Anmeldt af Niels Bramsen, cand.mag i dansk og kunsthistorie.


De to pladeaktuelle sangskrivere, der her skal anmeldes, har en besynderlig særhed til fælles. Direkte adspurgt, om de er kristne og deres musik kristelig, svarer de benægtende. Og det på trods af at deres tekstunivers, metaforer og stil er gennemsyret af ærkekristendom. Mark Hollis' stilleje er pietisktisk og halvortodoks, mens Jim Kerr fra Simple Minds benytter katolsk-folkloristiske fraser og evangeliske billeder. Det er i begge tilfælde stærk musik, men deres skamfulde frygt for at tone rent flag er frustrerende for den entusiastiske fan. Hvis han ellers er kristen.

Mark Hollis - en nyklassiker
Mark Hollis har efterhånden smidt sværdet til fordel for gåsefjeren. Den ambitiøse synthpop og indædte gospelfolk er nu forvandlet til komplet indadvendt kristen mantra. Hans CD er den første
fuldblodsøkologiske pladeudgivelse nogensinde - spillet helt uden brug af energi, og helt igennem bæredygtig. Knudret og uforløst, men skabt af det dybe kompleks af den menneskelige natur.
Kristendommen i sin bedende munkeudgave, anlagt i moll, med naturens rene dagslys som orientering. Han synger sin musik ind i en ny stilart, som ikke eksisterer. En ny retning for musikken, som andre musikere stjæler fragmenter fra, men som dog ikke frygter nogen reelle konkurrenter. Og teksterne er så fine som altid. Lyt engang til dette par vers fra "New Jerusalem":

Heaven burn me
Should I swear to fight once more

Den totale overgivelse til helligånden synes målet for Hollis' minimalistiske metamusik.


Simple Minds - gudsbenådet fortid
Simple Minds er på vej mod dinosaurtilstanden. Det eneste, der gør dem til andet end historisk levn, er musikken - som har været fraværende de sidste 6 år. Men på "Néapolis" høres flere rigtigt smukke sange, hvor tråden fra "Real Life" lykkeligt tages op. Resten er dunkel indrejse i forfriskende anti-britpop, med transeuropæisk lyd fra indspilninger i Skotland, London, Paris, Dublin og Capri. Et
spor 'Minds' berejste for 15 år siden på de cinematiske plader, der opfandt techno før technoen. De mange keyboards er tilbage, men denne gang i hjerteflimrende synkoper og industristøj, der sætter
modvind til Kerrs blide forkyndelse. Vi ser skotsk højland i miniaturemodel, som passer i lysbilledfremviseren - men næppe på the big screen, som hidtil var Kerr's og Burchill's varemærke. Der
fornemmes en anelse frygt for deres egen fortid. Men som Cd'en rodfæstes, panoreres sangenene ud i den hvide pops himmelske horisonter - præcis som Minds plejer. Og så er alle lykkelige.

Simple Minds har måske det bedst designede pladecover i 90'erne, de har den bedste hjemmeside (http://www.simpleminds.com), og de er det mest udfarende liveband med en messias-karismatisk frontfigur. Men som i Bibelen: Uden kærlighed er du intet. Minds balancerer mellem vitaminindsprøjtning og rutine. Brug også denne anmeldelse som en invitation til Minds' gamle plader. Fordi tilbage i 1991 var Jim Kerr forsanger i verdens måske mest poetisk kristne band:

Secrets of lovers
Whisper tonight
Broken down angel
Got lost in the cold daylight
The city is screaming
And I look for your eyes
("Let there be love")

HJEM