Fortsæt til/ sighi pro: Sardinien foto Digte Grammatik (G. Falconi) Debat Sardinia links Write/ iscrie Home/ a domo ©1998-2008 Lone Elisabeth Olesen

Monte Limbara. Foto: Lone Elisabeth Lidt om sardisk sprog og kultur. Sardinien har bevaret en særegen kultur, ikke mindst på grund af øens periodevise isolering fra det øvrige Italien. Måske så du den danske dokumentar "Coro di Bosa", der kom for et par år siden. Filmen giver et indtryk af dagliglivet i en lille by på Sardinien. Man kan sige, at Sardinien idag befinder sig på grænsen mellem det gamle og det nye med de problemer, det medfører. Mange vil måske have fået et indtryk af alt dette, enten i form af rejseminder eller i form af en generel interesse for Italien. Men det er mindre kendt på vore breddegrader, at Sardinien faktisk har sit eget sprog, og der er en lang tradition for at skrive digte på sardisk. Der var også mange "digterdyster", hvor digtere improviserede mod hinanden. I "gamle dage", hvor det kun var et fåtal, der kunne læse og skrive, foregik mange af disse dyster udelukkende mundtligt, men den dag idag har Sardinien sine klassikere, og digtningen må siges at udgøre "rygraden" i den skrevne tradition.

Sardisk hører under de romanske sprog, og kommer latin meget nær. Mange af de sider, der handler om sprog og kultur, er hovedsagelig skrevet på sardisk eller italiensk, men der kommer stadig flere engelske oversættelser til. Hvis du har begrænsede italienskkundskaber, men gerne vil vide mere, kan siderne om sardisk sprog og kultur hos Freie Universität Berlin/ Universität zu Köln varmt anbefales. Her findes en tekstdatabase, hvor nogle sardiske digte og fortællinger er oversat til engelsk, samt et sprogkort over Sardinien. I 1999 blev der desuden oprettet en mailingliste her. Det meste af korrespondancen foregår på sardisk, men listen tæller medlemmer fra flere forskellige lande.
Hvis du vil vide mere om, hvordan sardisk ser ud, kan du se denne grammatik.
Du kan også slå ord op i den sardiske ordbog.
Det officielle sprog på Sardinien er italiensk, men sardisk er det oprindelige sprog. Ca. "på midten" af øen går grænsen mellem logudoresisk i nord og campidanesisk i syd, der er dialekthovedgrupperne for sardisk. Denne hovedinddeling af de sardiske dialekter kan spores tilbage til middelalderen. Oprindelsen til det sardiske sprog fortaber sig i det uvisse. Det er sandsynligt, at der på nuraghernes tid, før romerne besatte øen, har været et sprog, der var en del anderledes. Men det, man idag forstår ved sardisk, ligger tæt op af latin og har desuden gloser af bl.a. arabisk, fønikisk, katalansk, spansk og italiensk oprindelse. Det skyldes hovedsageligt at øen har været under italiensk, byzantisk og spansk herredømme op gennem middelalderen. Hvert styre har sat sit sproglige spor, og dertil kan lægges en isolering af mange lokalsamfund helt op til hvor tid. Derfor er der bevaret en stor sproglig alsidighed på et forholdsvis lille område. Sardinien overgik først endeligt til Italien omkring 1860.
Udover de to hovegrupper af sardiske dialekter, logudoresisk og campidanesisk findes der galluresisk i det nordvestlige område og sassaresisk i det nordøstlige område. I syd, på de små øer S.pietro og Sant'Antioco, tales en italiensk dialekt, og endelig har byen Alghero status af "sproglig ø", fordi den som eneste sted på Sardinien har katalansk sprog.
Den sproglige variation er på en gang en styrke og en svaghed. Styrke, fordi det giver indtryk af et meget dynamisk og righoldigt sprog, men svaghed fordi tendensen i Europa i mange år har været,at sprog må blive standardiserede eller gå tabt. Sardisk befinder sig idag i UNESCO's Røde Bog over sprog i fare. Formuleringen dækker over den situation, at mange af de yngre generationer på Sardinien er vokset op uden at kunne sardisk. De er nok i stand til at forstå de ældre generationer, der har sardisk som første sprog, men de føler sig ikke selv i stand til at tale det uden problemer. Oftest er der blevet talt italiensk til dem i hjemmet, også hvor forældrenes første sprog var/er sardisk; og i skolen har de lært, at de bør tale det officielle sprog.
I januar 1998 blev der i Italien gennemført en ny lov for at fremme sardisk sprog og kultur, men det er sket på så sent et tidspunkt, at det ikke er nok at beslutte, at børnene nu må undervises i sardisk; der må en generel holdningsændring til. Mange års påvirkning er ikke gået upåagtet hen: mange unge har idag den holdning, at det er dybt umoderne at tale sardisk. På trods af problemerne er der mange, som er interesserede i at bevare og fremme det sardiske sprog. I december 1999 blev der, under stor politisk debat, vedtaget en lov, som gav de fleste minoritetssprog i Italien en officiel status. Loven blev af mange fejret som kulminationen af 50 års politisk arbejde for en officiel anerkendelse af sardisk.
Der har været forskellige tiltag i forøget på skabe et standardskriftsprog, for at prøve på at sikre den videre brug af sardisk også til skriftlig kommunikation. Den officielt vedtagne standard er nu Limba Sarda Comuna (LSC), men brugen af den er ikke obligatorisk. Projektet har mange modstandere, idet et nyt skriftsprog af mange bliver opfattet som en "kunstig størrelse". Forslaget er blevet stærkt kritiseret for at tage mest hensyn til den logudoresiske variant. De fleste, der skriver sardisk, har indtil videre foretrukket at basere skrivningen på logudoresiske eller campidanesiske traditioner, somhar rødder i middelalderen - eller de benytter mere lokale skriveformer. Det kan sagtens lade sig gøre for den sardiske læser at forstå tekster, der er skrevet på en anden dialekt end hans eller hendes egen, hvad der for nogle har forstærket argumenterne imod et "standardsardisk" yderligere. Den åbenlyse fordel ved en standardortografi er til gengæld, at et skrevet sardisk måske ville bidrage til, at folk i højere grad begyndte at tænke på sproget som en helhed og ikke som en samling "tilfældige dialekter", som det ofte er holdningen idag. Internettet som kommunikationsform kan måske gøre sit til at bringe et "lille sprog" som sardisk frem i lyset.

©2008 Lone Elisabeth Olesen

Op i toppen