|
| Indledning |
| Ridderromancen |
| Analyse |
| Konklusion |
| Litteraturliste |
| Riddergalleri |
|
Ridderromancens position som litterær genre Chanson de geste og roman Før ca. 1100 forelå der på fransk sprog næsten kun versificerede helgenlegender. Men i begyndelsen af 12.århundrede begyndte man nedskrivningen af chanson de geste, episke heltekvad om helte fra Frankrigs fortid, originalt skrevet på fransk. Det ældst kendte kvad er Chanson de Roland fra ca. 1100. Emnet er Karl den stores kampe mod saracenerne i Spanien, og i løbet af 12. og 13. århundrede udvikledes en rig heltekvaddigtning omkring Karl og hans 12 jævninge. Hovedparten af de nu kendte heltekvad stammer fra tiden efter 1150. De er altså samtidige med den egentlige høviske versroman, der opstod omkring århundredets midte, dels som rimkrønikedigtning (Robert Wace, Benoît de Sainte-More), der overførte latinske, historiske og pseudohistoriske skrifter til franske 8-stavelsesvers, dels som en selvstændig digtning med keltiske (Chretiens, Marie de France) eller byzantinske (Floire et Blancheflor) motiver. Denne digtning på modersmålet er fortrinsvis skabt af de gejstligt uddannede hofdigtere, der i 12. og 13. århundrede fandt optagelse ved de nordfranske og anglonormanniske fyrstehoffer.
Stoffet hentes primært fra antik litteratur, østerlandsk digtning og keltisk folketradition - og materialet var vandrende eventyrstof. De tre kilder får hver sin romantype: Roman antique, den tidligste med en kort blomstringstid, Roman d'aventure, fx. Floire et Blanchefloire, og Roman breton. Kun roman breton udvikles faktisk til egen genre, med egen mytologi, fx gralsmotivet, og figurer, heriblandt Arthur. Firkantet sagt kan man hævde, at Karl den Store, Roland, Arthur, Tristan og Lancelot - lanceres som verdslige alternativer til helgenerne.
Ordet roman var omkring 1100-tallet ikke en genre, men et talt sprog, et alitterært medium. Nylatinske folkesprog, altså forskellige dialekter, splittedes op i fransk, provencalsk, spansk, portugisisk, italiensk etc., men først senere får ordet farve af de indviklede kærlighedshistorier, som blev bøgernes hovedsaglige indhold. Det alitterære består i, at roman var for dem der ikke kunne læse eller skrive latin, hvorfor man kan sige at, den opstår i en kontekst af en alternativ og udviklende kultur til Kirken - en kultur som ikke essentielt er seriøs, didaktisk og gejstlig, men imaginær, legende og sækulariseret.
Tilblivelsen af ridderromanen Skiftet er brat. Fra 1100-tallet begynder idealet at blive det ridderromantiske. Det franske aristokrati begynder at lære sig at læse, livet på ridderborgerne antager lukseriøse former, og vi har mange vidnesbyrd om højtlæsning ved ridderfester. De fattige klerke skabte sandsynligvis bøgerne, og de analfabetiske riddere og adelsdamer kunne betale for dem. Der er seks korstog under perioden 1096-1270. Det veludviklede militærapparat bekæmpede kættere, hedninger, særligt muhammedanere, og dermed opstår en religiøs vækkelse i det franske ridderskab. En anden religiøs vækkelse var, at den asketiske Cluny-bevægelse reformerede munkeordnerne. Tredie religiøse vækkelse: Uddrivelse af muhammedanere i Spanien, og dermed adgang til pilgrimsveje til Santiago. Ovennævnte omvæltninger gjorde også oversættelse af arabiske stof muligt.
Genren udvikledes tidligst ved nordfranske hof, og ikke mindst det anglonormandiske kongehof. Den fik en vandrende tilværelse mellem slotte i England og nordfrankrig, og genrens tyngde forskydes fra lyrisk-musikalsk til episk underholdning. Det ældre traditionsstof bearbejdes ind i den høviske livsstil, og det episke handlingsmønster overføres til feudal-riddermiljø - omend det oprindeligt kom fra keltiske bønder, græske købmænd eller romerske soldater. I de første romaner er eventyrene ganske håndfaste og konkrete, men blev senere mere beåndede og farvet af religiøs symbolik, ligessom kærlighedspsykologien kompliceredes. Den høviske roman blev hurtigt en dominerende genre overalt. Siden blandedes heltekvadsgenrens gamle korstogshelte op med lokalbetonet folklore, inklusive erotisk skæmt og analhumor. I sådanne forvanskede versioner lever chanson de geste endnu videre i nutidige romanske folkeballader, fx siciliansk marionetspil.
Romancens målgruppe har således været publikummer under voksende lægmandsbeskyttelse ved hofferne: På den ene side det ulærde, men uafhængige samfund af kvinder, som ønskede underholdning. På den anden side et konstant voksende selskab af klerke - veluddannede, men enten uden succes i deres gejstlige ambitioner, eller ængstelige for at forblive i et helt sækulariseret miljø.
Arthur Om Arthurs historiske eksistens er idag intet vist - ikke desto mindre tvivlede kun få i middelalderen på den historiske virkelighed. Undersøgelse af skriftlige kilder kan antyde visse muligheder, enddog sandsynligheder. I 500-600 tallets sydengland nævnes 4-5 Arthur'er i keltisk område. Én af disse var en fremragende britisk befalingsmand/høvding i slutningen af 500-tallet, som bar det fra romansk stammende navn - før da et ukendt navn i området. Han skulle ikke være født senere end 465, og er bedste bud på den Arthur vi leder efter. Hans fjender har formodentlig været angelsakserne, og hans krigsindsats skulle have kulmineret omkring år 500. Han kan være blevet dræbt 20 år senere, ihvertfald huskes han levende mod slutningen af 6. århundrede, da drenge opkaldes efter ham og helte sammenlignes med ham. Hans legende skulle bygge på hans geniale krigsfærdighed, der ledte til 12 sejre, og som på én dag egenhændigt lod ham fælde 960 mand. Samme dag skal han have båret et billede af jomfru Maria eller et krucifiks på skuldrene, mens han ryddede sin vej for hedninge. Han er tydeligvis både en krigens- og en kristendommens helt. Snart implicerer hans ry overnaturlige kræfter etc., og hans person kædes sammen med en broget skare af sub-historier: Det runde bord, Merlin, Morgan, Excalibur etc.
|
|
Chanson de geste og roman Før ca. 1100 forelå der på fransk sprog næsten kun versificerede helgenlegender. Men i begyndelsen af 12.århundrede begyndte man nedskrivningen af chanson de geste, episke heltekvad om helte fra Frankrigs fortid, originalt skrevet på fransk. Det ældst kendte kvad er Chanson de Roland fra ca. 1100. Emnet er Karl den stores kampe mod saracenerne i Spanien, og i løbet af 12. og 13. århundrede udvikledes en rig heltekvaddigtning omkring Karl og hans 12 jævninge. Hovedparten af de nu kendte heltekvad stammer fra tiden efter 1150. De er altså samtidige med den egentlige høviske versroman, der opstod omkring århundredets midte, dels som rimkrønikedigtning (Robert Wace, Benoît de Sainte-More), der overførte latinske, historiske og pseudohistoriske skrifter til franske 8-stavelsesvers, dels som en selvstændig digtning med keltiske (Chretiens, Marie de France) eller byzantinske (Floire et Blancheflor) motiver. Denne digtning på modersmålet er fortrinsvis skabt af de gejstligt uddannede hofdigtere, der i 12. og 13. århundrede fandt optagelse ved de nordfranske og anglonormanniske fyrstehoffer.
Stoffet hentes primært fra antik litteratur, østerlandsk digtning og keltisk folketradition - og materialet var vandrende eventyrstof. De tre kilder får hver sin romantype: Roman antique, den tidligste med en kort blomstringstid, Roman d'aventure, fx. Floire et Blanchefloire, og Roman breton. Kun roman breton udvikles faktisk til egen genre, med egen mytologi, fx gralsmotivet, og figurer, heriblandt Arthur. Firkantet sagt kan man hævde, at Karl den Store, Roland, Arthur, Tristan og Lancelot - lanceres som verdslige alternativer til helgenerne.
Ordet roman var omkring 1100-tallet ikke en genre, men et talt sprog, et alitterært medium. Nylatinske folkesprog, altså forskellige dialekter, splittedes op i fransk, provencalsk, spansk, portugisisk, italiensk etc., men først senere får ordet farve af de indviklede kærlighedshistorier, som blev bøgernes hovedsaglige indhold. Det alitterære består i, at roman var for dem der ikke kunne læse eller skrive latin, hvorfor man kan sige at, den opstår i en kontekst af en alternativ og udviklende kultur til Kirken - en kultur som ikke essentielt er seriøs, didaktisk og gejstlig, men imaginær, legende og sækulariseret.
Tilblivelsen af ridderromanen Skiftet er brat. Fra 1100-tallet begynder idealet at blive det ridderromantiske. Det franske aristokrati begynder at lære sig at læse, livet på ridderborgerne antager lukseriøse former, og vi har mange vidnesbyrd om højtlæsning ved ridderfester. De fattige klerke skabte sandsynligvis bøgerne, og de analfabetiske riddere og adelsdamer kunne betale for dem. Der er seks korstog under perioden 1096-1270. Det veludviklede militærapparat bekæmpede kættere, hedninger, særligt muhammedanere, og dermed opstår en religiøs vækkelse i det franske ridderskab. En anden religiøs vækkelse var, at den asketiske Cluny-bevægelse reformerede munkeordnerne. Tredie religiøse vækkelse: Uddrivelse af muhammedanere i Spanien, og dermed adgang til pilgrimsveje til Santiago. Ovennævnte omvæltninger gjorde også oversættelse af arabiske stof muligt.
Genren udvikledes tidligst ved nordfranske hof, og ikke mindst det anglonormandiske kongehof. Den fik en vandrende tilværelse mellem slotte i England og nordfrankrig, og genrens tyngde forskydes fra lyrisk-musikalsk til episk underholdning. Det ældre traditionsstof bearbejdes ind i den høviske livsstil, og det episke handlingsmønster overføres til feudal-riddermiljø - omend det oprindeligt kom fra keltiske bønder, græske købmænd eller romerske soldater. I de første romaner er eventyrene ganske håndfaste og konkrete, men blev senere mere beåndede og farvet af religiøs symbolik, ligessom kærlighedspsykologien kompliceredes. Den høviske roman blev hurtigt en dominerende genre overalt. Siden blandedes heltekvadsgenrens gamle korstogshelte op med lokalbetonet folklore, inklusive erotisk skæmt og analhumor. I sådanne forvanskede versioner lever chanson de geste endnu videre i nutidige romanske folkeballader, fx siciliansk marionetspil.
Romancens målgruppe har således været publikummer under voksende lægmandsbeskyttelse ved hofferne: På den ene side det ulærde, men uafhængige samfund af kvinder, som ønskede underholdning. På den anden side et konstant voksende selskab af klerke - veluddannede, men enten uden succes i deres gejstlige ambitioner, eller ængstelige for at forblive i et helt sækulariseret miljø.
Arthur Om Arthurs historiske eksistens er idag intet vist - ikke desto mindre tvivlede kun få i middelalderen på den historiske virkelighed. Undersøgelse af skriftlige kilder kan antyde visse muligheder, enddog sandsynligheder. I 500-600 tallets sydengland nævnes 4-5 Arthur'er i keltisk område. Én af disse var en fremragende britisk befalingsmand/høvding i slutningen af 500-tallet, som bar det fra romansk stammende navn - før da et ukendt navn i området. Han skulle ikke være født senere end 465, og er bedste bud på den Arthur vi leder efter. Hans fjender har formodentlig været angelsakserne, og hans krigsindsats skulle have kulmineret omkring år 500. Han kan være blevet dræbt 20 år senere, ihvertfald huskes han levende mod slutningen af 6. århundrede, da drenge opkaldes efter ham og helte sammenlignes med ham. Hans legende skulle bygge på hans geniale krigsfærdighed, der ledte til 12 sejre, og som på én dag egenhændigt lod ham fælde 960 mand. Samme dag skal han have båret et billede af jomfru Maria eller et krucifiks på skuldrene, mens han ryddede sin vej for hedninge. Han er tydeligvis både en krigens- og en kristendommens helt. Snart implicerer hans ry overnaturlige kræfter etc., og hans person kædes sammen med en broget skare af sub-historier: Det runde bord, Merlin, Morgan, Excalibur etc.
|
