Indholdsfortegnelse

Indledning Yvain eller Le Chevalier au lion anses for Chretiéns de Troyes' mest helstøbte roman, hans mesterværk. En af middelalderens bedst komponerede og mest fascinerende værker. Romanen, der gik sin sejrsgang fra hof til hof, og blev gen- eller omdigtet på de fleste europæiske sprog, er den spændende blanding af høvisk kærlighed og ridderskab, samtidskonnotationer, eventyr, psykologi og humor. Jeg vil arbejde med den i nogle alment tilgængelige versioner. Primært håndskriftet Ivan Løveridder - en dansk rimet gendigtning fra mellem 1484 og 1509. Sekundært en serie prosaoversættelser af Yvain. Bla. af Keysa Meyer og William W. Kibler - begge kvalitativt direkte oversættelser af et originalhåndskrift fra starten af 1200-tallet. Dette for at have en solid sammenligningsbase. Arbejdet kommer naturligvis til at indeholde tekstanalyse - af narrativ karakter - stilistik, fortælleteknik, sprog, litteraturhistorie etc. Men også en psykologisk analyse af historien og dens personer. Et par spørgsmål vil træde frem: • Er Ivan overvejende fransk/latinsk import til Danmark, eller er den gjort så nordisk, at den har skiftet identitet? I så fald hvad konstituerer dens genre- og stilmæssige forvandling? • Kommer helten til en konklusion på skismaet mellem kærlighed og ridderskab, og hvad er derudover temabærende i romanen? • Fortæller Ivan om en synlig/usynlig verden i middelalderlig forestillingsverden? • Er historien narrativt fragmenteret eller helhedsorienteret? Specialet består af en teoretisk baggrundsdel og en analysedel. Sidstnævnte ligner måske ved første øjekast en kommenteret genfortælling, idet resumé, iagtagelse, analyse og fortolkning skrives sammen. Men dette er for at imødekomme en tekstloyal nærlæsning, som løbende undersøger sprogligt udtryk, metaforer og organisering, med henblik på en klarlæggelse af grundmotivets udvikling og andre motivers forhold til dette. Jeg ønsker at betragte Ivan narrativt, dvs. lade romancens egen struktur og særegne natur være bestemmende for analysen - således at den æstetiske oplevelse ikke udelukkes. Og endelig for at gå imod den efter min mening ofte irrelevante tilgang man møder i den litterære kritik. En overvejende del af den litterære forskning i de nordiske ridderromancer er sat ind på via formler, vendinger, rimpar og andre stiltræk at kortlægge romancernes kronologiske arvemæssige placering i forhold til hinanden og øvrig samtidig litteratur, deriblandt folkeviser. Altså et arbejdsområde af stilmæssig karakter. Derimod er forsvindende lidt energi brugt på tematisk og kvalitativ analyse af romancernes symbolverden, idékreds og traditionelt litterært arbejde, som personkarakteristik, tematik etc. Jeg ønsker naturligvis at få en idé om Ivans ophav, og forskellene mellem fransk og nordisk høviskhed med over hundrede års mellemrum og flere hundrede kilometers afstand. Men jeg vil bruge de genetiske undersøgelser og de overfladiske stilmæssige iagtagelser til at lære de to udgaver af Ivan at kende, netop med henblik på en kvalitativ indholdsbearbejdning. Iøvrigt er Ivans oldnordiske sprogform så vanskeligt tilgængelig og lidet undersøgt, at dette i sig selv kunne og burde lede til et andet speciale. Den originale oldfranske Yvains præcise ridderlandskab, Arthurhoffet, personrelationer, kronologi, forfatter- og mytestamtræ, oprindelse og ægthed fortaber sig i et knudret netværk. Alle elementerne har sine bidrag at komme med over et stort tidsspand - en optrævling af dette mønster rækker udenfor mit område. Ganske megen krudt i forskningen er brugt på, hvorvidt romanens to elskende kunne få hinanden konkret, eller om ægteskab og syndsbevidsthed har adskilt dem. Hvor fysisk skal vi med vores afstand til middelalderen forstå det høviske kærlighedsbegreb? Kunne de som ridder og frue gå i seng sammen, og hvordan tog pligter mellem dem og deres kønsroller sig ud? Dette er efter min mening et temmeligt fiktivt problem, eftersom romanerne som litteratur bruger størstedelen af deres energi på kontrapunktet mellem ridderen, helten, og summen af alle hans opgaver, deriblandt kvinden. De er snarere udtryk for vor tids hysteriske og sækulariserede allergi overfor middelalderens katolske religiøsitet. Vore dages forskere har tendens til at fokusere på idéen om samfundsnormer som begrænsninger for individet, hvilket grundlæggende er en marxistisk grundsten, som bør forlades. Sækulariseret eller kristen; mystisk eller rationel - ingen af disse fortolkninger sætter sig for indgående at forklare fx. løvens betydning eller psykologiske indhold. Så den, der her forventer en samfundsmæssig diskussion af høvisk kærlighed, må skuffes, for der er ikke litterært belæg for at føre en sådan på grundlag af en nordisk ridderromance fra 1300-tallet. Der mangler desuden alt for meget undersøgende arbejde af en nordisk høvisk kærlighed. Endelig må man have for øje, at symbol- og realniveau i Ivan er så mangfoldige og komplekse, at entydig distinkt fortolkning er et misgreb. Det er kernen og udfordringen at lære af. At gribe modsætningerne og acceptere regelløsheden i middelalderens verdslige litteratur.   HJEM