Indholdsfortegnelse

Analyse af Løvens Ridder Prolog I overensstemmelse med et middelalderligt publikums angivelige forventning åbnes Ivan med en kort prolog, som andre danske ridderromancer. Her anslås - iøvrigt som de andre ridderromancer - at historien er til skiemt, fremført i fader oc søn oc then helligandhs navn. Den skal handle om de to værdigste konger, Artus og Karl Magnus - dog en sandhed med modifikationer: Arthur bliver kun en pol i Ivans pendlen, og Karl den Store får en enkelt sidebemærkning i romancen. Det almindelige formål med en prolog er en konversationel strøm, som skal angive værkets retning og skitsere afgrænsningen. Således rabler de første 40 vers en stribe værdiladede begreber af, der tilfulde giver modtageren en idé om tankegangen: Fromme saghe, verdugeste konger, dygd, ere, wijs, kristen, fromhed, sterkke kiemper, rider skab, for fruer ere, frwer loff pris, edeliste, loff. Programatisk indikerer ophobningen af disse positive ord - uden sidestykke i resten af romancen - en moralsk retning for handlingen. At nævne de to konger, og dyderne der fulgte dem, signalerer krønike og høvisk epik. I thenne koningh Artus hans dage war sterkke kiemper, som liweth torde wowe for rider skab och for fruer ere*. [ære] Thiesse werre the nw ferre ere, for frwer loff wille pris winne, man kan them nw neppeligh finne. [27-32]   Den sidste sætning leder til en usmigrende sammenligning mellem nutid og fortid. Ikke alene fandt handlingen, vi er vidner til, sted for lang tid siden, men menneskene var kvalitativt forskellige fra os: Dengang besad elskende alle de høviske dyder (fromhed, styrke, dydighed, vovemod for ridderskab og kvinder, vilje til at vinde kvinders lovpris), hvorimod man næppe finder dem idag. I og med Artus og hans kreds bærer væsentlig etisk betydning - uovergåede og uovergåelige høviske mønstereksempler - skal vi lytte til den fromme saghe. Således ignorerer forfatteren den walisiske tradition om Arthur som national messias, og begrænser vigtigheden af fortællingens uudgrundelige undere. Ved at placere ridderskabets, ærens og kvindelovprisens guldalder i en fjern fortid, kan forfatteren bruge emnet som licens til at projektere et ideal ind i fortællingen. Et ideal med kun lille lighed med nutidig virkelighed. Understregningen af den arturianske verdens fortidighed er vigtig for den høviske kærligheds eksponering i romancen. At kærligheden har fået en stadig mere intellektuel markering, idet den trækker på idéer fra provencalsk litteratur, lader den udvikle et autonomt værdisystem, som næppe kunne forsones med traditionel moral og social sædvane. Men i Ivan Løveridder er netop sådan en forsoning faktisk hensigten. Denne insisteren på kvalitativ distance mellem fortid og nutid tillader historien, at gøre idealiteten i Ivans kærlighed til et exceptionelt tilfælde; upassende i tekstens egen tid. Sådan en læsning af emnet minimerer ikke kærlighedstemaets hovedrolle i værket. Den forklarer derimod forfatterens legesyge og hans tvetydige forsøg på at transplantere begrebet høvisk kærlighed ind i ægteskabsinstitutionen. Samt viser at denne kombination ikke er uforenelig med ridderskab. Samtidig har den kraftige brug af positive konnotationer, vi finder i prologen, sakramental karaktér - således kan publikum ihvertfald have fornemmet det. Karl Uitti viser, at Yvain har visse hagiografiske signaler - at den altså låner fra den religiøse genre helgenbiografien: o Sankt Alexis' Liv begynder som Ivan: "Verden var god i gamle dage," og dengang levede en "Roms Herre." o Forfatteren beder publikum huske den hellige, dvs. så han beskytter os mod det onde. Fortid/nutid-figuren og beskrivelsen af Alexis' liv gennem begivenheder af mirakler og frelse, er begge hagiografisk norm. Men hvor helgenbiografier (og chanson de geste, som finder sted i værkets egen samtid) er relevant for alle og overalt, henvender romancen sig til et mere sofistikeret, nivelleret og socialt differentieret publikum, pga. sine særlige værdisystemer og betydningsreferencer. Det nævnes mystificeret, at hos kong Artus færdes dagligt en særlig ridder. Vi får ikke hans navn:   thet jech wil ey tye, om jen rider, then edeliste mandh, j hans dawe man ey tøligh jen fandh, then ther thiente koningh Artus dauligh poo Karildos* hus. [Caradigans] [34-38] Herpå åbner forfatteren op for handlingen, Pinsescenen, ved Artus' hof - idet han lader publikum gisne om denne ædleste mand. De forsamlede riddere og fruer opfører sig med frygd, blidh, gamen, bolde, og skiemten ved middagen, turneringer og dyst. Efter middagen taler grupper af riddere og fruer om diverse emner:   och snackede møgeth, huadh sligth haffwer woldhet, ath mygeth worder jeth och lideth holdhet, aff them som fruer haffwer ath wolde, och mowe were j hierthet bolde. [51-54] Igen kommer forfatteren tilbage til det konversationstema, romancen hævder at føje en signifikant betydning til. Måden kærligheden påkaldes, signalerer til publikum, at forfatteren refererer til en raffineret, ophøjet og kodificeret form for sækulariseret kærlighed, som optog aristokratiets litteratur på romancens tid. Termen er fruers lov eller i hjertet bolde - idag er dets gængse navn høvisk kærlighed. Forfatteren afslutter sin prolog til den egentlige fortælling med et billede:   Oc thiere thiener wil iech were oc haffwe them j hierthet kiere, tha wil iech nw først aff Artus skriwe, huadh skiemten the mwnde fordom driwe. [55-58] Hentet fra bibelsk og patristisk tradition blev begrebet om hjertet, som menneskets åndelige center, tidligt vigtigt i ikke-latinsk litteratur. Menneskets oplevelse af Gud som kærlighed, afhænger af hjertets evne til at åbne sig for spirituelle kræfter, og tilbyde dem et hjem dér. Siden midten af 12. århundrede optræder analogisk brug af begrebet i sækulariseret høvisk litteratur. Når forfatteren betoner den mening, hjertet skal opfatte og bevare, er det mere end blot retorisk svung, og formaning om at holde af romancens personer; men en instruktion i at lytte til romancens tankegang, ånd, paradigme. Til forsamlingens forbløffelse og bekymring forlader kongen bordet, og går ind for at sove. Dronningen går med ham. Altimens lytter en gruppe riddere udenfor kongens kammer til et af deres medlemmer, Kalgrewans, som fortæller noget:   thet war hanom mere til blyhet* en ere, [skam] thy mwnde han sigh sorligh kiere, tha han sith ewentyr saude fram, han selwer lastede tøligh skam. [79-82] Blandt dem er flere vigtige personer; Segremors, Walewan [Gauvain], Keye. Selvom Kalgrewans beretter til sin skam, er han dog høvisk, for han bemærker at dronningen stille nærmer sig, og springer straks på benene. Dette tegn på høviskhed irriterer en anden af tilhørene, Keye, og resten af scenen tjener det formål at karakterisere ham som antitype overfor Kalgrewans og senere Ivan. Signifikansen i Keyes karakter kan ikke misforstås i den spiddende beskrivelse: "taler ilde bag hver mands ryg" (l. 74). Tidligt indikerer dette til hvilken side hans temmeligt onde veltalenhed falder. Keye taler først som én der vil knuse hovmod som social trussel, og lader som om han priser Kalgrewans. Derefter lader han Kalgrewans forestille at være den eneste høvisk iblandt dem, hvilket han til sidst konkluderer er det modsatte af sandheden, idet Kalgrewans gør dem alle til skamme. Keye benytter første person flertal, vi, som om han i kraft af sin autoritet i Hoffet var talsmand for hele gruppen, og misbruger netop derved sin autoritet. For Kalgrewans har jo intet skammeligt gjort. Dronningen forsvarer Kalgrewans og fordømmer skarpt Keye for hans sædvanlige uhøflighed og spotteri - den der "giør wee." Disse linjer etablerer Keyes særlige funktion i romancen. For det bliver hans spydigheder, der senere driver Ivan til at følge Kildens ridder i en fælde, og blive indviklet i hovedrækken af eventyr. Kalgrewans siger sin mening til Keye, og frabeder sig at fortsætte sin historie. Efter Keyes forsøg på at så tvivl om Kalgrewans' høviskhed, er en skamfuld beretning i dronningens overværelse blevet en helt anden historie. Men uimodtagelig for Kalgrewans' ord opfordrer Keye ondskabsfuldt - men præcist uden at fornærme Kalgrewans - dronningen til at beordre ham til at færdiggøre historien, hvilket hun gør. Og dialogen ender, da Kalgrewans må færdiggøre sit oprindelige formål. Skænderiet har på enklest måde udi fortællekunst sat Kalgrewans' historie igang, og vækket vores appetit for den. Yderligere signifikant har det karakteriseret Keye, som indtager en mærkeligt tvetydig position i Hoffet - både frygtet og foragtet pga. hans autoritet og uhøviske misbrug af samme. Keye skal være en antihøvisk type, og dog ikke en skurk. For på symbolplanet bliver han, og det han står for, Ivans første forhindring - én der er anerkendt af hele Hoffet. Keye skal derfor være en forhindring, der er værd at forcere. Nu begynder Kalgrewans endelig sin fortælling, og vi befordres ind i en fiktiv verden, ganske forskellig fra den vi mødte i Artus' Hof. Det er en eventyrverden, hvor realistiske forbehold for tid og sted er uvigtige. Skovlandskabet har et åbenlyst men sløret symbolsk indhold, som de deskriptive detaljer viser. Da Kalgrewans tager vejen "a høgre hand," og den viser sig vanskelig, mørk og trang, ved vi, han har valgt den rigtige. En vej vi ville lede forgæves efter i samme skov. Omsider kommer Kalgrewans til en borg, hvor han modtages med udtrykt høviskhed, som var han ventet. Som en statue der symboliserer høvisk livsstil med "ien høgh a sine hende" tager husbonden imod ham. Ved Kalgrewans' ophold på borgen er vi midlertidigt tilbage i ridderverdenen, en ø af det kendte, omgivet af det ukendtes vagt desorienterende og måske farlige ødeland. Denne verden er en spejling af det feudal-ridderlige samfunds normer, ophøjet til ideel kraft, så disse bedst indprinter sig i publikums sind. Kalgrewans' næste møde, den usædvanlige hyrde for vilde dyr, sender os tilbage til skov-/eventyrverden - og samtidig fremad, idet denne hyrde antyder en præfiguration af løvens ridder; herren over vilde dyr. I denne fra-myten-hentede overmenneskelige vogter af indgangen til den Anden Verden, oplever vi for første gang i romancen den høviske digters rationalisering af det mytiske materiale - for at placere det i en ridderskabelig tankegang/paradigme. Og indgangsvogteren er blevet en grotesk karikatur af en fæl bondekarl, som dog beholder en rest af den Anden Verdens frygtsommelige dunkelhed - hvilket gør ham til en passende initiator af udfordringen til hofrepræsentanten. Umiddelbart skiller de to figurers udseende dem fra hinanden (hyrden/troldh'en bærer oksehud, er sort, grim, usoigneret og holder en kølle), men den reelle forskel findes i opførslen. Hvor begge aktører på husbondens borg var trænede til det virtuose i reglerne for socialt samkvem, er der intet fælles grundlag her; ingen kendte konventioner som kunne gøre bondekarlens opførsel fattelig for ridderen. Så snart kæmpe-hyrden får øje på ridderen, rejser han sig og indleder en lang, tvetydig tavshed. Da Kalgrewans ikke får nogen normal hilsen eller gestus, må han tro hyrden er gal, og spørger ham hvem han er. Kæmpens svar er uventet: "iech er ien mandh." Ridderen kan heller ikke placere ham udfra det næste han siger:   "myn fæyrindh* hawer iech thik nw tiedh*" [skikkelse][fortalt] [311] Forbløffet svarer Kalgrewans på samme type-identificerende måde:   "Jech er ien ridder, iech faar ey lede effther thet myt hierte mwn rede, hure* iech matte thet ewentyr fonge [hvor] som megh matte til ere gonghe" [338-42] Kalgrewans spørger ham efter et sted at bevise sin manddom, idet hyrden sikkert ikke forstår ordet "ewentyr." Nu fortæller hyrden ham vejen til en usædvanlig kilde, hvor han kan fremkalde et uvejr ved at hælde vand på en sten, og derpå møde "mygel wode [skade]." Det centrale begreb samtalen, og Kalgrewans' fortælling i det hele taget, er ewentyr. Et begreb som udelukkende eksisterer i den høviske stands ordforråd, da det alene er medlemmer af denne klasse, der kan udvælges til den alvorlige og vægtige erfaring, ordet indebærer. Etymologisk stammer eventyr (aventure) fra fremtids tillægsformen, futurum participium, af advenire (latin: at ske). Men det optræder betragteligt tidligere i de romanske sprog end på latin. Det findes første gang i helgenbiografien La vie de Saint Alexis, og derefter genoptræder det skiftevis i roman antique'erne og chanson de geste'erne i anden halvdel af 12. århundrede. I disse værker har eventyr (aventure) betydning af enten positiv eller negativ, tilfældig chance/skæbne, som hænder enten individet eller en hel gruppe. Og dets råderum er begrænset til begivenheder, der involverer våbenfærdighed. Med Benoit's Roman de Troie begynder eventyr at miste sin eksklusive konnotation af uforudset begivenhed, men det opnår først symbolets fulde rigdom i Chretiéns de Troyes' værker. Dér bliver eventyr en begivenhed som involverer overmenneskelige kræfter, og hvor helten selvstændigt opsøger og konfronterer det. Eftersom eventyr er noget der skal søges, men kun udvalgte få møder det, indebærer begrebet hos Chretiéns også overtoner af prædestination. Fra et kulturhistorisk synspunkt er dette betydningsskift ensbetydende med at ridderskabet tillægges en signifikant universel moral: En levevej afhængig af våbenfærdighed. Eventyrbegrebet med rødderne i det reale omdragende ridderliv - den forarmede ridder der lever af sine turneringsgevinster - mistede sin association med tilfældet/hændelsen, da ridderskab for en tid blev socialt ideal. Og den enkelte ridder i sin søgen efter våbensammenstød blev idealets glorificerede legemliggørelse i litteraturen. I lyset af dette er eventyret den høviske romans opfindelse og vigtigste strukturelle element. Den underfulde kilde - som Kalgrewans herpå møder - dens storm og frost, efterfulgt af fuglekor og solskin, er ikke blandt romancens bort-rationaliserede mytemateriale. De fanger vores opmærksomhed og pirrer vores nysgerrighed, men forbliver fuldstændig dunkle, eftersom de ikke har noget at give til paradigmets udfoldelse. Deres tilstedeværelse tvinger vores opmærksomhed mod det vi kan og skal fortolke; de menneskelige figurers opførsel, som netop har noget at give til paradigmet. Kalgrewans afslører i sin genfortælling af eventyret, hvordan han blev slået med forundring og glæde ved den særlige oplevelse ved kilden. På den måde bliver han kvalitativt forskellig fra Ivan, som skal gøre det næste forsøg med kildeeventyret - og som lykkes. Kalgrewans tager sig lidt ud som en imponeret grønskolling, og vi noterer os ikke hans handlekraft som et dominerende træk ved hans person. Kalgrewans fældes nemlig af Vadian Røde, der er kommet farende ud i raseri, og nu erkende sine manglende evner. Kalgrewans underbygger Ivan på en anden vigtig måde. Ved at lade Kalgrewans gøre sit eventyrforsøg, mens de magiske aspekter forbliver i den deskriptive forgrund, modvirker dette i første omgang fascinerende materiale, at vi distraheres bort fra helten, når det er hans tur. Samtidig med Ivans indtræden i handlingen udfolder forfatteren derfor de to dominerende temaer, kærlighed og ære, som ikke har noget at gøre med magiske kilder og vilde hyrder. Kalgrewans detaljerede beskrivelse af den underfulde Kilde har tilføjet denne romancens lokalitet en særlig atmosfære, og gjort det til et felt af koncentreret potentiale midt i eventyrskovens uendelighed. Men kraften eller styringen bag magien bliver aldrig åbenbaret. I forhold til romancens paradigme, dialektikken mellem kærlighed og ridderskab, er den magiske Kilde et blindt motiv. Herefter vil lokaliteten fungere som et symbolsk punkt - grænseovergangen mellem Artus-riget og Kildefruens rige. På den måde lægger de overnaturlige elementer op til en retningsanviser: Vejen til damens kærlighed er ufarsom og farlig - Ivans senere vej. På samme måde som med mytematerialet - de magiske virkemidler, som senere lanceres i form af fx ring og salve, følges ikke op, hvorfor de ikke bliver centrale i tematikken, endsige for paradigmet. En ting må siges om de tydelige symbolske problemer ved fremkaldelsen af Kilden, og en arturiansk ridders eventuelle fældning af dens vogter. Hvor gisninger om det originale udspring til Ivan Løveridder end bringer os, ville dette udspring formodentlig skildre den oprindelige vogter som en fremmed, tilhørende den anden verden, og derfor fjendtlig. Hans ret(tighed) kan aldrig være en udfordring eller alternativ til legitimiteten af en menneskelig protagonists invasion. I denne romance bærer Vadian Røde stadig en skygge fra sin mytiske fortid. Han er en truende figur med en åbenlys, men uforklarlig forbindelse til Kildens magiske kræfter. Og han inviterer således til overvindelse - af en repræsentant fra den menneskelige orden. Kildens ret eller sædvane, ligesom den obligatoriske udfordring ved Pineborgen (l. 4421 ff.) og mange andre sædvaner i arturianske romancer, er alle illegitimt etablerede sædvaner. Som arturianske ridder (repræsentant for det eneste legitime samfund og sociale ideal) har man ret til at tage kontrol over Kilden - for kun således kan lokalsamfundets interesse få forrang over det viljestærke individs interesse. Som Magonagrain i Lancelot og sædvanen ved Joie de la Cour i Erec et Enide er forsvaret af Kilden en fremmed eller ukorent sædvane, fordi Vadian Røde ikke er en arturiansk ridder. Men han bliver Kalgrewans' besejrer og Ivans besejrede offer. Ivan tager ewentyret op   Det Kalgrewans ønskede af sin ridderfærd var en udbygget ære - uden selv at begå fejl, opnåede han vanære. Fiaskoen sætter Ivans succes favorabelt igang med samme eventyr, hvorved han indtræder i en række forbundne begivenheder, som fremstiller ham som kærligheds- og ridderforbillede. Så snart Ivan begynder at tage del i handlingen oplever vi små, men vigtige forskelle mellem ham og Kalgrewans. Der mangler et blad i håndskriftet af Ivan Løveridder, hvorfor vi ikke får Ivans første reaktion på Kalgrewans' fortælling. Men fra det lidt ældre og fragmentariske håndskrift hører vi, at Ivan revser Kalgrewans for ikke at have fortalt alt dette noget før. Han lover at hævne Kalgrewans skade, hvorpå Keye spotter Ivan. (Keye kaldes iøvrigt her for "hoffets herre" (l. 553), hvilket stemmer overens med hans status af rigshovmester.) Ivan svarer igen og allerede her er de to riddere sat i et modsætningsforhold til hinanden. Efter at have hørt om den vidunderlige kilde beslutter Artus sig til at besøge den inden 14 dage (l. 628) og alle er glade. Undtagen Ivan, som indser at han nu mister chancen for at hævne Kalgrewans, idet mindst to riddere, Keye og Gawian, vil få førsteretten til kampen før ham (l. 660-665). Hermed introduceres den vigtige position de to figurer har i udviklingen af ære/vanære-temaet. Den første har stillet sig i vejen og bragt mistillid omkring Ivan; den anden, Gawian, er indbegrebet af ridderlig excellence og kan næppe udmanøvreres. Ivan beslutter at opsøge eventyret alene, og ønsket om hævn over Keye synes stærkere end den slægtsskabsmæssige forpligtelse (Kalgrewans er Ivans fætter). Det bliver klart, at Ivan ikke ønsker at have ytret tom pral. Efter vores nysgerrighed omkring Kilden er blevet stillet gennem Kalgrewans' fortælling, lader historien Ivan gennemløbe samme strækning i resuméform. Vi er igen i samme symbolsk tvetydige landskab, og den smalle og tornede sti leder til de samme stop. Men i forhold til Kalgrewans ser vi Ivan med en resolut handlekraft som sender ham i en anden retning. Og vi kan se Ivans kamp mod Vadian Røde - som er fortalt i større længde og detaljerigdom end hans afsked med Hoffet - som begyndelsen af heltens betydningsfulde engagement i romancens handling. Eller at handlingen initieres herfra. For at understrege ligeværdigheden i de to kombatanter ser vi dem udføre alle bevægelser symetrisk:   Tha the hordeligh* sammen rende, [hårdt] sa ath huer thiere anners glawinde* kiende, [glavind, landser] doo ath the skaffte ware tiøcke og sterke, the brwste tha synder pa then marke, och ingen thiere stak annen neder [710-14] Den samme hensigt ligge i undertonen af slagets varighed og udstrækning:   The togh til thiere gode suerdh, som høje peninge vare verdh, hwer thiere sloff* hin annen fast, [slog] sa ath eeldh* aff thiere hielm brast. [ild] Thiere mandom thides* ther met ere, [skildres, vises] huadh huer ville giøre for sin kiere, thy hioge thiere skiolle alle i styckie, hwer ville hin annen neder trycke [722-29]   Endelig får Ivan sat det dødelige slag ind, og tvinger modstanderen til at flygte. For ikke at formindske værdien af Ivans sejr, præsenteres flugten fra den bedste vinkel: Vadian Røde føler at siden hans sår er alvorligt, vil videre forsvar være forgæves og flugt passende. Ivan forfølger ham ind i borgen. Det koster ham nær livet og kløver hans hest midt over. Dermed er hans transportmiddel borte og derfor symbolsk: Ingen vej tilbage. Jomfru Luneta træder ind i Ivans nye fængsel og fortæller, at ridderen er død, og at hans Frue vil have hævn. Ansigt til ansigt med denne fare viser Ivan sin eksemplariske tillid til guddommelig beskyttelse, som bliver karakteristisk for ham:   "Gudh vedh, iomfrw, saude han, j skulle alt see thet ander lwnde* gonge, [anderledes] førre iech lader megh sa fonge." [819-21] Det er min påstand, at Ivan i modsætning til moderne forestillinger om fiktive karakterer ikke udvikler sig, men er en perfekt ridder fra start. Konfrontation med stresssituationer udfolder hans perfektion, og viser snart én, snart en anden side af hans perfektion. At han er perfekt fra start antyder netop ikke nogen hyperbolsk opløftelse eller evolution som fortællingen skrider frem. Mere om det senere. Denne situation, hvor Ivans tillid til Gud stadfæstes, har en anden funktion udover at bidrage til det konstante billede af helten. Umiddelbart efter disse ord betaler jomfruen nemlig en gammel gæld af: Taknemlighed for at Ivan viste hende høflighed under et tidligere besøg ved Hoffet. Hun giver ham en magisk usynlighedsring. Netop efter Ivans udtryk om blind tillid, kan magien antydningsvis forbindes med idéen om det gode Forsyn (den kristne Gud), idet ringen effektuerer Ivans tro. (Det er årsag -> virkning, det arketypiske middelalderlige ræsonnement.) Ringen bliver det første af de 'kristent' magiske virkemidler, med hvilke romancen eksponerer sit paradigme om det godes sejr over det onde. HJEM