VELKOMMEN TIL

KRITTEVITS HJEMMESIDE

KATTESIDEN

Jeg har nogle erfaringer som kat, som jeg gerne vil give videre til katteejere og kommende katteejere. Måske er du ikke helt enig i alt på denne side, men det er bare mine erfaringer!

På denne side handler det kun om katte - jeg er ikke så begejstret for hunde, da de af og til jagter mig, hvis jeg kommer ind på deres område. Heldigvis er jeg ret adræt og hurtig, så de fanger mig aldrig. Mine skarpe kløer er gode at have i sådanne situationer.

NÅR I FÅR EN KAT IND I FAMILIEN!

Det er vigigt at gøre jer klart, hvad det kræver at have en kat som mig, inden I anskaffer jer en. Vi skal jo leve sammen de næste 12-15 år (så langt kan et katteliv være). For at I kan komme godt i gang, skal I helst følge mine gode anvisninger, som står lige her nedenunder. "I har haft kat før", siger I. OK, men læs alligevel, hvordan I får en god start på et godt samliv med os katte - I kan måske lære noget!  

1) Mit lille område!

Når I har bragt mig hjem i jeres bolig (dette foregår helst i en stor robust transportkasse), så lad mig kun få adgang til et mindre område af boligen - gerne et enkelt rum, hvor I opholder jer. Jeg føler mig utryg på et stort område, og jeg vil sikkert være ret sky af mig. Lad mig opholde mig i dette rum det første døgns tid. - Tak, kære katteejer.  

2) Her tisser og spiser jeg!

Når man har siddet i en transportkasse, så er man ofte sulten eller trænger til at tisse. Hvis jeg ikke skal tisse på dit nye gulvtæppe, så er det vigtigt, at du stiller en kattebakke med et godt tykt lag grus (5 cm) et sted i rummet. Du må godt sætte mig op i bakken, så jeg lige ved, at det altså er her, jeg må tisse. Du kan også kradse med hænderne i gruset for at fortælle mig det. Husk også at stille en skål med mad og vand i rummet, for jeg vil gerne føle mig hjemme og velkommen. Men jeg vil altså IKKE have kattebakken stående for tæt på min madskål

3) Så er det tid til rundvisning!

Efter ca. et døgn er jeg klar til at tage resten at boligen i øjesyn. Hvis der er mange rum/etager i boligen, så lad mig tage rummene lidt efter lidt, så det ikke bliver alt for overvældende for mig. Det kan godt være, at jeg kan have lidt svært ved lige at finde min tissebakke i starten, så sæt evt. flere bakker op i boligen. Efterhånden kan du fjerne dem igen, når jeg kender boligen bedre. Nogle gange bliver jeg utryg og kan finde på at tisse i et hjørne, hvis der ikke lige er en bakke i nærheden. Brug kartoffelmel til at suge væsken op fra gulvtæppet med.

Vask aldrig af i et salmiak- eller klorholdigt vaskemiddel, da det virker tiltrækkende på os katte. Min familie anbefaler brug af Rodalon, som desinficerer og fjerner lugten.  

4) Lad mig sove i fred!

Jeg skal have god tid til at finde mig til rette - især når jeg er killing. Jeg kan ikke lide støj og pludselige lyde. Min hørelse er mange gange bedre end jeres, så tænk lidt på mig, når I spiller musik på radioen eller cd´en. Jeg er heller ikke særlig begejstret for det væmmelige uhyre, som I kalder støvsugeren, så vent lige et par dage med at tage den frem.

Jeg ved godt, at jeg er noget så dejlig og uimodståelig, og jeg elsker at lege, men respektér venligst mine sovetider og mit sovested. Jeg bliver nervøs og aggressiv, hvis jeg ikke får hvile nok. Fortæl lige familiens børn det! Jeg kan ikke lide at blive båret for meget rundt med, og lad for guds skyld være med at løfte mig i nakkeskindet eller i forbenene - det kan give mig alvorlige skader. Tag mig med den ene hånd under brystet og den anden bag bagbenene. Min mor tog mig i nakkeskindet, da jeg var lille, men det skal I mennesker altså ikke gøre. Du risikerer også, at jeg river eller bider dig.  

5) Giv mig noget at kradse i!

Vi katte holder vore kløer vedlige ved at kradse i dørmåtter, tæpper, møbler og lignende, hvis vi ikke lige kan komme til at kradse i et træ. Men hvis du vil undgå, at jeg kradser i dine møbler, så er det en god idé; at anskaffe et kradsebræt med en højde på ca. 70-90 cm, som du placerer i nærheden af mit sovested. Jeg benytter det tit lige efter, jeg er vågnet. Du kan købe forskellige typer af kradsebrætter i specialforretninger, som handler med tilbehør til husdyr. Hvis du har hessian på væggen, så har jeg ofte svært ved at modstå fristelsen til lige at hvæsse mine kløer på det. Giv mig et kradsebræt, og chancen for at jeg istedet bruger det, er ret stor.

6) Jeg elsker at lege!

Du skal ikke lege "fingerleg" med mig, for har jeg først vænnet mig til, at fingre og hænder er noget jeg må bide og rive i, ja så er det svært at vænne mig fra det igen. Når jeg bliver stor, kan jeg kradse ret kraftigt og lave smertefulde rifter. Giv mig hellere papirkugler, tøjdyr, paprullen fra toiletpapir m.v. Eller hæng en kraftig elastik op i loftet og sæt et tøjdyr i enden af den. Så kan jeg bruge meget tid og energi på at angribe tøjdyret, som yder modstand, når jeg forsøger at bære det (byttet) væk. Man er vel ikke et rovdyr for ingenting.

7) Fri mig for en hårbolle!

Hvis jeg ikke kan komme udenfor og spise græs, som hjælper mig med at løsne hårboller i maven (jeg slikker en frygtelig masse hår i mig hver dag, fordi jeg er så renlig), så er det en god idé; at du stiller en potte med kattegræs i min nærhed. Dermed skåner du også dine potteplanter, som af og til er ret spændende for mig.  

8) Pas på, at jeg ikke falder ned!

I en lejlighed hvor jeg ikke er vant til at færdes ude ligesom i et hus med have, er du nødt til at holde døre og vinduer lukkede, for jeg er meget nysgerrig. Hvis jeg falder/hopper ud af vinduet eller ned fra altanen, så kan jeg ikke finde hjem igen, fordi jeg ikke kan snuse mig frem til mit hjem, og så er jeg gjort herreløs. Sæt evt. et solidt trådnet for vinduet, når det er åbent, eller åbn det kun 2 cm, så kan jeg ikke smutte ud. En altan er alt for let at hoppe ned fra, så lad mig ikke gå derud alene.  

JEG HAR HUS OG HAVE 

9) Nu skal jeg på havevandring!

Luk mig først ud i haven efter ca. 14 dage, for det er vigtigt, at jeg først kender mit eget hjem og de lugte der er, så jeg kan finde hjem igen. De første par gange skal det kun være en kort udgangstur - og det er godt, hvis I lader en dør stå åben, så jeg lige kan smutte ind, hvis jeg føler mig utryg. Jeg går ikke så langt væk, hvis I lukker mig ud lige inden min normale spisetid. Jeg skulle jo nødig gå glip af et måltid mad.  

10) Jeg er et frit dyr!

Nogle katte, som lige fra starten er vant til at gå i snor, har ikke noget imod at gå tur udenfor i snor, men jeg kan ikke lide at gå tur  i snor, da det strider imod min natur, og jeg bliver ulykkelig over at blive lukket inde igen efter turen. Vi katte vil helst liste os ind under hække og buske, og seletøj er ikke noget for os frie dyr, som kan være svære at dressere. Hundene er meget mere afhængige af deres ejere, og går gerne i snor. Dem om det!  

11) Har du set min seje tatovering!

Du bør få mig øremærket og neutraliseret (sterilisation/kastration), n&år jeg er blevet 6-10 mdr. gammel. Så er jeg kønsmoden, og min adfærd kan ændre sig. Mere om det senere. Du kan også gøre det senere i mit liv. Hvis jeg løber væk eller - snøft - bliver kørt ned og bliver fundet af andre, så vil du få besked, idet mit øremærke er registreret i et register, som bl.a. dyrlægerne og katteværnsforeningerne har adgang til. Ved øremærkningen prikker dyrlægen en talkode i mit øre med en speciel tang og pensler prikkerne med tusch, så koden kan ses. Hvis Jeg er for ung til at blive øremærket, så sæt et halsbånd på mig, men fjern venligst den lille bjælde, der tit er på halsbånd, da min hørelse er så god, at jeg generes af den evige ringen. Det er faktisk dyrplageri at lade bjælden sidde på, selvom nogle folk mener, det kan advare fuglene om, at der er en kat i nærheden.  

12) Min egen indgang!

Køb eller lav selv en kattelem til mig i bryggersdøren. Det vil spare dig for en masse tid med at lukke mig ud og ind. Kattelemmen står ikke og blafrer, når det blæser udenfor. Uden en kattelem står jeg hele tiden og skraber på døren/ruden, og jeg kan ikke altid bestemme mig for, om jeg skal være ude eller inde. Ofte sidder jeg helst på dørtrinnet og holder øje med livet udenfor.  

13) Natten er farlig!

Mit gode syn gør, at jeg kan se i mørke, men for mit eget bedste skal jeg helst holdes indendørs om natten, idet risikoen for at komme i slagsmål med andre katte, blive kørt ned osv. er meget større om natten end om dagen. Det er derfor bedst at lade mig sove indendørs om natten, og det er noget, jeg kan vænne mig til. Om aftenen kan jeg lokkes ind ved hjælp af godbidder, og kalder du med en glad og lokkende stemme, kommer jeg hurtigere ind. Jeg kan sagtens sove inde om natten, når bare jeg har min tissebakke, min tørfoder og min vandskål, som jeg kan komme til i løbet af natten. Som killing søger jeg ofte selskab, så du skal ikke blive forbavset, hvis jeg gerne vil sove oven på din dyne. Du afgiver jo god varme, som vi katte simpelthen bare elsker og ikke kan få for meget af.  

14) Hold dig gode venner med naboerne!

Min familie holder sig orienteret om, hvorvidt jeg er til gene for naboerne. Jeg kan godt finde på at grave i naboernes haver, og så er det helt i orden, at naboerne smider lidt vand efter mig. De må bare ikke slå, sparke eller kaste sten m.v. efter mig. Forhør dig evt. hos naboerne, om jeg generer dem.  

15) Uha, der er en kat i forvejen!

Da jeg som lille killing ankom til min nye familie, så havde den en kat i forvejen. Det var lidt spændende men også farligt. Derfor lod familien mig ikke komme hen til den gamle kat med det samme. De satte mig i et rum med en lukket dør ind til den anden kat. Det var en rigtig god idé, og for ikke at gøre den gamle kat jaloux, sørgede de for, at der både var nogen til at kæle for den gamle kat og for mig. Den gamle kat var ikke særlig begejstret for mig, men sådan forløb de første 24 timer. Lige en huskeregel: det er vigtigt at sørge ekstra godt for den gamle kat, idet den let kan blive jaloux på den nye kat og i værste fald flytte hjemmefra.  

16) Sæt min dør på klem!

For at vi to katte kunne lære hinanden bedre at kende, satte min familie en lille krog i døråbningen, så døren kun kunne åbnes 2 cm. De næste par dage stod vi og snusede og hvæsede til hinanden i døråbningen og gjorde os bekendt med hinandens lugte. Derefter blev vi bragt sammen under overvågning, men når familen ikke var hjemme og om natten, så var vi i hvert vores rum. Under hele dette forløb er det meget vigtigt, at familien tager ekstra meget hensyn og drager umådelig meget omsorg for, at den gamle kat ikke føler, at den nye kat indtager dens plads i familien. Dette gøres ved at kæle særlig meget for den gamle kat og evt. give den flere godbidder end den nye.  

17) Er hunden farlig?

Vi katte er som sagt ikke særlig begejstrede for hunde, så har I hund i forvejen, da bør I holde den i snor, indtil vi katte føler os trygge ved den.  

God fornøjelse med DIN kat

Hilsen Krittevit

kritte@geocities.com

har set denne side

1