Saxos Danmarkshistorie Saxo, der på grund af sin store lærdom fik tilnavnet Gramaticus - altså den lærde - er navnet på forfatteren til det 16 bind store monumentalt anlagte nationalhistoriske 'epos', der almindeligvis kaldes Gesta Danorum dvs. Danernes bedrifter - en titel der dog næppe stammer fra Saxo selv. Om samme Saxo, ophavsmanden til middelalderens største og svulstigste latinske bidrag til historieskrivningen i Norden, vides ikke meget. Rimeligvis er han dog identisk med den clericus Saxo, der nævnes i Absalons testamente, og hvem han skylder initiativet til dette vældige arbejde. Af Sven Aggesen, historikeren, benævnes han contubernalis meus hvad der eventuelt gør ham til medlem af den kongelige hird. Skyldes tilskyndelsen til at komponere Gesta Danorum Absalon, er værket til gengæld decideret dennes efterfølger som ærkebisp, Anders Sunesen. Gesta Danorum er en beskrivelse af Danernes historie fra kong Dan frem til Knud den 6., altså ca. 1185. Der er altså tale om en skildring ab origine gentis, for Dan fremstilles som rigets grundlægger og folkeættens grundlægger. Dette træk rykker værket i nærheden af det antikke forbillede. Vergils Aeneide, hvor Vergil skildrede det romerske folks tilbliven. Men modsat antikken spiller kristendommens indførelse, der kommer til Danmark i 10. bog en vis rolle. Første bog: 1,1. Humbles sønner, Dan og Angul fra hvem Danerne nedstammer var ikke blot vor folkeæts stamfædre, men også dets første regenter. Og dog mener Dudo (1.), forfatteren til Den franske Krønike, at Danerne er efterkommere efter Dananæerne (2.) og navngivet efter dem. Skønt Dan og Angul med Fædrelandets velvilje og gunst sad inde med magten i riget, og skønt de med deres borgeres samtykke og bifald havde overherredømmet i kraft af deres enestående tapre og fortjenstfulde bedrifter, besad de dog kongetitlen, som ellers ingen myndighed dengang plejede at benytte. 1,2. Af disse to lod den ene, Angul, om hvem traditionen vil, at han er ophav til den angliske folkeæt, passende sit navn knytte til det land, han herskede over, for således let at forevige mindet om sig selv. Hans efterkommere bemægtigede sig sidenhen Britanien og udbyttede da øens urgamle navn med sin hjemstavns. Denne bedrift vurderede de gamle historikere højt. Det bevidnes således af Beda (3.) , (der ikke er den ringeste gejstlige pen), som er indfødt englænder, og som lagde vægt på at formæle sit fædrelands historie med sine værkers relgiøse skatte ud fra den opfattelse, at det er lige fromt at oplyse fædrelandets historie i skrift og beskrive dets religiøse forhold. 1,3. Fra Dan drager (ifølge ældgammel tradition) vor kongelige slægt sin fornemme linie og arvefølges stamtræ. Han fik med Grythe, en fornem tysk kvinde af rang, sønnerne Humble og Lother. Tiende bog: 2,2. Medens Harald var på march imod Halland (4.), modtog han efterretningen om, at tyskerne var faldet ind i Danmark under anførsel af kejser Otto (5.). Og da Haralds hu langt mindre stod til et angreb på et fremmed land end til forsvaret af sit eget, satte han naturligvis kærligheden til sit hjemland højere end det planlagte felttog i det fremmede. Han vendte derfor om og satte kursen imod Jylland og hastede afsted, så hurtigt han kunne for at bringe de betrængte yder hjælp. Medens Harald var undervejs, var kejseren rykket op igennem hele Jylland (uden at møde modstand, da jyderne savnede deres konges lederskab), hvor han blev hindret i videre fremtrængen af Limfjordens spærring, der dengang med sine vande afsondrede Vendsyssel. Kejseren slyngede da sin lanse ud i bølgerne og marcherede tilbage til Ejderen på en måde, så hans tilbagetog ganske mindede om flugt. Han slyngede imidlertid den lanse, han gjorde brug af, ud i havets bølger for at efterlade et minde om sig selv og gav således sit navn til farvandet (6.). Men var hans fremstormen ombrust, var hans tilbagetog tilsvarende glansløst. Det lykkedes nemlig Harald, der i rasende hast optog forfølgelsen af de sidste bortdragende fjender, at dræbe Ebbe, anføreren for bagtroppen, tilligemed hans folk. 2,3. Styrbjørn (7. se note 4) lod sig imidlertid af soldaternes hånlige bemærkninger ganske ubesindigt provokere til at lade sin egen skæbne være afhængig af sine kampfællers tapperhed og styrtede sig derved ud i sin egen undergang, da han ved en tåbelig og dumdristig handling foregreb de kongelige styrkers tilbagekomst. Han risikerede nemlig et overilet slag og faldt selv, da han ubetænksomt gik til angreb på svenskerne. Thi visselig må enhver, som i en farlig og presset situation retter sig efter andres ubesindighed fremfor egen forstandighed, strække hals for fjendens våben. 3,3. Efter at disse begivenheder havde fundet sted, gav Thyra sig i lag med at gennemskære hele landområdet fra Slesvig til Vesterhavet med en voldgrav for derved at sikre fædrelandet imod overraskelsesangreb udefra, og for yderligere at styrke dette forsvarsværk lod hun ovenpå opføre en jordvold. På den byggede kong Valdemar og Danmarks ærkebiskop Absalon sidenhen ud fra en lignende pietetsfølelse overfor fædrelandet en mur i brændte sten, således at de ved dette ny og stærkere murværk udbedrede sammenstyrtningerne i den gamle vold, fremfor med tiden at lade den gå helt i forfald. De benyttede således det gamle forsvarsanlæg som fundament og fuldendte i kraft af deres mandskløgt det forehavende, en modig og stærk kvinde havde påbegyndt, men ikke fuldendt, og skabte således et værk så langt mere blændende som de vidste, at deres indsats klart overstrålede en kvindes. Det lykkedes også Thyra, der under en kvindes ydre bar en mands indre, at befri Skåne, der var under svensk dominans, fra den byrde det er at måtte erlægge skatter. 4,1. Imidlertid afgik Harald (8.) ved døden i Norge, og hans søn Hakon der brændende ønskede at aftvætte den skamplet en arvelig skattebyrde nu engang er, håbede, da han hørte, hvad kejseren foretog i Jylland, at Harald en tid lang ville være viklet ind i krig med de tyske. Hakon udviste endog den åbenbare frækhed, at vægre sig ved at udrede skatten, og satte herved sin lid og sit håb mere til sachsernes våbenmagt end egne stridskræfter. Harald bilagde imidlertid striden med kejseren og antog den kristne tro og bragte således sit rige en forsonende fred med Gud og med mennesker. På den vis reddede han fædrelandet fra en krig, sig selv fra en fejltagelse og frustrerede det forfælgelig håb, Hakon havde fattet. 4,2. Da Harald erfarede Hakons frafald, fandt han, at der var så megen mere anledning til at straffe den norske ungdoms opsætsighed hårdt, som han vidste, at dens hovmodige knejsen var rettet imod ham. Han sendte derfor Jomsborgs vikingeskare afsted og gav hærførene Bo og Sivald ordre på at hævne den foragt, man havde vist ham. Ved synet af disse troppestyrker erkendte Hakon, at de var en opgave for svær for hans hær, da hans egen styrke ikke slog til , og han søgte derfor at forsone de høje magter med et helt uhørt sonoffer for således, grundet sin mistillid til mennesker, at hente bistand hos guderne. Han førte da sine egne to, overordentlig lovende sønner som slagtofre til altret og slagtede dem - lig dyreofre - for at vinde sejr! Et ukristeligt offer! Og han betænkte sig ikke på at tilkøbe sig sit eget rige for sit eget kød og blod og ville hellere miste sine egne børn end sit eget land! Kan man forestille sig noget menneske mere tåbeligt end denne konge, som fik sig selv til at søge krigslykken ved sønnedrab og betalte ét slags uvisse udfald med tilintetgørelsen af sine to allerkæreste og som bragte krigsguderne sin egen barnløshed som offergave? 4,3. Det er forklaringen på, at Danerne, da de stødte sammen med Hakon i et søslag, hvor de end satte deres angreb ind, mødte et uvejr så voldsomt, at det skadede dem lige så stærkt som fjenden selv. Dette troldomsuvejr gennempiskede vore folks hoveder med så uhørt store haglslag, at deres øjne ligesom blev trufne af tågepile og blindede, og vore folk følte, at kampen mod elementernes rasen var sværere end kampen mod fjenden. Hertil kom yderligere den omstændighed, at de norske, der mere havde krigslykken med sig på grund af himlens kræfter end egen styrke, ganske tydeligt fornemmede, at danskerne havde pådraget sig de guddommeliges brede, drev de danskere på flugt, førend de nåede at slå dem ihjel. 4,4. Iblandt danskerne var Karlsevne og Sivald, som de sejrende nordmænd begge tog som krigsfanger. Endskønt Karlsevne og Sivald begge i stridens stund havde øvet ypperlig krigsdåd, høstede de dog som fanger langt mere hæder end på slagmarken. Hakon ønskede nemlig nøjere at lære den danske ungdoms mandsmod at kende og lod derfor to mand træde nærmere for at stille krigsfangernes udholdenhed på prøve. Det rygte forlød nemlig, at de fra naturens hånd var i besiddelse af så stor en selvbeherskelse, at, omend de modtog et slag ret ind i ansigtet, foretrak de ikke et bryn, men bevarede deres sindsro overfor ethvert provokerende slag. 4,5. Sivald måtte som den første af de to udstå prøven. Og skønt den ene af Hakons følgesvende traf ham med en gevaldig knippel, røbede hans øjne ingen bevægelse. Ja, han stod endnu mere fast overfor skæbnen, des værre prøver på sit mandsmod han måtte give. Tilsvarende sjælestyrke udviste også Karlsevne, der med et spark strakte den anden mand, som truede ham med løftet økse, til jorden, og, skønt lænkbunden, slog våbenet fra manden, der søgte halshugge ham, greb det og skilte hovedet fra kroppen på den faldne. Derme foregreb han dristigt ligeså resolut som energisk den truende fare. For selv i fangenskab kunne hans tapperhed, trods lænkernes raslen, ikke berøves sin styrke. Ja, selv under de alvorligste forhånelser, demonstrerede han tydeligt sit mandsmod, jo voldsommere han fornemmede skæbnen rase imod sig. Men hverken dødens trussel eller lænkernes spotten formåede at skræmme ham fra at vise mod. 4,6. Af beundring for deres mod og udholdenhed lovee kongen dem begge eftergivelse for deres straf, om de blot med troskab og huldskab ville stille sig på hans side,så han kunne have dem hos sig som brave stridsmænd i stedet for at ombringe dem. Men da de anså det for lidet gloværdigt at betale for livet med påtvungen lydighed, eftersom troskab overfor andre var dem mere kær end deres eget liv, afviste de stolte hans forslag om at forlænge deres liv og ønskede ikke ved en vanærende aftale at anmode om en tjeneste. Hakon skønnede derfor, det var bedst at skænke begge de brave livet, for ikke at fremstå som en, der straffer udholdenhed, men som den der bifalder den. 6. Dernæst afgik dronning Thyra, Danmarks riges leder, ved døden. Harald lod hendes afsjælede legem jordfæste med megen pomp og pragt nær faderens gravhøj under almindelig sorg, for i alle huse følte man sig berørte over dette så bitre tab og var overbevist om, at ved hendes bortgang alene var hele fædrelandets livsglød slukket. Hvor hun er begravet, kan man endnu i vore dage se kirken, der er beliggende midt mellem de to ægtefællers gravsteder (9.) (Jelling). 8,1 Harald søsatte hele rigets flåde for ikke at give sig i kast med så stor en byrde med for lille en udrustning, samlede skarer af folk og fæ og gav ordre til, at en helt udsædvanlig stor sten, der var fundet ude ved Jyllands kyst, skulle drages til Jelling for dér at udsmykke moderens gravhøj. 8,2. Imidlertid var de, som førte flåden samen med Sven, blevet lede og kede af Haralds regime, dels fordi han havde givet kristendommen en fortrinsstilling, dels fordi han generede befolkningen med usædvanlig store skattebyrder. De forleder derfor en snedig og forslagen person til på begavet vis at forhøre sig hos Sven, om denne måske kunne tænke sig at gribe til våben mod faderen og bemægtige sig herredømmet. Ved denne henvendelse lod Sven sig forlede til at stræbe efter magten ved fadermord. Han takkede derfor forespørgeren og sagde, at han gerne ville tage imod den høje rang., fædrelandet tilbød ham. Da landets førstemænd erfarede dette og havde udforsket hans magtbegær, omfattede de sagen med større tryghed og lod nu dristigt deres lønlige planer komme for dagen. For de tanker, de havde dækket over, udførte de nu åbenlyst og udråbte straks officielt Sven til konge. 8,3. Harald, der i mellemtiden var fuldt optaget af slæbearbejdet med stenen, udspurgte en af sine folk, der kom fra flåden, ganske indgående, om han nogensinde havde set så stor en sten sat i bevægelse af menneskehånd. Hertil sagde manden, at han nylig havde set en endnu større byrde trukket og ført af menneskehånd. Og da Harald vedblev at udfritte ham derom sagde han: "Jeg var nyligt tilstede, da Danmark blev trukket væk under dig. Nu kan du jo overveje, hvilken af de to byrder, der er tungest at bære på." Således erfarede Harald, da han blot havde bedt en anden mand om hans syn på sit forehavende, at riget var ham frarøvet. Da fortrød han, at han havde spændt menneskeskuldre for okseåg. For da han ville opgive arbejdet med at slæbe stenen og i stedet forberede sig til krig, fik han tydeligt soldaternes svare misbilligelse at føle. For hæren, stærkt provokeret over det vanærende arbejde, som havde fået den til at lægge åg på skuldrene, nægtede at gribe til våben. Og hverken i kraft af sin majestæts magtbud eller bøn kunne han formå hæren at sikre sin intregritet, da han jo havde tugtet alles rygge ved sit beskæmmende påbud. Der var dog enkelte, der ikke delte den almindelige opfattelse, og forblev tro og hulde overfor kongen, midt under det almindelige stormfulde postyr. Da han med støtte fra disse hjælpere søgte at knuse sønnens greb efter magten, angribes han voldsomt af sin egen kødelige søns troppestyrker. Og da han tabte et slag til Sven, flygtede han til Sjælland, hvor han samlede nye stridskræfter, men hjemførte atter et lignende nederlag i et søslag. Berøvet sine hjemlige styrker som han nu var, stod der ikke andet tilbage for ham end at anmode om en krigerskare udefra. Harald forlod derfor Danmark og tog som landflygtig til Jomsborg, der var spækket med danske krigsvåben, for det var så at sige arnestedet for hans trofasteste hærskare. 8,4. Imidlertid lod Sven sig ikke nøje med kun i sit had til faderen at krænke al pietetsfølelse, men for at vinde befolkningen for sig, gav han ugudeligheden frie tøjler og satte sig stædigt for at tilintetgøre alt helligt. Han fordrev således dyrkelsen af Gud fra fædrelandet og genindførte offerpræsterne i de hedenske helligdomme og offerhandlingerne ved altrene. Hans fader, Harald angreb ham nu, denne gang ud for Helgenæs, med en blandet hær bestående af Daner og Slaver, men uden at vinde sejr eller flygte kæmpede han dagen lang. Mødige af kampen berammer de to hære derfor et møde til den følgende dag for at knytte fredens bånd. Harald spadserede derfor i tillid til den forestående fred frit om og begav sig ind i en skovtykning, hvor han satte sig under nogle buske for at forette sin nødtørft. Da blev han aftruffet af et pileskud fra Toke, der tørstede efter hævn for den tort han havde lidt (10.). Fra Helgenæs blev han såret af sine mænd bragt til Jomsborg, hvor han fik en hurtig udgang på sit liv. Hans afsjælede legem blev overført til Roskilde, hvor det fandt en fornem gravplads i den kirke, han selv nylig havde grundet, thi fædrelandet, fuld af utak som det fordum var over hans fortjenester, skønnede først for sent på sin fromme førers indsdats. Men hvad det ikke havde undt ham i levende live, skønnede det burde bringes ham des fyldigere i døden, og man spændte derfor hans jordefærds pragt til den yderste menneskelige spændvidde. Og fædrelandet omfattede nu sin døde søns aske med omsorg, skønt det stolt afviste ham i live. Noter:   Dudo, frankisk historieskriver, skrev omkring 1017 som dekan i klostret Saint-Quentin De moribus et actis primorum Normanniæ ducum. Dananæerne, navn på græsk folkestamme. Der er naturligvis tale om den rene folkemytologi, omend den er baseret på lærd spekulation. Beda Venerabilis (672-732), angel-sachsisk historieskriver, hvis hovedværk var Ecclesiastica Gentis Anglorum (731). Styrbjørn, søn af Svenskekongen Bjørn, havde kort forinden bedt den danske kong Harald Blåtand (ca. 935/45-ca. 986) om hjælp mod sin fætter Erik, der havde taget magten. Den tyske kejser Otto den Første 936-973. Oddesund. Denne folkemytologi har Saxo antagelig overtaget fra Adam af Bremen. Om Styrbjørn, se note 4. Den norske kong Harald. Det historiske indhold af skildringen er næppe korrekt. Dels døde Thyra før Gorm, der jo til hendes minde rejste den lille Jellinge sten med Indskriften: "Gorm konge lod gøre disse mindesmærker over Thyra sin kone, Danmarks pryd". Dels blev de antagelig begge gravlagt i den nordlige høj, mens den sydlige forblev tom. Endelig lod deres søn, den kristne kong Harald Blåtand, muligvis deres lig overflytte til kirken i Jellinge og begrave i gulvet dér, ganske som det senere hen i middelalderen og renæssancen ikke var udsædvanligt. Hentyder til en episode, der tidligere havde udspundet sig mellem kong Harald og Toke, hvor Toke på grund af sit praleri var blevet nødet til med sin bue at sigte mod sin søn og nedskyde et æble på dennes hoved. Kilde: Allan A. Lund: Tekster fra Middelalder og Renæssance (side 27-35). Toppen af siden Opdateret 07-11-2002