Anmeldelse af Euroman - dattervirksomhed af Søndagsavisen. Stykpris 48,50 kr.
Af Niels Bramsen, dansk og kunsthistorie

De sidste 8 år er adskillige livsstilsmagasiner blomstret op. Under eksperimenter og kamp om markedsandele i en ufremkommelig branche har det meste skyts været rettet mod et let publikum. Med naiv iver har man skrevet løs om musik, mode og stjerner. Man har fyret den af og er hastigt gået ned. Det samme troede de fleste vel om Euroman. Men årene er gået og bladet har etableret sig med fast læserskare. Euroman har scoret et par priser - og et par dårlige rygter.

Euroman tenderer det ungdomsfikserede. De nyskabende artikler om cigarer, skræddersyede jakkesæt, barbering, piberygning etc. er alle initiationsprgrammer, for hankønnet. Og det er fedt nok, for det er Danmarkspremiere at lancere sådanne emner i seriøs form. Og man må sige, at mandlig elegance i Danmark er et så degenereret og underudviklet fænomen, at det bestemt er berettiget at opdyrke det. Men der er en blind beundring for mænd med succes og tunge overkroppe, hvorved bladet ikke henvender sig til mænd - men knøse, der håber på snart at blive det. Med Euromans 5 år på bagen - er tiden så ikke inde til at blive voksen, og gribe dybere i mandeidentiteten?

En stædig kritik af Euroman har været dets homotendenser. Euromans modesider og generelle emnekreds har en London-80'er-gentleman-bøsse-stil, som savner en landlig og ligefrem tone. Samt ikke mindst en både symbolsk og fysisk vold, som nødvendig del af en mands kompetence. Krig, overmagt og beherskelse er mandlige dyder, som er nødvendige for hans overlevelse - både indadtil, udadtil. I sidste ende skal en mand jo kunne forsvare sin kvinde og familie korporligt. En biologi der appellerer til manden. Bare ikke hos Euroman. Og tilsvarende er bladets kvindelige fotomodeller konsekvent anorexi-tynde og narko-sminkede, hvilket afslører en androgyn seksualitet. Bladet er tilsyneladende hverken interesseret i kvindelighed, eller repæsentant for heterosekusel mandlighed. Men netop idag, hvor heteroseksualitet frister en ufashionabel minoritetstilværelse ville det være banebrydende, hvis Euroman kunne højne konturene for maskulin heteroseksualitet til identifikation for læserne. Også selvom det ville medføre fjender. For selvfølgelig ville feministlevn, 68'nisser og diverse kønsforvirrede gribe til våben. Men det er vel heller ikke så dårligt med reelle kløfter, så man enten hader eller elsker Euroman?

Ikke så sjældent får man en dårlig smag i munden, når Euromans sprog indimellem lider overkill-døden. Der er ofte kælet så meget for formuleringen, at man savner en spontan gadedrengsslang - lige så fræk som den er mandlig.

Det er som om to forskellige kræfter trækker i hver sin retning på Euroman. Den ene udforsker den androgyne livsstil, den anden er en seriøs og resultatorienteret journalistik, som lige så godt kunne findes i Børsen, Weekendavisen eller P1s Orientering. Og det er her magasinet trækker sine anerkendte veksler, og finder berettigelse. Desværre. For Euroman har ikke skabt noget nyt på dette punkt. Artiklerne er gode, velskrevne og ofte kontroversielle - men de kunne findes næsten hvorsomhelst. På den måde knækker det layout-mæssigt veludstyrede magasin over på midten. På den ene front karrierejournalisternes superartikler, på den anden den eksperimenterende image-smalltalk.

I sidstnævnte afdeling er emnekredsen næsten identisk med den øvrige magasinverdens: Medier, image, wannabe, livsstilsfif og stjerner - en evig selvcentreret jagt på personlighed, der forbliver en forholdsvis intern kommunikation medierne imellem. Fx. "Hvad synes Euroman om DR2?" Relevant og fornuftigt, men også forudsigeligt.

I sine fem år har Euroman ladet den klassiske dannelse i stikken, og bragt én artikel om religion, nul artikler om historie, nul artikler om klassisk litteratur, en eller to små om klassisk musik, og endelig måske et par om at komme ud af en personlig krise. Det er som om det ikke må blive eksistentielt eller seriøst. Ligger Euroman virkelig under for den gamle traver, at mænd ikke har rige følelser, der er værd at udforske? Eller at alle umoderne emner skal forblive umoderne?

I denne tid hvor kvindelige værdier massivt fremelskes, er det fedt at Euroman bringer en artikel om mænds fascination af Lolita-figuren (december 97). Bare synd, at emnet ikke følges til dørs og fortæller, hvorfor mænd elsker ren uskyld. At det måske er en kompensation for egen instinktive, men politisk ukorrekte "voldelighed". Det kunne være en tese. Men artiklen afsluttes ikke, og spørgsmålet hænger i luften, om ikke mænd dybest set er nogle perverse svin i forhold til kvinders uskyldsrene fantasier. Hvornår må mandlige værdier komme frem i lyset?

Lad os dog til sidst konkludere, at det er fedt, vi endelig har fået et stilfuldt herremagasin i Danmark uden alt for mange børnesygdomme.