En sorgens
dag
Jørgen R. Madsen
Efter mere end hundrede år er Danmark igen officielt er en krigsførende nation og oven i købet på kanten med FN-pagten, som skulle være det fundamentale grundlag for global sikkerhed. Det er skammeligt.Det er også beskæmmende at de folkevalgte ikke har formået at se på de langsigtede konsekvenser af handlingerne for det 21.århundrede, men er i denne sammenhæng vel nærmest en undskyldning.
Det officielle Danmark lærte af den tåbelige politik, der førte til nederlaget i 1864 - en politik, hvor Danmark med en aktuel analogi var den serbiske side - og har siden forsøgte at bevare freden med neutralitet og opbygning af kollektive sikkerhedsstrukturer bygget på konfliktforebyggelse. Denne fredens vej er nu stoppet. En sørgelig historisk dag.
Angrebet(krigserklæringen) er et klart og utvetydigt brud på FN-pagten*. Den pagt som alverdens lande på nær Nordkorea og Schweiz ikke blot har underskrevet, men også ratificeret. Den pagt som er kernen i al dagens folkeret og uden hvilken vi vil være tilbage til situationen fra før 1. verdenskrig, hvor kun alliancer og magt havde betydning.
Serbernes utilgivelige og brutale militære optrapning den sidste uge har dumt nok givet NATO en flig af et legitimt figenblad. Den tolkning, man formodentlig vil se anvendt, kører på en spidsfindig juridisk samtolkning af FN's formål (taget fra indledningen, men ikke angivet i formålsparagraffen) med hvad der ikke står i Kapitel 7 ogfolkemordskonventionen. En tolkning, som kunne være udmærket at etablere som praksis, hvis man udviklede globalt accepterede mekanismer, herunder reform af sikkerhedsrådet; men som nu afgørende falder på at der ikke er tale om folkemord.
En dansk regering, der konsekvent havde arbejdet for den internationale politik, der med FN som en hjørnesten har været fælles for alle de store partier i årevis og ikke blev anfægtet op til sidste folketingsvalg for bare et år siden, ville have brugt energien på at kræve reform af FN's udemokratiske og inkonsekvente sikkerhedsapparat og fremskyndet opbygningen af OSCE's sikkerhedsmodel for Europa for det 21. århundrede. Det ville måske ikke have gjort nogen forskel i Kosova i den nuværende situation, for den chance forspildte man for alvor for 5-10 år siden, men det gør en forskel på liv og død for måske millioner af mennesker i de næste årtier. I stedet har den danske regering været nikkedukke i USA's konsekvente spil på at underminere FN og selv samle den afgørende magt.
Den danske presse må også påtage sig sin del af skylden, næsten som om de på forhånd har villet leve op til de gamle ord: "I krig er sandheden det første offer". Det er svært at hævde, at danskerne skulle være bedre og mindre ensidigt informeret om forhandlingsspillet end f.eks. serberne.
Jeg har på intet tidspunkt set eller hørt danske medier egentlig gennemgå hverken udspillet til eller forhandlingsresultatet fra Rambouilet-forhandlingerne eller blot henvist til hvor man kunne få information herom (f.eks. www.balkanaction.org og www.transnational.org). Omtalen af det serbiske udspil 18.marts har været fraværende. Der har ikke været stillet spørgsmål til om en international observationsstyrke kunne være andet end NATO og om det er vestmagterne, der med en stædig fastholden heraf -selv om NATO slet ikke var nævnt i forhandlingsudspillet - måske har fremprovokeret krig.
At NATO ikke kan være en neutral international sikring af en Kosova-aftale, må med krigserklæringen være klart for selv de mest snævertsynede.
*FN-pagten indeholder flg. relevante passager:
Der er altså tale om et absolut voldsforbud når det drejer sig om mellemfolkelige forhold!