Hvad skrev pressen?
"Fanø på den anden ende" Med Sønderhoningen Peter Schønau Fog i spidsen har Den Danske Filmskole i København indtaget Fanø i to uger. Knap 100 af øens beboere har statist- og småroller side om side med professionelle skuespillere som Karen Lise Mynster og Henning Olesen (...) Uden for (forsamlingshuset red.) stod Sønderho Brandvæsen for en sikkerheds skyld parat, da lokale børn skød nytåret ind på ny for rullende kamera og badet i projektørlys.(...) af Hans Jørgen Kristensen - Jydske Vestkysten d. 17.1.1999
"Hollywood i Sønderho" Må vi be' om ro. Alle musestille. Hold vejret - i 15 sekunder! Lydfolkene vil kunne høre et fly lette i New York. Et lille ryk med en papirdug og den forstyrrende lyd er nok til, at optagelsen skal tages om, og om og om... Søren Fogedstyk. Værsgo! Spillemændene Iver og Jeppe med trækharmonika og violin og Jens Peter Hvolby ved klaveret slår takten an, og dansen går lystigt til denne kendte Sønderhoning. Fulgt af Gamle Jes Sonnichsen og naturligt nok på de kanter - Sakkuk-visen. Med kaffepunch inden for behagelig armlængde er scenen sat i et tætpakket Sønderho Forsamlingshus denne torsdag aften og nat. Der skal skud i kassen til en film med Peter Schønau Fog som instruktør og manuskriptforfatter.(...) af Hans Jørgen Kristensen - Jydske Vestkysten d. 17.1.1999
"Et stille ydmygt tak,"
I en tilstand af søvnmangel og jublende eufori sidder jeg tilbage på Filmskolen i København. Den første kop kaffe indtaget uden stress i kroppen gør godt. Jeg er usigeligt lykkelig og samtidig dybt forundret over, hvor godt det er gået. Optagelserne er i hus trods alle sortsynsprognoserne udgået fra Filmskolen, for det at lave film vest for Valby bakke, får enhver garvet rotte i faget til at ryste i bukserne.
Den eneste grund til at det er gået så godt er den ufattelige velvilje, hjælpsomhed og udholdenhed jeg og filmholdet har mødt på Fanø. Jeg har mest af alt lyst til at tudbrøle af lettelse og taknemmelighed. Jeg ved ikke om man må skrive den slags i dagens Danmark, men det er unægteligt sandt.
Midt i optagelserne, da råfilmssituationen så mere end alvorlig ud, blev der sluttet op med sponsorater. Tonni og Niels lavede fantastiske måltider til os. Alle de der foran kameraet holdt ud trods de sene nattetimer og alle jer der har løftet, båret, stillet lokaler og ekspertise til rådighed. Uden jeres hjælp var det aldrig lykkes. For pokker hvor skylder jeg Jer meget og håber at I vil modtage mit og hele filmholdets stille ydmyge tak.
Mange af "rotterne" siger, at dette filmprojekt burde have været umuligt, men I har med sønderrivende kraft, dementeret deres påstande og endnu engang bevist, at Fanø er noget helt specielt.
Vi ses til Fanø premieren...
Peter Schønau Fog - Fanø Ugeblad
ANMELDELSER
"Tilbage til udgangspunktet" Portræt af Peter Schønau Fog af Hans Jørgen Møller - Politiken 11.juni 1999
"Livets og hverdagens alvor" (...)Der er nok ingen tvivl om, at årgangens mest helstøbte filmværk er Peter Schønau Fogs stemningsstærke og psykologisk velfunderede drama "Lille Mænsk". Her er en film, der både besidder en stor stilsikkerhed, fortæller en vedkommende eller direkte spændende historie med flere relevante indfaldsvinkler, og som samtidigt er realiseret med
det individuelle touch, hvor instruktøren både må føle, sanse og ræsonnere. Lille Mænsk I Schønau Fogs film er det hovedpersonen, den unge, lidt enfoldige Torben (Kristian Ibler), der konstant siger ordene i titlen. Betydningen er: "lille menneske". For Torben har engang som spritbillist kørt en dreng ihjel. Ulykken fandt sted på Torbens isolerede fødeø, Fanø. Efter udstået fængselsstraf ønsker Torben nu at vende tilbage til den engang så trykke hjemegn. Den afdøde dreng var imidlertid søn af øens magtfulde strandfoged, Iversen (Henning Olesen), der har vendt sin sorg til forbitret had og over for omgivelserne i almindelighed og Torbens mor (Karen Lise Mynster) i særdeleshed har trumfet igennem, at Torben for fremtiden skal være uønsket og udstødt.
Torbens kejtede og kærlighedshungrende bestræbelser på alligevel atter at få fodfæste i det lille samfund, hvor han både er involveret i et ømt, men umodent kærlighedsforhold til grillpigen Gitte (Susanne Juhász) og forsøger at genoplive den rå alliance med gutterne fra fortiden, skildres med en lavmælt intensitet, som ligeligt udspringer, at de fint sansede miljø- og personsignalementer og af filmens gennemført nærværende grundstemning af sårbarhed og savn. "Lille Mænsk" har overvejende denne virkelighedsnære renhed og dybde i udtrykket, der kan forekomme ubesværet, men som netop fordrer udelt koncentration og indlevelse. af Anders Rou Jensen - Politiken 11. Juni 1999
"Døden på Filmskolen" Døden er også stærkt nærværende i Peter Schønau Fogs Lille Mænsk om en ung fyr fra Fanø, der i fuldskab kørte strandfodens søn ihjel og nu prøver at blive genoptaget i det isolerede ø-samfund. Det er i mine øjen årgangens mest afklarede og modne udspil, et situationsskarpt, men ikke ukærligt signalement af provinsiel selvtilstrækkelighed og et fintmærkende portræt af en ung mand, der prøver at redde stumperne af sit smadrede liv. Stærkt rollebesat med for mig ukendte ansigter som Kristian Ibler (den løsladte dødsbillist), Henning Olesen (den tyranniske strandfoged) og Susanne Juhász (ung enlig mor). (...) Kun i Lille Mænsk mærker man en nysgerrighed og miljøfornemmelse, der rækker udover den selvoptagede stiløvelse og får sat personerne i overbevisende samspil med omgivelserne.(...) af Morten Piil - Information 11. juni 1999
"Filmens fremtid funkler" (...)Syv spændende løfter for dansk films fremtid, hvor især Peter Schønau Fog viser stort talent men den fremragende "Lille Mænsk" Helstøbt Drama Vi har gemt det bedste tilsidst, for med "Lille Mænsk" afslører Peter Schønau Fog sig som årgangens mest lovende talent. Hans film foregår på Fanø og handler om den unge Torben - rystende troværdigt spillet af Kristian Ibler - der løslades fra et fængsel og vender hjem til øen, hvor han i en brandert har kørt en dreng ihjel. Hans tilbagevenden er derfor problematisk, den døde drengs far er forståeligt forbitret, og "Lille Mænsk" er en på alle niveauer uhyre gennemarbejdet og helstøbt film, som med fornem psykologisk præcision og en streng udtryksfuld enkelhed fremlægger sit jordnære, universielle drama. Det er fremragende gjort, intet mindre.(...) Ebbe Iversen - Berlingske Tidende 11.Juni 1999
"Bravo! Bravo!" Og så - bedst af alle dette års afgangsfilm - den meget sikre og præcise "Lille Mænsk", som var både skrevet og instrueret af Peter Schønau Fog. Det var en utrolig personlig film, og dertil tæt og økonomisk fortalt. Vedkommende i sit menneskesyn, dramatisk i sit visuelle sprog og i sin klipning, sin musik, sit spil. På det nærmeste fejlfri. Bravo! Bravo! Bravo! Hvis ikke Peter Schønau Fog efter denne film får lejlighed til at vise sit talent i en fart, er der ingen retfærdighed til! (...) fremragende spillet af Karen-Lise Mynster (...)"Lille Mænsk" er gribende. Den er også aldeles usentimental. Og den var også den bedst tænkelige slutning på dette års afgangsfilm. af Per Calum - JP København 12.Juni 1999.
"AArets stærkeste" Lille Mænsk Instruktør: Peter Schønau Fog B.T.***** En troværdig historie og intenst hovedrollespil gør "Lille Mænsk" til årets stærkeste afgangsfilm. Kristian Ibler (der er elev på Teaterskolen) spiller den unge Torben, som vender hjem til Fanø for at holde nytår med sin mor (Karen-Lise Mynster), sin kæreste og sine kammerater. Torben har siddet i fængsel, og han er ikke mere velkommen på øen. Han har nemlig i en brandert kørt strandfogedens lille dreng ihjel - sådan noget glemmer man ikke lige i det lille samfund. Den skyldbetyngede Torben nægter dog at lade sig kue, for blive på øen, det vil han - uanset omkostningerne. Filmen er realistisk og uden fortællemæssige eller æstetiske svinkeærinder. Ligefremheden i dramaet og manglen på sentimentalitet gør det til en gribende oplevelse. Fem store stjerner herfra. B.T. 14.juni 1999
"Jeg er mig" Interview med Kenneth Kainz, Dargur Kari og Peter Schønau Fog om afgangsfilm og filmskolen. af Søren Iversen - Berlingske Tidende 13. Juli
FESTIVAL I MUNCHEN
"Priser til afgangsfilm" Fremtiden er sikret et godt stykke ind i næste århundrede. Mindre end en måned efter at et nyt kuld af filmfolk forlod Den Danske Filmskole med syv afgangsfilm, har to af disse allerede scoret tre internationale priser. Det drejer sig om Peter Schønau Fogs "Lille Mænsk", som i går fik den store pris ved festivalen for filmskolefilm i Munchen. "Lille Mænsk" løb også med en af sidepriserne - det samme gjorde Dagur Kari's "Lost Weekend" (-hajm-) Politiken. 3. Juli. 1999
BIO PREMIERE I ESBJERG OG FANØ
"Det største talent" En 28-årig fanniks afgangsfilm har fået en usædvanlig modtagelse på en festival i Mnchen. Han vandt prisen som det største europæiske instruktørtalent.(...) "Den film bør også kunne ses i Afrika", så vedkommende en historie har Peter Schønau Fog skabt, at den fænger fra Savannen til Sønderho. I hvertfald har en mand fra Cameroun udtrykt stor begejstring for den 28-årige fanniks afgangsfilm.(...) af Anne-Lene Vestergaard - Jydske Vestkysten 11.Juli 1999
Omtaler i Esbjerg Posten og Esbjerg Ugeavis op til premiere i Esbjerg og Fanø.
"Alle ville de se "Lille Mænsk" (...)Den lille Fanø Biograf med plads til 72 blev fyldt hele tre gange både mandag og tirsdag. Folk stod i lange køer for at se sig selv og naboerne, som medvirker i stort antal. Nogle tog sågar havestole med ind i biografen for at se resultatet af optagelserne fra januar, hvor Sønderho for en stund var klædt i et skær af Hollywood. I Bio City i Esbjerg blev kortfilmen set af 150, og der var flot mener biografbestyrer Steen Hald. Til sammenligning blev "Lille Mænsk" sammen med de øvrige syv afgangsfilm fra Filmskolen tilsammen set af 900 ved fremvisningen i Dagmar Bio i København.(...) af Hans Jørn Kristensen - Jydske Vestkysten 22. juli.
ODENSE FILMFESTIVAL
"En fredløs vender hjem"
Der skal stærke film til for at gøre sig gældende under da forhold, der bydes de danske konkurrenceprogrammer: En stuvende fyldt sal, publikum siddende på gulvet, på trapperne, for fødderne af de heldige. der kaprede sig et sæde, snak, mobiltelefoner, et stadigt rend ind og ud af døren. "Lille Mænsk" er en sådan film, en stærk historie om skyld og straf - et godt bud på en vinder.(...) af Mogens Damgaard - Fyens Stiftstidende 20. August 1999
"- Bare det ikke var så forbandet svært"
Interview med Peter Schønau Fog. af Mogens Damgaard - Fyens Stifstidende 21. August.
"Mens juryen tænker"
Et personligt bud på, hvem der løber med penge og statuetter.(...)Et varmt bud på årets Grand Prix-vinder og 25000 kroner er Peter Schønau Fogs novellefilm "Lille Mænsk". Det vil i givet fald blive første gang, at en filmskolefilm render med den største pris, men det ville samtidig være yderst vel motiveret. Den 28-årige Schønau Fogs lavmælte fortælling om den store knægt, Torben, som vender tilbage til Fanø efter at have afsonet en dom for at have kørt en dreng ihjel i beruset tilstand, er et imponerende modent - og modigt - værk båret oppe at en knap og præcis dialog og en persontegning så overbevisende, at man føler sig placeret midt i handlingen. af Mogens Damgaard - Fyens Stiftstidende 21.August.
"Favoritternes store aften" Ingen overraskelser, da årets pisvindere i aftes blev kåret i Odense. Filmen "Lille Mænsk" får festivalens store pris, fordi den er lavet af en, der har noget på hjertet, den er lavet med hjertet og den henvender sig direkte til vore hjerter. Sådan skriver juryen blandt andet i sin motivering for at tildele den 28-årige Peter Schønau Fog "Odense Film Festivals Grand Prix" for hans indtrængende og lavmælte novellefilm "Lille Mænsk".
En synlig stolt filmskolerektor, Poul Nesgaard, forestod overrækkelsen under prisuddelingsfesten i aftes i Teaterhuset - fordi det er første gang i festivalens historie, at en filmskolefilm har vundet den store pris (...) Og ikke nok med det: To af juryens medlemmer, Carsten Brandt og svenskeren Stefan Jarl - "de to fattigrøve" - som festivaldirektør Christian Braad Thomsen kærligt omtalte dem, har af egen lomme indstiftet en "humanist-pris" på 5000 kroner i deres begejstring over Odense Film Festival i almindelighed og "Lille Mænsk" i særdeleshed.(...) af Mogens Damgaard - Fyens Stifstidende 22. August.
"Lille Mænsk løb med prisen" For første gang i Odense Film Festivals historie overhalede en filmskolefilm i år den professionelle branche indenom og blev kåret som årets bedste danske kortfilm. Peter Schønau Fogs "Lille Mænsk" fik Grand Prix-prisen(...)I begrundelsen anfører juryen bl.a. at netop i en tid, hvor filmbranchen overskyller os med vold, action, spekulation og overfladiskhed, kommer denne film på sin egen helt stilfærdige måde og giver os øjeblikke af bevægende skønhed. Ritzau i Berlingske Tidende - Politiken - Information 22. August
Tilbage til hovedmenu
|