Adoption
fra børnehjemmet Los Pisingos i Colombia. |
vores adoptionssag og ventetiden
|
Hvad bruger vi så ventetiden på DanAdopts informationsmøde for kommende adoptanter. D. 8. februar 1997 deltager vi i et informationsmøde som DanAdopt afholder på Hotel Legoland. Mødet henvender sig til familier, som endnu ikke har besluttet sig for adoption . På mødet bliver adoptionsforløbet gennemgået, og foredragsholderen fortæller om hans egen adoption af to piger fra Indien. Den ene datter er med, og hun fortæller lidt om det, at være adopteret. Foredragsholderen viser lysbilleder om en rejse, som familien har gjort til Indien, og børnehjemmet hvor pigerne kommer fra. Det er en meget udbytterig dag. Adoption og samfund Vi søger efter alt den information vi kan få om adoption på biblioteket, og vi har meldt os ind i Adoption og Samfund. De udgiver medlemsblade, yder rådgivning, afholder kurser og andre aktiviteter m.m. Adoption og samfunds internetadresse: Adoption og Samfund udgiver 6 blade om året. Bladene indeholder artikler om adoptanters adoptionsoplevelser. Vi læser disse blade med stor fornøjelse. Der er næsten kamp om at få fat i bladet først. Desuden udlånes det til kommende bedsteforældre. Vi har deltaget i et orienteringsmøde for vordende adoptanter som Adoption og samfund afholdt i Aalborg. Der var en sagsbehandler fra amtet, som fortalte om godkendelsesproceduren. Desuden var der erfarne adoptanter, som fortalte om deres adoptionsforløb. Der drøftes valg af land, og da jeg fortæller, at vi overvejer Colombia. En af de tidligere adoptanter anbefaler os at flytte fra DanAdopt til Adoption Center i Århus, fordi de har mange flere adoptioner fra Colombia end DanAdopt har. Adoptionsforberedende kursus 1, afholdt af Adoption og samfund. D. 8. marts 1997 deltager vi i et adoptionsforberedende kursus i Horsens. Den største overraskelse kom, da vi fandt det lokale hvor kurset skulle afholdes. Der var så mange mennesker. Det må være kursister fra et andet kursus som ikke har forladt lokalet endnu!!! Det kan ikke passe, at alle de mennesker er mulige adoptanter!!!! Det var det. Og det mest udbytterige af den dag er nok, at vi fandt ud af, at vi ikke er alene med det problem, at vi ikke kan få børn. Og at der er mange andre, der som os syntes, at det er en rigtig god ide at adoptere. Vi blev placeret ved forskellige borde, hvor der sad omkring 6-8 personer ved hvert bord. En ved hvert bord var en erfaren adoptant, der på en fin måde fortalte om hendes adoptionssag, og svarede på de spørgsmål som vi havde. Der blev drøftet racisme, hvilke forventninger vi har til det at adoptere, hvordan vi vil have det med at vores barn er anderledes end andre børn osv. En familie kommer og fortæller om det at adoptere søskende. De har adopteret 3 piger fra Colombia. Vi er betaget. De piger er bare så søde. Min beslutning er taget, jeg vil adoptere fra Colombia. Kontakt med tidligere adoptanter, og andre familier i den samme situation som os. Vi syntes selv, at vi har været meget heldige med, at vi har snakket med tidligere adoptanter. Adoptanter som har haft lyst til at fortælle om deres adoptioner, og som har svaret på alle vores spørgsmål. Vi har set deres billeder og videofilm, og vi håber, at vi nu har en lille ide om, hvad der venter os i Colombia. Samtidig er vi i den heldige situation at en anden familie fra den samme by som os, skal adoptere fra samme børnehjem. De står kun en plads foran os på ventelisten. Vi havde ikke kendskab til hinandens adoptionsplaner, før efter at begge par havde valgt land og børnehjem. Verden den er lille!!!!! Nu har vi meget fornøjelse af hinanden. Vi orienterer hinanden om ventelisten, snakker om vores tanker, håb og fustrationer når det går for langsomt på ventelisten. Det kan anbefales andre kommende adoptanter at få kontakt med andre i samme situation. Eventuelt igennem adoption og samfund, som gerne hjælper med det. Spansk Med det andet adoptionspar fra Sæby, er vi begyndt at gå til spansk. Det er et langt ophold i Colombia der er foran os, så vi betragter det som forberedelse til opholdet. En slags fødselsforberedelse. Samtidig kan det hjælpe hvis vi får et større barn. Gaver og indkøb til barnet Jeg kan næsten ikke vente til, at vi skal ud og købe udstyr til barnet. Mon ikke der er andre kvinder der har det lige som jeg ??? Men det er næsten umuligt, når man ikke kender barnets alder og køn, og pludselig skal det hele købes i løbet af en uge. Men nu har jeg købt de 5 gaver som vi skal have med til Colombia. AdoptionCenter anbefaler at vi har små gaver med, til de personer som vi får kontakt med i forbindelse med adoptionen. Jeg har købt 5 ens gaver, det var det nemmeste. 2 snapseglas fra Holmegård med naturmotiver malet på. Så er der en ting mindre der skal gøres i sidste øjeblik.
Børneværelse Vi har lavet børneværelse, tapetseret, og malet i neutral farve der kan passe både til pige og dreng. Der er købt lamper, billeder, knagerække m.m. og alt er med bamser på. Det er dejligt med disse små forberedelser, der er uafhængig af barnets alder. Seng m.m. må vente, ind til vi ved hvilken størrelse den skal have.
|