Ved den grå Moulmein Pagode

Ved den grå Moulmein Pagode,
Med sit blik mod havets blå,
Sidder der en Birma-pige - ak,
Og mig hun tænker på:
Hvisker palmesuset ikke,
Synger templets klokker ej:
Kom igen soldat fra England,
Kom igen til Mandalay!
Kom igen til Mandalay,
Ad flotillens gamle vej,
Husker du pagajens dunken
Fra Rangoon til Mandalay?

O, den vej til Manadalay,
Fuld af flyvefisk i leg,
Og hvor solen brød som torden
Frem bag Kinabugtens kaj!

Gult var skørtet, grøn var huen,
Som min Birma-jomfru bar:
Supiyawlat hed hun - samme navn,
Som Theebaws dronning har.
Paa en hvid cerut hun røg,
Da første gang hun for mig stod,
Og hun ødsled kristne kysse
På en hedensk afguds fod.
Kun af snavs den gud bestod,
Kaldtes Buddha, vis og god,
Straks da jeg tog til at kysse,
Hun sin gud i stikken lod!

O, den vej til Manadalay,
Fuld af flyvefisk i leg,
Og hvor solen brød som torden
Frem bag Kinabugtens kaj!

Når hver rismark drev af tåge,
Og det led mod solnedgang,
Greb hun i sin lille banjo,
Og Kulla-lo-lo hun sang.
Kind mod kind vi sad og så
På bugtens både, stavn ved stavn
Så den store hathi gøre
Som en tømmerlæmper gavn,
Stable teak-træ favn på favn
I den sjip-sjap-våde havn,
Hvor der var så tavst, jeg næppe
Turde viske hendes navn.

O, den vej til Manadalay,
Fuld af flyvefisk i leg,
Og hvor solen brød som torden
Frem bag Kinabugtens kaj!

Alt det ligger år tilbage
Og er milelangt fra mig,
Og fra Bank of England går
Der ingen bus til Mandalay;
Hvad det gamle mandskab si'er
Må jeg sande højlig her:
Den som østen først har kaldt på
Kan kun trække der sit vejr!
Alting er mig til besvær
På den lugt af hvidløg nær
Og det solskin og de palmer
Og de klingre klokker der -

O, den vej til Manadalay,
Fuld af flyvefisk i leg,
Og hvor solen brød som torden
Frem bag Kinabugtens kaj!

Jeg er syg nu af at slide
På de skidne fortovssten,
Og den fæle London-støvregn
Går mig gennem marv og ben;
Vel halvhundred piger har jeg
Fra Chelsea og til Strand,
Der kun snakker om at elske,
Hvade jeg ikke tror, de kan -
Skabt som køer - aa jøs, hvordan
Skal jeg tro, de elske kan
Som min kære, skære jomfru
I sit kønne grønne land!

O, den vej til Manadalay,
Fuld af flyvefisk i leg,
Og hvor solen brød som torden
Frem bag Kinabugtens kaj!

Sejl mig ud der øst for Suez,
Der hvor sidste mand er først,
Hvor de ti bud ikke gælder,
Og hvor folk kan føle tørst;
For nu kalder templets klokker,
Og jeg ønsker kun, jeg lå
Ved den grå Moulmein Pagode
Og betragted havets blå;
Ak, den vej til Mandalej -
Vor flotille tog den vej
Med de syge under solsejl,
Da vi gik til Mandalay!

O, den vej til Manadalay,
Fuld af flyvefisk i leg,
Og hvor solen brød som torden
Frem bag Kinabugtens kaj!

back