I fortalen til den salmebog, Hans Thomissøn udgav i 1569, siger han om
Hans Tausen: "Og så lod han den danske salmebog udprentes forbedret
i det år 1544". Hans Thomissøn havde været rektor i Ribe 1557-61
og var fra den tid godt kendt med Hans Tausen, så hans efterretning skal
nok være pålidelig. Og de oplysninger, han giver om Reformationstidens
salmebøger er så meget mere værdifulde, som det er den eneste beretning
fra samtid og nærmeste eftertid vi har, og udgiverens navn findes ikke i
den salmebog, der kaldes Hans Tausens. Forfatter ærgerrighed var ikke
fremme dengang.
Salmesangen havde fulgt reformationen som dens frydefulde kendetegn.
I Malmø var der fra 1528 udgået salmebøger ved Claus Mortensen og hans
hjælpere. Gennem flyveblade udbredtes stadig nye ’viser’ og med få
års mellemrum kom der nye salmebogsudgaver. I Viborg havde Hans Tausen
– som tidligere omtalt – udgivet en ”Aftensang med Psalmer,
Antifoner og Magnificat”, som der knytter sig en særlig interesse til,
fordi den viser, han her som alle vegne gik frem af sin egen selvstændige
vej. Mens man i Malmø hovedsagelig optog salmer i oversættelse fra den
lutherske salmesang i Tyskland, gav Hans Tausen denne aftenssangs ordning
sit eget, originalt danske tilskud til salmesangen. Han var ikke bange for
at knytte forbindelse med gammel katolsk liturgi, som tidligt må have
lukket sin skønhed op for ham, måske i den tid, han som dreng eller
ganske ung gik i Korsbrødrenes Skole i Odense. Her havde han lyttet til
toner, der kom til ham fra de forrige slægter og lod ham mærke
fællesskabet i kirken trods alle forskelle.
Salmesangen fulgte i Hans Tausens spor, da han kom til København.
Omkring 1531 blev hans aftensangsliturgi optaget i de nye oplag af Malmø
salmebogen, og den findes som tillæg til den sprog rettede udgave, Chr.
Pedersen lod trykke i Malmø 1533. i de følgende år blev der ved at
komme nye oplag, men sandsynligvis kun bogtrykker foretagender med små
tilføjelser. Bogtrykker pressen har haft travlt for at kunne forsyne folk
med trykte salmer.
Af Hans Thomissøns udtryk om Hans Tausen, at han lod ”den danske
salmebog” udprentes forbedret i 1544, fremgår, at der har været en
enkelt salmebog, der har hævdet sig som den almindeligt brugte
”danske salmebog” i årene 1533-44. og denne har Hans Tausen i
sine første Ribe år arbejdet med at forbedre og udvide. Han har ikke
fået det overdraget som noget officielt hverv, men han har følt det som
et af de aller vigtigste områder for sin gerning i den danske menighed.
Bogtrykkeren Hans Vingaard, som han kendte fra Viborg, var flyttet til
København og havde købt Chr. Pedersens Trykkeri. Da der nu var brug for
en ny udgave af salmebogen har Hans Vingaard rimeligt nok henvendt sig til
Hans Tausen, om hvem han vidste, at salmesangen altid havde ligget ham
varmt på hjerte.
Udgaven fra 1544 er ikke mere bevaret, men fra 1553 er der et
fuldstændigt eksemplar i behold som oppebievares i Karen Brahes Bibliotek
i Odense. Det er den ældste bevarede – måske noget udvidede – udgave
af den salmebog som Hans Tausen ’lod udprente forbedret’ i 1544
(Kilde: P. Severinsen: Dansk salmedigtning i Reformationstiden.
Kirkehistoriskesamlinger5 R II, 279-91. h Natzhorn: Den dansk-lutherske
Menigheds Salmesang I, 297-363)
I indholdet viser den nær forbindelse med den bog
Chr. Pedersen lod trykke 1533, men stoffet er bedre ordnet, og Hans
Tausens eget tilskud spores i udvidelserne. Den samme ejendommelighed som
i aftensangs liturgien, der også er optrykt her i omhyggeligt
gennemarbejdet skikkelse, går igennem salmebogens nyoptagelser. Navnlig i
påskeafsnittet og i messe ordningen viser det sig, at Hans Tausen
stærkere end de andre talsmænd for reformationen lægger vægt på en
rig liturgi i gammel stil. Og i god overensstemmelse med denne
tilbøjelighed viger han ikke tilbage for at udvide salmestoffet ved at
optage danske salmer fra katolsk tid, når de har været i levende brug
herhjemme i vor middelalder.
De tidligere salmebogsudgivere havde ikke haft mod til at gå ret
meget udenfor lån fra den nye lutherske salmesang i Tyskland. Uden
omarbejdelse var der vel heller ikke meget, der kunne bruges. Man havde
optaget påskeverset ”Krist stod op af Døde” der før reformationen
blev sunget på modersmålet både i Danmark og Tyskland. På tysk kom det
frem i det 12. århundrede og blev meget elsket så det kom til at lyde
både i messesangen som en ”leise” og i friere brug udenfor
gudstjenesten, ved valfarter og helgen processioner, ved fester og som
sejrssang i krig. Luther satte stor pris på det gamle vers. I sin
Huspostil siger han derom: ”Alle sange bliver man med tiden træt af,
men ”Krist stod op af Døde” må man blive ved at synge år efter år”.
Også hos os havde det været i brug på modersmålet i den katolske
middelalder. Og fra reformationstiden blev det brugt som menigheds salme
ved gudstjenesten. Nu optog Hans Tausen i sin salmebog også den gamle
julesang, ”Den signede Dag er os beteed, thi må vi frilige kvæde”,
er en gammel dansk oversættelse af ”Dies est lætitiæ”. Andre danske
salmer der stammer fra latinske hymner, har vi i reglen fået gennem tyske
oversættelser som mellemled, men denne er en direkte dansk gengivelse af
den latinske salme. Hos Hans Thomissøn får vi at vide, at den var i brug
i vor danske middelalder, men ”sådanne danske sang brugtes ikke meget i
kirkerne. (Thi alle vraaer vare i Pavedømmet fulde af latine sang,
hvilket den menige almue ikke forstaa kunde). Dog bleve de sunget for
døre og udi huse”. Det er denne salme, der ligger til grund for
Grundtvigs frie bearbejdelse: ”Glæden hun er født i Dag”.
Peder Laurentsen klagede i 1533 over, at de danske viser,
katolikkerne ville synge, var ukristelige, og at de holdt fast ved dem,
bare fordi de var gamle, mens de rette åndelige lovsange ud fra den
hellige skrift, der nu var kommet frem, ikke måtte synges, fordi de
syntes at være nye (Kilde: Skrifter fra Reformationstider ved Rørdam, 5.
S 40). Han klagede særlig over ”Sancta Maria, Moder Christ”, ”Det
Træ-Kors, Vor Herre selv har” og ”Alle christne Sjæle” --- Vers
der vistnok blev brugt ved processioner. Hans Tausen var imidlertid ikke
bange for at optage disse vers i evangiliseret form. I hans salmebog
findes salmen ”Det hellige
Kors, Vor Herre selv har”, hvori de tre første vers synes at
være de nævnte fra katolsk tid. På fremmed sprog kendes der ikke nogen
salme, der har kunnet ligge til grund for denne danske. Og i Hans
Thomissøns salmebog får vi den oplysning, at det er ”Almuens gamle
sang, forbedret af Morten Hegelund”, og at den hører til ”de gamle
papistiske sange, som er corrigeret og rettede”. Morten Hegelund var en
af dem, der virkede for luthersk reformation i Nørrejylland, særlig i
Ålborg, hvor han til brug ved den lutherske menigheds gudstjeneste ’forbedrede’
denne salme. Igennem Grundtvigs bearbejdelse er den nået frem til brug
også i vore dage.
side 178:
Hans Tausen har bevidst påskønnet arven fra fortiden. Det hedder således
i hans salmebog: ”Disse gamle sange have vi her og sat, at hver må se,
at der haver været fromme kristne midt udi den blindhed og vildfarelse,
som vi vare udi, og have dog været opholdne ved Guds nåde udi Kristi
sande bekendelse”. Og det er vel værd at lægge mærke til, at han, der
stod som bannerføreren for alle lutheranere i Danmark, han var tillige
den mest konservative blandt sine kampfæller, når det gjaldt at bevare
eller overskære forbindelsen med fortidens værdier.
I denne retning gik Hans Thomissøn videre. Under Hans Tausens
vejledning i Ribe fik han sine tilskyndelser til arbejdet med salmerne og
knyttede forbindelsen både med Reformationstidens største salmebøger og
med det, der lå bagved, de spirer fra gammel tid, der ventede på at
blive omplantet i ny, frugtbar muld.
Hans Tausens salmebog har i udgaven fra 1553 to tillæg og omfatter
i alt 161 salmer. I andet tillæg findes bl.a. ”Et barn er født i
Betlehem”, gengivelse af en latinsk salme fra det 14. århundrede. Hans
Tausens fordanskning af Luthers ”Vom Himmelhoch da komm’ ich her” og
af mindesangen om de to unge evangeliske martyrer i Brussel, ”Ein neues
Lied” møder vi også her.
Den sidste salme i Hans Tausens salmebog er den, der findes som nr.
81 i ”Salmebog for Kirke og Hjem”, ”Forgæves er vor Kraft og Kunst,
hvis Gud dem ej betrygger”. Den er skrevet ud fra salme 127 i det gamle
Testamente og stammer fra Luthers ven, Lazarus Spengler, som digtede den
1527-28. Hans Tausen oversatte den og optog den i sin salmebog, og nu
findes den i C.J. Brandts bearbejdelse i vor tids salmebøger. Et stærkere
syn for Guds almagt var brudt frem med den evangeliske trosforvisning. Der
tales indtrængende både om afhængigheden af Gud i alle forhold, i den
enkeltes kald og stand som i folk og rige og om trygheden derved:
”Kun Himlens Konge gør det så,
at Rigerne få Lykke,
det er alt for tit vi sande må,
når uden ham de bygge;
sligt Regiment blev ilde endt,
hvor mægtigt så det lader,
men Held det Folk, hvis Hjertes Tolk
er Tro på Gud, vor Fader!”
At Hans Tausens salmebog har haft stor udbredelse, kan skønnes af de
mange oplag, der er udkommet. De, der udkom efter 1553, har Hans Tausen
ikke selv udgivet, men de skyldes en bogtrykker i Lübeck, der lod
salmebogen trykke i ganske lille format, så den kunne være let at føre
med. I disse senere oplag, findes blandt de salmer, der ikke før har været
oversat til dansk ”Behold os, Herre, ved dit Ord”, en gengivelse af
Luthers ”Erhalt uns Herr bey deinem Wort”.
I 25 år, fra 1544 til 1569, gjorde Hans Tausens salmebog sin
gerning. Og endnu en tid efter at Hans Thomissøns i 1569 var blevet den
eneste, der måtte forhandles, blev de små Lübecker udgaver af Hans Tausens ved at være i brug, ”sønderlig hos Købmænd
og andre, som rejser og færdes, fordi man lettelig kan føre den med
sig”. Så måtte man også lade Hans Thomissøns komme ud i lommeformat.
I velklang og form stod salmerne i de første evangeliske salmebøger
tilbage. Men i hjertens glæde over det budskab, hvoraf salmerne udsprang,
blev formen så langt underordnet. Indholdet var en klar kristen
forkyndelse med tak og bøn og meget få steder forbundet med angreb på
Romerkirken. I den henseende angav hans Tausen i sin Postil grundsætningen
for salmesang, at kristne mennesker skal opmuntre hverandre ”med sang,
salmer og åndelige viser. Så dog at samme viser og sang blive åndelige
og intet andet lyde end idel Guds lov og taksigelse , at de enfoldige
kristne, som den høre ej må beskæmmes og forarges deraf, men have lyst
og åndelig glæde med sand opbyggelse der udaf…..” (Kilde: Hans
Tausens Postil, I, 122)
Kilde: Marie Chistensen: "Hans Tausen fra
Birkende til Ribe" s.175-180
Opdateret 14-07-2003
|
