Kilde: Hagelskjær-Slægterne side 15.
Laurids Christensen ejede Bjødstrup fra ca. 1702 til ca. 1720. Hans
bedstefar og oldefar hed henholdsvis Mads
Sørensen og Søren Christensen. De var begge selvejere i
Graasand i Grove – en hedegård på vistnok flere tusinde tdr. Land.
Sidstnævnte ejede gården 1613, førstnævnte fra 1616 til ca. 1650.
hans svigersøn Christen Jensen flyttede til Over Simmelkær (død før
1688) og hans søn igen, ovennævnte Laurids Christensen, flyttede endnu
længere syd på, boede 1700 i herredets
centrum, Gelleruplund og altså fra 1702 på Bjødstrup. Han var
ligeledes selvejer og havde 7 børn i alt, hvoriblandt som nævnt Thomas
Lauridsen (Sivibæk), Øster Sivebæk og Søren Lauridsen Hagelskjær.
Side 35:
Hans hustru Mette Pedersdatter, ses at have boet på Bjødstrup i over
25 år længere, og hun har
antagelig været enke i alle disse år. Sidste gang hun ses nævnt er i
juli 1746, da hun er ’bæremoder’ for sin sønnesøn Niels
Lauridsens søn Laust, i Hammerum ved hans dåb i Gjellerup kirke. I
kirkebogen står kort og godt: ”Mett i biøstrup bar barnet”
Et andet sted står: ”2 af Mette i biøstrup hendes sønner” angivet
som faddere, et tredje sted står slet og ret ”Mette biøstrup”.
Laust Christensen må have været gift 2 gange, men hans første hustru
(Maren) og ældste barns navne opgives ikke i følgende to notater:
1699, 2. april, som var en fredag af blef Laust Christensens hustru i
Lund begravet.
1699 palmesøndag, da blev Laust Christensens barn i Lund begrafvet
Mette Pedersdatter og Laust Christensen fik 8 børn..
Kilde: Selvejerslægten Bjødstrup side 46 ff.
Lavrids Christensen var søn af Christensen i Over Simmeljkjær. I år
1700 flyttede han til Gelleruplund, hvor han første gang blev gift med
en pige ved navn Maren, som vi ellers ikke ved noget om. Hun døde samme
år, og Lavrids Christensen var lidt rask i vendingen, for inden året
var omme havde han giftet sig anden gang med Mette Kirstine
Pedersdatter, en datter af delefoged Peder Jørgensen i Bjødstrup.
Denne slægt har igennem lange tider boet i Gellerup og Ikast sogne og
der gjort sig betydeligt gældende som delefogeder og herredsfogeder. De
boede i gårdene Bjødstrup, Nørre Fastrup og Hagelskjær.
Lavrids Christensen var så vel situeret, at han selv kunne købe gård.
I Øster Høgild boede hans broder, Jens Christensen, som var selvejer,
og som foruden sin gård der, havde en halvgård i Gelleruplund, og det
var den Lavrids Christensen købte.
Imidlertid døde Mette Pedersdatters fader Peder Jørgensen i
Bjødstrup, hvis 2. hustru, Elle Jensdatter straks efter sin mands død
1701 giftede sig med en mand ved navn Jens Madsen også kaldet Jens
Remme. Elle Jensdatter og Jens Madsen i Bjødstrup er altså Mette
Pedersdatters stedforældre.. Laurids og Mette flyttede sammen med Jens
Madsens i den største gård i Bjødstrup. Det var en gammel
herredsfogedgård, så der var plads nok. De solgte deres gård i
Gelleruplund i maj1702.. Mens Lavrids Christensen havde problemer
med at få oprettet en købekontrakt mellem ham og Jens Madsen på de
købte ejendomme i Bjødstrup. Jens Madsen angav som grund, at Peder
Jørgensens børns fædrene arv var sat som en slags forsikring i
gården, og så længe det var tilfældet, kunne der ikke udstedes noget
skøde. De pågældende arvinger var jo Lavrids Christensens hustru
Mette Pedersdatter og hendes broder Peder Pedersen. . Først i 1704 blev
der indgået forlig i retten efter to års ventetid.
Omkring år 1700 var landet på grund af krige, misvækst og andre
forhold nedsunket i den dybeste armod, men værst stillet var bønderne,
for landbruget kastede næsten intet af sig da priserne var elendige.
Bønderne måtte forlade deres gårde i massevis.
I året 1709 havde misvæksten været ganske forfærdelig. De tre
Bjødstrupmænd har høstet godt det dobbelte af det de har sået. Nogle
har ikke avlet mere end de har sået, og en del endog mindre.. Altså
var Bjødstrup gårdene nogle af sognets bedste. men selv de velhavende
Bjødstrupfolk fik nok at gøre med at holde sig oven vande i det
økonomiske uvejr. Det mærkedes på mange forhold. Lavrids Christensen
måtte således søge hjælp hos en velhavende svoger, der boede i
Bredevig i Ørre sogn Thomas Clausen (han var gift med Lavrids'
søster Maren), som han lånte 100 slettedaler af. Til sikkerhed for
lånet måtte Lavrids Christensen pantsætte bondeskylden af sin gård.
I 1719 havde han stadig ikke været i stand til at betale pengene
tilbage på grund af de dårlige tider, og han blev derfor stævnet af
sin søster Maren, som i mellemtiden var blevet enke. Han fik 14 dage
til at betale, men da han ikke kunne, måtte han afstå bondeskylden i
sin gård i Bjødstrup til Maren.
På denne tid var der mange ulve i Vest- og Midtjylland. De holdt til i
moser og kjær og på de udstrakte heder. De var en plage for bonden,
idet de røvede får og lam. For at få dem udryddet havde øvrigheden
udlovet en vis pengesum for hver ulv, der blev bragt til Herredtinget.
En dag i maj måned 1713 fangede Lavrids Christensen tre ulveunger
mellem Bjødstrup og Fastrup og bragte dem til Herredstinget for at få
den udlovede dusør.
Omkring 1722 døde Lavrids Christen. 1723 nævnes hans hustru Mette
Pedersdatter som enke. Hun måtte selv overtage gårdens drift med
hjælp af deres ældste søn Peder. I 1726 nedbrændte de sammenbyggede
gårde og de mistede alt indbo. Det lykkedes Mette Pedersdatter at
genopbygge salshuset og senere overtog hendes søn Peder gården, som
han vist var i besiddelse af omtrent til sin død.
Lavrids Christensen havde med sin hustru 8 børn, deriblandt Thomas
'Sivibæk' Lavridsen f. 1720.
|
