o Leo Tandrup "Mefistos Mareridt" (Centrum 1997, 549 sider, 398 kr)

Af Niels Bramsen, dansk og kunsthistorie

Tandrup har besluttet at anskue den europæiske kulturs værker gennem Goethes geniale myte om Faust, der pantsætter sin sjæl hos Mefisto, djævlen. Han viser hvordan europæisk historie er en lang faustisk udvikling - ved hjælp af nogle punktnedslag i dels kunstværker, dels Faustepisoder. Det faustiske går kort sagt ud på, at individet mere og mere mister sig selv til fordel for ydre begær og forestillinger.

Og det lyder jo meget besnærende og spændende. Men problemet er, at Tandrup er utrolig upædagogisk. Han formår aldrig at give en sammenhængende skildring af Faustfortællingen, hvorfor dens historie, endsige Tandrups læsning af denne, forbliver uklar. Dermed bliver Mefistos Mareridt et forudsættende krav til læseren om først at læse Goethe, og herpå vende tilbage til Tandrup. Men det kan man vist ikke byde et moderne publikum, som netop ikke har den klassiske dannelse i beredskab. Og det er synd, for så vil rigtigt mange læsere stå af, og resultatet er den gamle kending: Bogen henvender sig primært til det indforståede publikum, og vender ryggen til resten.

Tandrups gode iagtagelser og socialistiske forplumring

Tandrup har masser af velgørende iagtagelser. Han skelner allerførst mellem kultur og civilisation. Den første er positiv på bekostning af den sidste. Kulturen er den i fællesskabet og fremtidstroen foranderlige flod af gode menneskelige frembringelser, mens civilisationen er når kulturen stivner i et mønster, som beskytter den enkelte mod at møde det virkelige liv, som det er. Idag, hævder Tandrup, lever vi i en udpræget civilisation - uden væsentlig kunst, og uden sammenhæng. Dette er en meget frugtbar skelnen, hvis man vil diskutere mennesketilværelsens værdi.

Men herpå hævder han, med en blanding af hjemmebrændt psykologi og meget traditionel socialistisk retorik, at civilisationen ødelægger menneskene pga. dens fastlåsning i kapitalistisk, borgerliggjort abstraktion. Kulturen derimod ser han som en lykkelig gruppe- eller individudvikling med høj moralsk handledygtighed og visdom. Jeg kan bare ikke se, hvordan kapitalisme og amoral/ulykke automatisk bliver to alen af et stykke. Han skulle have holdt marxismen ude af diskussionen, for Tandrup søger helt klart skurke og helte i kunstverdenen. Han finder dem og bruger dem i sin egen selvopfyldende profeti.

Skurkene dvæler ved den overfladiske iagtagelse, mens heltene konfronterer sig med indre moralske kvaliteter. Tandrup får faktisk næsten en kierkegaardsk etik, med en tendens henimod det religiøse, ud af sagen. Den fisfornemme borgerlighed er og bliver den onde sag. Bogen bugner faktisk af socialistiske udtryk fra 70'erne: Borgerskab, kapitalisme, magtens undertrykkkende mænd, arbejdernes parti, udnyttelse, mammon etc. Men så noget skurrer mod øret i 90'erne, når man er født efter 68: Hvorfor er man nødvendigvis et sygt røvhul, fordi man er borger endsige borgerlig?

Til gengæld er hans indædte vrede mod den nihilistiske storbycivilisation meget befriende. Naturen, enkelheden og den meningsgivende landsbykultur er begreber, der klinger ordentligt. Det samme gælder hans kritik af moderne kunsthistories ensidige forholden sig til teknik, på bekostning af indhold.

Fascinerende målsætning

Mange af de pragtfulde iagtagelser skæmmes dog af hans mavesure opstød. Hvorfor bliver disse akademiske 68'ere altid mere og mere bitre som årene går? Hvad er I så skuffede over? Og som det også er typisk for hans generation, lægger han ud med en tendens til at finde livets essens i en fed, dionysisk beruselse. Herpå bliver han oversanselig, og til sidst vulgær. Det ligner en freudiansk seksualitetsopfattelse, som konsekvent stiller det kønslige i menneskets absolutte eksistentielle center. Og det er ret ødelæggende for en finere emotionalitet, som jo er nødvendigt i kunstiagtagelse.

Generelt må man konkludere, at Tandrup lugter langt væk af traditionshøjrøvet højskoleånd. Grundtvigs idé om folkelig uddannelse synes hensigten med projektet, men Tandrup er desværre en ringe formidler, og hægter side for side sine læsere af. Målsætningen er storslået og fascinerende - men Tandrup behersker ikke sine nødvendige discipliner. Brødteksten er ganske enkelt ofte sort snak.

Tilbage står man ikke med en række nye fortolkninger af europæiske kunstværker, som man kunne have håbet - men med en broget samling tandrupske synspunkter på samfundet set med en danskers øjne. Og det er et ringe udbytte af så dyr en bog.

Gombrich skildrer den vestlige verdens accepterede kunsthistoriske kanon: Kunstens lange sammenhængende historie, som vi har hørt den og kender den. Han sætter sig for at repetere denne historie, med dens highlights og blinde punkter, gode underholdning og relative politiske korrekthed. Dvs. han forsøger at dramatisere kunstens udvikling i en kontinuerlig fortælling - også selv hvor denne udvikling er tilfældig og netop uden sammenhæng. Men det er underholdning, lige så meget som faglighed, og det er jo godt.

Gombrich er ganske tro overfor den periode han beskæftiger sig med, og således ligger det ham på sinde at levendegøre forskellene melem vores nutidige og den daværende kultur. Han har med andre ord ikke den nedladende holdning overfor fortiden, som idag er en almindelig virus bladt akademikere. Bort set måske fra hans begreb "den mørke tidsalder" (s. 178) - et middelaldersyn som burde være kendt fejlagtigt i nutidig kunsthistorie. Faktisk er middelalderen den eneste epoke han ringeagter en smule, hvorfor den også tilkendes relativt lidt plads i hans bog. 1100-tallet fylder næsten ingenting, selvom de romanske monumenter i det katolske Europa er fabelagtige, storslåede og funktionelt utroligt interessante.

En gammel kending

Gombrichs bog, der oprindeligt er udsendtes første gang i 1950, er omskrevet lidt, forbedret, illustreret bedre og mere, forsynet med tidstavler etc., og er derfor vokset fra de oprindelige 450 sider til knap 700 idag. Det er fremragende og spændende gjort, men værket bærer dog stadig en anelse præg af at være researchet for 40-50 år siden. Fx. har han denne charmerende pointering af forskellige perioders kunstnere: "Ægypterne havde oprindeligt tegnet efter, hvad de vidste om tingene, græker efter, hvad de så. I middelalderen lærte kunstneren også at udtrykke i sine billeder, hvad han følte." (s. 165) Det er en

glimrende huskeregel, som man desværre nok ikke finder i helt nyskrevne kunsthistorier.

Samtidig kan man indvende, at han ofte lader billedernes tegnsymbolik i stikken. Angelssaksiske kunsthistoriekere har af en eller anden grund aldrig været særlig stive i symboler. Han fornemmer snarere atmosfæren i værket og følelserne, det frembringer, end at tage bestik af de konkrete symboler - og det er jo også en udmærket indstilling til kunst. Men i det lange løb mangler der et eller andet.