Viborg

Reformationen kom til Viborg

Torben Svendrup: Hans Tausen - den danske Luther side 93 ff.

Af en eller anden for os ukendt grund blev Tausen kaldt tilbage til Danmark før det var planlagt. Årsagen til denne tilbagekaldelse har man ofte sat i forbindelse med Rigsrådets og dermed også Hans Tausens prior Eskild Thomsens offentlige erklæring om troskab til romerkirken, som tak til Gud og helgener for at man var sluppet af med Christian den 2.

Vi antager, at Tausen blev kaldt tilbage til Antvorskov kloster i sommeren 1524. De næste klare efterretninger om Tausen får vi i foråret 1526, hvor han er i Viborg. Det antages normalt - på lidt usikkert grundlag - at han var kommet hertil i efteråret 1525.

I tiden før han blev sendt til Viborg, virkede han ved Johanitter klostret i Antvorskov og havde bl.a. til opgave at varetage aftenprædikerne. Den prædikenform, som Tausen valgte, har været den nye, og det må antages, at Hans Tausens prædiken har været stærkt præget af Erasmus af Rotterdams tanker f.eks. i "Ratio verae Theologiae" (Hvad forstås ved sand teologi). Det må samtidig formodes, at det hurtigt må være gået op for tilhørene, at Tausen havde et andet kristent grundsyn end Erasmus, og at han dermed førte kættersk tale. Efter en troværdig overlevering har han prædiket om retfærdiggørelse af troen alene (Rom 3,25 efter Luthers oversættelse), eller således, som han selv har skrevet i sin oversættelse af himmelbrevet: "thi mit (Kristi) ord lyder så, at ingen menneskes retfærdighed kan være så stor, at han agtes noget for Gud, uden han forlader sig på mig og får min retfærdighed. Og ingen menneskes synd er så stor, at han ej til nåde og bliver velbehagelig i Guds ansigt, dersom han falder til føje med mig og forlader sig på min retfærdighed".
Men Tausen lod det ikke blive ved at prædike. Han - som nu var en ganske erfaren universitetslærer - drev også undervisning i Viborg. Der blev brugt kræfter på at undervise munkene i evangeliets rene ord og dermed klargøre for dem, hvilke trosmæssige fejltagelser, de havde begået.
Alt i alt bar disse ting frem mod en konflikt med den katolske kirke. Ifølge traditionen skal det have været en skærtorsdagsprædiken i 1525, der kom til at give det endelige brud. Det er absolut meget sandsynligt, for skærtorsdagsprædikenen var den store nadvergudstjeneste, og det var jo netop omkring nadveren, at der var en fundamental forskel mellem prædikanter/Wittenbergteologer og den katolske kirke.
Den tildligere omtalte øvelsestale ved latinskolen i Ribe fortæller om denne skærtorsdagsprædiken og om, hvordan Tausen kom til Viborg. Skoletalen fortæller, at prioren i klostret i Antvorskov ikke var hjemme, da Tausen holdt sin skærtorsdagsprædiken, men da han kom hjem og hørte om forløbet, blev han meget utilfreds, så utilfreds at Tausen flygtede til en øde ø. På grund af sult vendte han tilbage til klostret, hvor han blev sat i fængsel. Han blev først udfriet af fængslet, da klostret fik besøg af rådmand Albert van Goch og frue fra København. De kendte Tausen fra Odense, og fik ham frigivet, mod at Tausen rejste uden for Sjælland. Resultatet blev, at Tausen blev sendt til Viborg. Det er nu højst tvivlsomt, om man kan tillægge denne historie nogen historisk betydning. Det er såmænd ikke usandsynligt, at Tausen har været en tur i klosterfængslet, det var en almindelig måde at straffe munkene på, men den senere udvikling giver ikke anledning til at tro, at Tausen skulle være blevet stemplet som lutheraner og dermed kætter.

Tausen som munk i Viborg side 95 ff
Da Tausen kom til Viborg, valgte klostret at lade ham varetage den daglige aftenprædiken for borgerne. Det er meget bemærkelsesværdigt, for i 1526 var der i danmark en ganske klar viden og bevidsthed om, hvad det var for en vej Luther og de andre Wittenberg-teologer var slået ind på. Men ikke disto mindre tillod man Tausen at prædike i Viborg, endda som Johanittermunk, der henvendte sig direkte til byens borgere. Det mærkværdige i situationen bliver ikke mindre af den kendsgerning, at Viborg netop var et sted, hvor den katolske kirke var ved at miste grebet om tingene.
Sammenholder man ovenstående med historien fra øvelsestalen om, at Tausen var blevet bortvist fra Antvorskov kloster for at prædike kættersk, ja så bliver historien helt usandsynlig. Hvis der skal være nogen som helst mening i Tausens overflyttelse til Viborg og hans virke som prædikant ved Johanitternes aftensang, så er det en forventning fra hans prior om, at Tausen ville kunne dæmpe den uro, som allerede var i denne del af Jylland.
Den mest sandsynlige konklusion på Tausens forflyttelse til Viborg er faktisk den modsatte. Han blev sendt til Viborg, fordi Johanitterne gerne ville imødekomme det stærke ønske fra borgerne om gode prædikener. Tausen var både en habil teolog, og en teolog der var godt kendt med den nye prædikenform, så hvad var mere naturligt, end at sende ham til Viborg for at styrke kirkens sag.

Oprøret i Viborg side 96
Opgaven, at give borgerne en bedre bibelforståelse, lå helt i forlængelse af Luthers tanker. På dette punkt var der absolut ingen modsætning mellem borgernes ønsker, kirkens ønsker og den måde hvorpå Tausen kunne/ville opfylde disse.
I april 1526 opholdt kong Frederik den 1. sig i Viborg, og i forbindelse med opholdet var der fra kirkens side absolut ingen klager over Hans Tausen. Men lige pludselig tog udviklingen fart, og Hans Tausen begyndte i bedste Luthersk stil med hidsige angreb på kirken (eclesia). Det er selvfølgelig logisk, at dette fik hans overordnede til at reagere; de kunne ikke i kængden stå model til den måde, Tausen forvaltede sit prædikenembede på. Modsætningsforholdet mellem Tausen og hans prior eskalerede så hurtigt, at det førte til, at Tausen blev udvist af klostret. Det er i hvert tilfælde den forklaring Tausen selv giver. Allerede i 1528 skriver han: "Ikke kan I heller med Skel kalde mig en forløben Munk, men meget mere forvist og fordreven". Han lagde megen vægt på, at han ikke havde forladt klostret, men var blevet smidt ud, og er det tilfældet, må det være sket efter en ordensproces.
For Hans Tausen var det livet igennem vigtigt at pointere en parallelitet mellem sit eget liv og forbilledet Luthers. Og for Luther var det livet igennem meget vigtigt at fastslå, at han ikke bare havde forladt sit kloster, men var blevet forjaget fra det.
At Hans Tausen måtte forlade Johanitterklostret betød imidlertid ikke, at han stoppede med at prædike. I begyndelsen prædikede han i den borgers hus, som havde givet ham husly, da han var blevet smidt ud af klostret. Senere prædikede han i St. Hans Kirke.
Reformationen i Viborg side 98-99
Omkring reformationen i Viborg har vi en ganske spændende kilde i "Krøniken om Graabrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark". Denne kilde giver Hans Tausen hovedansvaret for, at reformationen blev gennemført i denne vigtige danske by. Skildringen heri afviger på en række punkter fra gravskriftet i Ribe, således fortælles det i gravskriftet, at Hans Tausen blev fængslet af prioren ved sit kloster, og at han prædikede ud af fængselsvinduet for hoben. Det er en spændende, men ganske usandsynlig historie. Hvorfor skulle man fængsle en munk for at prædike, og derefter tillade, at han prædikede fra fængslet? Det er en historie, som Tausens svigersøn puttede ind i gravskriftet for at gøre historien om Tausen mere fantastisk.
Men gråbrødrenes krønike, som må anses for at være en langt bedre kilde, da den er forfattet tættere på begivenhederne og ikke har til formål at glorificere Tausen, fortæller da heller ikke noget om en sådan begivenhed. Den fortæller os derimod, at Tausen prædikede i St. Hans Kirke i Viborg, efter at hann havde forladt Johanitterne: "her samlede han meget hyppigt sit fordærvelige kætteris tilhørere og udspyede der sin forgiftede tunges edder. Såvel ved sin fordærvelige lærers vildfarelse, der tiltog dag for dag, som ved forkærlighed for vildfarelsen tilskynde han borgerne til, at de skulle fordrive vore brødre og her oprette et gymnasium for hans lære nemlig den lutherske".
Men accepterede Viborgs katolske bisp denne udvikling henimod Luther? Nej, det gjorde han bestemt ikke. Han søgte med magt - ved indsættelse af soldater - at stoppe Tausens prædikener i Skt. Hans Kirke. Men det var ikke så let endda. Byens borgere havde nemlig taget Tausen under deres beskyttelse - og situationen udviklede sig til oprørslignende tilstande. I Arild Huitfeldts krønike - en usikker og betydeligt senere kilde - fortælles det, at borgerne spændte jernlænker over gaderne og deltog i Tausens gudstjenester med våben i hånd for at forsvare ham mod overgreb fra bispens side.
Situationen var mildest talt ved at gå helt over gevind. Bispen var øverste myndighed i Viborg, og det var helt tydeligt, at han havde mistet grebet om tingene. Den naturlige reaktion på denne udvikling ville have været, at bispen henvendte sig til kongen og dermed fik kongelig støtte til at nedkæmpe oprøret - for det var et oprør. Men det gjorde bispen ikke - i hvert fald ved vi intet om, at han skulle have forsøgt denne mulighed. Til gengæld ved vi, at borgerne henvendte sig til Frederik den 1., og da han i oktober 1526 befandt sig i Ålborg, udstedte han et beskyttelsesbrev, et såkaldt værnebrev, hvori han gjorde Tausen til sin kappelan, og samtidig lovede ham beskyttelse: "for alle som ville overfalde Hannem med magt og vold, være sig enten gejstlige eller verdslig". Med dette værnebrev havde de nye tanker sejret i Viborg, og bispen var blevet sat skakmat af den, som ifølge sin håndfæstning skulle støtte kirken, Frederik den 1.
Jørgen Sadolin side 106ff
Hans Tausens nærmeste samarbejdspartner i Viborg blev Jørgen Sadolin. Ifølge Poul Helgesen var Sadolin født i Viborg og søn af en præst. Han var altså et produkt af et af de mange "præsteægteskaber", hvor sønner prøvede at blive præster gennem dispensation for deres fødsel uden for ægteskab. I netop denne gruppe var der utvivlsomt et stærkt underlag for reformationens tanker.
Umiddelbart før herreddagen i 1526 tog Tausen et alvorligt skridt mod den katolske kirke. Han præsteviede Jørgen Sadolin. Ved at foretage denne handling viste Tausen åbenlyst, at han ikke respekterede eller anerkendte de katolske bispers myndighed. Det var et utvetydigt overgreb på selve grundlaget for den katolske kirke; Peter (Roms første biskop) havde fået magten/myndigheden på Jorden af Jesus, og denne havde han "delt ud i mindre portioner" til bisper og præster. Alvoren i dette overgreb på den katolske kirkes eksistensgrundlag understreges af, at denne handling var et af anklagepunkterne mod Hans Tausen ved herreddagen i København i 1530, hvor man ganske rigtigt ud fra katolsk tankegang anklagede Tausen for at have tiltaget sig en biskops magt.
Det spændende var så, hvad kong Frederik ville sige til denne respektløse handling. Ville han leve op til bestemmelsen i sin håndfæstning om at beskytte den katolske kirke. Det gjorde han ikke, han valgte den modsatte side. På herredagen i 1526, hvor kampen havde stået omkring kongens udstedelse af beskyttelsesbreve bl.a. til Tausen, havde kongen overdraget Jørgen Sadolin at lede opbygningen af en præsteskole i Viborg. Det var sandelig ikke en ukendt mand, der fik denne store opgave, for Sadolin havde på dette tidspunkt fungeret som Tausens nære medarbejder i lang til. Han var magister, havde studeret formodentlig i Tyskland, og allerede før præsteskolen blev oprettet, havde han påtaget sig opgaven med at uddanne prædikanter.
Samarbejdet med Sadolin havde meget stor betydning for Tausen, ligesom Sadolin var en støtte for Tausen. Sadolin var på samme måde som Tausen ikke kun imod den katolske kirkes praksis, men de stod også begge på samme grundlag, som det Luther arbejdede ud fra. Heri var der en modsætning til mange af de andre prædikanter, som i virkeligheden ikke havde ret meget kendskab til, hvad den nye kirke stod for.
Men også på det personlige område fik Jørgen Sadolin stor betydning for Hans Tausen. Det næste angreb på den katolske kirkes grundlag fulgte samme år som præstevielsen.
Tausen gifter sig. side 108f
Tausen var naturligvis stærkt påvirket af Luthers angreb på ugifte præster; og så skete der hverken værre eller bedre, end at han faldt for Sadolins søster Dorothea, og giftede sig med hende. Det har været i 1526/27 at Tausen valgte at bryde den katolske kirkes påbud om, at præster skulle leve i cølibat. Dette skridt affødte endnu større bitterhed i katolske kredse. Poul Helgesen skrev i Skibbykrøniken, at han "var den første mand her i Danmark, som af kødelig lyst gik hen og giftede sig". Det er helt bevidst, at Poul Helgesen vælger netop at bruge vendingen: kødelig lyst (priapistarum), idet han - som tidligere nævnt - anførte det som en af hovedårsagerne til, at munke og præster bekendte sig til Luthers lære.
Der er næppe grund til at betvivle, at ægteskabet med Dorothea blev lykkeligt. Tausen befandt sig i hvert fald så godt med det, at han året efter Dorotheas død i 1537, giftede sig med den rige københavnske borgerdatter Ane Andersdatter. Tausen fik også børn, bl.a. datteren Dorothea, der blev gift med Hans Laugesen, der overtog Ribe bispestol efter Tausen. Det var ham, der forfattede gravskriften over Hans Tausen.
Overtagelsen af gråbrødrenes kirke i Viborg side 110ff
Skt. Hans Kirke blev hurtigt for lille for den stadigt voksende menighed omkring Hans Tausen. Man så sig derfor om efter en større kirke, hvor man kunne samles, og øjnene faldt på franciskanernes (gråbrødrenes) store kirke. Man henvendte sig til brødrene for at få lov til at låne den, hvilket man naturligvis fik blankt afslag på. Et samarbejde med disse kættere var en helt utænkelig tanke for munkene.
Byens borgere henvendte sig så i stedet til kong Frederik den 1. og ansøgte om, at nogle af de alt for mange kirker i Viborg - der var 12 - blev revet ned. Tausen rejste ned til Gottorp Slot, hvor Frederik den 1. vanen tro opholdt sig, fordi her følte han sig hjemme, hvilket han aldrig kom til at gøre i Danmark. Tilsyneladende har der været et ganske godt og tillidsfuldt forhold mellem kongen og Hans Tausen; forhandlingerne fik i hvert fald et positivt forløb.
Frederik den 1.'s brev til borgerne i Viborg er bevaret i Rigsarkivet i København. I brevet lyder det bl.a.: "er Vi tilfreds med, at I beholder samme Gråbrødre- og Sortebrødrekirke til sognekirke og ødelægger de andre unyttige kirke i Eders by, på det at I des bedre kan holde de to kirker ved magt...". Kongen havde endnu engang støttet reformationens gennemførelse på et helt afgørende punkt.
Byens borgere gik straks i gang med at nedbryde Viborgs kirker, efter de havde modtaget brevet fra Frederik den 1. Selvom biskop Friis sad på sin sikre borg Spøttrup ved Skive alt imens dette stod på, har han haft kendskab til, hvad der skete i Viborg. I et brev til kongens kansler Claus Gjorsen skriver biskoppen, at alle hans kirker undtagen domkirken er blevet nedrevet. Resultatet blev, at Viborg by blev delt i to sogne, et med Gråbrødrekirken og et med Sortebrødrekirken som centrum.
At munkene skulle dele deres kirke med Tausens menighed, afholdt dem ikke fra at blive i Viborg. De blev boende i klostrene, men det var en torn i øjet på de gode borgere i Viborg. Med basis i den nye tids tanker, anså borgerne dette munkevæsen for at være djævelens værk. De ønskede munkene helt ud, så de kunne overtage klostrene. Det lykkedes meget hurtigt at trænge munkene ud. Borgerne løste problemet ved at indkvartere nogle lejesoldater i klostret, som med druk og hor chikandrede munkene så meget, at de valgte at rejse fra Viborg.

Toppen af siden
Opdateret d. 5-1-99