Jeg er en af bakkens sangerinder

'I den gamle pavillion'

Jeg er en af bakkens sangerinder,
De fromme kvinder,
Som nu forsvinder.
Ak, nu er jeg mange, mange mile
Fra Bakkens Hvile,
Og Peter Liep.
Jeg er en fremmed fugl,
En lille Kolibri
Inde her i Tivoli

Jeg drømmer mig tilbage Til den gamle Pavillon,
Til tribunen, hvor vi sad.
Vi sang de gamle viser,
Der var fa'me ing'n pardon
Vi blev ved til folk de grad.
Så regned de med janter på terrassen.
Dem stak vi ned i strømpernes chiffon.
For jeg skal si' dem, her var sparrekassen
I den gamle pavillon

Midt på bakken er jeg født og båren,
En dag i våren,
Sa' jeg go'måren,
Aldrig, aldrig, aldrig kan jeg glemme
Min moders stemme,
Når hun sa' øl.
Far ku tæmme dyr,
Han var en fin dressør,
Han var loppe direktør.

De sprang de kære lopper,
I den gamle pavillion,
Hvor hans Cirkus gik med held.
Hans loppe akrobater
De var ualmindelig fjong,
Dem leverede vi sel.
Med tiden blev vi elve børn i troppen,
For mor hun fødte to i hver saison,
Skønt hun var damen uden underkroppen
I den gamle pavillion.

Uden for på d'Angleter's terasser,
Der sidder masser
Af boursjoasser.
Alle disse overklasse mokker,
Der five o'clocker med deres the.
Når de sidder der på rad paa deres popo,
For at lade sig ov'r-beglo.

Så sender jeg en tanke
Til den gamle pavillion,
Hvor vi også sad på rad.
Og viste bakkens mandfolk
Vor's pariser bag-perron
Og jeg ved sg'u ikke hvad.
De andre flirter med de fine herrer,
Vi skyder med en jord og så beton.
Men facit det sg'u ens i d'Angleterre
Og i den gamle pavillion.

Ingen aner hvor jeg savner bakken
Med hjortetakken
Og kakkelakken.
Kildeøen, bøgen, anemonen
Og ølrationen
Halvtres om da'n.
Sangene vi sang
Var ingen kryds og tværs,
De fik børn i all vers.

De fine noble sange
Fra den gamle pavillion
De var kendt a hvert et barn.
Og oven paa den med Nonnen
Og matrosen i Hong Kong
Var man ikke uerfarn.
Nu lærer skolebørn,
Hvad de har nødig
Om seksualitet på'n hver facon.
Så nu'r man blevet overflødig
I den gamle pavillion.

back

Amdi Riis (m) - Epe-Poeten (w)