|
|
Hans Tausen kommer til København 1529
Torben Svendrup: Hans Tausen - den danske Luther side 113ff. 
Den 29. april 1529 døde Sjællands biskop Lage Urne. Det var et afgørende slag for den katolske kirke. Poul Helgesen skriver om, ham, at han både hvad angår lærdom og moralsk alvor overgik alle andre bisper i Danmark. Kongen fik nu travlt med at finde den rette til bispestolen. Set fra Frederik den 1.'s side, skulle det være en, der ikke ejede samme moralske alvor, som Lage Urne havde gjort. Det skulle med andre ord være en, der havde forståelse for den nye tids tanker. Valget faldt på Joachim Rønnow. Han var en udpræget pragmatiker, det han gik efter var "hvervet" - ikke kaldet. Rønnow fik bispeembedet, men på hårde betingelser. For det første blev han udnævnt af kongen, hvilket vil sige, at forbindelsen til Rom var skåret over. For det andet måtte han i juli 1529 skrive under på, at han i sit stift ville tillade, at det rene evangelium blev prædiket. Hermed var der givet grønt lys for en hurtigere reformatorisk udvikling. Og den kom.I august samme år kom Hans Tausen til København, hvor han blev indsat som prædikant i Nikolai Kirke af Frederik den 1. Næst efter domkirken var Nikolai Kirke byens vigtigste. Alene i dette lå et klart signal om, hvilken vej kongen ville have udviklingen trukket. Reformationen var ved at tage fast form i Danmark. Men det foregik nu ikke uden sværdslag. Biskop Rønnow havde godt nok forpligtet sig til at lade prædikanterne prædike, og det gjorde man også i sognekirkerne, men da de krævede domkirken, sagde han nej. Rønnow satte militær ind og spærrede adgangsvejene til København. Han kunne ikke leve med, at man helt ville afskaffe den katolske messe. Kongen gik ind og pressede et forlig på plads. Kannikkerne skulle have lov til fortsat at nyde deres indtægter, men når de døde skulle indtægterne overgå til borgerne. I byrådet gjorde borgmester Ambrosius Bogbinder (Christian den 2.'s gamle kammerat), hvad han kunne for at forhindre et forlig. På samme måde, som det var sket i de tyske byer, forsøgte han at lave en sammensværgelse mellem borgerne for at forhindre, at katolikkerne fik noget som helst. "Idet København har nu i enighed antaget evangeliet og har fire prædikanter og ingen andre må prædike i byen end disse." Således skriver Hans Mikkelsen, den tidligere Malmø-borgmester, til den landflygtigt Christian den 2. i Antwerpen. Dateringen af brevet er den 20. maj 1530. Reformationen var godt i gang - ja, mange steder, f.eks. i København, var den i realiteten gennemført. Men den katolske kirke sad fortsat på magt apparatet, og officielt var Danmark et katolsk land. Samtidig med dette var situationen den, at reformatorene havde svært ved at finde et fælles grundlag. Reformationen var for en stor dels vedkommende vokset op nedefra - den var ikke et diktat fra oven. Det betød, at de enkelte prædikanter opbyggede hver deres egen reformation. Det var derfor velbegrundet, at Frederik den 1. kaldte Hans Tausen til København - der skulle mere styr på tingene. Denne fred og fordragelighed, som reformationen indtil nu var forløbet under, må ikke forlede til at tro, at reformationskampene var uden dramatik. Det var blodig alvor 3. juledag 1531 eksploderede det i København, og Danmark kom til at opleve kirkestormens vanvid. Poul Helgesen fortæller i Skibbykrøniken, at borgerne grebet af et utroligt raseri og vanvid stormede ind i Vor Frue kirke. Først væltede de alle helgenbillederne, spyttede på dem, slog dem og spottede dem. Derefter begyndte de at sønderslå dem, for til sidst at smadre kannikkestole og alt inventar. Byfogeden forhindrede, at højaltret blev smadret. Poul Helgesen påstår, at det var borgmester Ambrosius Bogbinder, der stod bag overgrebet. Men som den virkelige bagmand for kirkestormen fremhæver Poul Helgesen Hans Tausen. Det synspunkt fastholder Poul Helgesen, selv om han anerkender, at det var Tausen, der stoppede vanviddet. Det er ikke pæne gloser, som Poul Helgesen bruger om Tausen. Han kalder ham for et utyske blandt udyr o.l.. I denne sag er Poul Helgesen formodentlig uretfærdig over for Hans Tausen, og der er tale om en bevidst politisk tilsvining af en modstander. Hans Tausen og for den sags skyld Luther stod for en langt mere forsonlig linie end den holdning, kirkestormen lagde for dagen. For os i dag virker disse sammenstød som utrolig intolerante - men i den forbindelse skal man huske på, at netop religionen ikke var noget, man bare forholdt sig akademisk til. Religionen var meget vigtig for den tids mennesker - den var livets virkelige mening. Derfor var de fleste det, som vi i dag ville kalde fanatikere. Der havde lydt sang i kirkerne gennem århundreder, men det var korsang. Det var ikke menighederne, der sang - de forstod ikke engang hvad det var, der blev sunget, idet der kun blev sunget på latin. Det gjorde Luther op med, og han indførte salmesang på nationalsproget tysk - et kunststykke de danske reformatorer gjorde efter. I 1529 blev der i København indført danske salmer af Hans Tausen. Der var tale om en såkaldt trossalme. Det var naturligvis kun begyndelsen, og der fulgte meget hurtigt en hel række salmer, som vi også kender i dag, og som Tausen havde ansvaret for."Nu fryde sig hver Kristenmand", Krist stod op af Døde", "Nu bede vi den Helligånd" osv. Salmesangen kom til at gjalde i de danske kirker. Menighederne var begejstrede, mens katolikkerne var dybt forargede. Poul Helgesen skrev, da han skulle angribe Malmø-reformatoren Peder Laurentsens skrift, at Skt. Paulus ville regne det til vor last, at både kvinder og mænd sang. Der var virkelig tale om en dyb, dyb forargelse, der bl.a. bundede i synspunktet, at det var ugudeligt, at kvinder på den måde tog del i gudstjenesten. Denne forargelse gjorde nu ikke noget som helst indtryk på prædikanterne. Allerede inden Peder Laurentsen skrev Malmø-bogen vidste han, hvad katolikkerne mente om salmesang, men på trods af det skrev han: "Vi ville det sige, som sandt er, at en fattig mand, dreng eller pige, der sidder på en møgvogn og synger de 10 Guds budord eller anden lovsang af skriften, Gud til lov, at han eller hun er bedre og mere agtet for Gud end mange præster, munke eller kannikker, der står fra morgen til aften..." Opdateret d. 29-12-98 |