Sämundur den frode sejlede ud og gik i Den sorte Skole. Der var ingen skole-
mester at se i Den sorte Skole, men alt hvad man ville vide stod skrevet på väggen.
Over indgangsdören til Den sorte Skole - på indersiden - stod det skrevet fölgende:
"Gå kun ind, själen er tabt". Der var den regel i skolen at alle der kom i den, skulle
blive der i trew år. Alle der blev färdige samme år, skulle forlade skolen på samme
dag og samme tid, og fanden måtte altid tage den der gik sidst ud, og derfor kastede
de som regel lod om hvem der skulle väre sidst. Man skulle gå op ad en trappe for
at komme ud af skolen.
En gang var der tre isländinge i Den sorte Skole, Sämundur, Kálfur Árnason og
Hálfdan der senere blev präst ved Fell i Sléttuhlid i Skagafjord på Nordisland. De
var färdige samtidig, og Sämundur tilböd så at gå sidst ud af skolen. Det blev de
andre glade for. Da Sämundur gik op ad trappen og stod i udgangsdören, skinnede
solen lige imod ham, og han kastede skygge på väggen. Da nu fanden ville til at tage
Sämundur sagde han "Jeg er ikke den sidste. Kan du ikke se ham der kommer bag-
efter mig?" Fanden greb så efter skyggen som han troede var et menneske, og Sä-
mundur slap ud med dören lige i Hälene. Fra de af havde Sämundur ingen skygge,
for fanden beholdt hans skygge.
Da Sämundur, Kálfur og Hálfdan blev färdige i den Sorte Skole, var prästekaldet
på Oddi ledigt, og de bad alle tre kongen om at give sig det. Kongen vidste udmärket
godt hvem han havde at göre med og sagde at den af dem der kom först til Oddi
skulle få embedet. Så går Sämundur straks hen og kalder på fanden og siger "Svöm
nu til Island med mig, og hvis du sörger for at jeg kommer i land der uden at mine
kjolesköder bliver våde, så må du tage mig." Det gik fanden med til, forvandlede sig
til en säl og svömmede af sted med Sämundur på ryggen. Undervejs sad Sämundur
hele tiden og läste i psalteren. Inden der var gået länge var de kommet ind under land
ved Island. Så slår Sämundur sälen i hovedet med psalteren, så den dukker under, men
Sämundur springer af og svömmer i land. Såden gik fanden glip af sin lön, Men
Sämundur fik kaldet på Oddi.
Fanden var altid sur på Sämundur den frode. fordi det ärgrede ham at han altid blev
den lille over for ham. Han försögte derfor på alle mulige måder at hävne sig på ham
selv om det aldrig lykkedes. En gang gjorde han sig til en lillebitte flue og satte sig
under skindet på mälken i Sämunds madskål, og sådan havde han tänkt sig at blive
slugt af ham så han döde af det. Men da Sämundur tog madskålen, så han straks
fluen, han fik slået skindet rundt om den og slog en fosterhinde uden om det hele og
lagde pakken på alteret. Der måtte fluen pänt blive liggende under hele den näste
messe som Sämundur forrettede. Da det var sket åbnede Sämundur pakken og slap
fanden fri. Men det siges at fanden aldrig har fölt sig så skidt tilpas som da han lå på
alteret mens Sämundur forrettede messe.
2. Sämundur får prästekaldet på Oddi.
3. Fluen: