Marts 2001:

Niels Enevoldsen stammede fra Thyregod

Der er kommet nye oplysninger om hvordan 'Enevoldserne' kom til Baggeskjær:

 I sommeren 2000 havde jeg e-mail korrespondance med slægtsforskeren Carl Kofoed Christensen, Brande, som kender lederen af lokalhistorisk arkiv i Brande: Hans Andersen. Hans Andersen, som selv tilhører Krogstrup slægten var ved gennemgang af bl.a. kirkebogen i Thyregod nået frem til at de oplysninger, som står i bogen om Krogstrupslægten om hvordan Enevoldserne kom til Baggeskjær, var 'det pure opspind'.

Her er uddrag af nogle af Carl's e-mails

Carl Kofoed skriver.

 I Thyregod Kirkebog: står der: ”Torsdag efter Dom: Reminciere trolovet Niels Enevoldsen med Mette Michelsdatter, begge tiende på Hastrupgaard. Cop: Ter: 3. Pascha d. 16. april 1754.” Søndag Reminicere er 2. søndag i fasten og torsdagen derefter er d. 14.marts. der er så blevet holdt bryllupsfest 3. Påskedag. Niels og Mette fik en uægteskabelig søn 10 år før deres ægteskab. Vollert Nielsen døbt 10. maj 1744 i Thyregod kirke, men han døde hos moderen i Kjærgård 8 uger gammel.

 Niels Enevoldsen og Mette er flyttet fra Thyregod til gården Baggeskjær i Herning mellem februar 1757 og februar 1759, da de får børn døbt i hhv. Thyregod og Herning. Og den gamle Enevold er fulgt med til Thyregod-slægtens nye bosted. Hvad der har fået dem til det, kan vi ikke vide, men præsten i Thyregod hed Hans Pedersen Bering (1722-1769), så der er en forbindelse. Herremanden på Hastrup har været med i det, for ellers kunne en fæster her i stavnsbåndets tid ikke forlade sin stavn. Han nævntes ikke som fæster i Baggeskjær, der tidligere havde været ejet af Herningsholm, men senere antagelig af Tanderup i Snejbjerg. Da han 18. maj 1772 låner 150 rdl. Af mølleren i Kideris Mølle, som lånte mange penge ud, kan det være til købet af fæstegården til selveje.

 Baggeskjær var da på 600-700 tdr. Land, mest kær og moser. Den enlige gård har da ligget meget ensomt, men har været velegnet til opfedning af stude.

 Carl Kofoed Christensen skriver endvidere: ” Det er helt sikkert, at Enevold-slægten boede i Thyregod sogn til efter 27. febr.1757, da de har barnedåb af Bernhard i Thyregod kirke, og den 25. febr. 1759 har de barnedåb af Lene Catrine i den gamle kirke fra 1100-tallet i Herning (men som man rev ned) og bor på Baggis Kiær”.

 ”Af de ”fine” faddere i Thyregod den 27. februar 1757 ses, at familien var ”estimeret”! de har omgåedes herskaber og præster!”

 ”Der står også i bogen (om Krogstrupslægten), at Niels Enevoldsen i 1797 solgte Baggeskjær til sønnen Enevold for 300 Rigsdaler. I Skøde- og Panteprotokollen (B79 – SP16, nr. 107 og 108 i Landsarkivet Viborg står der:
”Skiøde fra Niels Enevoldsen af Baggeskier til min kiære Søn Enevold Nielsen .. min ejende og paaboende Gaard Baggis Kier i Herning Sogn .. Hartkorn 4 Tdr. 1 Skp. ..  Kiøbesummen for Gaarden er 298 Rdl. ..  Har i Dag modtaget 198 Rdl.  Baggeskier den 25. Sept. 1797.”

 Jeg afskrev kun dette af det lange skøde. 298 rdl. er ikke 300 rdl.!”

 Læs nedenstående med kritiske øjne. Jeg har slettet et par indlysende urigtige afsnit.

(kilde: Krogstrupslægten side 87ff.):

Baggeskjær er utvivlsomt en af de ældste gårde på Herning-egnen, det ligesom ligger i det oldnordiske navn Baggi, et mandsnavn, som på et vist tidspunkt er overført på gården - Baggisbol - gård - Baggiskjær.

 Noget konkret om gårdens alder har det ikke været muligt at efterforske, det fortaber sig i den mørke fortid, hvor mundtlig overlevering var den almindelige slægterne imellem. Hvor fristende det end kunne være at fordybe sig i det, der på den måde er mig fortalt af min mor og andre familiemedlemmer skal jeg afholde mig derfra og kun holde mig til det, der nogenlunde korrekt kan tidsfæstes.

Ikke engang hvornår slægten er kommet til Baggeskjær , kan med bestemthed siges, men formodentligt allerede i det 16. århundrede . I 1597 er den beboet - efter at have været ødegård fra pesten hærgede omkring 14. århundrede - af Chr. Larsen. Lægger vi 85 år til 1597 får vi 1682, det år Enevold Nielsen fødtes.

Michel Enevoldsen Kjær Slægtstavle 4 Min Mors og Morfars aner overtog gården efter sin far Enevold Nielsen Kjær 15.08.1764, som overtog gården fra sin far Niels Enevoldsen Kjær, som iflg.. folketællingen 1767 var 62 år, ergo må han være født 1725. Han overtog gården efter sin far Enevold Nielsen,

Det fremgår af et dombrev, Kong Erik af Pommern fra år 1406 af Rettertinget i Lundenæs. At eftersom Torkil Myg ey mødte efter de 7 ugers varsel med de beviser han måtte have på Wiig Gods (Herningsholm) og de dertil hørende 10 gårde, bl.a. Baggeskjær, blev samme gods tildømt kronen.

94 år senere året 1500 gør den Riber Bisp Hartvig Laugshævd på Wiig Gods og hendes tilliggender: Item på Hedeager, LIllelund fire gårde, Hølling 2 gårde i Sønderager m.m. Gods.
Samme år gør Sct. Hans Kloster i Viborg Laugshævd på Wiig Gods I Hammerum Herred med halvsyttende ager i Holing Mark og en eng samme steds. Item en eng i Møgelkjær og i Kjæret.
Fra året 1573 findes et Sandemandsbrev, lydende på, at Sandemændene havde kundgjort deres Toug(=kendelse) og Markskel, som de havde gjort mellem Herning og Baggisgård.

Sandemænd var en slags nævninge, der oprindelig kun skulle afgøre sager om markskel, tilhørsforhold af ødegårde og ligt, senere fik de et betydeligt større virkeområde. Deres antal var inden for hvert herred 8 velagtede ældre bønder, der for livstid beskikkedes til dette hverv af kongen eller på dennes vegne af lensmanden.

1597 fremgår følgende oplysninger af regnskaberne over Lundenæs i Bøvling Len vedrørende Herning Sogn (Rigsarkivet): Baggeskjær blev bygget af øde. Christen Lassen svare i tiendeafgift 1 fjerding smør, 1 lam og 1 gås.

Om Baggeskjær i de 191 år, der er gået fra 1406 til 1597 har ligget hen som ødegård er ikke utænkeligt. De omskrevne Laugshævd, der fra forskellig side har været gjort kunne tyde på, at dette er rigtigt.

Krigene med deraf følgende pesthærgen udryddede på de tider hele landsdele. En tyndt befolket hedeegn som Herning egnen har det selvsagt taget længere tid igen at befolke end de bedre og federe egne.

Året 1638 finder en præsteindberetning sted til professor Worms, deri nævnes således om Herning sogn: Der ligger en herregård, som erliche og welbyrdige mand Chr. Rantzow til Breidenborrig, tilhører, kaldes Herningsholm. Eneste gårde: Brendgård, Salholt og Baggiskjær.

Blandt Lundenæs og Bøvling lens regnskaber fra 1678 findes derimod intet, der kan belyse forholdene. Det ville have været interessant, om man i dag havde haft listerne over de, der havde betalt kop- og kvægskat, idet disse gav en fuldstændig fortegnelse over hver ejendom samt ejeren eller brugeren, og ligeledes gav de en fortegnelse over besætningerne, der fandtes på de forskellige gårde.

Den første nøjagtige folketælling blev foretaget i året 1787. Der fandtes dengang 610 mennesker i Gjellerup sogn, 447 i Rind og kun 270 i Herning (Listerne findes i Rigsarkivet), der nævnes således i Kjæret: Niels Enevoldsen, bonde og gårdboer, 62 år, gift med Mette Mikkelsdatter, 62 år. Børn: Enevold Nielsen, 24 år, Lene Nielsdatter 23 år og Ane 22 år, 2 tjenestedrenge.

Her er slettet afsnittet om, at gården skulle have været i familiens eje i 300 år

Fjorten år efter ovennævnte folketælling 1787 kom en ny 1801, og nu er billedet forandret en del til det bedre, sikkert fremkaldt af stavnsbåndets løsning 1788 med påfølgende ophør af fællesskabet samt de store udskiftninger og de gode år.

Medens Herning som nævnt kun havde 270 mennesker i 1787, så var tallet nu steget til 345 og for Kjærets vedkommende ser det således ud: Kjæret: Gårdejer Enevold Nielsen 36 år, gift med Mette Jensdatter 32 år, fire tjenestefolk og husbonds forældre, og nu bor der desuden en 57 årig husmand (uden jord) med sin 53 årige kone, Dorthe Jensdatter, der binder strømper i Kjæret.

Flere ejendomme er der altså på det tidspunkt ikke, hvor der nu ligger så mange gode gårde.
Baggeskjær har før udstykningen begyndte omkring år 1700 været på 6-700 tdr. land, overvejende hede, kjær og mose. Som det fremgår af folketællingslisten i 1787 har der været 4 tjenestefolk. I betragtning af, at foldudbyttet kun har været ca. 4, må det antages, at der har været ca. 100 tdr. land under kultur og at besætningen har været 6-7 køer, 2-3 heste, 100 får og i sommertiden i de store hede og kærstrækninger måske 100 stude, da der blev drevet ret omfattende handel på Tyskland med stude, der i sommerens løb blev opkøbt for til efteråret at blive drevet sønder ud til de store markeder i Husum. Noget bestemt tal findes ikke, da tienderegnskaberne fra Lundenæs ophører, da Niels Enevoldsen køber sig for fribonde at være omkring 1770.

Årene 1741-1752 (altså før Enevold flyttede dertil fra Thyregod) gik ikke blide hen over egnen, da hærgede kvægpesten og gjorde voldsomt indhug på de i forvejen små og dårlige besætninger. I Baggeskjær slap de heller ikke, mange kreaturer døde. Det betød nyt besvær og økonomisk belastning af en i forvejen hårdt belastet økonomi for hvert kreatur, de om morgenen fandt død.

Her er slettet afsnittet om at Enevold fik et knæk.

Side 89:
I 1760 afstod Enevold Nielsen gården til sønnen, Niels Enevoldsen. Her er slettet et afsnit De blev på gården og fik deres aftægt til døden løste op for dem.

Niels og hans unge hustru, Mette gik til deres gerning med den ildhu og tro på fremtiden, som er de unge beskåret. De havde lige fået besætningen sat op, da kvægpesten igen hjemsøgte egnen og dermed også Baggeskjær, det var den første svære prøvelse for de unge.

Det var ikke landbrug dengang som nu med kemiske og tekniske hjælpemidler og en stab af dygtige dyrlæger, der var kun de gamle hjemmeråd, og over for en sådan epidemi stod de magtesløse.

Jorden gav i bedste fald 4 fold, men udgifterne var i relation til vor tid lige så store og tyngende. Kontanter var der ikke mange af, det var mangelvare. Der skulle udreddes tiender til præst og degn og til kirken og store skatter til staten. Vel blev en stor del af disse udgifter betalt i naturalier, dog kontante penge skulle der til, dels til folkehold og dels til de udgifter, der ikke kunne betales in natura, men kun med klingende sølv.
Derfor var de venner med deres strikkepinde. Hver ledig stund blev anvendt til "æ bindstow" og dette gjaldt såvel for "æ hjorr og æ bette pige" som for de voksne.

Dette at binde var ikke en modesag - det var en dødsens alvorlig kamp for tilværelsen og derfor skulle det kunne ses, når bette Jenwol kom hjem hjem fræ æ hiæ, hvor han havde sin vogtergerning, at der havde været skred i bindehuerne.

En gang om ugen kom Jens Krøjgård ridende og købte hvad der var færdig i ugens løb. Det var ikke store penge det gav- det blev ikke til timeløn i den forstand, men der var en hårdt tiltrængt nødskilling, som der altid var eller kunne blive brug for.

Niels Enevoldsen var vist noget af en foregangsmand blandt de dumme, dovne og grove bønder, som Hielmcrone på Herningholm så benævnte dem. Han var således den første på Herning-egnen, der avlede kartofler, batarer som de dengang kaldtes.
Han kom hjem fra Luun Marken med nogle af de underlige knolde, som han havde købt af en lige så underlig tysker (en af kolonisterne fra Sesenfelde). Han havde sagt til Niels, at de voksede bedst på sandjord og i tørre somre, og at de aldrig helt slog fejl, og med anden fejlslagen avl in mente mente Niels, at forsøget skulle gøres.
Gammelfar Jenwol mente, at"de´wa nåatå de hæer nøjmuens kram, en ett ku' stue o'" og naboerne havde samme mening om den ting, Niels ville selfølgelig ikke være til spot og spe for hele sognet, men kartoflerne blev omhyggeligt gemt, og da foråret kom, blev de omhyggeligt lagt i Mettes kålgård med en gnalling fåremøj henover. Han skulle ikke have naboernes lange næser i sine kartofler.
Hen på sommeren tog de forsøgsvis et par toppe op og kogte dem, og de var enige om, at de smagte godt, og at ideen vis ikke var så dårlig endda, ja selv gamle Jenwol var kendeligt imponeret af resultatet.
Året efter blev der sat kartofler til åben mark, og avlen gav rigeligt til både husholdning og foderbrug, og nu var selv naboerne overbeviste.

Niels Enevoldsen måtte i nogle år gøre hovarbejde under herregården Tanderup. Det passede ham ikke rigtigt - dels var han en - efter den tids forhold - oplyst mand, og dels var han ikke den slavenatur, der betingelsesløst kunne indordne sig under hoveriets dræbende monotoni, der kun blev afløst af druk, råhed og brutalitet mod mennesker og dyr.
Det var en højtidsdag, hvor solen smilede til et par lykkelige mennesker, den dag, da han strøg den sidste rest af generationers slavelænker af sig og købte sig for fri bonde at være.

Side 90:

Glade var de, han og Mette, da de tog hinanden i hånden og vandrede ud over de sommerduftende marker - deres egne marker!.

Enevold Nielsen blev d. 29. oktober 1797 gift i Herning Kirke med Mette Jensdatter fra Snejbjerg. En måned forinden havde han af sin far, Niels Enevoldsen købt Baggeskjær.

("Enevold Nielsen havde skøde på gården Baggis Kier (ikke Nederkjær, fejl i Krogstrup-slægten side 91) i Herning sogn fra sin far Niels Enevoldsen af 25. september 1797, hovedparcel nr. 1, hartkorn 4-1-0-0. skødet fra overdragelsen til sønnen Mikkel Enevoldsen af 31. maj 1835 er aftrykt i Krogstrup slægten side 93. baggeskjær deles da i 2 lige store parceller på 2-0-2-0 i hartkorn. Salgssummen er 3000 rbd. Samt aftægt og ”10 læs Tørvegrønt á 7 snese” til broderen Jens Enevoldsen i Herningby "CK).
De unge tog med liv og lyst fat på gårdens drift. De sparede ikke sig selv; deres dag begyndte kl. 3-4 om morgenen i sommertiden og blev ved så længe, du kunne se og orke for træthed. Det var slid sommer og vinter, men de var fribønder og arbejdede til deres eget bedste. Om vinteren, hvor dagene var korte og Enevold ikke kunne se til sit arbejde i lade og udhuse længere end til midt på eftermiddagen, kartede, spandt og bandt de. Gammelfar Niels var heller ikke ledig. Han strøg Halmsimer til tækningen om sommeren, bandt halmløbe og skar nye tænder til kratterne, der var gåt i stykker i høstens travle dage.
Det hele gik med liv og lyst, og ved tællepråsens flakkende skær var der rig grobund for eventyr, spøgelseshistorier og de lange og som oftest sørgelige viser om ulykkelig kærlighed, som den tid var så rig på.
Niels havde selv været en foregangsmand på mange områder, men da Enevold nu også viste tendenser i den retning og indførte svingploven til afløsning af den gamle tunge hjul-træplov, da stejlede den gamle"Nej, bette Jenwoll, do ka'et bill mæ'et ind! Tow hæst ka' ett røk en å'æ stæj! Det gør itt Jenwoll"
Det var den gamles kommentarer til det nymodens kram. Han rystede på sit gamle hvide hoved og trak sig planmæssigt tilbage ind til Mette, og sit eget domæne, hos hende kunne han vel påregne det medhold, som han ikke unne få hos Jenqoll. På sin vej ind til Mette måtte han indenom køkkenet og fortælle svigerdatteren sin uforbeholdne mening om skidtet, som Jenqoll troede, han kunne plove med.
Da han efter en tids forløb naæde ind til Mette, mod tog hun ham staænde ved vinduet med ordene:"Niels kom lige her hen og sid, Jenwoll plower mæ kon tow hæst, å de' gør stærk" ja så måtte den gamle kapitulere og gjorde det diplomatisk: Ja, en ka' da hæjer et følle mæ æ ti'"
Enevold Nielsens livstråde skulle heller ikkes spindes uden at farves i begivenhedernes stærke malmstrøm. Han oplevede således statsbankerotten i året 1813, tabet af Norge i 1814 og landbokrisen 1818-1826. alt ramlede ned i pris til en syvendedel af det, det før havde kostet. Et eksempel kan nævnes, at herregården Tanderup, som var på 1000 drd. land, og som før havde kostet 14.000 Gbd. solv, blev solgt for 2.00 Rbd. solv. En kælveko solgtes for 1 rdl, samme pris var der på en hest og et par godt 3 års stude kunne koste 10 rdl.

Disse år gik ikke sporløst hen over Baggeskjær kun ved den yderste sparsommelighed og flid lykkedes det at komme igennem disse svære år. Man spiste grød 14 gange om ugen (på Lolland spiste man nogle steder grød 21 gange om ugen! red.) lavet til på 14 forskellige måder for dog at opnå nogen variation i kosten.
Kun om søndagen, fik man smør på brødet - men skrabet - meget skrabet. De søgne dage fik man en slags mel vællling til samme brug, det havde i øvrigt kun det til fælles med smør at de kaldte det butter.
Men mange steder havde de ikke engang som her grød, brød og noget, de kaldte for butter. De måtte lave mel af lyng og mos, bark af træer o.l.
Det vil føre for vidt yderligere at komme ind på Baggeskjær og slægtens historie. Jeg har forsøgt at koncentrere stoffet så meget som muligt uden at berøve det den romantik, som altid er forbundet med slægtshistorie, ligesom jeg har gjort, hvad jeg har kunnet for at være så historisk korrekt, som en sådan beretning kræver. Dette er vanskeligt, da det kildemateriale, som kunne have været anvendt gik tabt ved branden på Højris.

John Kjær Hansen

Opdateret 13. november 2002