Artikel fra Klinisk Sygepleje, nr. 1,  februar 1996. Af Kirsten Scherrebeck, sygeplejerske AT MISTE ET BRYST - BRYSTKRÆFT, KROPSTAB OG REKONSTRUKTION Når en kvinde indlægges for at få fjernet et bryst på grund af brystkræft - og når hun møder til efterbehandling - fokuseres der generelt meget på selve sygdommen, de fysiske symptomer og det at overleve. Patienterne udsender dog mange andre signaler, der indikerer, at der er andre og flere problemer. Dette gælder også for de kvinder, der senere indlægges til brystrekonstruktion. Sygeplejersken registrerer disse signaler men reflekterer ikke altid over og handler i forhold til dem, og det kan medføre mangelfuld pleje. Kvinderne udtrykker, at de ofte møder manglende forståelse i behandlersystemet. KRÆFT OG KROP Hvert år får ca. 27.000 danskere stillet diagnosen kræft. De fleste oplever diagnosen som en alvorlig belastning, der indebærer trussel om tab eller afkortning af livet. Samtidig kommer stor angst for, hvilke lidelser kræftsygdommen vil medføre. I forbindelse med at få en kræftsygdom oplever mange mennesker tillige, at der sker en forandring med deres krop, kropsfunktion og udseende - enten som symptom på sygdommen eller som følge af behandlingen. Da krop og udseende er en vigtig del af den personlige identitet og selvopfattelse, kan sådanne forandringer være stærkt belastende - ikke mindst i en tid og en kultur, hvor der fokuseres meget på krop og sundhed. I den plastikkirurgiske afdeling, hvor jeg arbejder, oplever jeg dagligt at samarbejde med mennesker, der har kræft, og mennesker, der har været udsat for vansirende eller kropsændrende indgreb eller traumer. Behandlingen af de kræftpatienter, der indlægges i afdelingen er kirurgisk, hvilket ofte betyder, at der foretages indgreb, der ændrer på udseendet og belaster patientens opfattelse af sig selv og sin egen værdi. I afdelingen har vi også patienter, der indlægges for at få korrigeret eller rekonstrueret tidligere behandlingers traumer. Brystkræft er den hyppigste kræftsygdom blandt kvinder i Danmark. Siden 1943 har antallet af nye tilfælde pr. år været i stadig stigning, på nuværende tidspunkt med 2600. Sygdommen rammer hyppigst kvinder over 45 år (1). Behandlingen er kirurgisk: mastectomi (ca. 75%) eller tumorrectomi (ca. 25%). De fleste kvinder modtager efterbehandling i form af stråle - og /eller kemoterapi. Tilbud om behandling og efterbehandling baseres på en lægelig bedømmelse af tumors størrelse, dens udbredelse og evt. metastasering, anaplasigrad og østrogenreceptorbestemmelse - en bedømmelse, som er i overensstemmelse med Danish Breast Cancer Cooperative Group’s protokoller (1). Kvindernes vej gennem behandlingssystemet er ofte lang, før vi i plastikkirurgisk afdeling møder nogle af dem til brystrekonstruktion. Set i lyset af hvor meget der fokuseres på krop og sundhed i vores kultur, kan man undre sig over, at vi ikke blandt sygeplejersker oftere diskuterer og beskriver de problemer, patienter oplever, når de mister en del af deres krop og kropsidentitet. Det er endvidere påfaldende, så lidt nordisk litteratur, der findes om emnet 'kropstab og kropsidentitet'. AT MISTE ET BRYST Med udgangspunkt i min praksis, vil jeg i denne artikel se på, hvad disse tab og ændringer betyder, samt hvad muligheden for en rekonstruktion kan betyde for den enkelte patient. Jeg har valgt at fokusere på kvinder, der indlægges til rekonstruktion af et bryst, de har mistet på grund af kræft. Jeg har talt med mange af kvinderne om, hvad det har betydet at miste et bryst, hvordan de har oplevet det, om omgivelsernes reaktion og støtte, og om deres forventninger og oplevelser i forbindelse med brystrekonstruktionen. Det at miste et bryst opleves oftest som et stort tab netop i forhold til kvindelig identitets- og selvopfattelse. Som en brystopereret patient for nylig sagde til mig: "Jeg følte, at en vigtig del af mig var død, at jeg mistede en del af min kvindelighed og min værdighed. Du kan tro, jeg har følt mig invalideret". En anden patient er holdt op med at gå i svømmebadet: "Jeg kan ikke udholde blikkene og følelsen af at være amputeret". Blandt de kvinder, der får fjernet et bryst på grund af brystkræft, får kun et fåtal lavet en brystrekonstruktion. EN SVÆR BESLUTNING AT ØNSKE REKONSTRUKTION Mange af de kvinder, jeg har mødt i afdelingen har været igennem svære overvejelser om, hvorvidt de skal få foretaget en brystrekonstruktion eller ej. De har ofte stået meget alene, uden at kunne få særlig information, forståelse eller opbakning fra behandlersystemet. Mange kvinder er desuden bange for, at ønsket om rekonstruktion kan opfattes som et luksusønske, især i disse sparetider for sundhedsvæsenet. Kvinden synes derfor ofte, at hun skal give en meget rational forklaring på ønsket om rekonstruktion, selv om problemet ofte er af oplevelses-/følelsesmæssig art, og ofte opfattes som et meget privat og tabubelagt problem. Disse problemer er vigtige, da de er reelle belastninger for kvinder, der i forvejen er belastede af deres tab. EN SVÆR TID Fælles for kvindernes beskrivelser er oplevelsen af, at tabet af et bryst har været hårdt, at angsten for sygdommen, prognose, behandling og efterbehandling har været det dominerende i lange perioder, og at de har følt sorg, vrede og bitterhed over, at det netop skulle ramme dem. Tillige med angsten for sygdommen og prognose har kvinderne haft fysiske og følelsesmæssige problemer ved at miste et bryst. VIDEN OG FORSTÅELSE I min afdeling er vi dygtige til at yde og synliggøre den fysiske omsorg, hvorimod de psykologiske problemer er mindre synlige, og de medinddrages ikke altid i tilstrækkelig grad i plejen. For at sygeplejersken kan yde den bedst mulige pleje til patienten i forbindelse med rekonstruktion af et bryst, må hun for at forstå den brystopererede kvindes problemer - ud over den konkrete viden om sygdommen, behandlingen og efterbehandlingen - have viden om og forståelse for følgende områder: 1.hvad det betyder for en kvindes selvoplevelse at miste sit ene bryst 2.hvorledes kroppen og kropsoplevelsen hænger sammen med den menneskelige identitet 3.hvilken sorg og smerte, der er forbundet med at miste en del af sig selv 4.hvad sygeplejersken kan gøre for at varetage omsorgen for patienten. BRYSTREKONSTRUKTION - EN KRÆVENDE PROCES Brystrekonstruktioner foretages oftest på en af følgende 2 måder: • rekonstruktion af bryst med vævsekspanderende protese • rekonstruktion af bryst med abdominal lapplastik. Rekonstruktionsmetoden afhænger dels af kirurgens vurdering af mulighederne for et godt resultat og dels af kvindens ønsker. Rekonstruktionen påbegyndes først ca. 1 år efter endt behandling/efterbehandling for brystkræft - og selve rekonstruktionen varer 1 års tid, før det endelige resultat er opnået. DEN VÆVSEKSPANDERENDE PROTESE For at opnå et godt resultat med denne rekonstruktionsform kræves, at brystmuskulaturen er intakt, at der er efterladt tilstrækkeligt væv ved mastectomien til at protesen kan rummes, og at ar og underhud er smidige. Ekspanderprotesen er en saltvandsfyldt, oppumpelig protese, der ved operation placeres under brystmuskulaturen. Protesen kan via en subcutan ventil påfyldes op til 1000 ml saltvand. Påfyldningen foregår ambulant over 6-8 uger, hvorved vævet gradvis ekspanderes. Efter yderligere 3-4 måneder er brystfylden skabt og vævet udvidet. På dette tidspunkt vil man fjerne ventilen og en del af saltvandet i protesen for at opnå det naturlige "hæng" af det rekonstruerede bryst. ABDOMINAL LAPPLASTIK Abdominal lapplastik kan være et godt alternativ til proteseoperation, idet man bruger patientens eget væv til rekonstruktion og dermed undgår fremmedlegemer. Denne operation forudsætter dog, at kvinden har lidt fylde på maven. Ved rekonstruktion af brystet med abdominal lapplastik flyttes væv (hud, underhud og muskel) fra abdomen til brystregionen. Lappen "hentes" nedadtil på maven, hvor hud, underhud og en af bugvæggens strækmuskler (musculus rectus abdominus) sammen med karstilken frigøres. Denne lap føres gennem en subcutan tunnel op til defekten ved det fjernede bryst. Donorstedet på abdomen lukkes, og lappen, som bevarer sin blodforsyning, formes og syes på plads som bryst. REKONSTRUKTION AF AREOLA/PAPIL Areolapapilkomplekset rekonstrueres efter ca. 1/2 år, når brystet er dannet, og vævet er faldet til. For at danne areola anvendes et fuldhudstransplantat hentet enten fra areola på det raske bryst eller fra den lidt mørke hud i ingven. Selve papillen skabes af lokalt væv. Areola kan senere gøres mørkere ved tatovering, dette foregår ambulant. For at opnå et symmetrisk resultat, kan man om nødvendigt løfte og evt. lave reduktionsplastik på det raske bryst. ER DET UMAGEN VÆRD? Som det ses af ovenstående er en brystrekonstruktion en langvarig proces, som stiller store krav til kvinden. De fleste kvinder, jeg har mødt i praksis, giver udtryk for, at det har været umagen værd - idet de har opnået en større livskvalitet og selvværdsfølelse ved igen at føle sig som en hel kvinde og have det synlige udtryk for kvindeligheden. KROP, KROPSBILLEDE OG IDENTITET Om kropsbilledet skriver den norske psykolog B. Grünfeld, at det er "det bildet vi har av vor egen kropp, den måten, vi subjektivt oplever den på" (2, s. 13) Vores personlige identitet hænger sammen med de indre forestillinger og billeder, vi har af os selv som personer, og de forestillinger og billeder, vi har af vores krop. Ændres vores krop og udseende, er det vores indre billeder og dermed vores selvopfattelse, der ændres ved. Billedet af vores krop er et sammensat billede, idet krop og psyke ikke kan adskilles. Kroppen ikke blot udsender og modtager signaler, men kroppen sanser - lyst, ulyst, varme, kulde, smerte, berøring m.v. Kroppen registrerer og "husker". Og endelig tillægger vi kroppen og dele af kroppen en symbolsk betydning (ren, uren, frugtbar, seksuel, syndig). KROPSBILLEDE Det indre - eller mentale - billede af vores krop har stor betydning for vores menneskeværd. Kropsbilledet udvikles livet igennem. Vores oplevelse og forholden afhænger af de værdier og holdninger, der er formidlet til os gennem den omsorg og opdragelse, vi har fået i vores opvækst, samt af den kultur, vi lever i. "Kropsbildet er under normale omstændigheter en integritet og helhet, som avspeiler viktige sider ved den hele person. Det er dette vi betegner som egointegriteten. Jeg er min kropp - og min kropp er mig" (2, side 13). Kroppen er forbundet med stærke følelser - følelser af kærlighed og had - af lyst og ulyst. Vi oplever, at vi er vores krop, og at vi kan kontrollere og beherske kroppen. Vi har et følelsesmæssigt forhold til kroppens udseende, dens funktioner og dens præstationer. Det er disse følelser, der udfordres, når kroppen ændres. KROPSTAB OG IDENTITET Det at miste en del af kroppen er noget af det mest traumatiske, et menneske kan opleve. "Sykdom og ikke mindst kirurgisk intervensjon, som bidrar til å endre kroppen, som disfigurerer den, er en trussel mot personens opplevelse av integritet og helhet. Man har tapt noe" (2, side 13) Vi mister noget af os selv, og tabet udløser en sorgreaktion. At miste et bryst betyder, at en vigtig kropsdel dør, at noget af en selv forsvinder. Vi mister tillige vores kulturs symbol på kvindelighed, seksualitet og moderskab. Derudover udgør kræftsygdommen en trussel om vores egen død med tab af selvet. Der er således mange tab og trusler om tab forbundet med at miste et bryst på grund af brystkræft. Evnen til at mestre tabet af brystet afhænger bl.a. af, hvor meget af brystet, der er fjernet (synligheden), hvor meget brystet har betydet for kvinden, og hvordan hun tolker sin sygdom (skyld, straf etc.). Ligeledes vil omgivelsernes reaktioner påvirke kvinden, og en ægtefælles eller partners holdninger og måder at forholde sig til kvinden vil have stor betydning for hendes selvopfattelse og mestring af tabet. TAB OG SMERTEN VED AT MISTE Alle mennesker rammes i løbet af livet af adskillige tab. Alle oplever at miste nogen eller noget, de har en nær tilknytning til - nogen eller noget, der har betydning for deres liv og opfattelse af livsværdi. Alvorlige tab omfatter f.eks. dødsfald, skilsmisse, tab af førlighed, tab af en del af kroppen eller en livstruende sygdom. Det, at en kvinde får brystkræft, betyder, at hun har fået en livstruende sygdom, og at hun konfronteres med sin egen død. Oven i det at få diagnosen bliver hun oftest stillet over for at skulle have fjernet sit ene bryst. At skulle forholde sig til sådanne livsvilkår ryster for de flestes vedkommende sjælen så voldsomt, at sorgen over situationen vil føre til en krisetilstand, som er præget af uvirkelighedsoplevelse, kaos og voldsomme ofte modstridende følelser. I bogen Den nødvendige smerte behandler Davidsen-Nielsen/Leick (3) generelle træk ved sorgarbejde efter tab, og deres arbejde kan derfor umiddelbart relateres til tabet og sorgen hos kvinder, der har fået brystkræft og som følge heraf mister et bryst. Davidsen-Nielsen/Leick inddeler det normale sorgforløb i 3 overordnede faser: 1. En frigørelse fra fortiden ved at erkende tabets betydning i alle dets nuancer. 2. En genetablering i nutiden med en ny hverdag, som både indeholder det, der er tilbage, og nogle nødvendige ændringer. 3. En oplevelse af, at have en fremtid med nye muligheder og nye veje (3, s. 21). For at komme gennem disse faser kræves et langvarigt og som oftest hårdt arbejde af den sørgende. Davidsen-Nielsen/Leick opdeler dette arbejde i 4 opgaver, der hver for sig skal løses på mange niveauer i hele sorgforløbet, før man kan leve et nyt liv i balance: 1. opgave: at erkende tabet både intellektuelt og følelsesmæssigt 2. opgave: at gennemleve sorgens følelser 3. opgave: at tilegne sig nye færdigheder 4. opgave: at reinvestere den følelsesmæssige energi (3). Modellen kan bidrage til forståelsen af sorgarbejdets omfang og elementer og til strukturering af professionel bistand i sorgarbejdet. Sorgarbejdet kan være hæmmet eller udsat, men kan, hvis det ikke bliver gjort, føre til et liv i ubalance med psykologiske og fysiologiske reaktioner som følge. Som baggrund for at kunne iværksætte sygeplejehandlinger til den brystopererede kvinde, må sygeplejersken: • tale med kvinden/pårørende om hendes oplevelser af det at miste et bryst og hvad det betyder for hende i hverdagen (få sat ord på) • tale med kvinden om fremtiden. Er der noget der skal gøres her og nu, eller hvad tænker hun om fremtiden? • tale med kvinden om hendes oplevelser af kropsændringerne: fysiske og psykiske oplevelser, hendes forventninger, og hvorledes hun får ny energi. KVINDERNES OPLEVELSER FYSISKE OPLEVELSER De fysiske oplevelser ved tab af brystet beskrives af kvinderne oftest som fornemmelsen af asymmetri med skævhedsfølelse og muskelspændinger. Nogle kvinder nævner, at den løse protese, man får efter operation, i sig selv kan være generende, at den ikke har samme tyngde som det andet bryst, og at protesen kan falde ud af BH'en i forbindelse med fysisk udfoldelse, så de føler sig fysisk begrænsede og undlader deltagelse i sport osv. Andre kvinder oplever begrænsninger m.h.t. valg af tøj som et problem. Det tager lang tid at vænne sig til at mangle et bryst. K.M. Spannow skriver herom: "Det er ikke bare det asymmetriske billede, der reflekteres i spejlet. Det er også fornemmelsen af, at kroppen er forkert. Når man kommer til at vende sig over på den opererede side i søvne, vågner man, fordi det er uvant at hvile direkte på ribbenene" (4, side 7). FØLELSESMÆSSIGE OPLEVELSER Mange kvinder giver udtryk for voldsomme følelsesmæssige oplevelser omkring tabt kvindelighed, amputationsfølelse, frygt for at se sig selv i spejlet, følelse af ikke at være seksuelt attraktiv, mistet selvtillid og generthed over egen krop - "Jeg mistede mit bryst, det var en del af mig selv og min kvindelighed, nu føler jeg mig amputeret og ikke som en hel kvinde", "Jeg følte at min krop blev krænket, og at jeg er blevet en illustration på min sygdom", "Jeg følte, jeg døde lidt, jeg var bange for at se mig selv i spejlet, hvor jeg til stadighed bliver mindet om min sygdom". NETVÆRKET De fleste kvinder udtrykker, at de har mødt stor forståelse og støtte fra deres pårørende og venner, hvilket har været af stor betydning. En del kvinder oplever dog også, at omgivelserne på et tidspunkt kan "køre træt" eller helt holder sig væk, så kvinden isoleres. MANGLENDE VIDEN Et problem, jeg ofte møder er, at kvinderne mangler viden. De har ikke fået tilstrækkelige informationer om, at en brystrekonstruktion tager tid og kræver flere indlæggelser, eller at der vil være smerter forbundet med indgrebet. Desuden er kvinderne ikke altid informeret om, hvilke forventninger de kan have til resultatet af brystrekonstruktionen, hvilket i nogle tilfælde betyder, at de møder med urealistiske forventninger. Kvinderne bliver som regel ikke oplyst om muligheden for brystrekonstruktion hverken på kirurgisk afdeling, hvor mastectomien foretages, eller senere i forløbet, med mindre de selv udtrykkeligt spørger. Og mange kvinder har på et tidspunkt troet, at de selv skulle betale for operationen på private klinikker. REAKTIONER VED INDLÆGGELSEN Når kvinderne indlægges for at få lavet brystrekonstruktion, kan deres reaktioner være meget forskellige, Nogle glæder sig, andre er bange for operationen og angsten for kræften kan blusse op, og der kan opstå deja-vu-oplevelser til dengang, brystet blev fjernet. Nogle kvinder gennemlever krisereaktioner, græder, bliver vrede, kan ikke overskue situationen eller får mareridt. Dette er reaktioner, som for nogle kvinder og pårørende har været svære at forstå. En del kvinder bekymrer sig for, om ønsket om brystrekonstruktion kan opfattes som et luksusønske, og flere udtrykker, at de har skyld- og skamfølelser i forhold til at ønske operation og være en belastning for omgivelserne, bekymringer, der forstærkes af den ofte meget ringe selvfølelse, kvinderne har på dette tidspunkt. ÅBENHED Oplevelsen af skyld og skamfølelse hænger sammen med, at vi i vores kultur udstiller og dyrker den sunde, hele og smukke krop. Alvorlig sygdom, død, kropslige mangler, seksualitet/kropslig sanselighed er stadig tabubelagte områder. En større åbenhed og frihed omkring disse områder er nødvendig for at rokke ved den almindelige undertrykkelse, kvindernes selvundertrykkelse og oplevelse af skyld og skam. At få rekonstrueret brystet fritager ikke kvinden for at arbejde med sig selv. Men information om, at rekonstruktion er en mulighed, må være et krav til behandlersystemet og kan for nogle kvinder gøre en belastet livsperiode mindre traumatiserende. SYGEPLEJERSKEN MÅ HANDLE UD FRA VIDEN OG MÅ KENDE SIG SELV Vi bør som sygeplejersker være opmærksomme på, at selvværdet, selvtilliden og forholdet til omverdenen påvirkes, når en kvinde mister sit bryst, således at vi ikke af uvidenhed forstærker disse forhold. Sygeplejersken må bl.a. vide, at kvinden hurtigt vil mærke om vi føler ubehag ved kropslige mangler - om vi ser, hører og rører med eller uden blokeringer. Skyld og skamfølelse i forbindelse med at miste et bryst og ønske at få brystet rekonstrueret hænger bl.a. sammen med, at krop og sanselighed er tabubelagte - og dermed undertrykte - områder i vores kultur. Vi må være opmærksomme på, at såvel patienter som professionelle er bærere af kulturen. Dette stiller krav til sygeplejersken om åbenhed og tolerance som en del af den støtte og omsorg, vi kan give kvinden. Ud over faglig viden og kompetence, er kendskab til os selv afgørende for, hvordan vi kan hjælpe andre. PSYKOLOGISK OMSORG I FORBINDELSE MED REKONSTRUKTION Udgangspunktet for sygeplejen må være at møde kvinden, der hvor hun er - i balance eller ubalance. Udfordringen for sygeplejersken består i at erkende og fuldt ud acceptere, at kvinden sørger og reagerer på kropstabet - også i forbindelse med rekonstruktionen. Med hensyn til selve den pleje, der bør gives til en kvinde, der får krise-/sorgreaktioner i forbindelse med brystrekonstruktion, så adskiller den sig ikke væsentligt fra plejen af andre mennesker med krise-/sorgreaktioner. Plejen og omsorgen består i at være til stede, at være åben og ærlig, at berøre, at holde om, at finde et lommetørklæde, at hjælpe kvinden til at blive klar over egne tanker og følelser, evt. hjælpe med at strukturere følelsen af kaos i livet og at modvirke en fordrejet opfattelse af virkeligheden. Her kan den strukturerede model for sorgarbejde ovenfor bidrage med såvel indsigt som handlingsanvisning. Sygeplejersken kan ikke færdiggøre sorgarbejdet for kvinden, men hun kan måske lette arbejdet ved at yde en professionel hjælp på det rigtige tidspunkt. Sygeplejersken kan hjælpe kvinden med at få sat ord på de tab, hun har haft. For kvinder, der ikke har gennemlevet sorgens følelser og som viger udenom, kan det være en hjælp at sygeplejersken på en nænsom måde stiller konkrete og konfronterende spørgsmål f.eks. om, hvad det har betydet for kvinden at miste et bryst, hvorfor hun ønsker at få brystet rekonstrueret, og om hun har haft nogen at dele sine tanker med, som har forstået hendes smerte og sorg. I de tilfælde, hvor kvindens situation kræver det, og hvor det skønnes, at hjælp ud over hospitalsopholdet er påkrævet, kan sygeplejersken etablere bistand via Kræftens Bekæmpelse, evt. psykolog. I forbindelse med støtten fra de pårørende (jvf. 2. og 3. opgave i Davidsen-Nielsen/Leicks model), mener jeg, at sygeplejersken kan have en formidlende rolle. Det kan være svært både for kvinden selv og for de pårørende at forstå, at sorgforløbet tager så lang tid, men jeg mener, at viden kan hjælpe og kan medvirke til, at kvinden og de pårørende ikke skal tro, hun reagerer unormalt. Kan kvinden ikke selv formidle sin viden til de pårørende, kan sygeplejersken gå ind i situationen og tilbyde sin hjælp. OMSORG OG INFORMATION Der påhviler sygeplejersken en stor informationsopgave med forberedelse af kvinder, der ønsker brystrekonstruktion. Som tidligere beskrevet mangler kvinderne ofte viden om forløb, varighed, resultat samt fysiske og psykologiske smerter i forhold til indgrebet. Allerede når kvinden indlægges i kirurgisk afdeling for at få fjernet sit bryst og bliver informeret om køb af løse brystproteser, bør hun informeres om, at der kan være mulighed for en senere brystrekonstruktion. Hun behøver ikke beslutte sig på dette tidspunkt - hun skal blot have en viden til senere brug. Ligeledes skal kvinder, der bliver henvist til brystrekonstruktion, ved undersøgelsen i plastikkirurgisk ambulatorium altid informeres grundigt om hele forløbet, der kræver flere indlæggelsesperioder og ambulante besøg, ligesom hun må informeres om varigheden af brystrekonstruktion. Kvinden må forberedes på, at indgrebet indebærer smerter, at der kan opstå komplikationer, og at der ikke kan garanteres for et perfekt resultat. For at yde kvinden en kvalificeret omsorg, bør der i afdelingen være strukturer, der sikrer, at patienten møder en ekspertsygeplejerske på området allerede ved den ambulante forundersøgelse. Ligeledes kan henvisning til Kræftens Bekæmpelses selvhjælpsgrupper være en hjælp for kvinden. En formidling af kontakt til andre kvinder, der allerede har fået foretaget brystrekonstruktion, kunne være en fremtidig opgave for Kræftens Bekæmpelse, evt. i samarbejde med hospitalet. Sygeplejersken bør formidle viden om sorg og krise og varigheden heraf til kvinden og hendes pårørende. Støtte fra omgivelserne er vigtige for kvinden. Det kræver, at der er støttepersoner, der har en viden og et engagement for at kunne yde den langvarige og den rigtige støtte. BEDRE LIVSKVALITET Når kvinderne indlægges til den afsluttende rekonstruktion, er de fleste glade for deres nye bryst. De udstråler langt større kropsligt velvære og en større selvtillid, end vi så ved 1. indlæggelse. Forløbet og resultaterne af brystrekonstruktion er forskellige - mere eller mindre kompliceret, mere eller mindre perfekt. Men min erfaring er, at brystrekonstruktion medfører flest glæder og i de fleste tilfælde giver øget selvværdsfølelse og en større livskvalitet. En kvinde udtrykker det således: "Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på og glædes over mit genskabte bryst - og du forestiller dig ikke med hvilken fryd, jeg smed den løse protese i skraldespanden." LITTERATUR (1) Andersen, Kirsti/Berthelsen, Anne/Fenger, Lis/Hvidberg, Jenny/Kopp, Kirsten/Zibrandtsen, Pieter (1990): Behandling og pleje af patienter med kræftsygdomme. Lærebog for sygeplejeelever, København, Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, 98-101 og 132-142. (2) Grünfeld, Berthold (1985): "Kreft - Kroppsmutilering og seksualitet" - indlgæ ved Norsk Konference i Kreftsykepleie 1985, Oslo. Konferencenotat udleveret til konferencedeltagere. (3) Davidsen-Nielsen, Marianne/Leick, Nini (1994): Den nødvendige smerte, København, Munksgaard. (4) Spannow, Karen Ellen (1993): "Der skal to til et godt bryst", Sygeplejersken, 1993, nr. 5, 6-8 og 26.