Arturo Perez-Reverte: "Trommeskindet" Centrum 1997, 402 sider, 298 kr.

Bogen som film. Litteratur i cinematiske optrin - klippet i en rytme tættere på drama end prosa. Vatikanet i midt-90'erne. To uenige grupperinger kæmper om den katolske kirkes fremtid. En hacker trænger ind i Vatikanets eget INMAVAT. En miles christiani sendes til Sevilla for at opspore hackeren. En lokal kirkes præst og dens menighed. Et par mord. Og en afsindigt tiltrækkende kvinde. Scene er sat for en katolsk thriller. Ihvertfald tilsyneladende.

Romanen begynder som et stort moduleret konspirationsplot i Vatikanets allerhelligste gemakker. Men den fader ud i det præcist modsatte: En lille lokal konflikt i Sevilla. Det er dog ikke uheldigt for historien. For hvor det store åbningstableau savner dybde og personligt engagement, tager historiens udvikling mere og mere karakter af kammerspil og moralsk/etisk tvekamp. Plottet ændrer karakter fra storpolitik til individuel forvandling.

Er det smart, og lykkes det? Kriminal- og konspirationsfetischisten bliver nødvendigvis skuffet. For pludselig bliver mordgåden en nuanceret kristendomsdiskussion, helt uden ydre handling. Altså fra action til drama - hvis vi bliver i filmsproget fra videobutikken. Men for den eksotisk interesserede er romanen et scoop, der veksler fra organisationkonflikt til spansk religiøs kærlighedsdramatik.

Det er imidlertid som om forfatteren ikke selv bemærker denne kontrast. For han har iscenesat hele historien som en sammenvævet helhed, der forudsætter at alle led er forbundet. Han er sig tilsyneladende ikke bevidst, at hvis man slår an i g-dur, forventer læseren at der afsluttes i g-dur. Det er overraskende for læseren, men dog næppe en kunstnerisk fadæse. For til gengæld inddrages hovedpersonen i plotforvandlingen med sit eget hjerte. Hovedperson Quarts moralske og emotionelle engagement i intrigerne retfærdiggør den eventuelle mangel på forfatterkonsekvens, der præger læserens oplevelse. Historien får dermed et impressionistisk anstrøg. Idéen træder i baggrunden til fordel for hovedpersonens oplevelserække. Og netop det stof er virkeligheden vel gjort af... Intet går som forventet. Hvorfor så lade som om alt er skrevet på forhånd?

At romanen forvandles lyder smukt. Men rent dramatisk må man pege på en klar svaghed ved bogen: Man skal 2/3 hen i historien før setup'et er på plads, og der overhovedet sker nogen handling. Ja, i grunden sker der først noget på de sidste 50 sider. Denne træghed kan tage livet af mange læsere. Men igen, manglen på kickstart er meget kohærent med romanens tematik.

Vi møder knivskarpe karaktertræk og nuancer hos romanens hovedpersoner - faktisk i sådan grad at deres replikker, der er af middelmådig karakter, slet ikke står mål med den implicitte personkarakteristik. Der er lidt Herman Bang, her. Men ellers kort sagt, fremragende underholdning.

Når vi nu har anmelderpennen fremme, så lad os blive i kærlighedsgenren: "Kærligheden som kunstværk" (Tiderne Skifter 1997.)

Den amerikanske journalist Dan Hofstadter, som sidste år udgav denne en slags fiktionaliseret historiesamling, sætter sig for via kilder at skildre en håndfuld celebre kærlighedspars affærer. Kilderne er deres brevveksling, som dermed introduceres som ny litterær genre til bogreolen. Tid og sted er 1800-tallets Frankrig - altså en romantisk/victoriansk periode som atter skal underkastes de sentimentale projektører af idag.

Men det er modbydeligt. Patetisk, nostalgisk og selvsmagende snerpethed uden skygge af eksistentiel væsentlighed, eller ærbødighed for kærlighedens metafysiske essens. Men det værste er næsten den pseudosystematik, der lægges for dagen. Forfatter og oversætter har tilsammen forplumret en ellers potentielt rigtig god idé. Kærligheden er her intet kunstværk, men en svampet museumsgenstand, hvorfor bogen bringer søm til kisten der forhåbentligt snart begraver romantikkens drømmeunivers. Giv os noget virkelighed!