Chief Seattle som eksempel

Hvis du vil tilbage til siden med links til nettet: vælg

Chief Seattle på Internettet,

GAMLE MINDER

Nummer Ti

Uddrag fra en dagbog.

Høvding Seattle. Gentleman af natur. Hans medfødte veltalenhed. Etc. Etc.

Gamle høvding Seattle var den største indianer, jeg nogensinde har set og langt den mest ædle af udseende. Han ragede seks fod op i sine mokkasiner, var bredskuldret, med stor brystkasse og i det hele velproportioneret. Hans øjne var store, intelligente, udtryksfulde, venligt afslappede mens de trofast afspejlede de skiftende stemninger hos den storartede sjæl, der så ud af dem. Han var som regel højtidelig, tavs og værdig, men ved store begivenheder bevægdede han sig blandt den forsamlede mængde som en titan blandt lilleputter, og hans mindste ord var lov. Når han rejste sig for at tale i råd eller for at uddele anvisninger, vendtes alles øjne imod ham, og fra hans læber flød med dyb og klangfuld stemme sætninger, der lød som det uophørlige drøn fra vandfald med uudtømmelige kilder og

Hans Strålende Skikkelse

var så ædel som den mest velskolede hærfører med kommando over styrker for et helt kontinent. Hverken hans veltalenhed, hans værdighed eller hans elegance var påtaget. Det var en så naturlig del af hans mandighed, som blade og blomster er for et blomstrende mandeltræ. Hans indflydelse var utrolig. Han kunne have været en kejser, men alle hans instinkter var demokratiske, og han styrede sin loyale undersåtter med venlighed og faderlig mildhed. Han blev altid smigret, når der vistes ham opmærksomhed fra den hvide mand og det aldrig mere, end når han var bænket ved deres bord, og ved en sådan lejlighed viste han sig mere end nogensinde med en gentlemans sikre intellekt. Da Guvernør Stevens første gang kom til Seattle og fortalte de indfødte, at han var blevet udpeget som kommissær for indianske anliggender i Washington Territoriet. gav de ham en overvældende modtagelse foran dr. Maynards kontor nær bredden ved hovedgaden. Bugten sværmede med kanoer, og kysten var fyldt med et levende mylder af gyngende, vridende, mørke skikkelser indtil

Gamle Høvding Seattles

trumpetstød af en stemme rullede over den uendelige folkemændgde lig en pludselig reveille fra en stortromme, hvorefter stilheden indfandt sig så pludseligt og fuldstændigt, som den følger et tordenskrald fra en klar himmel. Guvernøren blev derefter præsenteret for den indfødte mængde af dr. Maynard, og begyndte straks på en almindelig, jævn og ligefrem måde, at forklare sin opgave hos dem, hvilken er for velkendt til at behøve at genfortælles. Da han satte sig ned, rejste høvding Seattle sig med værdighed, som en senator som bærer ansvaret for en stor nation på sine skuldre. Idet han lagde den ene hånd på guvernørens hovede og langsomt pegede med den anden hånds pegefinger mod himlen, begyndte han sin gribende, minderige tale. Denne himmel, som har udgydt medfølende tårer over vore forfædre i utallige århundreder, og som på os virker uendelig, kan forvandles. Idag er den klar,&127 i morgen måske overtrukket medskyer. Mine ord er som stjernerne, som aldrig går ned. Hvad Seattle siger den store høvding Washington (se note 1.) kan han fæste lid til med samme sikkerhed, som vore blegansigt brødre kan fæste lid til årstidernes skiften. Den hvide høvdings søn siger hans far sender os hilsener med venskab og god vilje. Dette er venligt af ham, eftersom vi ved, at han i så ringe grad behøver vort venskab til gengæld, for hans folk er mange. De er som græsset der dækker de udstrakte prærier, mens mit folk er få og ligner de spredte træer på en vindhærget slette. Den store, og jeg formoder også gode hvide høvding sender os besked om, at han ønsker at købe vore landområder, men er villig til at lade os beholde nok til at vi fortsat kan levebehageligt. Dette virker bestemt storsindet, for den røde mand har ikke længere rettigheder han behøverat respektere, og tilbuddet er måske også klogt, for vi har ikke mere behov for et stort land.

Der Var En Tid,

da vort folk dækkede hele landet som bølger på et vindomtumlet hav dækker dets af skaller brolagte havbund. Men den tid er forlængst forsvundet og stammernes storhed næsten glemt. Jeg vil ikke beklage mig over vor ubarmhjertige nedgangstid, eller beskylde mine blegansigt brødre for at have fremskyndet den, for også vi kan kritiseres. Når vore unge mænd bliver vrede over en virkelig eller indbildt uret og skæmmer deres ansigter med sort farve, og også deres hjerter er skæmmede og blevet sorte, så er deres råhed ubarmhjertig og kender ingen grænser, og vore gamle mænd er ikke i stand til at stoppe dem. Men lad os håbe, at fjendtlighederne mellem den røde mand og hans blegansigt brødre aldrig vil vende tilbage. Vi ville have alt at tabe og intet at vinde. Sandt er det, at hævnen for vore tapre unge betragtes som et mål, endog når den koster dem deres unge liv, men gamle mænd, som bliver hjemme i krigstider, og gamle kvinder som har sønner at miste ved bedre. Vor store fader Washington, for jeg formoder han nu er vor fader såvel som jeres, siden George har flyttet sine grænser nordpå:, vor store og gode fader, siger jeg, sender os besked med sin søn, som uden tvivl er en stor høvding blandt sit folk, at hvis vi gør som han ønsker, vil han beskytte os. Hans tapre hære vil være os en mur strittende af styrke, og hans store krigsskibe vil fylde vore havne, så vore gamle fjender nordpå Simsiams og Hydas ikke længere vil skræmme vore kvinder og gamle mænd. Så vil han blive vor fader og vi blive hans børn. Men kan dette nogensinde ske? Jeres gud elsker jeres folk og hader mit. Han lægger kærligt sin stærke arm omkring den hvide mand og&127 leder ham som en fader leder sin umyndige søn, men han har forkastet sine røde børn, og han lader jeres folk vokse sig stærkere og stærkere dag for dag, og snart vil det fylde hele landet, mens vort folk ebber ud som et hurtigt tilbagtrækkende tidevand, der aldrig vil stige igen. Den hvide mands gud kan ikke elske sine røde børn, for så ville han beskytte dem. De er som forældreløse og har ingensteder at vende sig hen efter hjælp. Hvordan kan vi så blive brødre? Hvordan kan jeres fader blive vor fader og bringe os medgang og opvække drømme i os om vor storhedstids tilbagevenden? Jeres gud virker partisk på os. Han kom til den hvide mand. Vi så ham aldrig; hørte end ikke hans stemme; han gav den hvide mand love, men han havde ingen ord til sine røde børn, hvis myldrende millioner fyldte dette udstrakte kontinent, som stjernerne fylder firmamentet. Nej vi er to forskellige racer, og sådan må det altid forblive. Det er kun lidt vi har tilfælles. Vore forfædres aske er hellig for os, og deres sidste hvilested er hellig jord, mens I drager bort fra jeres forfædres grave uden sorg. Jeres religion blev skrevet på stentavler med en vred guds jernfinger, hvis I skulle glemme den. Den røde mand kunne aldrig hverken huske eller forstå den. Vor religion er vore forfædres overleveringer, vore gamle mænds drømme indgivet dem af den store ånd, og vore høvdinges visioner, og er indskrevet i vort folks hjerter. Jeres døde ophører med at elske jer og det hjem, hvor de blev født så snart de passerer gravens portaler. De drager afsted hinsides stjernerne, er snart glemte og vender aldrigtilbage. Vore døde glemmer aldrig den skønne jord, som gav dem liv. De elsker stadig dens bugtende floder, dens store bjerge og dens afsondrede dale, og de længes for altid i dybeste kærlighed til de ensomme af hjertet og vender ofte tilbage for at besøge dem og styrke dem. Dag og nat kan ikke dvæle sammen. Den røde mand er altid veget for den hvide mands fremtrængen som den omskiftelige dis på bjergsiden viger for den skinnende morgensol. Imidlertid, jeres forslag ser rimeligt ud, og jeg tror mine folk vil godtage det og vil trække sig tilbage&127 til de reservater, I tilbyder dem, og vi vil bo hver for sig og i fred, for den store hvide høvdings ord er som naturens stemme, som taler til mit folk fra det tykke mørke, som hurtigt tætnes omkring dem, som når en tæt tåge strømmer ind fra havet ved midnatstide. Det betyder kun lidt, hvor vi tilbringer resten af vore dage.

De Er Ikke Mange.

Indianernes nat tegner til at blive mørk. Ingen lys stjerne svæver over horisonten. Sorg- stemte vinde klager i det fjerne. En grum Nemesis for vor race er på sporet af den røde mand, og hvor han går, vil han høre den grusomme ødelægger nærme sig med sikre skridt og forberede sig på at møde sin skæbne, som den sårede då, der hører jægerens skridt nærme sig. Nogle få måner mere, nogle få vintre til, og ikke en af alle de mægtige hærskarer, som engang fyldte dette vældige land eller som nu flakker om i spredte flokke gennem disse udstrakte øde egne vil være tilbage til at græde over gravene efter et folk engang så stærkt og så fuldt af håb som jeres eget. Men hvorfor skulle vi græmme os? Hvorfor skulle jeg klage over mit folks skæbne? Stammer består af enkeltindivider og er ikke bedre end dem. Mennesker kommer og gårsom havets bølger. En tåre, en tamanamus (en krusning?), en klagesang og de er forsvundet for vore længsel fulde øjne for altid. Selv den hvide mand, hvis gud gik og talte med ham, som ven til ven, er ikke fritaget for den fælles skæbne. Vi bliver måske brødre til sidst. Det vil vise sig. Vi vil overveje jeres forslag, og når vi har besluttet os, vil I få besked. Men hvis vi godtager det, vil jeg her og nu opstille den første betingelse: Vi vil ikke nægtes den rettighed, og det uden at blive forulempet, at vi kan besøge vore forfædres og venners grave. Hver eneste del af dette land er helligt for mit folk. Hver eneste bakke hver eneste dal, hver eneste slette og hver eneste lund er blevet indviet af en glad erindring eller en sørgelig oplevelse for min stamme.

Selv Klipperne,

som tilsyneladende ligger stumme mens de er ved at gå til i solens varme langs den tavse kyst i ensom storhed, dirrer af erindringer forbundet med mit folks skæbne, og selv støvet under jeres fødder reagerer kærligere på vore fodtrin end på jeres, for det er vore forfædres aske, og vore bare fødder er bevidste om den sympatiske berøring, for jorden er fyldt med vore frænders liv. De mørke helte og kærlige mødre og godhjertede piger og det lille barn, som levede og glædedes her, og hvis navne nu er glemte, elsker stadig denne ensomhed, og deres dybe skjulesteder fyldes ved aftentide med skygger fra dunkle ånders nærvær. Og når det sidste røde menneske er forsvundet fra jorden og hans minde blandt de hvide blevet et sagn, vil disse strande sværme med min stammes usynlige døde, og når jeres børnebørn tror sig alene på marken, i forretningen, på vejen eller i skovens stilhed, vil de ikke være alene. På hele jorden er intet sted forbeholdt ensomheden. Om natten når jeres storstæder og landsbyer skal være stille, og I tror dem øde, vil de vrimle med de tilbagevendte hærskarer, som engang fyldte og stadig elsker dette skønne land. Den hvide mand vil aldrig være alene. Lad ham være retfærdig og handle venligt med mit folk, for de døde er ikke helt igennem magtesløse. Andre talere fulgte, men jeg tog ingen notater. Guvernør Stevens svar var kort. Han lovede dem slet og ret at mødes til rådslagning ved en fremtidig lejlighed for at diskutere den foreslåede traktat. Høvding Seattles løfte om at adlyde traktaten, hvis den blev vedtaget, blev vel modtaget, for han var altid en urokkelig og trofast ven af den hvide mand. Ovenstående er kun et brudstykke af hans tale, og mangler al den charme som den mørke gamle talers elegance og alvor og lejligheden forlenede den med.

H.A.SMITH

*************************************************

Note 1 Smiths indskud: Indianerne troede dengang, at Washington stadig var i live. De vidste ,det var navnet på en præsident, og når de hørte om en præsident i Washington, tog de navnet på byen for navnet på regeringschefen. De troede desuden, at kong George stadig var Englands monark, fordi Hudson Bay handlerne kaldte sig selv for "King Georges men". Denne uskyldige misforståelse var kompagniet snu nok til ikke at bortvejre, for indianerne havde mere respekt for dem, end de ellers ville have haft, hvis de havde vidst, at England blev regeret af en kvinde. Nogle af os er siden blevet klogere.)retur til hovedtekst

Note 2 (p-o j): Jeg sluttede som så, at når det var så vanskeligt at fremskaffe en kilde, måtte kildeværdien være tvivlsom. Jeg har været længe undervejs med denne artikel. Det skyldes, at jeg ville se en fotokopi af den famøse artikel fra Seattle Sunday Star, og den har ikke været til at skaffe. I 1976 skrev en læser af artiklen i Samvirke til mig fra Canada, at han havde været i forbindelse med Hovedbiblioteket i Seattle, som ikke kunne fremskaffe talen i sin helhed, kun citater. Det var dengang. I 1994 har Sune og Dorthe været på stedet og mødte al mulig velvilje, så nu har jeg en fotokopi og føler mig i den henseende på sikker grund. Hvorfor indledningen som regel udelades forstår jeg ikke. Det er måske det mest autentiske overhovedet ved artiklen. Kun Svensk-indianska Förbundet har den med.. Jeg har endnu ikke set en engelsksproget udgave, hvor indledning og slutning er medtaget. Det må vel findes. Så i betragtning af alt det vrøvl med ophavet, syntes jeg ,jeg måtte se hele den oprindelige artikel selv. Det er i lyset heraf, at jeg synes nogle svært læselige ord i kopien har været et mindre problem.