Langs bakkekammens top

"To mennesker, der mødes"

Langs bakkekammens top, et hjulspor fører op
Helt op til aftenhimlens gyldne stjerne
Og nattens lune favn er som en sikker havn,
Hvor alle dagens sorger bliver fjerne.

Blandt vilde rosers duft, som røver al fornuft,
Der vandrer to, som bare ser hinanden.
Den tavse sommervind strøg over pigens kind,
Og kyssed' hende natteblidt på panden.

En høstak på en eng blev deres brudeseng,
Kun månen kom og ønskede til lykke.
Et lille gyldent strå i pigens lokker lå,
Og leged, det var hendes brudesmykke.

Til nattehede ord, som dagen ikke tror,
Hun lytted', da han hviskede til hende.
Og klokkeblomsten blå, den ringled', da den så
På pigens øjne, hun var blevet kvinde.

Et lille, stille suk, thi lykken er så smuk,
Når natten blot vil holde vagt på engen.
Fra pigens øjne randt en tåre og forsvandt,
Den perlede som dug på brudesengen.

Og alting faldt til ro - et eventyr om to,
Så enkelt, som om intet var forandret.
Men nattens skygger svandt, og dagen bare fandt:
En knækket følfod, hvor de havde vandret.

back

Henrik Blichmann (m) Helge Kjærulf-Schmidt (w)