Bandet startede med de to medlemmer: Graham Leslie Coxon og Damon Albarn. De to medlemmer, var i samme skolekor. Det var herfra de startede med at snakke/spille sammen. Graham startede originalt på saxofonen; men kunne også spille andre instrumenter, såsom trommer. Damon var mere til orgel og sang. Dette udviklede sig så senere, da de to fyre, møder Steve Alexander James og Dave Rowntree. Damon Albarn fortæller selv: "Vi mødtes en dag jeg og Graham sad og jamede, og så var der kontakt."

De fire fyre dannede bandet Seymor, dette skete i 1988. Og i 1989 blev bandet så opdaget af et pladeselskab, under EMI, ved navn Food. Navnet Seymor passede ikke pladeselskabet, og de blev nødt nyt til at vælge et andet. Det blev dermed det velkendte blur, som har hængt ved siden. Ordet betyder oversat fra ordbogen:

blur vb plette; klatte; tvære ud; gøre uklar; sløre, udviske

Det første album udkom i 1991, og hedder "Leisure". Produceren her var Stephen Street, som så siden har holdt ved bandets, som producer. Et meget godt debut album, ifølge mange anmeldere. Med både nogle eftertænksomme tekster, og en iørefaldende lyd. Inspireret af 60'ernes rockmusik. Det hele gik herfra så slag i slag, alt imens bandet blev større og større på den globale musikscene. Et af de store numre fra denne CD, hedder "Sing", og vil blive husket, som et nøglenummer for blur.

Leisure (1991)

Fra 1993 - 1995 udsender blur det, som de har valgt at kalde "Life" trilogien. Denne trilogi består af pladerne:

Modern Life is Rubbish (1993)

Parklife (1994)

The Great Escape (1995)

Disse plader ses af mange, som de tre hovedalbums i britpop. Som ifølge Damon Albarn, sagde stoppede i 1996. Disse albums handler for det meste, om mennesker i England. Det er især folk, som kun tænker på, at leve i overflod, og håber på at vinde en masse penge. Men også de seksuelle dyder får en omgang af blur. Overfloden og frådseriet, betyder meget i Damon Albarns tekster. Lyden under disse albums, er meget rene toner, og fjerner sig ikke meget fra den ordinære rockmusik.

I 1997 bryder blur, med denne kritiséren, af middel - og overklassen, mener mange. De vender sig også fra den rene lyd, over til mere skæve toner, på albummet, som bare hedder "blur". Albummet går mere i dybden følelsesmæssigt. Musikken er gået i retning af den amerikanske indie-rock, som især Graham Coxon nærer stor kærlighed til. Damon Albarn skriver om sine indre følelser, og om sin egen problematiske barndom. Men hvis man lytter ordenligt efter, kan man stadig godt høre lidt britpop, både i teksterne og i musikken.

blur (1997)

Det sidste der er kommet fra blur, er singlen Tender, som er forløber for albummet 13. Singlen er meget korinspireret og er ikke så hård i det, hvis man ser på de skæve toner. Det er en meget ren lyd, som gennemtrumfer denne, og der findes ikke nogle rigtige ekstremer. Man regner med at albummet kommer til at lyde af det samme.

Dette unikke band, har også udsendt tre albums, som er henholdsvis et b - side album, live album og et mixet/live album. Disse albums er:

The Special Collectors Album (1994)

Live At The Budokan (1995)

Bustin' + Dronin' (1998)

blur er banebrydende på den engelske musikscene igennem halvfemserne. De er et meget markant band, når man snakker musik i halvfemserne, og man kan ikke komme udenom dette band, hvis man snakker musik i halvfemserne. Dette er ikke bare meningen, fra en sammenspist hardcore fan, som ikke kan få nok af bandet, men det ses som den almene mening, musikkendere omkring.

De er i den grad også forbilleder, for flere nye grupper, og der kommer stadig flere af disse bands.