Fangst & Fiskeri


Klik på billede for større billede

På grund af  beliggenhed i det højarktiske område er faunaen naturligvis præget heraf.  En meget stor del af landområderne er dækket af evig is og havet er normalt isdækket i perioden fra slutningen af oktober til ind i juli.

Narhvalen er et meget eftertragtet byttedyr, der giver masser af kød og mattaq.  Mattaq, der er hvalens hud er særdeles velsmagende og vitaminrig.  Narhvalen kan have stødtand på op til tre meters længde.  En meget stor del af disse tænder videreforarbejdes til husflid.

Om vinteren og foråret findes narhvalen ved iskanten eller i større revner.  I den isfri periode findes to større faste bestande i kommunen.  En i Melville-Bugten og en i fjorden ved Qaanaaq. Jagten foregår som oftest med kajak og efter de gamle uskrevne regler.

  Den lille søkonge, der yngler i millionvis på fuglefjeldene, har i hundreder af år haft en afgørende betydning for mulighederne for overlevelse.  Om foråret fanges søkongen med ketsjer og flere hundrede stoppes de ned i sække af sælskind, hvor der stadig sidder sælspæk på. Sækken gemmes væk på et køligt sted og  mange måneder senere kan søkongerne spises - konsistens og smag er særpræget, men en kærkommen afveksling til den normale kost. Tidligere brugtes søkongernes skind til fremstilling af blødt, lækkert og utroligt varmt undertøj især til børn.

I forårsmånederne når vejret bliver lunere, kravler sælerne op på isen for at skifte pels.  Her bliver de ofte liggende i timevis, og er et yndet bytte for fangere.   Fangsten foregår ved at snige sig ind på skudhold af sælen bag et hvidt "skydesejl".

    For næsten alle betydende arktiske ekspeditioner gennem tiderne, har fangeren og hans hunde været helt uundværlige.  Fangeren har gennem generationer oparbejdet en helt speciel viden og erfaring, der var helt nødvendig for at kunne overleve i højarktisk vinterklima. Kvinderne var ikke mindre vigtige, idet de forsynede ekspeditionsdeltagere med tøj, der i praktisk anvendelighed og komfort ikke kunne eller kan erstattes af kunststoffer.

Halvt ulv halvt hund - slædehunden er et helt enestående dyr, der er perfekt tilpasset det arktiske klima.   Stærk, udholdende, ukuelig, nøjsom og intelligent ! For polareskimoerne har den altid været vigtig, fordi en høj grad af mobilitet er nødvendig i fangerkulturen.

Hundeslæden er stadig langt det  mest brugte private transportmiddel,  idet der i  kommunen er meget store restriktioner for kørsel med snescooter.

Hvalrossen er et vigtigt fangstdyr og jages mest i området sydvest for Siorapaluk.  Fangsten foregår det meste af året fra båd eller på isen.  Om vinteren harpuneres hvalrossen, når den bryder gennem isen for at ånde.

I den lange vinter kan der være perioder hvor uforudsigeligt vejr gør fangst umulig eller resultatløs.  Derfor er især efterårsfangsten vigtig for forsyningerne af hundefoder.  Kødet er nok det bedste hundefoder der findes, fordi det er kraftig kost og længe om at blive fordøjet.  De enkelte dyr kan veje mange hundrede kilo, og det kogte kød er særdeles velsmagende.  De fleste hvalrostænder og kranier bruges til lokal fremstilling af husflidsprodukter.

Der fanges en del sæler  i kommunen.  Kødet kan spises af mennesker eller hunde eller sælges.  Skindet kan bruges til fremstilling af tøj og husflid eller sælges til "Grønlandsgarveriet", hvor skindene videreforarbejdes til salg i ind- og udland.

En stor del af sælskindene forarbejdes også lokalt. Når sælen er flænset er det kvindens arbejde at skrabe skindet rent for spæk. Herefter skal skindet tørres, og skrabes endnu engang. Alt efter, hvad skindet skal bruges til, skal det behandles forskelligt, og processen kan godt være langvarig og kræver megen ekspertice.

Royal Greenland har i kommunen to mindre produktionsanlæg, hvortil fangere og  fiskere har har mulighed for indhandling af fangst.  De produkter, der indhandles er fortrinsvis narhval, sæl og hellefisk og søkonger.

Det er relativt små beløb, der indhandles for.  Mange familiers økonomi er dog baseret på en høj grad af selvforsyning med fødevarer, og som sådan har fangst & fiskeri stor privatøkonomisk betydning.

Det forventes, at fiskeri efter hellefisk vil få en stigende betydning i de kommende år og give basis for en bedre indtjening i  fanger- & fiskerierhvervet.

Tilbage til forside










Counter for statistical purposes and may be reset: 1