haver så meget at tage vare med sine rige drukne gæster, at hun ikke kan få stunder til at tænke eller tage vare på hende ---”. Måske har der bag en skildring som denne der bevæger sig ret frit ud over det, der står skrevet, ligget en bestemt hensigt om at modvirke de katolske, frodige og vildtvoksende legender [v]

Medens trykte prædikener ellers ofte forældes tidligt, fordi hver tid spørger på en ny måde, er der – bortset fra ordenes stavemåde – meget lidt tidsbundet i Hans Tausens Postil, vort tands første evangeliske prædikesamling. Indholdet har bud til enhver tid, selv om det har talt med særlig vægt til samtiden, fordi baggrunden var, at Guds ord var dyrt i landet.

I alle Hans Tausens prædikener samler tankerne sig om Guds uforskyldte nåde i Kristus, som han taler om ud fra personlig tilegnelse af evangeliet. Kristus var den der kunne ”betale den gæld og klare den sag, som Gud og menneskelige køn var imellem”. Hans opstandelse var seglet derpå. Fra den udgår der ”en vis og fast tryghed udi troen på alle vore synders forladelse og en god samvittighed for Gud”. Den opstandne Kristus er ”en herre over synd, død og djævel med alt det hans kristne skade kunne til saligheds forhindring”.

Den lutherske forståelse at det evige liv skænkes af Guds nåde, uden hensyn til gerninger og at troen er den eneste vej til at tage imod et, er alle vegne bærende og får hans Tausen til at udbryde: ”Åh, hvilken en høj, underlig og kraftig Guds gave er den tro! Hvor står den aldrig til at trænge, som tør sætte love og lid til Gud i sit ord”

Men af sig selv kommer troen ikke.  I ”Et kort Ansvar” til Jens Andersen fremhævedes, at Gud sendte sit ord med Moses og profeterne og siden med sin søn. ”Og ej kunne det have hjulpet, dersom han ikke havde sendt sin ånd herned i vore hjerter, som skulle oplyse og forklare det naturligt mørke og mulm”. Og her i Postillen siges det, at ånden er en ’hjerteprædiker’, der lærer ”ret åndelig at forstå Guds hellige ord, at det ej skal blive nogen død bogstav i dem, men en guddommelig levende kraft, af hvilken de skulle blive skikkede til alle hånde dyd og god gerning”. Kristus er, som han selv siger, døren. Og den Helligånd er ”dørvogter, som gerne indlader til Kristum med oplysning og ret forstand alle de til døren søge og alvorlig påklappe”.

Ud fra en misvisende tydning af dommen i 1533 har man villet tillægge Hans Tausen en fattig sakrament opfattelse. Hele kampstillingen måtte medføre, at den mundtlige prædiken kom i forgrunden i en hidtil ukendtgrad. Over for romerkirkens forfalskning af sakramenterne,  måtte der ledes ind på den rette vej gennem ordets forkyndelse. Som overskrift over hele Postillen kunne denne sætning stå [vi] ”Ordet udretter nu alle ting i os” (II,72)

Deri lå dog ikke nogen miskendelse af dåb og nadver. Dåben er ”ikke blot vands element foruden noget andet, men et bad, det Gud haver forfattet i sit ord til at afto sine udvalgte af synder ved den Helligånd til en ny fødsel”. ”Da skulle vi og alle vore dage lade dåben således øve sig udi os, at synden må jo mere og mer afvokse, retfærdighed og uskyldighed tilvokse at kunne vi ikke være synden plat foruden, vi jo ikke tjene synden og lade os jo ikke regeres og føres af synden, men af Guds ånd i al fromhed og retfærdighed.

Og hans Tausens nadveropfattelse ligger klar for dagen i Postillens prædiken til Skærtorsdag formiddag. Den er hverken zwingliansk eller katolsk men ligger på samme linie som Luthers i årene forud for de store nadver stridigheder. Hans Tausen vil ”foruden al kiv og trætte blive ved sandhed i denne sag”. ”og ligesom han giver alle dem den Hellighån, som hører evangelium og fatter det udi hjernet med troen, så giver han og alle dem sit legeme at æde og dit blod at drikke åndelig ved troen i det indvortes menneske, som efter Kristi ord, skik og befaling legemlig æde dette legemlige brød og dikke ud af denne legemlige kalk. Så at vi med den legemlige æden og drikken æde og drikke åndelig i sandhed Jesus Kristi sande legeme og blod, vilket rettelig slukker i sandhed vor sjælehunger og føder et rigt liv udi os med han, som han selv sagde Johs. 6” (III,32-33)

Gennemgående er det en rolig tone der går igennem Postillen. I sin mundtlige forkyndelse har Tausen så vidt man kan skønne ud fra samtidens vidnesbyrd, været stærkt bevæget og brugt ildnende ord. Og enkelte steder i Postillen er der genklang deraf, som hvor han taler om i onde tider at have ”stor mandelig styrke til at kunne foragte den store hob og tvært imod alle menneskelige sind og råd blive fast varagtig ved Gud og hans ord”.

Den erfaring han taler ud fra i sit eget livs tildragelser, giver ordene fylde når han maner til at stole på Gud under alle forhold ”blive hart ved og følge Gud did, som han elsker os, frygte hverken for hunger eller tørst, hverken usselhed eller armod, hverken forfølgelse eller vrede”

Polemiske udfald mod den katolske gejstlighed er ikke lukket ude, men får dog en langt mere tilbage trædende plads end i de stridsskrifter han udsendte i kampårene. Han sammenligner ofte gejstligheden med de jødiske farisæer, og hvor kan skildrer disse, mærkes det, han tænker på katolske bisper og præster. På de træsnit der illustrerer teksten, har farisæerne undertiden bispehuer på. Og i lidelseshistorien kalder han stadig ypperstepræsterne ’bisperne’

Men i det store og hele har Postillen andet formål end det polemiske. Kirkeordinansen, som Hans Tausen selv var med til at udforme, bestemte jo også, at prædikanten måtte ikke ”hadskelig lade ilde på papisterne med mindre end han dertil trænges af påmindelse og eksempel” [vii]

Det var ikke blot katolikkernes vranglære der gav anledning til ”påmindelse og eksempel”, men også sværmerne og gendøberne, der vakte uro mange steder i reformationens kølvand. Overfor deres lære, det ”forsmå ordet og ej ville lede efter Guds nåde udi hans ord og sakramenter, udi sådanne begribelige ting, men ville hente Ånden udi søvne og drømme af sine egne tanker, og råbe intet andet end, ånd, ånd, ånd….””den Guds befaling vi have alle fået at høre Christum. Ja, at høre, høre siger han.”

Glemsomheden hos dem, der jager efter nyt, bliver kraftigt lastet. Folk søgte i begyndelsen i hobetal ud til Johannes Døberen, mange af nysgerrighed, for ”folk er altid nybratten”. St. Hansdag opfordrer han til, ”at vi ej lade så lettelig falde det, vi en sinde have fattet, men heller tænke til forbedring og fremvækst som gode tro Guds børn”.

Bibelforklaring og opbyggelse ud derfra er hovedformålet i Postillen. Ofte dvæles der ved trængsler og modgang, som ikke er en fare for Guds kirke, men et pant på hans trofasthed: ” ”der udi ser man Guds gode vilje imod os, at han ej vil lade os her have vort forgængelige himmerige med denne forgængelige verden, men her korsfæste os med sin søn på det han siden må krone os med ham, hvilket er det første behageligheds tegn i alle Guds børn.”

Evangeliet er for afmægtige og fattige mennesker: ”Så kan og nu ingen vide eller forstå hvortil Christus duer, og hvor storlig man haver hannom behov, førend man føler og fornemmer sin egen skrøbelighed. Thi evangelium prædikes ikke nogen til nytte og gavn uden alene hine arme forknuste og knugede, som kende sig syndige og vide sig ingen råd”.

Sproget i Postillens prædikener har folkelig fynd og kraft, og  det fremgår af gravskriften i Ribe, at samtiden har skønnet på det. Der er over fremstillingen en fart og flugt, som lader ane, hvor stærk og indtrængende Hans Tausens mundtlige forkyndelse har været. Uden at blive plat bruger han mange djærve udtryk, som har kunnet fæstne indholdet hos tilhørerne. Om Johannes Døberen siges f.eks. at han var ikke ”nogen lækker eller kræsen persillesinke, der taler folk efter munden, smigrer og siger, hvad man vil have sagt, sådanne finder man nok udi herregårde. men det kender ikke på hans klæder, at han skulle være af de”

Hans Tausen var velkendt med jævne folks livskår og hele indstilling. Både med alvor og lune søger han tilknytning i deres forudsætninger efter den rettesnor han har udtalt i forordet, at han med dette arbejde ”haver ikke set højt op og ej tænkt til hermed at fornøje de vise ånder, men alleneste at ramme enfoldig folks tarv”.

Indholdet af Hans Tausens Postil var tekstprædikener, både efter væsen og form, med vægten lagt på bibelforklaring. Også Luthers prædikener var tekstprædikener, men her var tekstens anvendelse det afgørende. Hos Hans Tausen trådte bibelforklaringen i forgrunden. At der i grundopfattelsen måtte være slægtskab mellem Luthers og Tausens prædikener er indlysende. Guds ord havde ført dem begge ind i samtidigheden med Kristus. Men i enkeltheder er der så store forskelle, at det er udelukket, der kan være nogen afhængighed. Hans Tausens Postil er et fuldt ud selvstændigt arbejde.

Er indholdet af Postillen prædikener, der virkelig er blevet holdt eller blot udkast?

Hvad de ganske korte epistel betragtninger angår, er det tydeligt, at de kun har været tænkt som hovedpunkter til hjælp for købstadpræsterne, der ved ugedags gudstjenester skulle prædike over epistel teksterne.

Men de længere evangelie prædikener? Har vi her en nøje afspejling af Tausens egen forkyndelse?

Selv om de er betydeligt længere end epistel forklaringerne, er de dog korte som prædikener betragtet [viii] , navnlig i en tid, da det var skik at prædike så længe, at ordinansen måtte indføre forbud mod at tale længere end en time [ix] . At der ingen bønner er anført til indledning og afslutning, har man også ment var tegn på, at det ikke var egentlige prædikener der her forelå.

Der er ikke mange direkte henblik på tidsforholdene, og det ville være underligt, har man hævdet, om Tausens prædikener i tiden forud for 1536 ikke stærkt tog sigte på opgøret. Ud fra disse betragtninger skulle Postillen ikke være virkelige prædikener , men udelukkende ’en mådelig udlæggelse’, som det siges i forordet til kongen, en bibelforklaring til hjælp for præsterne.

Det afklarede og roligt der er over Postillen i sammenligning med stridsskrifterne fra de år da vi ved Hans Tausens forkyndelse øvede sin vældige magt over borgerne i Viborg og København, behøver dog ikke at udelukke, at der alligevel er genklang af hans egne prædikerne deri. Strids spørgsmålene måtte fylde de særlige kampskrifter, og her kan det ikke forundre at Tausen blev voldsom. Det lå i tidens sædvane, og den var ikke afdæmpet hos modparten. I prædikener, var det rimeligt at gå frem på en helt anden måde. For en menighed som den, der samledes om hans Tausens forkyndelse i St. Hans Kirke i Viborg i en længere forholdsvis rolig tid, var den levende bibel forklaring en hidtil ukendt åndelig næring. Det er de store flammende opgør, der er fortalt mest om i historien, men de mange stille dage, der har ligget imellem, har været vækstens tid, og det er højst sandsynligt, at Postillen giver os netop prædikener og levende pust, der ånder  ud fra mange steder i den tyder på, at store dele af den i hvert fald er brudstykker af prædikerne Hans Tausen har holdt.

Kirkeordinansen bestemte, at det foreløbig, som en nødhjælp skulle være sognepræster på landet tilladt  ”af danske Postiller at læse ord fra ord for sine folk”, dog skulle de se at komme så vidt at de kunne holde deres egne prædikener, ”at de ej tage nogen årsag til lisenhed” (magelighed) af denne tilladelse. Hans Tausens Postil har sikkert været en tilflugt mange landsbypræster, der selv stod på svage fødder i gerningen har brugt at læse op af.

Der kendes kun én udgave, og af den er der nu kun bevaret 7 eksemplarer af første del, 5 af anden og 9 af 3. del. Det ser ud til, at den er blevet slidt op. I biskop Oluf Chrysostomus’ fortegnelse over præsternes bøger i Vendelbo stift (o. 1552) findes den opført 14-15 gange, enten i sin helhed eller en del af den. det tyder på, at den har haft en temmelig vid udbredelse, selv om det af samme fortegnelse fremgår, at en anden Postil forekom hyppigst, nemlig af Antonius Corvinus (død i Hannover 1553). Den var i samme år, som Hans Tausen udkom, blevet oversat på dansk. Prædikenerne i denne postil er mere runde og afsluttede i formen og derved mere egnede til uden videre at læses op. Det er måske grunden til, at de er blevet mest udbredt hos præsterne. Men hvad indholdets styrke angår og ordenes oprindelighed, kan de ikke måle sig med Tausens. Selv en katolsk forsker [x] , der ellers ikke er Tausens ven, har anerkendt hans enfoldigt skønne og levende udlægning af bibelens ord.